Femogtyvende aftenforelæsning. (24. april 1885.)

Blandt de mange svære og hårde opgaver, en Jesu Kristi tjener har, er den allersværeste og allerhårdeste tjeneste uden tvivl, at han ikke blot skal forkynde evangeliets rene lære om Kristus, men også skal trække de modsatte lærdomme frem i lyset, gendrive dem og forkaste dem. For hvad bliver følgen, når han gør det? Så holder det gamle ordsprog stik på ham: «Veritas odium parit. Sandheden avler had.»

Havde den trofaste Athanasius i sin tid blot trofast forkyndt sin lære om, at Jesus Kristus er sand Gud, født af Faderen i enhed [sandsynligvis fejl for «i evighed», sådan som det hedder i Luthers forklaring til trosbekendelsens anden artikel], og også sandt menneske, født af Jomfru Maria, og havde han ikke samtidig med stor alvor angrebet Arius og arianerne, som benægtede dette, så ville han uden tvivl have levet sit liv i ære og god fred som en højt begavet mand og have endt det i fred. Havde Luther gjort som Staupitz – havde han altså nok lært sine ordensbrødre det rene evangelium i al

stilhed, men ikke samtidig med stor alvor angrebet pavedømmets vederstyggelighed – så havde man heller ikke krummet et hår på hans hoved. For det var tit sket før, at munke var kommet til erkendelse af evangeliet (S. 255) og også havde sagt det højt; men de trådte ikke frem, de bekæmpede ikke pavedømmets vildfarelser, og så lod man dem roligt være i fred, bare de holdt sig til den romersk-katolske kirkes centrum, det vil sige: til paven.

Verden og alle falske kristne kan ikke andet: De må angribe dem, der tror og lærer anderledes, og derfor se på dem som fredsforstyrrere, som fredshadende, stridslystne og ondsindede mennesker. Ak, de stakkels mennesker aner i deres forblindelse ikke, hvor gerne Kristi tapreste stridsmænd til alle tider også ville have haft fred med alle mennesker, hvor gerne de ville have tiet, hvor svært det var for deres kød og blod at træde offentligt frem og så blive genstand for had, fjendskab, hån og bespottelse, ja, forfølgelse. Men sagen var, at de heller ikke kunne andet. De måtte ikke blot bekende sandheden, men også gå imod vildfarelsen. Deres samvittighed tvang dem til det. Hvorfor? Fordi Guds ord kræver det. De tænkte på, at Jesus Kristus ikke blot har sagt til sine kære disciple: «I er verdens lys», men også tilføjer: «I er jordens salt», det vil sige: «I skal ikke blot forkynde sandheden, men også salte verden med dens synder og vildfarelser, I skal strø skarpt salt på den, så verden ikke rådner.» De tænkte på, at Kristus udtrykkeligt har sagt: «Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.» Ikke som om Herren havde behag i, at der opstår krig og freden ophæves, ikke som om han var kommet til verden for at skabe uenighed og splid; nej, Herren vil sige: «Min lære er af en sådan art, at der umuligt kan blive ved med at være fred blandt menneskene, hvor den bliver forkyndt ret, med ja og nej. For så snart dette ord bliver forkyndt, deler menneskene sig i to grupper: De ene tager imod ordet med glæde, de andre tager anstød af det og begynder så at hade og forfølge dem, der tager imod det.» Rette præster tænker desuden på, at kirken jo ikke er et rige, man kan bygge i fred; for kirken befinder sig her i Djævelens hus, Djævelen er denne verdens fyrste. Så kan det ikke være anderledes: Kirken må altid stå i strid. Den er en ecclesia militans, en stridende kirke, og det vil den blive ved med at være indtil den kære yderste dag. Hvor en kirke ikke er en ecclesia militans, men en ecclesia quiescens [latin: en hvilende kirke], dér er det med sikkerhed den falske kirke. En retskaffen præst ved også, at han jo er en hyrde. (S. 256) Men hvad hjælper det, at en hyrde nok fører fårene ud på grønne græsgange, men flygter, så snart ulven kommer? For så gælder det om at stå imod ulven, som vil sønderrive fårene, og det er netop det, der i Guds rige hedder «at kæmpe». En rigtig præst ved også, at han skal være en rigtig sædemand. Men hvad nytter det, at en mand sår god hvede og roligt lader det ske, at en anden sår sin falske læres ukrudt ind mellem hans hvede? – Der går ikke lang tid, før ukrudtet vokser hveden over hovedet og kvæler den.

