Seksogtyvende aftenforelæsning (1. maj 1885)

For at være en sand kristen er kun én ting ubetinget nødvendig, nemlig at jeg tror ret. Men for at være en rigtig præst er det ikke nok, at jeg tror ret; jeg må også forstå at udtrykke det, der skal tros, med de rette ord. Derfor råber den hellige apostel Paulus også med stor alvor til sin medhjælper Timotheus: «Hold dig til forbilledet af de helsebringende ord» – eller som det står endnu tydeligere i grundteksten: «de sunde ord» – «som du har hørt af mig, i tro og kærlighed i Kristus Jesus» (2 Tim 1,13). Lige så uundværligt det altså ganske vist er, at en præst bærer den sande tro i sit hjerte, og at troens hemmelighed er godt bevaret dér, lige så uundværligt er det dog også, at han fremlægger denne rette tro med sunde ord, som apostlen siger – med klare, tydelige, utvetydige og dækkende ord. Det skal de unge teologer lægge godt mærke til, som ikke ligesom Timotheus efter apostlen Paulus' vidnesbyrd er opdraget i troens sunde ord, som ikke fra barndommen har hørt den rette lære, men som måske kun har hørt rationalistiske præster eller i hvert fald kun moderne troende præster. For så er måske det ene eller det andet grundforkerte og vildfarende udtryk blevet hængende, og det bruger de så også i deres prædikener, til stor skade for tilhørerne. – I ved jo, at når de rationalistiske præster talte om anger og omvendelse, kaldte de det (S. 265) «forbedring af livet»; når de prædikede om helliggørelsen, kaldte de det «dydens sti»; når de ville prædike om Guds vrede, kaldte de det højst «Guds alvor»; talte de om Guds forudbestemmelse, brugte de i stedet ordet «skæbnen», som råder over mennesket; og i stedet for at bruge ordet «evangelium» talte de om «Jesu lære». Den, der fra barndommen har hørt det klinge i sine ører, kan meget let tage sådanne farlige, rationalistiske udtryk til sig, selv om det ikke sker af falsk tro.

Men også de moderne troende teologer er ofte bange for at bruge sådanne kirkelige og bibelske fagudtryk, termini technici ecclesiastici [kirkelige fagudtryk], fordi de frygter, at det vækker anstød hos deres tilhørere. I deres prædikener taler de ikke gerne om arvesynden, om Guds vrede over synderne, om det naturlige menneskes blindhed eller om den åndelige død, som alle mennesker af naturen ligger i. De taler ikke gerne om Djævelen, og hvordan han går omkring som en brølende løve og søger nogen at sluge – for så ville de hurtigt have forspildt det hos deres tilhørere. De taler ikke gerne om helvedes evige ild, ikke gerne om den evige pine og fordømmelse. Nej, de leder efter udtryk, som ikke forekommer deres tilhørere så fremmede, forkerte og frastødende. I stedet bruger de ord, som svarer bedre til «et oplyst folks religiøse følelse».

Disse mænd vil jo også gerne omvende folk – det er der ingen tvivl om – men ved at bruge falske udtryk. Og de tror, at de omvender dem ved at fortie noget eller i hvert fald ved at fremstille alt sådan, at det også behager det naturlige menneske. De er netop ligesom de dårlige læger, der ikke har lyst til at ordinere en bitter medicin til deres ømfindtlige patienter; men når de så ser, at der må ske noget, ordinerer de den alligevel og blander så meget sukker i, at man slet ikke mærker noget til den bitre medicin. Men hvad er følgen? Den virker heller ikke. Derfor er de, der ikke forkynder det evangelium, som verden tager anstød af, klart og tydeligt, ikke tro i deres embede, og de gør stor skade på sjælene. I stedet for at hjælpe de kristne frem i den rene erkendelse af læren lader de dem famle omkring i mørket og styrker dem kun i deres falske indbildning – de fører dem ad en falsk og farlig vej. Kirkehistorien viser, hvor farligt det er, når en teolog, der ellers er

anerkendt som rettroende, brugte forkerte udtryk, som man let kunne misforstå. For hvad har følgen ofte (S. 266) været? At de mest afskyelige kættere med en glorie om hovedet har henvist til de udtryk, som anerkendt rettroende mænd havde brugt. Hvorfor, mente de, ville man så fordømme dem, når hine jo havde været anerkendt rettroende mænd? Ganske vist tog de de forkerte udtryk, som hine mænd havde ment rigtigt, og brugte dem som et dække over deres kætteri. Men alligevel ligger der en vis skyld hos dem, der ikke vogtede sig for de udtryk og troede, at de havde talt tydeligt nok. Sådan har en Arius, en Nestorius osv., ja, sådan har alle skolastikerne henvist til anerkendt rettroende mænd og derved givet det skin, at de stadig førte oldkirkens lære videre, og at den, der trådte op imod dem, nødvendigvis måtte være en falsk lærer.

