Syvogtyvende aftenforelæsning. (8. maj 1885.)

Som bekendt består hele menneskeheden af tre stænder, som Gud selv har indstiftet og forordnet: lærestanden, nærestanden og værgestanden, som man plejer at udtrykke det. Og ingen af disse stænder, som Gud har ordnet, må man ringeagte – siger David jo i Salme 111: «Hvad han ordner, er prisværdigt og herligt» – for i hver af de tre stænder kan ethvert menneske vandre på vejen til himlen, kan enhver behage Gud og Guds børn, kan enhver tjene Gud og sin næste. Hvad mere kan man ønske? I lærestanden står lærerne i kirke og skole; i nærestanden bonden, håndværkeren, kunstneren og den lærde; i værgestanden endelig regenten, embedsmanden, juristen og soldaten.

Nu er lærestanden ganske vist netop den stand, som verden foragter og hader mest; men alligevel er og bliver den den allerherligste af dem alle, og det hovedsageligt af syv enkle grunde.

Lærestanden har nemlig 1. den allerherligste genstand for sin virksomhed, nemlig mennesket, for så vidt som det har en udødelig sjæl og er bestemt til det evige liv – for kun i den forstand har teologen noget med mennesket at gøre;

2. har lærestanden også det mest frelsebringende middel og redskab, nemlig den levende Guds ord;

3. har den det mest frelsebringende og herligste mål, nemlig at gøre mennesket sandt lykkeligt her og evigt saligt hisset;

4. har den den allermest velsignede beskæftigelse, en beskæftigelse, som fuldt ud tilfredsstiller lærerens ånd og fremmer hans egen salighed; (S. 275)

5. har den den kosteligste frugt, nemlig at mennesket bliver frelst, og dertil

6. det allerherligste løfte, nemlig løftet om, at Herren virker med, så lærerens arbejde aldrig skal være helt forgæves og tabt;

7. endelig har den også den allerherligste nådeløn, som består i en uudsigelig stor herlighed i den kommende verden, større end alt, hvad vi beder om og forstår.

Ak, hvis folk betænkte dette, så ville de trænge sig lige så ivrigt frem til det hellige prædike- og læreembede, som man trænger sig frem til de store statsembeder, der giver ære og store indtægter. Forældre ville regne det for den højeste ære og nåde, hvis de kunne lade deres sønner forberede til dette hellige embede, og unge teologer ville dagligt føle sig drevet til at falde på knæ og love og prise Gud for, at han har gjort så store ting mod dem og allerede fra evighed har bestemt dem til dette høje, hellige embede. Ja, hvad siger jeg: Hvis de hellige engle, de engle, som er stadfæstede i det gode, var i stand til at misunde, så ville de uden tvivl misunde enhver

lærer i evangeliet, selv i deres himmelske herlighed. For intet af alt det, Skriften fortæller os om dem, er noget så stort som lærernes og præsternes embede: at de skal være med til at bringe de faldne skabninger tilbage til deres Skaber – skabninger, som så uden tvivl fra evighed til evighed vil takke den, ved hvis tjeneste de er blevet reddet fra fortabelsen og ført til det evige liv. – Men jo herligere lærestanden er, desto mere trofast må en præst og lærer også omgås læren, desto mere må han se til, at hans lære er ren og uforfalsket og bliver fremført sådan, at også de stakkels tilhørere erkender deres elendighed og Guds rige godhed, kommer til tro, bliver bevaret i troen og til sidst kommer derhen, hvor de skal se Gud og love og prise ham evigt.