Det skal I også tage til jer, mine kære venner! Vil I være Kristi trofaste tjenere, så er det umuligt at blive det uden kamp og strid mod den falske lære, mod det falske evangelium, mod den falske tro. Så bliver jeres lod ganske vist ikke særlig misundelsesværdig i verdens øjne. Allerede den vise Sirak siger: «Vil du være Guds tjener, så gør dig rede til anfægtelse.» Sir 2,1. Han vil sige: «Det kan slet ikke være anderledes: Vil du blive en trofast tjener for Gud, så vil du også blive anfægtet.» Den, der ikke oplever anfægtelse, kan være nok så flittig i sit embede – det er ikke den rette flid. Hvor den rette flid er, dér planter man ikke bare, dér bygger man ikke bare,

men dér har man også spændt sværdet ved sin side, dér drager man ud i striden og fører Herrens krige. Gør derfor dette til jeres løsen:

«Her gennem spot og hån, dér æreskronens løn!

Her i håbet og i troen,

dér i eje og i skuen!

For æreskronens løn følger på spot og hån.»

Men lad det samtidig også være jeres trøst! For som sagt: Jeres sag vil blive forkastet som ondsindet, når I ikke lader alt det være ret og godt, som andre mener; men så meget klarere vil jeres sag så også stråle deroppe i himlen. Gud vil da sige til jer: «Godt, du gode og tro tjener, du var tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde!» Da vil vi for alvor blive vederkvæget, når vi er ude af den ugudelige verden og af fællesskabet med de falske kristne, hvor vores bedste gerninger blev spottet så skammeligt, som var de de værste vederstyggeligheder – når Herren Kristus da vil sige: «Sådan var det ret! Du har gjort det rigtigt! Du søgte ikke gode dage, men ville kun trofast bevare det, jeg havde betroet dig.» Men husk også dette: Jo mere skjult en vildfarelse er, desto farligere er den, og desto mere nødvendigt er det, at den bliver trukket frem i lyset og bekæmpet. Og det minder den fjortende tese os også om. (S. 257)

§ Tese XIV.

For det tiende bliver Guds ord ikke delt ret, når man kræver troen som en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, som om mennesket ikke alene ved troen, men også på grund af troen, for troens skyld og i betragtning af troen bliver retfærdigt og frelst for Gud.

Der er mange, der mener: Når en præst altid prædiker, at mennesket bliver retfærdigt og frelst for Gud ved troen på Kristus, så er han da åbenlyst en ægte evangelisk præst. Hvad mere kunne man forlange? Det er jo selve kernen i evangeliet og Guds ord. Ja, når det sker i sandhed, så er det rigtigt. En sådan er bestemt en sand evangelisk præst. Men at man er det, følger ikke alene af, at man bruger ordene: «Mennesket bliver alene ved troen retfærdigt og frelst for Gud», men af, at man også tager disse ord i den rette betydning, at man ved tro også forstår det, som Den Hellige Skrift mener, når den taler om tro. Men det er netop dér, det skorter. Man forstår noget helt andet ved det, end profeterne, apostlene og Herren Kristus forstod ved det. Rationalisterne vil jeg slet ikke tale om. De prædikede: «Selvfølgelig bliver mennesket frelst ved troen.» Men hvad kaldte de så tro? De mente, at troen på Jesus Kristus ikke var andet end at tage imod de herlige dydslærdomme, som Jesus havde prædiket. Tog man imod disse dydslærdomme, var man en sand discipel af Herren, og så blev man retfærdig og frelst. I behøver bare at tage en ægte radikal, rationalistisk bog fra den tid frem, så vil I se: Det var det, der blev prædiket på den vulgære rationalismes tid. Ja, heller ikke de pavelige er uvillige til at sige: «Troen gør retfærdig og frelst for Gud», og presser man dem, går de måske også så vidt, at de siger: «Troen alene gør retfærdig og frelst.» Men hvad forstår de ved tro? Kun fides formata, den tro, der også har kærligheden med sig. Og så kan de sige meget herligt om troen og alligevel mene det stik modsatte af den tro, som Den Hellige Skrift lærer. – Også alle de moderne teologer har i deres postiller og opbyggelige skrifter denne

lære: «Mennesket bliver retfærdigt og frelst for Gud ved troen.» Men hvad forstår de ved tro? Ikke andet (S. 258) end noget, mennesket giver sig selv, noget, mennesket selv virker. Egentlig forstår de ved det et produkt af menneskelig kraft og menneskelig beslutning, og dermed er hele evangeliet væltet igen.