Læg mærke til det, mine kære venner, og tænk over det: Jeres pligt som evangeliets tjenere er ikke kun at tro med kirken, men også at tale med den kristne kirke. Derfor må I underkaste jeres prædikenmanuskripter en streng kritik, før I lærer prædikenen udenad og holder den for menigheden – ikke kun om alt er i overensstemmelse med troen, men også om I altid har valgt de rigtige udtryk, så I ikke mod jeres egen vilje river ned i stedet for at bygge op. Det er overordentlig vigtigt. Derfor har vores lutherske kirke også fra begyndelsen og til alle tider erklæret, at den kræver af enhver præst, at han ikke viger «så meget som en fingerbredde» fra denne bekendelse, og at han ikke afviger fra den lære, der er nedfældet i Skriften og bekendelsen, «non tantum in rebus, sed etiam in phrasibus» – ikke kun hvad angår sagen, men også hvad angår måden at lære på.

Det er ganske vist en stor opgave, og den kræver et stort studium! Men på tre år kan man nå meget, og den af jer, der er tro, vil, når han har gennemført sine tre studieår, ikke kun kende den rette lære, men også vide at tale om den – den ene mere, den anden mindre. Især for dem, der helt op i de sene ungdomsår har hørt forkerte lærere, bliver det sværere. Hos dem hører man også straks i deres prædikener, at de ikke er opdraget i troens sunde ord. Men man skal bruge de rette ord, sådan som apostlen Paulus formaner hele menigheden i Korinth til at føre «samme tale» (1 Kor 1,10). Der skal altså ikke føres forskellig tale, selv om læren er den samme. Men så er det også særlig vigtigt, at apostlen Paulus tilføjer: «men hold fast sammen i ét sind og i én mening.»

For samme lære hjælper intet, hvis den ikke (S. 267) læres i samme sind og mening. Det er tilfældet med unionskirken [den preussiske union af lutherske og reformerte menigheder]. Selv om de taler som os, så taler de dog ikke i samme sind og mening. Men begge dele skal være der: samme lære og tale, og samme sind og mening.

I den femtende tese får vi nu et eksempel på, at det er meget skadeligt at udtrykke sig forkert.

§ Tese XV.

For det ellevte bliver Guds ord ikke delt ret, når man gør evangeliet til en omvendelsesprædiken.

Vil I forstå disse ord ret, må I huske på: «Det forholder sig med ordet evangelium ligesom med ordet omvendelse. I selve Den Hellige Skrift bruges ordet omvendelse i to betydninger: dels i en bredere betydning, dels i en snævrere betydning. Når det bruges i en bredere betydning, forstår man derved hele omvendelsen: erkendelsen af synden, anger og tro. Det sker fx i ApG 2,38: «Omvend jer, og lad hver af jer døbe» osv. Han siger ikke: «Omvend jer og

tro!» Altså forstår han derved hele omvendelsen; han indbefatter også troen. Og hvordan skulle han kunne sige, at de først skulle angre og så lade sig døbe? Nej, han må have tænkt på angeren i forbindelse med troen. Han vil altså sige:

«Når I erkender jeres synder og tror på det evangelium, som jeg nu har prædiket for jer, så lad jer også døbe til syndernes forladelse!» Dernæst bruges ordet omvendelse også i en snævrere betydning, nemlig kun om erkendelsen af synden, anger og hjertets sønderknuselse. Sådan står der i Mark 1,15: «Omvend jer og tro på evangeliet!» Her har Johannes Døberen jo åbenbart ikke medregnet troen i omvendelsen, for så ville det være en helt unyttig gentagelse. ApG 20,21: «Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus.» Heller ikke her kan omvendelse betyde anger, erkendelse af synden og tro, for lige efter står der jo: «og tro». Og sådan siger Herren også om jøderne, at de trods Johannes Døberens prædiken ikke omvendte sig, og tilføjer: «så I bagefter troede ham» (Matt 21,32). Altså forstår han ved omvendelse kun lovens virkninger. Dermed siger han, (S. 268) at fordi de ikke forinden var blevet forfærdede over deres synder, kunne det ikke gå anderledes, end at de ikke troede. For den, der ikke bliver forfærdet af hjertet, vil heller ikke tro af hjertet.

