Fireogtyvende aftenforelæsning. (10. april 1885.)

For omkring hundrede og tyve år siden, mine venner, var rationalismen kommet til magten i den såkaldte protestantiske kirke i Tyskland. Det var en tid med både den dybeste skam og ydmygelse, som folket nogen sinde har oplevet, og det mest fuldstændige frafald fra Kristi evangelium. Dengang regnede man de mest overfladiske ånder og de huleste hoveder, som ikke havde nogen lærdom af betydning, for store lys, som var forud for deres egen tid. For at opnå en sådan berømmelse var det ikke nødvendigt med andet (S. 248), end at en såkaldt teolog var dristig nok, eller rettere fræk nok, til at erklære alle kristendommens hemmelighedsfulde lærdomme for vildfarelser fra tidligere, uoplyste, mørke tider og samtidig erklære, at læren om Gud, om dyd og om udødelighed var den egentlige inderste kerne i hele den kristne religion. Ak, hvilken elendig, forfærdelig tid! Det endte med, at de rationalistiske prædikanter – for at vise, at de stadig ikke var overflødige i verden, men tværtimod kunne gøre stor nytte – behandlede emner som disse på deres prædikestole: «Om det rationelle landbrug», «Om kartoflens lønsomhed»,

«Om nødvendigheden af at plante træer», «Om betydningen af sundhedspleje og om, hvordan den rettelig skal være», og den slags. At jeg ikke digter noget om denne tid, kan De let se af de rationalistiske prædikensamlinger, hvor De vil finde den slags emner behandlet med stor patos. – Men nogle rationalister skammede sig dog over denne ægte rationalistiske skole. I året 1772 udkom der derfor en bog:

«Om prædikeembedets nytte, skrevet til trøst for kollegerne». Dette skrift var skrevet af en ikke helt ukendt Joachim Spalding. I denne bog erklærer han ganske vist, at sådanne emner ikke er helt egnede til prædikestolen, men hans egen mening var denne: Hvis prædikenerne skulle være til nytte, måtte man aldrig først tale om troslærdomme, for de gjorde bare folk forvirrede; man skulle udelukkende behandle

den praktiske morals lærdomme. Så er det heller ikke mærkeligt, at mange sjæle i den tid, som stadig bar spørgsmålet i deres hjerte: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?», forlod vores ødelagte kirke og enten flygtede over i herrnhuternes sekt eller endda vendte sig til den romerske falske kirke.

Men denne forfærdelige tid er, Gud ske lov og tak, forbi for altid! Især efter den lykkelige afslutning på de såkaldte frihedskrige mod Napoleon I, dette uhyre, gik der et forårspust over hele Tyskland. Store skarer oplevede en virkelig vidunderlig vækkelse fra den rationalistiske vantros dødssøvn, og blandt dem ikke så få præster. Siden da er mange præster også begyndt at lægge den tørre, trøstesløse og kraftesløse hedenske, rationalistiske moral til side og igen forkynde Kristus og troen på ham som den eneste vej til frelse og allerede her til sand fred i hjertet. – Ak, gid dette bare altid var sket på den rette måde og stadig skete på den rette måde! Men det kan desværre ikke nægtes, at loven også i dag (S. 249) blandes ind i evangeliet og evangeliet ind i loven af velmenende præster, så tilhørerne lider en forfærdelig skade. Gud bevare Dem i sin nåde for det, når De engang skal træde ind i en menighed. Sammen med den skal De, så vidt det står til Dem, træde frem for Guds trone og aflægge regnskab for, om De har brudt livets sande brød for denne menighed og ikke dårlig føde, som sjælene bliver syge og måske endda dør af, og om De har våget trofast. Må betragtningen af vores trettende tese også tjene til, at det nås.

§ Tese XIII.

For det niende deles Guds ord ikke ret, når man kræver troen, som om mennesket selv kunne skænke sig den eller i hvert fald medvirke til den, i stedet for at prøve at prædike den ind i hjertet gennem evangeliets løfter, som man lægger frem.