– Men når Guds ord siger: «Mennesket bliver retfærdigt og frelst alene ved troen», så vil Skriften ikke sige andet end: «Mennesket bliver ikke frelst ved sin egen gerning, men alene ved sin Herre og Frelser Jesu Kristi gerning og lidelse, han som er hele verdens forløser.» De nyere teologer siger derimod: «Der er nu engang to slags gerninger. For det første er der brug for noget fra Guds side. Han må udføre det sværeste, forløsningsværket. Men så kræves der også noget af mennesket. For det går ikke sådan, at mennesket nu uden videre kan komme i himlen. Nej, mennesket må også gøre noget, og oven i købet noget stort – det må tro.» Men dermed er hele evangeliet væltet. Ak, hvor smukt taler de ofte i deres prædikener, og så viser det sig, at de mener noget helt andet! Skriften lærer klart og tydeligt: Mennesket bliver ikke frelst ved det, mennesket gør, ved det, det selv yder, men ved det, Gud gør og yder.

Hør for eksempel, hvad Luthardt siger (Compend., s. 202): «På den anden side kræves omvendelse og tro af mennesket som dets ydelse: metanoeite kai pisteuete [græsk: «omvend jer og tro», jf. Mark 1,15] – på alle trin i frelseshistorien. Kravet om omvendelse skal og kan den kaldede straks efterkomme, Sl 95,7f.; Hebr 4,7ff., og troen er fri lydighed, som mennesket yder.»

Læg godt mærke til ordet «yde». Hvad er en ydelse? Det er en pligt, jeg skal opfylde for at få et eller andet til gengæld. Men troen er ikke en ydelse. For var den en betingelse, som Gud havde stillet mig, så havde Gud så at sige sagt:

«Jeg har gjort mit, gør du nu også dit. Jeg kræver ikke meget af dig, men dog omvendelse og tro.» Men er det en gave, når jeg siger: «Jeg giver dig det, men du må også gøre det og det til gengæld»? Nej, det er ingen gave. Når jeg kun giver noget, fordi den anden opfylder den og den betingelse, så holder det op med at være en gave. Her i Amerika er mange gaver ikke gyldige; når man vil forære noget stort bort uden at skulle frygte, at loven kan omstøde det, lader man sig derfor for eksempel betale en dollar for det. Så kan loven ikke omstøde det. Hvorfor ikke? Fordi det efter begrebet «købe» virkelig er et køb, selv om den pågældende ejendom måske (S. 259) er millioner værd. Dermed omgår man loven, men man viser dog, at der er en væsentlig forskel på at give og at sælge. Så snart Gud altså kræver en ydelse af mig – selv om den ikke er så umådelig svær –

skønt den ville være umådelig stor og svær, hvis denne ydelse ikke blev ydet af den kære Gud selv – men sæt nu, at den var let, så var det ingen gave; så havde Gud ikke givet os sin Søn, men tilbudt os ham på en bestemt betingelse. Men sådan er det ikke. Apostlen Paulus siger: «og de erklæres retfærdige gratis (dorean) på grund af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.» Vi bliver altså retfærdige «dorean», uden noget som helst, uden det mindste fra vores side. Derfor har vi stakkels syndere, Gud være lovet, et tilflugtssted, hvor vi kan søge hen, selv om vi kommer som helt fortabte mennesker, der intet kan betale, som lutfattige mennesker, der ikke har den mindste kraft til at tilbyde den kære Gud noget af deres egne ydelser. Hvor er vi lykkelige: Vi har et evangelium, der forkynder os: «Her er der tilflugt for syndere!» Jesus Kristus er den trofaste Frelser, ham kan alle flygte hen til. Og vi skal ikke tilbyde ham andet end at sige: «Her er mine synder!»