Præcis sådan er det nu også med ordet evangelium. Det bruges dels i en bredere, dels i en snævrere betydning. Og denne snævrere betydning er den egentlige betydning, mens evangelium i den bredere betydning kun er den synekdokiske betydning [hvor en del står for helheden eller omvendt]. Derved forstås alt, hvad Jesus Kristus har prædiket. Han har også prædiket loven, og prædiket den meget skarpt, som vi ser i Bjergprædikenen. Og hver gang Herren åbner munden og har onde slyngler foran sig, prædiker han loven. Dernæst bruges evangelium også i modsætning til Det Gamle Testamente, ligesom man ved Det Gamle Testamente også ofte kun forstår lovens lære.

Rom 2,16: «på den dag da Gud vil dømme det skjulte i mennesker i overensstemmelse med mit evangelium.» Her kan apostlen ikke mene evangeliet i snævrere betydning, for det har intet med dommen at gøre. Tværtimod siger Skriften: «Den, der tror, bliver ikke dømt; han kommer ikke til dom.» Paulus forstår her ved evangelium den lære, han havde forkyndt, og som er sammensat af to slags lære: lov og evangelium. I snævrere betydning er ordet evangelium uden tvivl taget i Rom 1,16: «Jeg skammer mig ikke over evangeliet om Kristus Jesus, for det er Guds kraft til at frelse alle, som tror på det.» For det første kaldes det et evangelium om Jesus Kristus, og dernæst siger han, at det frelser alle, som tror på det. Det er ikke det, loven kræver af os. Loven skal vi holde. Her er der altså tale om Jesu Kristi gave til verden, og vi skal tro. Altså menes evangeliet i snævrere betydning, med udelukkelse af loven.

Hertil hører også Ef 6,15, hvor det kaldes fredens evangelium. Loven bringer os ingen fred, men kun ufred. Også her taler Paulus altså om evangeliet i snævrere betydning, om det glade budskab, at Jesus Kristus er kommet til verden for at frelse syndere. Ligesom Bibelen bruger ordet evangelium i to betydninger, sådan gør vores bekendelse også. Snart tages det i en bredere, snart i en snævrere betydning. Deraf kan vi forklare, at udtrykket forekommer dér:

«Evangeliet prædiker omvendelse.» Det skal I lægge godt mærke til for at forstå denne tese ret. (S. 269) Når man gør evangeliet om Kristus, evangeliet i snævrere betydning, til en omvendelsesprædiken, så bliver lov og evangelium blandet sammen på afskyelig vis.

I Apologien, art. 12, § 29 (Müller, s. 171), hedder det: «For i disse to stykker består evangeliets sum. For det første siger det: Bedre jer, og gør alle til syndere. For det andet tilbyder det syndernes forladelse, det evige liv, salighed, al frelse og