Vi har allerede set, at hovedsagen er at dele sandhedens ord ret, og at man ikke må bære sig ad som en tømrer, der tilhugger en bjælke og er ligeglad med, at spånerne flyver, og så kaster dem i ilden, men at man skal bære sig ad som en guldsmed, der arbejder med guld og derfor omhyggeligt samler selv de mindste smuler op, som måtte falde ned fra hans arbejdsbord. Måtte Herren rigeligt give Dem sin Helligånd, så De, når De nu kommer i embedet, også trofast våger over de umådelige (S. 276) skatte, som er betroet Dem, og tager sig rigtigt af de dyrebare sjæle, som Gud har overgivet Dem, så det engang også må hedde om Dem: «Deres gerninger følger med dem.» Så vil De sandelig ikke fortryde, at De har måttet tage så mange slags afsavn på Dem, allerede i studietiden og siden i det hellige embede. De vil prise Gud, når De ser, at han af lutter nåde lader Dem lyse som himmelhvælvingens glans og som Guds stjerner, altid og evigt. Vi har allerede hørt hovedgrundene for den femtende tese og også afvist nogle indvendinger imod den. Jeg vil nu blot minde Dem om to indvendinger.

For det første siger man: I selve Den Hellige Skrift kaldes evangeliet jo en lov; hvorfor kan man så ikke kalde evangeliet en omvendelsesprædiken? For loven er jo til for at føre mennesket til omvendelse. Man henviser her til Rom 3,27: «Hvor er da vores stolthed? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Gerningernes? Nej, men ved troens lov.» «Altså», siger man, «er evangeliet ifølge apostlens egne ord dog også en lov!» Men man tager fejl, når man drager den slutning. Apostlen bruger her en såkaldt antanaklasis [en talefigur, hvor samme ord gentages i en anden betydning]: Man tager det ord, modstanderen bruger, og bruger det selv, men i en anden betydning – eller i det hele taget bruges det samme ord flere gange efter hinanden i forskellig betydning for at afvise modstanderen så meget desto mere bestemt. Et eksempel har vi i følgende: Da jøderne i selvretfærdigt sind spurgte Kristus: «Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?» – hvad svarer Herren Kristus dem så? Han siger: «Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har udsendt.» De havde helt misforstået, hvad Guds gerning er; de forstod ved det gerninger, som mennesket gør for at behage Gud. Så beholder Kristus ordet, men i en helt anden betydning. Han vil sige: «Gerninger frelser ikke; nej, det gælder om, at man ikke gør gerninger for derved at fortjene sig noget, men alene forlader sig på Kristus, Forløseren, og hans nåde. Altså bliver man retfærdig for Gud ved at tage imod. Også i dagligdagen bruger man denne talefigur. Når en søn har gjort et dårligt stykke arbejde og træder frem for sin far og siger: «Nu vil jeg gerne have min løn», og han er en letsindig knægt, så siger faderen: «Ja, jeg skal nok give dig din løn – med riset.» Det er også en antanaklasis. Denne talefigur bruger helt jævne folk ofte. (S. 277) Det samme gælder, når døden kaldes syndens løn. Egentlig er døden jo ikke en præmie, som Gud har sat på synden. Eller når Herren siger, at han vil give den sikre tjener hans løn sammen med hyklerne, og han dermed mener

den evige fortabelse. Man kan altså slet ikke bevise ud fra Rom 3,27, at evangeliet er en omvendelsesprædiken. Kun den, der intet ved om retorik, kan anføre dette sted som bevis for det. Og til forståelsen af Den Hellige Skrift hører også retorikkens regler, for Skriften er meget retorisk og har mange troper [billedlige udtryk].

Derfor siger Quenstedt: «Evangeliet er i egentlig forstand, og for så vidt det stilles over for loven, ikke en lære, der befaler den iboende retfærdighed, som troen – betragtet som gerning – enten er en del af eller en disposition til. Nej, det forkynder den nådige syndsforladelse og den retfærdighed, der gælder for Gud, og som skal modtages uden gerninger ved troen som det modtagende redskab; derfor kaldes det retfærdighedens embede, 2 Kor 3,9.» (Theol. did.-polem. cap. de ev. s. 2. q. 4.f. 1029.)

