Treogtyvende aftenforelæsning (20. marts 1885)

Blandt de mange funktioner eller embedsopgaver, en kirkens tjener har, mine venner, er prædikeembedet det allervigtigste. Udretter en kirkens tjener intet eller kun lidt med sin prædiken, så kan intet andet erstatte prædikenen, og så vil han heller ikke udrette meget, om overhovedet noget, med alt det andet, han gør. På dette punkt er de pavelige ganske vist ikke enig med os. De erklærer deres kirkelige tjenere for at være præster. Derfor påstår de, at en præsts allervigtigste funktion er at døbe, høre skriftemål og give tilgivelse, uddele nadveren og frem for alt at bringe Gud messeofferet. Ser vi helt bort fra messeofferet, som jo er den allerstørste vederstyggelighed, der nogen sinde er forekommet i kristenheden, så må vi dog sige: Al dåb, al tilgivelse, al uddeling af nadveren hjælper intet, hvis der ikke forinden er blevet prædiket om det. For alt dette er jo ikke menneskeværk, men Guds egne gerninger, som Gud dog har knyttet et løfte til, der skal gribes (S. 237) ved troen. Derfor hjælper alt dette slet intet uden troen, men skader tværtimod. Og derfor er det ganske nødvendigt, hvis disse Guds gerninger skal hjælpe noget, at der først er blevet prædiket grundigt om dem ud fra Guds ord. Da Kristus derfor ville vende tilbage til den herlighed, han havde hos Faderen, før verdens grundvold blev lagt, gav han disciplene sin instruks og råbte til dem: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen», og som Matthæus siger: «Gå hen og lær alle folk.» Og først derefter tilføjer han: «Og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.» Og heller ikke dermed mente Herren at have sagt nok; han slutter sin instruks med ordene: «Og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer.»

Se, det første og det sidste, alfa og omega i det apostoliske embede eller kirkens embede, er at prædike og lære.

Men så vigtig denne funktion er, så er den også samtidig den allersværeste, en kirkens tjener har fået. De præster, der tænker: «Ak, det falder mig let at prædike, og jo længere jeg har været i prædikeembedet, jo lettere er det også blevet for mig. For», mener de, «når jeg bare ikke prædiker andet end Guds rene ord, når jeg bare ikke blander noget kætteri ind, så må det da være nok» – de præster befinder sig i en stor, forfærdelig, yderst farlig og fordærvelig vildfarelse. Bare from snak uden mål og orden er ingen rigtig prædiken. En rigtig prædiken giver kun Helligånden ved sit ord. En rigtig prædiken bliver derfor kun til hos en virkelig troende præst efter den yderste anstrengelse af alle åndelige og intellektuelle kræfter, efter inderlig bøn, efter at han også har jaget alle jordiske bekymringer fra sig og gjort sig fri af alle forfængelige lyster. Og det er svært! At døbe rigtigt er let, det kan enhver. At give tilgivelse rigtigt er ligeledes meget let, det kan også enhver, selv en dreng. At uddele den hellige nadver rigtigt er også meget let, det kan enhver forstandig kristen. Men at prædike rigtigt, det er svært. Derfor burde en teologistuderende da heller ikke sætte sig noget højere mål end at prædike rigtigt. For kan han ikke det, så hører han simpelthen ikke hjemme i prædikeembedet. For i vores rettroende kirke er en Guds tjener netop en Jesu Kristi tjener, og hans værd består ikke i, at der ved ordinationen eller vielsen skulle være kommet et vist «noget» over ham, som andre mennesker ikke har, så han derfor skulle være en så højhellig og dyrebar person. Nej, nej, en rigtig kirkens tjeners værd består udelukkende i, at han kan prædike rigtigt. Kan han ikke det, så hører (S. 238) han ikke hjemme på prædikestolen; den er der for at blive prædiket fra. Prædikenen er midtpunktet i enhver gudstjeneste.