Helligånden ved Kristus, ved hvem vi bliver født på ny.» – Her bruger Melanchthon ganske åbenbart ordet evangelium i bredere betydning. Det finder I også utallige gange i Luthers skrifter, at han siger, at evangeliet straffer. Men når han så virkelig lærer, hvad evangeliet egentlig er, ved han ikke af andet end trøst, nåde og syndernes forladelse, kort sagt det, som evangeliet i snævrere betydning lærer. Og for at I ikke skal tænke: «Måske har Melanchthon, som man ellers ikke ligefrem kan stole ubetinget på, endda talt forkert i vores bekendelse», så hør endnu et sted fra Apologien, art. 12, § 53–54 (Müller, s. 175): «Derfor fører også hele Skriften disse to slags lære. Den ene er loven, som viser os vores elendighed og straffer synden. Den anden lære er evangeliet, dvs. Guds løfte, hvor han lover nåde ved Kristus; og løftet om nåden gentages fra Adam af gennem hele Skriften igen og igen. For først blev løftet om nåden eller det første evangelium givet Adam: Jeg vil sætte fjendskab osv. Siden fik Abraham og andre patriarker løfter om den samme Kristus, som profeterne derefter prædikede; og til sidst blev det samme løfte om nåden prædiket blandt jøderne af Kristus selv, da han nu var kommet, og endelig udbredt af apostlene blandt hedningerne i hele verden. For ved troen på evangeliet eller på løftet om Kristus er alle patriarker og alle hellige fra verdens begyndelse blevet retfærdige for Gud, og ikke for deres angers eller sorgs eller nogen gernings skyld.» – Af dette sted kan I se: Når Melanchthon et par sider forinden siger: «For det første siger evangeliet: Bedre jer», så bruger han dér ordet evangelium i bredere betydning og mener nådebudskabet forbundet med lovprædikenen, og omvendt. Men her taler han sådan, at «begge stykker» står over for hinanden. Sådan nævner han først de to dele, som hele Den Hellige Skrift deler sig i. Men det er i allerhøjeste grad ikke kun farligt, men også sjæleødelæggende, når nogen prædiker sådan, at folk tror, at han anser evangeliet i egentlig og snævrere betydning for en lovprædiken, (S. 270) for en omvendelsesprædiken om Guds vrede over synderne. Den, der ikke taler varsomt her, begår en stor og alvorlig fejl, selv om han selv tror rigtigt. Derfor har man i den lutherske kirke fra begyndelsen passet på: Når nogen sagde: «Evangeliet er en omvendelsesprædiken», spurgte man, om han talte om et evangelium i bredere eller i snævrere betydning. Da Melanchthon udgav sin Variata [den ændrede udgave af Den Augsburgske Bekendelse fra 1540], gjorde han sig meget mistænkelig ved den nye fremstilling af denne sag. Så tog Flacius ham straks i skole, for han forstod ingen spøg, når det drejede sig om falsk lære. Og så gav Melanchthon efter og indrømmede, at han rigtignok ikke havde brugt dækkende, men forkerte udtryk. Så var Flacius også tilfreds og sagde: «Om ord vil vi ikke strides. Kætteriet sidder ikke i ordene, men i sagen.» Men ordene er ikke ligegyldige. Ordene er jo udtryk for vores tanker. Når vi nu bruger ord, der ikke udtrykker tanken rigtigt, er vi ikke kættere, men letsindige mennesker. Men det sagde Flacius ikke til Melanchthon: «For Guds skyld, hvad har du gjort?»

Den første, der lærte helt forkert på dette punkt, er Johannes Agricola, denne antinomistiske lovstormer. Han var et troløst menneske, letfærdig helt igennem, og han misbrugte evangeliet. Da han selv engang blev meget syg, og alle troede, at han ville dø, sagde han letfærdigt: «Ak, ukrudt forgår ikke.» Han var hovmodig i allerhøjeste grad, men lærd. Nu ville han også gerne være noget. Da Luther senere prædikede mere alvorligt, mente dette elendige menneske, at Luther var faldet fra sin lære. Men det kom ikke af, at Luther lærte anderledes, men af, at han havde andre tilhørere. Først havde han kun tilhørere foran sig, som var knust af loven, og dem bragte han det søde evangelium. Men senere blev folk sikre, og dem måtte han bringe loven. Da tænkte Agricola:

«Nu vil jeg engang vise, at det er mig, der er reformatoren.» Han udgav 18 Propositiones inter fratres

sparsae [«18 teser udbredt blandt brødrene»], men satte ikke sit navn under. (Se Luthers værker, St. L. A. XX, 1624ff.)

Den attende af disse teser lyder: «For Kristi evangelium lærer Guds vrede fra himlen og samtidig også den retfærdighed, som gælder for Gud, Rom 1,17. For der er en omvendelsesprædiken knyttet til løftet, som fornuften af naturen ikke forstår, men kun ved guddommelig åbenbaring.» – I Rom 1,17 begynder apostlen et helt nyt afsnit. Efter netop at have angivet brevets tema kommer han nu først til loven, og i anden halvdel af første kapitel, i hele andet kapitel og i (S. 271) første halvdel af tredje kapitel driver han ikke andet end loven. Den lære begynder han netop med: «Guds vrede fra himlen» osv. For enhver bærer sin egen dommer, der fordømmer ham, i sit indre og ser og mærker også overalt den hellige og retfærdige Guds domme. Først når apostlen har prædiket loven, kommer han til evangeliet. Og Agricola fremstiller det, som om apostlen ville sige, at Guds vrede er åbenbaret i evangeliet i egentlig forstand! Når han så videre siger: «For der er en omvendelsesprædiken knyttet til løftet, som fornuften af naturen ikke forstår, men kun ved guddommelig åbenbaring», så er det dum snak! Det skulle altså være en hemmelighed, som kun kan erkendes ved guddommelig åbenbaring; man kan ikke forstå den, og alligevel vil han prædike den for dem, der endnu ikke er knust. Dér taler han imod sig selv. Men sådan går det: Kætterne modsiger altid sig selv.