Endvidere anfører de Rom 10,16: «Men ikke alle adlød evangeliet.» «Altså», siger man, «er evangeliet ikke blot et glædesbudskab, men en forbedret lov. For det er jo egentlig loven, der kræver lydighed.» Men det er helt forkert at ville forsvare med et sådant argument, at evangeliet i snævrere forstand er en omvendelsesprædiken. Vi skal ikke kun være lydige mod Guds vilje i loven, men også mod Guds nådevilje. Men den er ikke en lovens vilje. Efter sin nådevilje tilbyder Gud os alt og skænker os alt. Når vi så tager imod det, kaldes det lydighed. Det er Guds venlighed, at han kalder det lydighed. Og vi opfylder ganske vist dermed også det første bud. I loven er troen befalet, men ikke i evangeliet. For evangelium betyder netop «glædeligt budskab»; men et budskab, der kun pålægger os noget, vi skal gøre, kan ikke være et glædeligt budskab. Nej, et godt budskab er det, der siger mig, at jeg skal lægge al frygt fra mig, og at Gud kommer mig venligt i møde.

Gerhard skriver: «Anklagen for vantro hører til loven, nemlig til den lov, der er oplyst af evangeliets lys. Det er det, Luther tager hensyn til, når han siger, at troens gerning, troen på Kristus, og synden i den modsatte vantro henføres til det første bud.» (Loc. de evang., § 111.)

Vi har allerede hørt, at Luther kalder troen tilbagevenden til det første bud. Det er den højeste opfyldelse af det første bud, (S. 278) at jeg, så snart Gud forkynder mig nåde, tager imod den, trøster mig ved den og takker ham for den, og at jeg ikke er så fræk, at jeg selv vil erhverve det, som den kære Gud tilbyder mig af nåde.

Hør nu endnu et vidnesbyrd fra Luthers fortale til Det Nye Testamente. Der siger han, hvad evangelium i snævrere forstand er. Han skriver: «Ligesom Det Gamle Testamente er en bog, hvori der er skrevet Guds lov og bud og dertil historien om både dem, der holdt dem, og dem, der ikke holdt dem, sådan er Det Nye Testamente en bog, hvori der er skrevet evangeliet og Guds løfte og dertil også historien om både dem, der tror på det, og dem, der ikke tror. – For evangelium er et græsk ord og betyder på tysk: godt budskab, godt nyt, gode nye tidender, et godt rygte, som man synger og fortæller om og er glad over.» – Andre steder siger han også, at evangeliet revser mennesket. Men dér mener han i synekdokisk forstand [hvor helheden nævnes, men en del menes] loven. Men det er bemærkelsesværdigt: De finder ofte navnet lov brugt om evangeliet, men aldrig navnet evangelium brugt om loven. Slå selv efter, om Den Hellige Skrift nogensinde kalder loven et evangelium. Aldrig! –

«Da David overvandt den store Goliat, kom der et godt rygte og trøsteligt nyt ud blandt det jødiske folk: at deres grusomste fjende var slået ihjel, og at de var befriet og bragt til glæde og fred; det sang og sprang de over og var glade. Sådan er Guds evangelium og Det Nye Testamente et godt nyt og rygte, som gennem apostlene har lydt ud i hele verden, om en sand David, der har kæmpet med synden, døden og Djævelen og har sejret; og dermed har han befriet alle dem, der var fanget i synden, plaget af døden og overvældet af Djævelen, uden deres fortjeneste og gjort dem retfærdige, levende og salige, og dermed skaffet dem fred og bragt dem hjem til Gud igen; det synger de over,