Og hvad skal han så udvirke med prædikenen? Tænk over det: Han skal vække de sikre sjæle op af deres syndesøvn med forskrækkelse; dernæst skal han føre de forskrækkede til tro; dernæst skal han føre de troende til vished om deres nådestand og deres frelse; dem, der er blevet visse, skal han så også føre til helliggørelse, og de helliggjorte skal han så styrke i deres hellige og salige stand og bevare dem i den til enden. Åh, sikken en opgave! Men frem for alt må vi ikke glemme: For at løse denne opgave kræves især, at man deler sandhedens ord rigtigt, som apostlen siger, det vil sige, at man skelner evangeliet rigtigt fra loven og loven fra evangeliet. Den, der ikke forstår det, men blander og sammenroder de to, hans prædikener er helt spildte og forgæves. Ja, mere endnu: Sådanne prædikener gør skade og forfører sjælene, fører dem til falsk tro, falsk håb og falsk anger, gør dem blot til hyklere og styrter dem meget ofte også i fortvivlelse. Men at skelne rigtigt mellem lov og evangelium er en svær, svær opgave. Her må alle, som også Luther siger, forblive elever til deres død. Men alligevel må også en ung teolog kunne fremsige den første vigtige lektie. Han må kende målet og være begyndt at gå mod det. Hvor svært det er at skelne mellem lov og evangelium, har vi allerede set i de seneste aftentimer. Lad os nu yderligere overbevise os om det ved at se på og betragte et nyt tilfælde, hvor lov og evangelium blandes sammen.

§ Tese XII.

For det ottende deles Guds ord ikke rigtigt, når man lærer, som om angeren ved siden af troen var en årsag til syndernes forladelse.

At anger over synden er nødvendig, hvis man vil opnå forladelse for den, er der jo ingen tvivl om. Da Herren Jesus første gang offentligt udøvede sit prædikeembede, råbte han: «Omvend jer og tro på evangeliet!» Det første, han nævner, er omvendelse, og det

er, når det stilles over for troen, ikke andet end anger. Og da Kristus sidste gang samlede de hellige apostle om sig, da han netop var ved at fare til himmels og tage sin synlige nærvær bort fra kirken, råbte han til dem: «Således er der skre- (S. 239) vet, og således måtte Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse.» Omvendelse må være der lige så vel som troen. Hvorfor mon? Det siger Herren os også med ordene:

«De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er kommet til verden for at opsøge og frelse syndere og ikke de retfærdige.» Dermed bevidner Herren for os: Angeren er så ganske nødvendig, fordi ingen uden den er i stand til at blive ført til tro. Han er simpelthen mæt, og derfor kommer han ikke til det himmelske bryllup. Allerede Salomo siger i sine Ordsprog, Ordsp 27,7: «En mæt sjæl træder nok honningkage under fode.» Hvor der ingen sult og ingen tørst er, dér bliver Herren Jesus heller ikke taget imod. Hvor mennesket ikke er blevet en fattig, fortabt, fordømt synder, dér vil han heller ikke for alvor vide af syndernes frelser. Men samtidig må I ikke glemme, at angeren ikke er en årsag til syndernes forladelse. Angeren er ikke så nødvendig for syndernes forladelses skyld, ja, den er slet ikke nødvendig for dens skyld, men for troens skyld, den tro, der griber syndernes forladelse. Hvorfor siger vi nu, at hvis jeg lærte, som om angeren var en årsag til syndernes forladelse, så ville det være en sammenblanding af loven og evangeliet?

1. Fordi angeren udelukkende er en virkning af loven. Den, der gør angeren til en årsag til syndernes forladelse, gør loven til et nådebudskab og evangeliet til en lov. Og det er en gruelig sammenblanding af loven og evangeliet, som vælter hele kristendommen.

2. Angeren er ikke engang en god gerning. For den anger, der går forud for troen, er blot noget, mennesket lider. Det er en angst, en smerte, en pine, en sønderknuselse, som Gud har virket med sin lovs hammer. Det er en angst, som mennesket ikke selv har skabt; tværtimod ville han så gerne blive fri for den igen, men han kan ikke blive fri for den, for Gud er kommet over ham med sin hellige lov, og den kan han ikke unddrage sig. Og den, der sætter sig ned og mediterer og vil frembringe anger i sig selv, får aldrig den sande anger ad den vej. Den kan han ikke selv lave. Og de, der vil give sig selv anger, bliver elendige hyklere. Til sidst prøver de at overbevise sig selv om, at de har anger, men det er ikke sandt; de har ingen anger. Den sande anger giver kun Gud, når hans lov bliver prædiket i al sin skarphed, og når mennesket ikke med vilje stritter imod. (S. 240) Nu vil ganske vist næppe nogen såkaldt luthersk præst nogen sinde sige: «Angeren er en årsag til syndernes forladelse.» Det siger kun pavekirken, men ingen protestantisk præst, der blot nogenlunde har den rene lære. Og alligevel sker det desværre alt for ofte, at præster, der vil være ægte lutherske, blander lov og evangelium sammen på den måde, at de fremstiller angeren, som om den var en årsag til syndernes forladelse. Det gør de på to måder: enten ved at kræve for lidt af angeren eller ved at kræve for meget af den.