I denne tese fremstilles det ikke som forkert, at man kræver troen af tilhørerne, også kræver den alvorligt; ak nej, det har alle profeterne og alle apostlene gjort, det har vor Herre Jesus Kristus selv gjort. Når vi kræver troen, er det slet ikke et lovkrav, men den allersødeste indbydelse, som ikke betyder andet end dette:

«Kom, for nu er det færdigt!» Den, der er halvt udsultet, vil ikke sige: «Hvad bilder I jer ind, I har ikke noget at befale mig!», når vi siger til ham: «Kom her, du stakkels sultne, og spis dig mæt! Sæt dig ved mit dækkede bord, og spis, hvad du har lyst til!» Lige så lidt er det en lovisk opfordring, men tværtimod en evangelisk, når jeg kræver troen. Nej, det, der her erklæres for forkert, er at gøre det, som om mennesket selv kunne give sig troen. For så snart man gør det, gør man troen til et menneskeværk, og kravet om tro bliver et lovkrav. Så er det indlysende, at man blander loven ind i evangeliet. En præst skal tværtimod prædike sådan, at tilhørerne hører en rigtig troens prædiken, også selv om han ikke siger et ord om selve troen. Det afgørende er ikke, at man nævner ordet «tro», men at man taler sådan, at enhver fattig synder får lyst til at lægge sin syndebyrde ned for sin Herre Jesus Kristus og sige: «Du er min, og jeg er din.» Netop her er Luther så stor. Han siger sjældent: (S. 250) «Tro dog! Tro dog!», men han prædiker sådan om Kristi værk, om frelsen af nåde og om rigdommen af Guds barmhjertighed ved Jesus Kristus, at enhver mærker: «Her gælder det kun om at tage imod, her gælder det om at hvile i den guddommelige nådes skød.» Det er den store kunst, og den må De prøve at lære: at enhver af Deres tilhørere tænker: «Jamen, hvis det er sandt, så er jeg også et lykkeligt menneske, så har min angst og uro været forgæves.

Så er jeg også forløst, og det fuldstændigt; så er jeg også forsonet med Gud og hører også til de frelste og til dem, som Gud ser ned på med lutter nåde.» Så snart mennesket tænker sådan, kommer det netop til tro. Forestil Dem for eksempel, at De malede Herren Jesus for øjnene af en flok indianere: at han er Guds Søn, at han er kommet ned fra himlen for at forløse menneskene fra deres synder, tage Guds vrede på sig, overvinde død, djævel og helvede i deres sted og åbne himlen for alle mennesker, og at ethvert menneske nu kunne blive frelst, det behøvede kun at tage imod det, som vor Herre Jesus Kristus har bragt os. Og forestil Dem så, at en fjendtlig indianer, som lå på lur i et baghold, i samme øjeblik ramte Dem med en dødelig kugle, så De blev skudt – så var det alligevel muligt, at De efterlod en lille indiansk menighed, selv om De ikke havde sagt et ord om troen. For den, der ikke gudløst og med vilje stod imod, måtte tænke: «Jeg er også forløst.» Omvendt kunne De bruge lang tid og hele tiden sige: «Ja, man må også tro, hvis man vil blive frelst», og tilhørerne får det indtryk, at der er blevet krævet noget af dem, og de bekymrer sig om, hvorvidt de også kan gøre det, og hvis de kan, om det så virkelig er det, De har krævet. Sådan kan De have prædiket meget om troen, og alligevel er det ingen troens prædiken. Den, der har erkendt: «Her gælder det om at tage imod», han har troen. At blive frelst ved troen betyder jo: «Lad det bare ske for dig, tag bare imod det, så bliver du frelst.»

Dermed vil jeg dog ikke sige, at De ikke skal prædike om troen. Det er især i vores tid, at den rette erkendelse af dette mangler. De bedste præster mener, at de har gjort meget, når de så at sige har banket ind i folk: «Troen alene frelser.» Men de har prædiket sådan, at tilhørerne nu tænker: «Ak, hvis jeg bare havde troen! Det må være noget meget svært, for jeg har ikke nået det», og så går de stakkels tilhørere bedrøvede hjem fra kirken. Ordet «tro» genlyder vel i deres ører, men det giver dem ingen trøst. Allerede (S. 251) Luther klager over, at mange prædikede om troen, men ikke viste, hvad den betyder, og hvordan man kommer til den. En sådan præst kan slide i årevis, og hans menighed forbliver alligevel uvakt. Derfor hører man også mange mennesker tale sådan, at man straks mærker, at de ikke er visse på deres frelse; de vakler og svinger frem og tilbage. Og hvis man siger til dem: «Du skal dø i dag!», bliver de grebet af en frygtelig angst og nød. Og hvis skyld er det? Præstens, som prædiker så forkert om troen.