takker, lover Gud og er glade i evighed – når de blot tror det fast og bliver standhaftige i troen.» – Lad dette herlige sted bevæge Dem til at tage det meget nøje, når De taler om evangeliet, så De ikke blander noget lovisk ind i det. Vi skal forkynde loven med kraft; lyn og torden skal lyde fra vores prædikestol. Men så snart De kommer til evangeliet, skal loven tie. Moses satte et hegn om Sinaj, men Kristus og apostlene har ikke sat noget hegn om Golgata. Dér har enhver adgang. Den, der kommer til lovens Gud, må være retfærdig; den, der kommer til forsoningens Gud på Golgata, kan komme, som han er; ja, netop fordi han er en synder, er han velkommen, når han blot kommer. – «Et sådant rygte og trøsteligt nyt, eller evangelisk, guddommelig (S. 279) ny tidende, kaldes også et nyt testamente. For ligesom et testamente, når en døende mand bestemmer over sit gods, skal uddeles til de indsatte arvinger efter hans død, sådan har også Kristus før sin død befalet og bestemt, at dette evangelium skal udråbes i hele verden efter hans død; og dermed har han givet alle, der tror, alt sit gods til ejendom, det vil sige: sit liv, hvormed han har opslugt døden, sin retfærdighed, hvormed han har udslettet synden, og sin salighed, hvormed han har overvundet den evige fortabelse.» – Evangeliet er altså ikke en lære om, hvordan vi skal bære os ad for at blive Gud værdige, men om, hvad vi skal modtage. Luther bruger endda det udtryk, at ethvert menneske allerede objektivt er retfærdigt. Når nu Gud retfærdiggør ham, og han ikke vil tage imod det, så er han naturligvis ikke retfærdiggjort; så er han en fordømt synder og bliver det også. Men netop det skal engang være hans helvede, at han ved: «Jeg var forløst, jeg var forsonet, jeg havde en forsonet Gud, jeg var retfærdig; men fordi jeg ikke ville tage imod det, er jeg nu her på pinslernes sted.»

De skal bringe Deres menighed det glædelige budskab: «I er forløst, I er forsonet og retfærdiggjort, ja, I er salige mennesker. Saligheden er også vundet for jer. Tro det blot! Men hvad hjælper det jer, hvis en mand forærer jer millioner og rækker jer dem, og I ikke fandt det umagen værd at række hånden ud efter dem? Så ville I jo alligevel forblive tiggere til jeres dødsdag.» Sådan bliver også utallige mennesker i deres fortabelse, på trods af Kristi fuldkomne forløsning, som forkyndes og tilbydes dem i evangeliet. – «Nu kan det arme menneske, der er dødt i synder og fanget til helvede, ikke høre noget kosteligere end et sådant dyrebart, lifligt budskab om Kristus, og hans

hjerte må le af bunden og blive glad over det, når han tror, at det er sandt.» – Man siger ganske vist ikke med urette: «At holde evangeliet for sandt er ikke den retfærdiggørende tro»; men Luther mener, at man tror, at det virkelig gælder en selv. For den, der ikke regner sig selv for forløst, holder heller ikke evangeliet for sandt. Det er et budskab, som Gud lader bringe til ethvert menneske i hele verden: «Du er i nåde hos Gud, Gud er ikke længere vred på dig! Hans Søn har udslettet alle dine synder; du skal blot tage imod det.»

Gør det dog til Deres grundsætning, at De, når De kommer ud i Deres menighed, igen og igen træder frem på det hellige sted med dette glædelige budskab, så den stakkels menighed dog kan blive glad over at have en præst, som virkelig er en evangelist. Tænk endelig ikke, idet De følger Deres fornuft: (S. 280) «Ja, men så ville folk blive sikre!»

Sådan er det ikke. Når nåden og evangeliets herlighed bliver forkyndt rigtigt for folk, så vågner de op og bliver glade og villige til gode gerninger; de får en himmelsk ild i hjertet. Det kan ikke være anderledes. Den, der omgås ild, brænder; og den, der omgås den guddommelige kærligheds ild, brænder også af kærlighed til Gud og næsten. Det siger sig selv, at loven også hele tiden skal prædikes ind imellem; for når folk er mætte, hjælper evangeliet dem ikke. –

«Sådan er evangeliet altså ikke andet end en prædiken om Kristus, Guds og Davids søn, sand Gud og menneske, som med sin død og opstandelse har overvundet alle

menneskers synd, død og helvede for dem, der tror på ham. Evangeliet kan altså være en kort eller en lang tale, og den ene kan beskrive det kort, den anden langt. Den

beskriver det langt, som beskriver mange af Kristi gerninger og ord, sådan som de fire evangelister gør.