Mange præster vil nemlig ofte i deres uerfarenhed ikke drive folk til fortvivlelse. De prædiker ganske vist for dem: «Anger må gå forud for troen», men de er bange for, at der, hvis de ikke tilføjer noget, måske kunne være en og anden i menigheden, der kunne komme i fortvivlelse. Så tilføjer de: «Selv om du ikke føler så stor en smerte! Når du bare ønsker, at du havde anger, så tager Gud alligevel imod det.» Når man giver den trøst, fremstiller man i virkeligheden angeren som en årsag til forladelsen. Nej, det er en falsk trøst. Gud er ikke tilfreds, fordi jeg ønsker at have anger, men fordi jeg ved min anger er gjort parat til, når evangeliet bliver prædiket for mig, at tro det som en fattig, fortabt

synder. Man burde snarere sige: «Se, når du nu er kommet så vidt, at du hungrer og tørster efter Guds nåde, så er det dét, der er nødvendigt. Men Gud kræver ikke anger, for at du skal afsone dine synder – ja, dertil kræver han slet ingen anger – men kun for at du, sikre synder, skal vågne op og spørge: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Derfor siger Luther også, at den første gang, det rette begreb om poenitentia [latin: bod, omvendelse] gik op for ham, var intet ord så sødt for ham; da vidste han, at han ikke skulle afsone noget, men kun forskrækkes over sine synder, så han begærede Guds nåde. Sådan stod Luther. Det var ikke noget forfærdeligt for ham, men et sandt evangelium. For nu så han: «Du er af den kære Gud bragt så vidt, at du ser dig selv som en fattig, fortabt synder. Nu er du den rette mand for Jesus. Gå nu hen til ham! Han tager imod dig med alle dine synder, med al din bekymring, med al din elendighed; han tager imod dig, som du er.» Og spørg nu ikke dig selv: «Har jeg nu også anger nok? Må jeg også komme til Jesus?»

Netop ved at spørge sådan viser du, at du vil komme til ham; så længes du efter Jesus. Men længes man efter at komme til Jesus, så har man også den rette anger, selv om man ikke føler den. Det (S. 241) går én præcis som med troen. Man kan have angeren og alligevel ikke føle den. Det har jeg selv oplevet. I årevis sad jeg fast i den rette anger og stod på randen af fortvivlelse, fordi jeg ikke i mit indre fornemmede den søde følelse af et smeltet hjerte over at have fornærmet den kære Gud så groft. Den havde jeg ikke, men nok den levende følelse af at være en fortabt synder. Da henvendte jeg mig til en, der havde mere erfaring, og han lukkede det op for mig på få øjeblikke. Når man altså siger: «Når du bare ønsker at have anger, så er Gud tilfreds med det», viser man, at man blander lov og evangelium sammen, idet man ser angeren som en fortjeneste, for hvis skyld Gud er os nådig og tilgiver os vore synder.

Det viser sig også, når man er tilfreds med, at et menneske blot har en smule anger. Der findes jo samvittighedsløse mennesker, som længe har levet i synd og skam. Så vågner deres samvittighed pludselig og siger til dem: «Du har begået mened! Ve dig!»

