Otteogtyvende aftenforelæsning (15. maj 1885)

Hver gang nogen går i gang med at udarbejde en prædiken og derefter stiger op på prædikestolen, bør det altid ske med frygt og bæven, nemlig med den hellige bekymring, at han endelig ikke må fremføre noget forkert. Alt, hvad han har skrevet ned, bør han prøve med den største omhu: Stemmer det også med Guds ord og med den kristne erfaring? Alt, hvad han siger offentligt, bør han – og det hver eneste gang – lægge på helligdommens guldvægt og se godt efter, om det stemmer med apostlenes og profeternes skrifter. Når en præst måske har skrevet nogle sætninger og så tænker: «Det er smukt! Det lykkedes for dig! Det gør indtryk!», så må han endelig ikke lade sig narre så let. Han skal tværtimod se godt efter, om der ikke netop på de steder, som forekommer ham så smukke, ligger noget helt forkert, eller om sagen ikke er udtrykt sådan, at den let kan misforstås og derved skabe helt forkerte forestillinger hos tilhørerne. Så snart præsten mærker det, må han være streng mod sig selv, ja ubarmhjertig, og strege de enkelte sætninger grundigt ud, selv om de har kostet ham megen møje og megen sved. Det var spildt møje; det var jo kun hans eget hoved (ingenium) og ikke den klare erkendelse fra Guds ord. Ja, hvis han – måske med rædsel – opdager, at en hel del er helt skæv, ja måske hele prædikenen, så må han for Guds skyld ikke tænke: «Skal da al den møje, skal da alt det slid være spildt? Skal hele prædikenen, som har kostet mig så meget arbejde, være spildt?» «Men sagen er skæv, meget af det er så skævt, så skævt!» Nej, alt det må kasseres! Hellere tale frit og ligeud, hvis han ikke har mere tid, end at fremføre det, der er skrevet sammen, selv om det har kostet megen møje. Og hvis det skulle ske for en præst, som ellers er helt samvittighedsfuld, at han også har fået noget forkert (S. 286) ind i sin prædiken og så også har sagt det på prædikestolen, så skal han, hvis han opdager det under prædikenen, straks rette sig selv og sige: «Kære tilhørere, jeg har sagt sådan og sådan, men jeg mener det anderledes.» Opdager han det senere, må han rette det senere. Og er sagen så vigtig, at tilhørerne kan blive ført ind på en helt forkert vej af den, så må han ikke blot rette sig selv, men også højtideligt tilbagekalde det. Det koster ham slet ingen respekt; tværtimod ser folk så: «Det er en samvittighedsfuld præst, han tager det nøje!» Men han må ikke tænke: «Åh, mine tilhørere skal nok forstå det, og det forkerte skal de nok tyde i den bedste mening!» Nej, han må tale sådan, at de ikke kan misforstå ham ud fra hans egne ord. Derfor råber apostlen også til alle, der prædiker: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen.» Falsk lære er en surdej, ja, man kan lige så godt sige en gift, som – selv om den indtages i den mindste portion – trænger ind i alle årer og forgifter og dræber mennesket. Det lærer også den daglige erfaring. Det er en kendt erfaring, at en lille smule gift virker frygteligt, mens et helt stykke arsenik, hvis nogen sluger det, bliver hyllet ind i slim og ikke skader ham; men en lille smule gift dræber mennesket. Det er ikke til at sige, hvilken skade en eneste forkert sætning i en prædiken kan gøre! Hvis en præst for eksempel irettesætter forkert, og det netop er de gudfrygtige, samvittighedsfulde kristne, der hører det – dem, der bærer deres sjæl i deres hænder og arbejder på deres frelse med frygt og bæven – så kan det let ske, at sådanne kære sjæle bliver usikre på, om de står i nåden, og ikke længere tør være visse på at blive frelst. For det, de ser hos sig selv, har præsten jo revset som noget forkert, noget, der gør nåden uvis. Når præsten mærker det, må han ikke tænke: «En anden søndag vil jeg tale helt ander-

ledes, så er sagen gjort god igen.» Nej, jo mere tilhørerne anser deres præst for en rettroende mand og for en sand kristen med megen erfaring, desto mindre vil de kunne slippe af med det igen, når han med en forkert irettesættelse har skudt en pil ind i deres hjerte. Eller hvis han en gang trøster forkert, hvor han måske skulle have irettesat, så alle de falske kristne fryder sig over det – hele resten af prædikenen skubber de fra sig og holder sig kun til dette og tænker: «Det vil du også holde dig til! Du er også en god kristen!» –