Men den beskriver det kort, som ikke fortæller om Kristi gerninger, men kort viser, hvordan han ved sin død og opstandelse har overvundet synd, død og helvede for dem, der tror på ham, sådan som Sankt Peter og Paulus siger.» – Vær blot overbevist om, at den lutherske kirke adskiller sig fra alle andre ved at lære en fuldkommen forløsning og derfor heller ikke gør troen til en gerning, men til en ren og skær modtagende hånd, og ved at den indbyder alle syndere, hvor forfærdelige de end måtte være, når de er forfærdede over deres synder: «Kom blot, alt er rede!» Deraf kommer også vores kirkes lære om sakramenterne: fordi den har den rette lære om saligheden af nåde alene.

– «Se derfor nu til, at du ikke gør Kristus til en Moses eller evangeliet til en lov- eller lærebog»; – evangeliet er ikke en lovbog, ikke engang en lærebog, men et glædesbudskab. Du kan ikke glæde dig over det for tidligt. Hvis du bare kan glæde dig, så er det en himmelsk, guddommelig glæde. Men siger du hele tiden: «Ak, hvad skal det hjælpe os?», så er det din egen skyld, når du går tomhændet derfra, fordi du ikke vil tro det. – «sådan som det hidtil er sket, og som nogle fortaler, også Sankt Hieronymus’, lyder.» – Hieronymus vidste forbistret lidt om evangeliet, og derfor læste Luther ham også igennem med stor modvilje. Men næst efter Origenes havde han det største kendskab til sprogene. – «For evangeliet kræver egentlig ikke vores gerninger, for at vi derved skal blive fromme og salige; ja, det fordømmer sådanne gerninger. Nej, det kræver troen på Kristus: at han for os har overvundet synd, død (S. 281) og helvede og således gør os fromme, levende og salige, ikke ved vores gerninger, men ved sin egen gerning, sin død og lidelse, så vi kan tilegne os hans død og sejr, som om vi selv havde gjort det.» –

Hvad skulle Israels børn gøre, da David havde fældet Goliat? Ikke andet end at bruge deres frihed. Fjenderne var flygtet, fordi deres anfører var dræbt. Sådan er det også her. Kristus har overvundet mine fjender, han har vundet alt for mig, han har gjort mig helt fri. Derfor har jeg ikke andet at gøre end det, israelitterne havde at gøre, da David vendte hjem fra det sejrrige slag. Israelitterne skulle ikke længere frygte en fjende, der var besejret. Heller ikke vi skal frygte loven, synden, døden og Djævelen eller den evige fordømmelse. Det var alle vores fjender, og de er alle sammen jaget på flugt. Det er en hån mod Kristus, hvis vi stadig er bange. Så bliver Gud også vred. Tror jeg, at Gud er vred, så er han også vred på mig, og tror jeg, at Gud er venlig, så er han også venlig mod mig. Og jeg må ikke tænke: «Men måske er han det alligevel ikke.» –

«At Kristus i evangeliet, og ligeledes Sankt Peter og Paulus, giver mange bud og belæringer og udlægger loven, skal man regne på lige fod med alle Kristi andre gerninger og velgerninger. Og ligesom det at kende hans gerninger og historie endnu ikke er at kende det sande evangelium – for dermed ved du endnu ikke, at han har overvundet synden, døden og Djævelen – sådan er det heller ikke endnu at kende evangeliet, når du kender sådanne belæringer og bud. Men det er det, når den røst kommer, der siger: Kristus er din egen med liv, lære og gerninger, død og opstandelse og alt, hvad han er, har, gør og formår.» – I ser altså, at når Luther sagde, at evangeliet også prædiker omvendelse og Guds vrede, var han langt fra at mene evangeliet i dets egentlige betydning. Her taler han om evangeliet i den snævrere, egentlige betydning. Han skrev det i sin første kærligheds tid, i året 1522. Alt er så brændende og inderligt, at den, der virkelig er en fattig synder, kunne have lyst til at hoppe og springe, når han læser sådanne vidnesbyrd. Men den, der er en elendig syndens tjener og vælter sig i skarnet, smager det ikke; han spiser hellere,