Så kommer frygt og bæven over ham. Eller deres samvittighed råber til dem: «Du har besmittet dine hænder med blod! Du er en morder!» Men det er ikke tanken «Du er en fattig synder», der forskrækker ham; kun denne ene gerning skræmmer ham. Ellers mener han, at han har et godt hjerte. Kun denne ene synd skræmmer ham. Jeg har selv oplevet et sådant tilfælde i Tyskland, hvor én havde svoret en mened, et ugudeligt menneske. Han tilstod det ikke, men når man talte med ham, begyndte han at ryste. Da jeg engang kom til ham, måtte han holde sig fast i bordet for ikke at ryste alt for meget. Alligevel kunne man ikke få ham til at bekende sin synd. Derfor kunne man ikke prædike evangeliet for ham. Der findes mange af den slags samvittighedsløse skurke, som allerede har hørt deres dødsdom; de siger så nok til præsten: «Det indrømmer jeg: Det og det har jeg gjort. Det var ikke rigtigt. Men ellers kan De tro mig, hr. pastor, jeg har et godt hjerte. Men det dér har jeg nu engang gjort. Det skete bare for mig, det kan jeg ikke gøre for.» Den, der nu slår sig til tåls med en sådan delvis anger, fremstiller angeren, som om den fortjente noget, mens den ikke er andet end en byld, der er brudt op. Så kan jeg ikke prædike evangeliet for et menneske, når jeg ser: Betændelsen sidder der stadig. Og hvis jeg lægger en lægende salve på et sådant sår, æder betændelsen sig bare længere ind, og såret kan ikke hele. Andre kræver derimod for meget, idet de siger til deres stakkels tilhørere: «Anger er nødvendig, det siger Skriften på hvert eneste blad. Allerede jeres fornuft siger jer, at Gud ikke kan tilgive jer noget, (S. 242) hvis I er ligeglade med jeres synd. I må have anger. Nu vil jeg fortælle jer, hvordan denne anger skal være.»

Så læser han Sl 38,7–9 op for dem: «Jeg går krumbøjet og dybt nedbøjet, hele dagen går jeg sørgmodig omkring. For mine lænder er helt udtørrede, og der er intet sundt i mit legeme. Det

står helt anderledes til med mig, og jeg er dybt knust. Jeg jamrer af uro i mit hjerte.» Eller Sl 6,7–8: «Jeg er så træt af at sukke, hele natten gennemvæder jeg min seng og væder mit leje med mine tårer. Mit ansigt er sunket ind af sorg og er blevet gammelt, for jeg ængstes fra alle sider.» Lovprægede præster spørger nu: «Kan du også sige det? Er du nogen sinde gået krumbøjet, dybt nedbøjet og sørgmodig omkring en hel dag? Blev dine lænder også udtørrede i den tid? Kan du også sige: I den tid var der intet sundt i mit legeme? Jamrede du også af uro i dit hjerte? Gennemvædede du din seng hele natten? Vædede du dit leje med dine tårer? Kunne enhver se på dig, at du på fjorten dage var blevet lige så mange år ældre? Se, har du ikke oplevet det, så skal du ikke sige, at du har omvendt dig! For kun dét er den rette omvendelse.»

Men det er helt forkert. Det var ganske vist Davids omvendelse, men hvor står der da skrevet, at enhver skal opleve omvendelse i denne grad? Ingen steder! Vi finder netop det modsatte. Knap var de første pinsetilhørere blevet stukket i hjertet, så de blev drevet til at råbe: «Hvad skal vi gøre?», før nåden blev prædiket for dem. Og det ser vi også hos David selv. Han havde levet et helt år uden at omvende sig. Nu holder Natan ham hans frygtelige synder for øje. Da udbryder han med et sønderknust hjerte: «Jeg har syndet mod Herren», og intet mere. Men profeten Natan ser straks: «Han er tilintetgjort, han er nu som knust.» Så siger han til ham: «Så har Herren også taget din misgerning bort.» Det samme ser vi også hos fangevogteren i Filippi. Han havde kun skælvet og rystet i et par minutter; han ville tage livet af sig selv; nu kaster han sig ned og siger: «Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Da sagde apostlene ikke: «Ja, du må frembringe anger i dig selv, og vel at mærke en dyb og alvorlig anger»; de mindede ham ikke om David og om, hvordan han havde omvendt sig, men straks siger de:

«Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand.» Apostlene kunne se det med egne øjne: «Manden er allerede slået til jorden, så han begærer nåde, og det er nok.» For så har angeren gjort sin gerning, når den har gjort mig sulten og tørstig efter nåde. (S. 243) Pietisterne siger, at der må gå en lang tid med omvendelse, før man må tro. Ja, de har advaret mod at tro for tidligt; man skulle først lade sig gennemarbejde af Helligånden; man kunne ikke blive omvendt i løbet af fjorten dage – nej, undertiden måtte der gå mange måneder og år, mens Gud beredte en. Men det er en skrækkelig, forfærdelig lære! Disse præster har ikke tænkt over, hvilket forfærdeligt ansvar de har lagt på sig selv. Når de advarer et menneske sådan og siger til ham: «Det er endnu ikke tid» – hvad skal der så blive af ham, hvis han dør? Jeg har selv oplevet, hvor skrækkelig denne lære er. En pietistisk kandidat havde vejledt mig på den måde. Jeg gjorde alt for at nå frem til en rigtig omvendelse, og så faldt jeg i fortvivlelse. Jeg gik til ham, og da sagde han: «Ja, nu skal du tro.» Men jeg troede ham ikke. Jeg tænkte: «Han vil narre dig», for det stemte ikke med de kendetegn på omvendelsen, han tidligere havde givet mig. Derfor sagde jeg til ham: «Hvis du vidste, hvordan det står til med mig, ville du ikke trøste mig. Jeg vil have regler for, hvordan jeg nu skal forholde mig.» Dem gav han mig også, men det var alt sammen spildt. Nej, for Guds skyld: Enhver, som man menneskeligt set kan gå ud fra nu er løst fra sin selvretfærdighed og kun vil frelses af nåde, skal man frimodigt prædike hele evangeliet for. Det er ikke for tidligt. Man kan slet ikke komme for tidligt til Jesus; det er umuligt. Det, der mangler, er, at folk ofte ikke virkelig går til Jesus. De kalder sig fattige syndere, men er det alligevel ikke; de vil alligevel bringe noget frem for den gode Gud. Og derfor, selv om de hyklerisk siger: «Jeg går til Jesus!», kommer de ikke virkelig som lutfattige syndere. Men den, som Gud har givet den nåde, at han har knust og sønderslået ham, så han ikke længere finder nogen trøst i sig selv og er blevet helt trøstesløs, han ser sig om og spørger:

«Hvor finder jeg trøst?» Han står i den rette anger; ham skal man prædike evangeliet for

og ikke advare ham mod at komme for tidligt til Jesus. Det er en skrækkelig lære. Tværtimod kan jeg sige til ham: «Du må ikke bare, du skal gå til Jesus! Gå bare hen til ham! Tænk ikke: Det er for tidligt! Gå bare hen til ham, for i nat kan Gud kræve din sjæl af dig!» Ville det ikke være skrækkeligt, hvis jeg havde taget trøsten fra ham, og han så døde i nat? Så ville Gud kræve denne synders sjæl af mig. En hovedgrund til, at så mange her blander lov og evangelium sammen, er, at de forveksler den daglige omvendelse med omvendelsen før troen. Den daglige omvendelse beskrives i Sl 51. Dér kalder David den et offer, som han bringer Gud, og som han også (S. 244) siger behager Gud. Her er der altså ikke tale om omvendelsen før troen, men om omvendelsen efter troen. Langt de fleste oprigtige kristne, som har den rene lære, oplever angeren efter troen meget mere end angeren før troen. For når de har oprigtige præster, har disse uden omsvøb vist dem til Kristus, og hos ham er de nu. Og siden, selv om de ofte er blevet knust, dukker den gamle selvretfærdighed altid op igen; og så må Gud igen og igen slå den stakkels kristne med loven, så må vi ydmyges på ny. Det ser vi også hos David. På et øjeblik var han kommet til tro, men hvor megen nød havde han ikke siden! Det var en profet, der havde sagt ham Herrens ord, men lige til sin død bar han megen angst og nød og jammer i sit hjerte. Gud lod det heller ikke længere lykkes for ham; den ene ulykke efter den anden ramte ham, indtil Gud til sidst forløste ham ved døden. Men da havde han anger sammen med tro. Den er ganske vist et offer, som behager Gud. Denne anger er ikke blot en lovgerning, hvor kun loven er virksom; den er samtidig også en evangeliets gerning. Evangeliet bringer kærligheden til Gud ind i hjertet. Denne anger, som udspringer af kærlighed til Gud, er sandelig en virkelig sød smerte og behagelig for Gud. Den har Gud velbehag i; for vi kan ikke give Gud større ære, end når vi kaster os i støvet for ham og bekender: «Du, Herre, er retfærdig, jeg er en fattig synder! Forbarm dig over mig for Jesu Kristi skyld!» Lad os nu høre et vidnesbyrd fra De Schmalkaldiske Artikler (P. III, Art. III, Müller, S. 312-314). Det er et kostbart sted! En sand perle i vores bekendelsesskrifter! For ingen sekt har den rette lære om angeren; kun vores lutherske kirke har den. Og her er denne lære nedfældet. Vi ved, at Luther selv skrev disse artikler, og han være velsignet i sin grav, fordi han har efterladt os denne arv!