Så spørger Kristus mig så at sige: «Har du ikke andet?» Og svarer jeg: «Nej, jeg har kun mine synder!», så siger han: «Godt, så er du også den rette for mig.» Så snart én kommer og vil tilbyde ham noget, fornægter han Herren Jesus. «For der er ikke

frelse ved nogen anden; der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi skal blive frelst ved», end alene det dyrebare navn Jesus. Læg altså godt mærke til det: Det er en stor og forfærdelig forvrængning af evangeliet, når man kræver troen, som om den var betingelsen for retfærdiggørelse og frelse. Når en tigger kommer til jer og beder om en almisse, vil I så sige til ham: «Ja, på en bestemt betingelse vil jeg give dig noget»? Han ville spørge: «Hvilken betingelse?» «Jo, at du tager imod det!» Han ville tro, at I lavede sjov, og ville le og sige: «Ja, det vil jeg gerne gøre; og jo mere De giver, desto gladere vil jeg tage imod.» – Men det er en gruelig forvrængning af evangeliet, når jeg gør troen til en betingelse. Ganske vist: Vil du ikke tro, så kan intet menneske hjælpe dig. Men du skal bare ikke sige: «Gud har nok tilbudt mig nåde, men på en betingelse, og den var for svær.» Nej, på ingen betingelse har han tilbudt dig nåde. Gud har ikke stillet nogen betingelse, men han har rakt dig det og sagt: «Værsgo, tag det!» Når én (S. 260) kommer til mig og vil have noget af mig, og jeg siger: «Ja, jeg vil give dig noget, hvis du arbejder og graver min have om», så vil han sige: «Det var en køn gave! Skal jeg først arbejde hele dagen?» Nej, til sådan én vil jeg sige: «I Bibelen står der: ‹Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden!› Gå du bare hen og arbejd, og løb ikke sådan rundt i

verden!»

Hvor let man dog kan komme på afveje her, ser vi nu i striden om læren om nådevalget. Vores modstandere tager anstød af, at vi lærer: «Hos den, der er udvalgt til frelse, har Gud slet ikke forudset noget, der kunne have bevæget ham til at udvælge ham. Det er fri nåde.» Det er forfærdeligt for dem, at der kun skal være to årsager til frelsen, sådan som Konkordieformlen lærer, nemlig Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste. Hvorfor er det så forfærdeligt for dem? Jo, så er Gud partisk; nogle udvælger han, og andre tilsidesætter han og kaster bort! Men dertil må man sige med det gamle ordsprog: «Den slutning skal Herodes takke dem for!» [tysk talemåde, brugt ironisk om en tåbelig eller utaknemmelig tanke] De burde betænke, at mennesket bliver retfærdigt og frelst for Gud alene ved troen, ikke for troens skyld. Men de tænker: «Der må da være en forskel mellem menneskene, ellers ville Gud være partisk!» Ja, men de gamle teologer har sagt, at sådanne folk, der beskylder Gud for partiskhed, fortjente at blive pisket med ris.

De tyske teologer går mere groft til værks, men vores modstandere her i landet er mere snedige; de holder fast ved de gamle dogmatikeres udtryk og siger: «Intuitu fidei», i betragtning af troen har Gud udvalgt. På den måde gemmer de sig bag de gamle dogmatikere, men det hjælper dem slet ikke. De gamle mente det slet ikke sådan, som de mener det. Vores modstandere siger jo ganske åbenlyst: I betragtning af menneskets adfærd har Gud besluttet at udvælge visse mennesker; i betragtning af deres «conduct» [engelsk: adfærd], og hvordan de nu ellers udtrykker det. Åbenlyst gør de noget, som mennesket gør, til grunden til frelsen, hvordan de så end vender og drejer det. Hvis en Johann Gerhard og en Aegidius Hunnius stod op fra de døde i dag og så, at man på vores modstanderes side påberåber sig dem i denne lære om nådevalget, så ville de slå hænderne sammen over hovedet. For en sådan lære har de forkastet og fordømt, sådan som det tydeligt kan påvises.