Når man nu siger, at man skal kræve troen, er det altså ikke dermed sagt, at mennesket selv kan give sig den. I Skriften kræves alt af mennesket; ved alle budene kræves det: «Gør dette, så skal du leve.» I Skriften kræves det: «Gør jeres hjerter rene!» Der kræves: «Stå op fra de døde, og Kristus vil lyse på dig.» Men deraf følger slet ikke: «Altså kan mennesket også opfylde disse krav.» Nej, «a debito ad posse non valet consequentia» [man kan ikke slutte fra, at noget skyldes, til, at det kan gøres] – det er et gammelt og sandt ordsprog. Når en kreditor siger: «Du skal betale mig», er det ikke dermed sagt, at skyldneren også kan betale. Også i dagligdagen kan det ske, at en mand går hen til sin skyldner og siger: «Nu må du altså betale mig!» Han ved godt, at manden ikke kan betale ham, men han ser måske, hvor letsindigt han går og lever, og at han endda opfører sig stolt og hovmodigt, og nu vil han ved at minde ham om hans gæld få ham bragt ud af hans hovmod; han skal krybe til korset. Sådan gør den kære Gud også. Når Gud viser mig, hvad jeg er skyldig at gøre, når han stiller sine krav til mig, så indser jeg, at jeg ikke kan gøre det; eller også vil jeg nu gøre det og kan alligevel ikke nå det, hvor meget jeg end løber og stræber. Og så, når han har ydmyget mig, kommer den kære Gud med sit evangelium. Men det er netop det, der mangler i dag. Når folk siger: «Men jeg kan ikke tro», svarer man: «Jo da, du kan

sagtens tro, du skal bare ville tro! Du kan sagtens blive af med dine synder, du skal bare kæmpe imod dem!» Men det er en skændig måde at prædike på!

Ak, synergisterne har forgiftet evangeliet, fornægtet Herren Kristus og tømt hans nåde for indhold. Melanchthon er som bekendt synergismens fader. Hør nu nogle sætninger, hvor Melanchthon røber sin synergisme. Det er så meget desto vigtigere for nutidens teologer, at det netop var disse udtryk, der afslørede Melanchthons synergisme. Nogle ved det og siger endda: «Ja, det var netop det gode ved Melanchthon!» Men de rettroende taler ikke sådan. (S. 252) Den kendte rettroende teolog Leonhard Hutter skrev en bog med titlen «Concordia concors» [«Den enige Konkordie»]. Den er en historie om Konkordieformlen og viser, hvad der gav anledning til hver artikel i dette bekendelsesskrift, og blandt andet, at Melanchthon var hovedanledningen til Konkordieformlens anden artikel. Som bevis anfører han netop sådanne falske sætninger fra Melanchthons skrifter. Jeg nævner Dem sådanne sætninger for at vise, at det ikke kun er os missourianere, der er så strenge, at vi skulle lugte synergisme overalt. Melanchthon sagde altså:

1. «I mennesket er der og må der være en eller anden årsag til, at nogle udvælges til frelse, mens andre forkastes og fordømmes.»

Det erklærer Hutter for synergisme! Sammenlign nu dette med vores modstanderes skrifter i striden om læren om nådevalget! Der vil De se, at de taler nøjagtig sådan og dermed beviser, at de er grove synergister; for Melanchthon var en grov synergist. Det forkerte er ikke, at han siger: «I mennesket må der være en årsag til, at han forkastes og fordømmes», men at der i mennesket skal være en årsag til, «at nogle udvælges til frelse». Den årsag ligger ikke i noget menneske. Alle de frelste vil i evigheden fulde af den inderligste tak sige: «At jeg er her i himlen, har jeg intet gjort for! I mig var der ingen årsag til frelse! I mig var der nok årsag til, at jeg nu også kunne være i helvede, men ingen, ikke den mindste årsag til, at jeg nu er her i himlen.» – En anden sætning fra Melanchthon:

2. «Da nådeløfterne er almene, og der i Gud ikke er nogen vilje, som modsiger sig selv, må der nødvendigvis være en eller anden årsag til forskellen i os, til at det ene menneske bliver frelst og det andet forkastet; det vil sige, der må være en forskellig handlemåde hos hver enkelt.» –