«Dette embede beholder Det Nye Testamente og driver det også, sådan som Paulus gør i Rom 1 og siger: Guds vrede åbenbares fra himlen over alle mennesker. Ligeledes kap. 3: Hele verden er skyldig over for Gud. Og: Intet menneske er retfærdigt for ham. Og Kristus i Joh 16: Helligånden skal overbevise verden om synd. Det er nu Guds tordenkile, som han slår både de åbenlyse syndere og de falske hellige med, alle i én bunke; han lader ingen have ret, men driver dem alle sammen ud i rædsel og fortvivlelse. Det er hammeren, som Jeremias siger: Mit ord er en hammer, der knuser klipper. Det er ikke activa contritio, en fabrikeret anger, men passiva contritio [latin: «virksom anger» og «lidende anger»], (S. 245) den sande hjertesorg, det at lide og føle døden.» – Fabrikeret anger er ikke andet end ren forstillelse. – «Og det kaldes da at begynde den rette omvendelse; og her må mennesket høre denne dom: Det er ingenting med jer alle sammen, hvad enten I er åbenlyse syndere eller hellige; I må alle blive anderledes og handle anderledes, end I nu er og gør, lige meget hvem I er, og hvor store, vise, mægtige og hellige I vil være – her er ingen from. – Men til dette embede føjer Det Nye Testamente straks nådens trøstefulde løfte ved evangeliet, som man skal tro, sådan som Kristus siger i Mark 1: Omvend jer og tro på evangeliet, det vil sige: bliv anderledes og gør det

anderledes, og tro mit løfte. Og før ham kaldes Johannes en omvendelsesprædikant, men til syndernes forladelse; det vil sige, han skulle revse dem alle og gøre dem til syndere, så de kunne vide, hvad de var over for Gud, og erkende sig selv som fortabte mennesker

og således blive beredt for Herren til at tage imod nåden og vente og modtage syndernes forladelse fra ham. Sådan siger Kristus også selv i Luk 24: I mit navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse i hele verden. – Men hvor loven driver dette sit embede alene, uden at evangeliet kommer til, dér er døden og helvede, og mennesket må fortvivle ligesom Saul og Judas, som Paulus siger: Loven dræber ved synden. Til gengæld giver evangeliet trøst og tilgivelse på mere end én måde, nemlig ved Ordet, sakramentet og lignende, som vi skal høre, for at forløsningen virkelig kan være rig hos Gud, som Salme 130 siger, mod syndens store fangenskab.

Men nu må vi holde sofisternes falske omvendelse op mod den rette omvendelse, så de