Dernæst var filippisterne [Melanchthons tilhængere] fanget i denne falske lære. Den gode Melanchthon kunne ikke forhindre, at hans fanatiske tilhængere i stedet for at sige som han: «Det er ikke min mening, det er ikke det dækkende udtryk», tværtimod insisterede på: «Jo, det er netop den rette lære.»

Den værste af dem var Kaspar Cruciger den Yngre. Hans far var en fremragende mand, så Luther endda engang ønskede ham som sin efterfølger. Men han havde denne vanartede søn, der i 1570 skrev et skrift om retfærdiggørelsen. Deri siger han: «I dette embede (evangeliets) vil Gud forskrække ved omvendelsesprædikenen; dette embede straffer både de øvrige synder, som loven viser, og denne mest bedrøvelige synd, som egentlig åbenbares i evangeliet, nemlig ukendskab til og foragt for Guds Søn.»

(Disp. de justif. hom. 1570. Thes. 10.) Se Hutters Expl. Conc. s. 472. Cruciger stiller altså evangeliet op over for loven og påstår, at loven ikke viser os så slemme synder; de frygteligste viser evangeliet os. Nogle har så ment: «Helt uret har han jo ikke. Loven ved intet om den retfærdiggørende tro, så må vantroens synd jo være åbenbaret ved evangeliet.» Sådan ser det ud, men det ser kun sådan ud. Evangeliet er en trøsteprædiken. Selv om vi må slutte af det, at foragt for evangeliet er den allerfrygteligste synd, så er det dog ikke evangeliet, der lærer det; det er kun en følgeslutning (consequens). Så meget er sikkert: En trøstende lære kan jeg gøre til en helt trøstesløs lære ved at vende den om. – Nej, loven straffer også vantroen. Hvor da? I det første bud: «Vi skal frygte, elske og stole på Gud over alle ting.» Ganske vist (s. 272) ved loven ikke, i hvilket tilfælde det gælder. Det ser man af evangeliet. Når Gud af nåde råber til mig: «Tro på min nåde, stol på mit løfte!», så er det loven, der befaler mig at tro og stole på Gud. Evangeliet befaler mig slet ingenting. Evangeliet er et glædeligt budskab. Nej, også vantroen er forbudt i det første bud, i hvilken sammenhæng den så end forekommer. Når jeg synder ved vantro, så skyldes det, at loven kræver af mig, at jeg skal tro. Men evangeliet er ikke kommet til verden for at åbenbare mig vantroens synd; den var allerede forinden åbenbaret for mig ved loven, ikke ved evangeliet.

Det skal I lægge jer godt på sinde, ellers kan I ikke klare jer over for den slags lovstormere!

En anden, der holdt fast ved denne vildfarelse, var Pezel. Han skrev et skrift mod Wigand. Deri siger han: «Evangeliet, i egentlig forstand, har de strengeste trusler og straffer synden, nemlig vantroen, det ikke at ville kende Sønnen (ignoratio) [uvidenhed, ukendskab], foragten for vreden og endelig fortvivlelsen.» (Adversus Wigandum. Jf. Hutters Explic. Conc. s. 472.) Det er det rene vrøvl, når han her siger, at loven ikke ved, at fortvivlelse er synd. Vi skal jo elske Gud og stole på ham; dermed er fortvivlelse udelukket. Fortvivlelse må altså være en frygtelig synd, ja, den mest gudsbespottelige, skammeligste og afskyeligste synd. Evangeliet siger jo: «Tro, så bliver du frelst.» Deraf kan jeg slutte: Hvis jeg ikke tror, bliver jeg ikke frelst – men det er, fordi loven kræver af mig, at jeg skal tro på Gud. Det skal I indprente jer, ellers kan I let komme til at tænke: «Det lyder da meget rimeligt!» Nej, det lyder ikke rimeligt; det er den mest afskyelige sammenblanding af lov og evangelium. Den må vi vogte os for, så der ikke, når vi prædiker evangeliet, stadig svæver en sort sky over det. Nej, her gælder det om at forkynde fri trøst og fri nåde. For når vi kommer i dødsnød, må vi kunne holde os til et sikkert reb, så vi ved: «Her er ingen lov!» Disse folk mente det jo godt. De var farisæiske folk, og de ville hjælpe verden på den måde. De stakkels, blinde mennesker! De hjalp ikke verden, men tog endda det eneste redningsmiddel fra den.