Johann Gerhard skriver (Locus de Evang. 26): «Vi holder for, at loven er forskellig fra evangeliet, 3. hvad angår løfterne. Lovens løfter er betingede, for de kræver en fuld- (S. 261) kommen lydighed og forlanger betingelsen om fuldkommen opfyldelse som årsag. … 3 Mos 18,5: ‹Derfor skal I holde mine love og mine bud. For det menneske, som gør dem, skal leve ved dem.› Men evangeliets løfter er nådeløfter og, om jeg så må sige, givet som gave (donative). Derfor kaldes evangeliet ordet om Guds nåde, og

Rom 4,16: ‹Derfor må retfærdigheden komme af tro, for at den kan være af nåde›» –

Der ser I, hvorfor denne tese hører til her. Den, der siger: «Troen er en betingelse, som evangeliet stiller», gør også evangeliets løfter betingede. Og netop derved adskiller loven sig fra evangeliet. Loven lover intet godt, undtagen på den betingelse, at man fuldkommen holder det, den kræver; men evangeliet lover alt ubetinget som en fri gave. Kort sagt: Nådeløfterne kræver intet af mennesket. For når Herren siger: «Tro!», så kræver han intet af mennesket; det er ikke andet end en opfordring og en indbydelse: «Tag imod det! Jeg vil gerne give dig det. Jeg forlanger intet for det. Grib det, gør det til dit eget.» –

Når Gud giver mig noget, har jeg intet at opfylde. Men jeg må tage imod det. Tager jeg ikke imod det, så har jeg det ikke; men det er ikke, fordi Gud har knyttet en betingelse til det.

Gerhard: «Troen står ikke i modsætning til nåden, ligesom tiggerens greb ikke står i modsætning til den frie godhed.» – Ville en tigger sige: «Nu skal jeg vel oven i købet også tage imod det?» Kun en vanvittig ville tale sådan. Jeg ville svare ham:

«Nej, du skal slet ikke tage imod det – se bare at komme af sted!»

Videre skriver Gerhard: «Det lille ord ‹hvis› er enten ætiologisk eller syllogistisk, det vil sige: Det betegner enten årsagen eller følgen. I lovens forkyndelse:

‹Hvis du gør dette, skal du leve› er det lille ord ‹hvis› ætiologisk (det betegner årsagen), eftersom lydigheden er årsagen til, at det evige liv gives dem, der holder loven; men i evangeliets løfter er det lille ord ‹hvis›

syllogistisk (det betegner kun følgen), for her betegnes måden (modus) for den tilegnelse (applicationis), som Gud har fastsat, og som alene tilkommer troen.»

Kalder man nu troen en præstation, så stiller man en betingelse; for er den menneskets præstation, så er den menneskets gerning. Derfor er det en frygtelig vildfarelse, som forgifter hele Luthardts teologi. (S. 262) Adam Osiander skriver (Colleg. theol., tom. V, 140): «Troen retfærdiggør ikke, for så vidt den er lydighed og står under budet – for på den måde er den virksom, er en gerning og altså noget, der hører loven til – men for så vidt den tager imod og kommer til retfærdiggørelsen som et passivt redskab.» Der ser I igen, at denne tese hører til her, hvor det gælder forskellen mellem lov og evangelium. Er troen en lydighed, så er den en lovgerning; så har apostlen Paulus taget helt fejl, når han siger, at mennesket bliver retfærdigt uden lovgerninger, alene ved troen. Men han har ikke taget fejl; det er de nyere teologer, der tager fejl. Troen er kun et passivt redskab. Den er ligesom en hånd, som jeg lægger en daler i. Hånden er et instrumentum passivum [et passivt redskab]. Tiggeren får daleren, blot han ikke trækker hånden til sig; ellers behøver han slet ikke gøre noget. Jeg gør det, der skal gøres. Det, der hjælper ham, er, at jeg lægger pengene i hånden, ikke at han rækker hånden frem. For går han til en gnier, kan han række hånden frem, så meget han vil – det hjælper ham intet; gnieren jager ham måske endda bort med hunde, når det bliver ham for meget.

Videre skriver Gerhard (Loc. de justific. § 179): «Det er én ting at blive retfærdiggjort på grund af troen, en anden ting at blive retfærdiggjort ved troen. Det første betegner den fortjenstfulde årsag, det andet den redskabsmæssige.» – Der må netop være et redskab, for at det, som en anden tilbyder mig gratis, også kan komme mig til gode. – «Vi bliver ikke retfærdiggjort på grund af troen som en fortjeneste, men ved troen, som griber Kristi fortjeneste.» – Det er ikke min fortjeneste, men Kristi fortjeneste, der frelser mig. Men ved disse sammenligninger må man ikke glemme reglen: «Omne simile est dissimile» [Alt, der ligner, er også forskelligt], for ellers var det ikke en sammenligning. For når jeg rækker hånden frem, må jeg jo gøre en bevægelse. Her med troen er det anderledes. Her er det også Gud selv, der virker det. Jeg

må blot først beredes ved Guds lov. Lever jeg derimod videre i mine synder og bliver i dem og vil blive i dem og blot spotter Guds ord, så kan han ikke virke sådan noget i mig.