ligesom et vist dyr, sine agern. – «Sådan ser vi også, at han ikke tvinger, men venligt lokker og siger: "Salige er de fattige" osv. Og apostlene bruger ordene: "Jeg formaner, jeg trygler, jeg beder", så man overalt ser, at (S. 282) evangeliet ikke er en lovbog, men egentlig en prædiken om Kristi velgerninger, som er vist os og givet os til ejendom, når vi tror. Men Moses driver, tvinger, truer, slår og straffer frygteligt i sine bøger, for han er en lovskriver og en pådriver.» –

Det virkelig dyrebare evangelium skal prædikes i en luthersk menighed. Den ånd skal blæse i en luthersk menighed. Dér bliver folk ikke hele tiden forskrækket af loven, men dér bliver de glade ved evangeliet. Vi prædiker loven, ikke for at gøre folk hellige, men for at gøre dem til syndere. –

«Derfor er der heller ikke givet en troende nogen lov, som skulle gøre ham retfærdig for Gud, som Sankt Paulus siger i 1 Tim 1,9. For han er retfærdig, levende og frelst ved troen. Og han har ikke brug for mere end at bevise denne tro med gerninger.» – Gerninger er i sig selv ikke nødvendige, slet ikke for Gud. Men for menneskers skyld er de nødvendige, så den kristne kan bevise sin tro, og så folk ser det, priser Faderen i himlen og derved tager imod Gud. – «Ja, hvor troen er, kan den ikke holde sig tilbage. Den viser sig, bryder frem i gode gerninger, bekender og lærer dette evangelium for folk og vover sit liv for det.» – Prøv jer selv efter det! Troen kan ikke holde sig tilbage. Den er som en sø, man kan lede vandet bort fra. Når blot den rette åbning er lavet, så bryder den frem, så kan vandet ikke holdes tilbage. Heller ikke troen i et menneske kan holde sig tilbage. Den er rede til at tjene enhver, hvor den kan. Den kan heller ikke andet end bekende evangeliet, selv om den kan forudse, at den ikke høster andet end spot og hån; ja, den vil også være rede til at sætte livet ind på det. Den troende ved, at vil han ikke gøre det, så må han opgive Kristus. I samme øjeblik han fornægter, slukkes hans tros lys. Han bekender heller ikke kun, fordi Kristus har sagt: «Den, der bekender mig over for mennesker, ham vil jeg bekende over for min himmelske Far», men fordi han ikke kan andet. – «Og alt, hvad han lever og gør, retter han mod næstens gavn for at hjælpe ham – ikke blot til også at komme til denne nåde, men også med legeme, gods og ære, sådan som han ser, at Kristus har gjort mod ham. Og sådan følger han Kristi eksempel. Det mener Kristus også, da han til sidst ikke gav noget andet bud end kærligheden, som man skulle kende hans disciple og de sande troende på. For hvor gerningerne og kærligheden ikke bryder frem, dér er troen ikke ret, dér har evangeliet endnu ikke fået fat, og dér er Kristus endnu ikke ret kendt.» (S. 283) Det er Luthers isagoge [indledning] til Det Nye Testamente. En ganske lille en, men langt mere dyrebar end dem, vor tids lærde giver; de fleste af dem sætter sig for at rive troens grundvold ned og gøre Bibelen usikker.

Nu kommer vi til de bibelsteder, hvor der tales om evangeliet i ordets snævrere betydning, og vil se, hvordan man kan kende det. Der er fem tilfælde.

1. Når evangeliet stilles op over for loven, er der ganske sikkert ikke ment evangeliet i den bredere, men i den snævrere betydning.