begge kan forstås så meget bedre. Det var umuligt for dem (de pavelige) at lære rigtigt om omvendelsen, fordi de ikke kendte de rigtige synder. For (som sagt ovenfor) de har ikke en rigtig opfattelse af arvesynden, men siger, at menneskets naturlige kræfter er forblevet hele og ufordærvede, at fornuften kan lære rigtigt, og at viljen kan handle rigtigt efter det, så Gud helt sikkert giver sin nåde, når et menneske gør, hvad det formår, efter sin frie vilje. Heraf måtte det så følge, at de kun gjorde bod for gerningssynderne, som onde tanker, man havde givet sit samtykke til (for onde tilskyndelser, lyst og fristelse var ikke synd), onde ord og onde gerninger, som den frie vilje godt kunne have ladet være. – Og en sådan bod gav de tre dele: anger, skriftemål og fyldestgørelse, med den trøst og det tilsagn, at når mennesket angrede rigtigt, skriftede og gjorde fyldest, så havde det dermed fortjent tilgivelse og betalt for synden over for Gud. Således henviste de folk i boden til at stole på deres egne gerninger. Derfor lød det (S. 246) fra prædikestolen, når man læste den almindelige skriftebøn for folket: Spar mit liv, Herre Gud, indtil jeg gør bod for min synd og forbedrer mit liv. – Her var ingen Kristus, og der blev ikke tænkt på troen; man håbede i stedet at overvinde og udslette synden over for Gud med egne gerninger. Med den tanke blev vi også præster og munke: at vi selv ville stille os op imod synden. – Med angeren gik det sådan til: Fordi ingen kunne huske alle sine synder (især ikke dem, der var begået i løbet af hele året), lappede de pelsen på den måde, at når de skjulte synder senere kom i hukommelsen, måtte man også angre og skrifte dem» osv. – Nogle gik kun til nadver én gang om året. Så indså de, at de ikke kunne sige: «Jeg husker stadig hver synd, jeg har begået hver eneste dag.» De vidste, at det kunne de ikke. Så sagde præsten: «Nå, godt; når de øvrige synder så kommer dig i hu, må du også bekende dem; så hjælper tilgivelsen dig også.» – «I mellemtiden var de overgivet til Guds nåde.» – Egentlig havde tilgivelsen altså endnu ingen kraft; det skulle først indhentes senere. «Overgivet til Guds nåde» betyder: «Hvis han dør i morgen, kan jeg ikke sige, om han kommer i helvede eller i skærsilden.» Men efter deres opfattelse var det ikke sandsynligt, at han kom i helvede. – «Desuden, fordi ingen heller vidste, hvor stor angeren skulle være, for at den kunne være tilstrækkelig over for Gud, gav de den trøst, at den, der ikke kunne have contritio, det vil sige anger, skulle have attritio [latin: halv anger, anger af frygt for straffen], som jeg vil kalde en halv anger eller en begyndelse til anger; for de har ikke selv forstået nogen af delene og ved stadig ikke, hvad det skal betyde, lige så lidt som jeg. En sådan attritio blev så regnet for contritio, når man gik til skrifte.» – «Attritio», blot et strejf af anger. Luther vil her sige: «Jeg ved ikke, hvad de egentlig mener med denne attritio, men hos de pavelige skulle den nu alligevel være nok.» – «Og hvis det skete, at én sagde, at han ikke kunne angre eller føle sorg over sin synd, fx hvis den var begået i horeri eller hævngerrighed osv., så spurgte de, om han da ikke ønskede eller gerne ville, at han kunne have anger?» – Spørg bare en romersk-katolsk præst! Hvis han er ærlig, vil han sige: Sådan er det stadig! Vi giver også tilgivelse, når der bare er en attritio. De ægte katolikker siger så, hvordan det står til. Så siger en: «Jeg ville nok gerne have anger, men jeg kan ikke; for når jeg tænker på mit horeri, så ville jeg gerne fortsætte med det endnu længere; og når jeg tænker på min fjende, så ville jeg gerne gøre ham endnu mere

skade.» – «Hvis han så sagde ja (for hvem ville sige nej her, uden Djævelen selv?), så tog de det for anger og tilgav ham hans synd på grund af (S. 247) denne hans gode gerning. Her trak de Sankt Bernhard frem som eksempel» osv. – Det er dog en uhyggelig religion under pavedømmet! – «Her ser man, hvordan den blinde fornuft famler i Guds sager og søger trøst i egne gerninger efter sin egen indbildning og ikke kan tænke på Kristus eller troen.» – De taler netop om disse kostelige ting, som den blinde taler om farver. Læs bare deres bekendelse fra Tridentinerkoncilet! De taler sådan om alle de ting, som er ganske åbenlyse ud fra Bibelen, at man kan se, at de slet ikke ved, hvad de taler om. – «Når man nu ser

nøjere efter, er en sådan anger en fabrikeret og opdigtet tanke ud fra egne kræfter, uden tro og uden kendskab til Kristus. I den ville den stakkels synder undertiden hellere have leet end grædt, når han tænkte på lysten eller hævnen – undtagen dem, der enten virkelig var ramt af loven eller forgæves var plaget af Djævelen med en sorgens ånd. Ellers har en sådan anger helt sikkert været det rene hykleri og har ikke dræbt lysten til synd. For de måtte angre, men ville hellere have syndet mere, hvis det havde været tilladt.» – Da Luther skrev dette, tænkte han uden tvivl på sig selv. Da han øvede sig i bod, lo han sandelig ikke ad det; det var ham tværtimod en stor og frygtelig alvor, så han ofte mistede bevidstheden af stor angst. I ved jo, at han engang lukkede sig inde i flere dage for at udføre bodsøvelser. Da brød de døren op, og dér lå han bevidstløs. Så vidt var det kommet i hans frygtelige sjælsangst. Djævelens tungsindige ånd var kommet over ham, så ingen trøst ville bide på. Så spillede de musik for ham, og det hjalp. Derfor satte Luther så stor pris på musik. Og musikken har da også en usædvanlig magt over menneskets sind.