Hertil hører endvidere et skrift mod Wigand af Paul Crell fra 1571: «Da den højeste og vigtigste synd alene vises, straffes og fordømmes af evangeliet, så er udtrykkeligt og navnlig også alene evangeliet i sandhed og egentlig prædikenen og røsten (s. 273) om bod eller omvendelse i sand og egentlig forstand.» (Disp. adversus Joh. Wigandum 1571. Jf. Hutters Explic. Conc. s. 471 sq.) Hør nu, hvad vores bekendelse siger. Der herskede megen uklarhed om denne sag. Ved Konkordieformlen skulle enigheden genoprettes, også på dette punkt.

Konkordieformlen, Epitome (Art. V, § 6.7.11. Müller, s. 534f.): «Men når loven og evangeliet stilles op over for hinanden, ligesom også Moses selv som lovlærer og Kristus som evangeliets prædikant, så tror, lærer og bekender vi, at evangeliet ikke er en omvendelses- eller straffeprædiken, men egentlig intet andet end en trøsteprædiken og et glædeligt budskab, som hverken straffer eller forskrækker, men trøster samvittighederne mod lovens forskrækkelse, alene henviser til Kristi fortjeneste og rejser dem op igen med den liflige prædiken om Guds nåde og velvilje, vundet ved Kristi fortjeneste.» – Skriften bruger ikke ordet evangelium i samme betydning overalt. Derfor havde man tillagt evangeliet i snævrere forstand noget, som kun må tillægges evangeliet i videre forstand. Men vi må vide, at der også findes et evangelium, som ikke straffer synder, men alene giver os syndere trøst. Det må vi vide, når vi læser i Skriften: «Her er evangeliet i videre forstand ment, her i snævrere forstand.» Man må lægge sig på sinde, hvordan man kan se, om der er tale om evangeliet i snævrere eller i videre forstand. Ja, det er helt særlig nødvendigt, at vi bliver helt sikre på dette: «På hvilke steder i Skriften er evangeliet i snævrere forstand ment?»

§ 7. «Hvad nu angår åbenbaringen af synden: Moses' dække hænger for øjnene af alle mennesker, så længe de kun hører den blotte lovprædiken og intet om Kristus, og derfor lærer de ikke ret at kende deres synd af loven, men bliver enten formastelige hyklere som farisæerne eller fortvivler som Judas. Derfor tager Kristus loven i sine hænder og udlægger den åndeligt, Matt 5; Rom 7. Og således åbenbares Guds vrede fra himlen over alle syndere, hvor stor den er, hvorved

de bliver henvist til loven og først da af den lærer ret at kende deres synd – en erkendelse, som Moses aldrig ville have kunnet tvinge ud af dem.»

§ 11. «Derfor forkaster vi det og anser det for forkert og skadeligt, når der læres, at evangeliet egentlig er en omvendelses- eller straffeprædiken og ikke alene en nådeprædiken. For derved gøres (s. 274) evangeliet igen til en lovlære, Kristi fortjeneste og Den Hellige Skrift formørkes, de kristne berøves den rette trøst, og døren åbnes igen for pavedømmet.»

Den samme lære, som her forkastes, står allerede i Interimet og i Tridentinerkoncilets dekreter. De anser jo evangeliet for en ny lov, strengere end den lov, Moses gav.

Men da tiden er gået, vil vi næste gang prøve at gøre os klart, på hvilke steder i Skriften evangeliet i snævrere forstand er ment. Sagen er ikke så uvigtig, navnlig for unge præster, så de kan udtrykke sig rigtigt.