Ef 2,14–17: «For han er vores fred, han som har gjort de to til ét og nedbrudt det gærde, der stod imellem, idet han ved sit kød tog fjendskabet bort, nemlig loven, der var formet i bud, for i sig selv at skabe de to til ét nyt menneske og stifte fred og forsone begge med Gud i ét legeme ved korset, idet han ved sig selv dræbte fjendskabet. Og han er kommet og har i evangeliet forkyndt fred for jer, som var langt borte, og for dem, som var nær.» Loven går forud og bringer ingen fred; så kommer evangeliet, og det bringer fred!

2. Når evangeliet fremstilles som den lære, der er Kristi egen, og som forkynder Kristus, så kan loven jo ikke være indbefattet. For Kristus siger selv: «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.»

Det var ikke ham, der først gav os loven. Men fordi den rette erkendelse af loven er nødvendig, før et menneske er i stand til at tage imod evangeliet, har han renset loven for farisæernes falske udlægninger.

Luk 4,18–19: «Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at bringe godt nyt til fattige. Han har sendt mig for at helbrede dem, hvis hjerte er knust, for at råbe frihed ud til fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og råbe et nådeår fra Herren ud.» – Her siger Herren Jesus, hvorfor han er kommet til verden, hvad han egentlig skal prædike som Kristus, som verdens Frelser. Derfor siger han også til sidst: «I dag er dette skriftord gået i opfyldelse, mens I hørte på det.» Han havde ikke sagt et ord om loven; han nævner kun den lære, der er givet til de fattige, de syge, dem med knuste hjerter, dem, der lå i syndens og Djævelens fangenskab. (S. 284)

ApG 17,18: «Nogle af de epikuræiske og stoiske filosoffer diskuterede også med ham. Nogle sagde: "Hvad er det, den plapremund vil sige?" Andre sagde: "Han ser ud til at forkynde fremmede guder." Han forkyndte nemlig evangeliet om Jesus og opstandelsen.» Den lære, der har Jesus Kristus som sin genstand, er evangeliet i den snævrere betydning. Hertil hører også følgende steder:

1 Kor 15,1–4: «Brødre, jeg vil minde jer om evangeliet, som jeg har forkyndt for jer, som I også har modtaget, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte det; ellers var det forgæves, at I kom til tro. For jeg overgav jer som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vores synder efter Skrifterne, at han blev begravet, og at han er blevet oprejst på den tredje dag efter Skrifterne.»

Rom 16,25–26: «Han, som kan styrke jer med mit evangelium, med Jesu Kristi forkyndelse og med åbenbaringen af den hemmelighed, som i evige tider har været skjult, men nu er blevet åbenbaret og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling proklameret for alle folkene for at føre dem til troslydighed.»

Gal 1,6–7: «Jeg undrer mig over, at I så hurtigt vender jer fra ham, som kaldte jer til Kristi nåde, til et andet evangelium, som ikke er et andet, men der er nogle, som forvirrer jer, og som vil forvanske evangeliet om Kristus.»

3. Når genstanden er de fattige syndere, så er det sikkert evangeliet i den snævrere betydning. Matt 11,5: «Evangeliet forkyndes for fattige.» Luk 4,18: «Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at bringe godt nyt til fattige.»

Endvidere er evangeliet i den snævrere betydning ment:

4. Når dets virkninger er tilgivelse, retfærdighed og frelse af nåde. Rom 1,16: «For jeg skammer mig ikke over evangeliet om Kristus, for det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» Ef 1,13: «Ved ham har også I hørt sandhedens ord, nemlig evangeliet om jeres frelse.»

5. Når troen er dets modstykke (korrelat), så er det ligeledes evangeliet i den snævrere betydning. Mark 1,15: «Omvend jer, og tro på evangeliet!» Mark 16,15–16: «Gå ud i hele verden, og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» (S. 285) Også på dette sidste sted er der sikkert ment evangeliet i den snævrere betydning. Ganske vist tilføjer Herren: «Men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» Men det er ikke en del af evangeliet,

men lov. Han vil sige: «De, der forkaster evangeliet, skal vide, at de dermed gør netop det, hvorved de selv styrter sig i helvede.»