Joh. Olearius, som egentlig fuldførte Carpzovs Isagoge, dette herlige værk, skriver (Carpzovii Isag. in lib. symbol. p. 1361): «Troen er med hensyn til frelsen ikke vores gerning» – I en vis forstand kan man sige: «Troen er vores gerning», men fordi det kan misforstås, skal man slet ikke tale sådan. Men i en vis forstand er det sådan, for Gud tror ikke; det er os, der tror. Men troen er ikke min præstation. (S. 263) Gud alene virker den i mig; jeg har intet bidraget til den. – «men hører til den ordning, som Gud har fastsat, og derfor er den heller på ingen måde en egentlig såkaldt betingelse» – Det skal I lægge jer på sinde: Troen er ikke betingelsen, men midlet! – «som afhænger af mennesket, men en velgerning eller fornødenhed, som Gud har vist os, og ved hvis overrækkelse subjektet forholder sig passivt; troen er det redskab, som griber frelsen, men på ingen måde den virkende årsag, der udgår fra mennesket eller har indflydelse på frelsens tilvejebringelse på samme måde som en egentlig såkaldt årsag.»

Ganske vist siger de gamle dogmatikere, at troen er en causa instrumentalis [redskabsårsag]. Men her ser man, hvor farligt det er, når alt skal deles op i causae [årsager]. Da de så kom til troen, tænkte de efter: «Hvad slags causa [årsag] er det så?» Og så kaldte de den causa instrumentalis. Men tag Bibelen frem og læs den igennem, og vis mig et eneste sted, hvor der læres, at mennesket bliver retfærdigt på grund af troen! Det kan I godt opgive! Der står aldrig: «På grund af troen, fordi I tror, derfor fordi I tror osv., bliver I retfærdige og frelst.» Nej, så snart der er tale om troens forhold til retfærdigheden, bruges der ord, som viser, at troen er et middel. Det må da i sandhed være bevis nok for, hvad der er Bibelens lære. Og der er ingen vej udenom: Enten lægger I Bibelen til side og vælger et andet erhverv, eller også – hvis I ikke vil det, fordi Gud har fanget jer – så gå nu også strengt efter Guds ord! Heerbrand skriver i sit Compendium, p. 379 – dette Compendium af den fremragende württembergske teolog Heerbrand blev endda oversat til græsk og sendt til patriarken i Konstantinopel – Heerbrand skriver altså: «Troen er ikke en betingelse og er heller ikke, egentlig talt, nødvendig som betingelse, for retfærdiggørelsen bliver ikke lovet og givet på grund af troens værdighed eller fortjenstfuldhed, eller for så vidt den er en gerning. For troen er også ufuldkommen; men den er den måde (modus), hvorpå man tager imod den velgerning, som er rakt frem og skænket ved Kristus og for Kristi skyld.» – Men hvem vil være så ufornuftig at sige: «Så er det jo alligevel en betingelse»? – «Hånden kaldes ikke betingelsen, men midlet og redskabet, som almissen modtages med.»

Endelig siger Calov i sin Biblia illustrata til Rom 5,10: «Vi er ikke forløst og forsonet, og vores syn- (S. 264) der er ikke sonet på en betingelse, men ganske enkelt på den mest fuldkomne og fuldstændige måde, hvad angår fortjenesten og virkningen – skønt troen er nødvendig, hvad angår den faktiske nydelse og tilegnelse. Og troen er intet andet end tilegnelsen af Kristi soning, fyldestgørelse og forsoning, for når én er død for alle, er det efter Guds dom det samme, som hvis alle var døde.»

Dette gyldne ord, 2 Kor 5,14, lyser selv i Den Hellige Skrift som en sol. Da Kristus nu er død forsoningens død for alle, er det, som om alle mennesker havde lidt forsoningens død. Heraf følger, at jeg ikke skal have den mindste tvivl, men med vished kan sige: «Jeg er forløst, jeg er forsonet, frelsen er allerede erhvervet for mig.»