Nej, den forskellige handlemåde er ikke årsagen til, at jeg er kommet i himlen. Nåden er jo almen, men den ene bliver fordømt, fordi han med vilje står imod. Så kommer fornuften og siger: «Altså er årsagen til, at den anden bliver frelst, den, at han ikke har stået imod.» Men her er der netop en uigennemtrængelig hemmelighed, og den, der ikke vil anerkende det, vil netop forlade kristendommen. Det er kristendommens kerne, at Gud har åbenbaret os en vej til frelse, som ingen menneskelig fornuft har kunnet udtænke, og som vi heller ikke kan begribe. «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje! For hvem har kendt Herrens tanker? Eller hvem har været hans rådgiver? Eller hvem har (S. 253) givet ham noget først, så han skulle gøre ham gengæld? For fra ham og ved ham og til ham er alt; ham være ære i evighed!» Sådan må vi udbryde med apostlen, når Guds råd til frelse bliver lagt frem for os. – Endvidere siger Melanchthon:

3. «I os ligger årsagen til, at nogle giver nådeløftet deres bifald, og andre ikke.»

Det er grov synergisme, for han mener en virkelig, virkende årsag. Hvor bliver så sandheden af, at vi af naturen alle er døde i synder, at vi bliver en ny skabning, at vi bliver genfødt? Til sidst:

4. «I omvendelsen virker tre årsager sammen: Guds ord, Helligånden, som Faderen og Sønnen sender for at tænde vores hjerter, og vores vilje, som bifalder Guds ord og ikke står imod.»

Det er med troen som med angeren. Jeg kan nok så meget sætte mig hen i en krog og tænke sørgmodige tanker for at lokke anger frem – det går ikke. Hvis jeg er et ærligt menneske, må jeg sige: «Jeg kan ikke! Når jeg tror, at mit hjerte smelter, og at jeg angrer synden, så mærker jeg pludselig, at jeg igen får lyst til den synd, som jeg lige har angret.» Nej, lovens torden må rulle over mig, og lynene fra Sinaj må fare gennem mit hjerte, hvis der skal virkes en sand anger. Men lige så lidt kan jeg give mig selv troen.

Lad os nu også høre et sted, som Hutter ikke anfører, men som hører til her, fra Melanchthons Loci fra 1552, s. 101: «Du siger, at du ikke kan dette, nemlig adlyde evangeliets røst, høre Guds Søn og tage imod ham som mellemmand?» Dertil svarer han: «Jo, det kan du bestemt!» – Det er forfærdeligt! Nej, når nogen kommer til Dem og siger: «Kære pastor, men jeg kan ikke tro», så må De sige: «Det tror jeg gerne; det kan heller ikke noget menneske. De ville være et vidundermenneske, hvis De kunne det. Hør bare Guds ord, så vil Gud skænke Dem troen.» Så kan De formane ham til ikke at stå imod, til at være opmærksom og ikke slukke de gnister, som gløder i ham. Det er i og for sig godt, men dermed giver De ham ingen kraft til at gøre det. Men når evangeliet trænger ind i hans hjerte som himmelsk sødt livets vand, så kommer troen, først ganske svag, men barnet er født. Det ser, det hører, det smager, det bevæger sig, det har en vis kraft, det kan spise og drikke. Først da kan De formane ham til at medvirke, for efter (S. 254) omvendelsen forkaster vi bestemt ikke menneskets medvirken. Vi formaner ham:

«Hvis du nu ikke vil medvirke, så vil du dø hen igen og står i fare for at gå evigt fortabt.» – Melanchthon siger endvidere: «Ret dig bare efter evangeliet, bed Gud om at hjælpe dig, og om at Helligånden må virke i denne trøst. Du skal vide, at Guds nåde vil omvende os på denne måde: når vi, vakt af løftet, kæmper med os selv, påkalder ham og står imod vores vantro og andre onde tilbøjeligheder.» Endvidere siger han: «Den frie vilje er evnen til at indstille sig på nåden (facultas se applicandi ad gratiam).» Det er det berygtede udtryk, som man som regel citerer for at påvise, at Melanchthon var en ægte synergist. Det er ganske forfærdelige sætninger! – Melanchthon fortsætter: «Det vil sige, han hører løftet og forsøger at give det sit bifald og skiller sig af med synden imod samvittigheden.» – Nej, først må jeg være omvendt; først da kan jeg også skille mig af med synden imod samvittigheden.