hvor frygteligt er det ikke! Det er da ganske forfærdeligt, når et menneske i kødelig sikkerhed anser sig selv for en god kristen – og dog forholder det sig helt anderledes – når han anser sig for det, indtil han til sidst i sin blindhed farer herfra (S. 287) og bliver evigt fordømt. – Det kan også ske for en retskaffen præst. Når han en gang ikke er rigtig opmærksom, ikke rigtig våger og beder, mens han laver sin prædiken, så lader Gud det ske og siger så at sige til ham: «Du har ikke brug for mig, det kan jeg se! Du påkalder mig ikke, du stoler på din egen kraft! Godt, så vil jeg overlade dig til dig selv!» Men hvor stor en angst er det ikke, når en præst må sige til sig selv: «Det er din skyld, at den og den går ad en forkert vej!» Derfor må De lade hver eneste prædiken være frugten af inderlig bøn! Så snart De går i gang med Deres prædikenhæfte og mærker: «Ak, jeg er så kold, så død, så adspredt», så må De ikke tænke: «Det kan ikke hjælpe, denne side skal nu engang fyldes!» Nej, læg så pennen fra Dem. Hvis De nu for alvor påkalder den kære Gud, at han dog må rive Dem ud af denne elendige tilstand, at han må give Dem et brændende hjerte, at han må overvinde alt ugudeligt, at han må lade Helligåndens pust komme ind i Deres hjerte, så vil De ikke blot skrive trøstende ord, som De ikke selv mærker noget til og ikke selv får et frimodigt hjerte af, og tænke:

«Jeg skal bare sige alt, hvad der står i Bibelen, så er det godt nok.» Det er slet ikke sagt, at det så er godt nok. Men når De går i gang med at udarbejde en prædiken, må det være Deres fulde alvor, så De tænker: «Hvordan skal jeg nu bære mig ad, så jeg gør et rigtigt dræt med evangeliets net?»

Her synder præsterne mere, end det er til at sige. Hvor megen kostbar tid bruger mange ikke hele ugen på – om ikke på ugudelige ting, så dog ikke på det allermest nødvendige! Så kommer de op på prædikestolen og giver ikke, hvad de kunne give. Man kan mærke det på dem: De siger kun noget, fordi de skal sige noget; men det betyder ikke noget for dem, om det hjælper. Det er frygteligt! De tre kvarter, De står på prædikestolen, er en overordentlig kostbar time, som kan afgøre mange menneskers frelse og salighed. Ve den præst, som ikke søger at udnytte sin tid, som ikke giver det kostbareste, han kan give, og som ikke – når han ikke er i anfægtelse – tænker:

«Dette vil jeg prædike. Jeg ved: Den, der ikke forhærder sig, vil derved fornemme Helligåndens vidnesbyrd! Det er sandhed!» Men den, der ikke selv har tillid til sin prædiken, hvordan skal han kunne udrette noget med den? – Jeg siger: bortset fra anfægtelsen; for i den kunne en tro præst hver gang have lyst til at rive sit manuskript i stykker. Det er slag, som den kære Gud vil ydmyge ham med. Men den normale tilstand er, at han har en god tillid, efter at han har kæmpet og stridt med Gud, og efter at (S. 288) han har udarbejdet en prædiken, som han nu ved om: «Det er en rigtig fiskekrog til at fange sjælene for Kristus og føre dem til Kristus!» Men taler man uden plan og mål, er det ikke underligt, at man ikke når noget mål. Ve den præst og den student, som går sjusket og letsindigt til værks og skriver ned og siger, hvad der lige falder ham ind, hvad der lige kommer i pennen og i munden! Det sker især ved den såkaldte improvisation. Derved tænker jeg ikke kun på dem, der ikke har skrevet det hele ned, men på dem, der ikke har gennemtænkt det hele. Mangen en kan jo ikke tale med stor frimodighed; men har han gennemtænkt det grundigt, kan han tale langt mere flydende. Judicium [dømmekraft] og ingenium [opfindsomhed] er to forskellige ting. Ja, jeg vil sige: Man må med tiden begynde at gøre sig uafhængig af

manuskriptet og således give Helligånden lejlighed til, at man selv bliver rigtig grebet og kommer på ord og tanker, som man ikke selv havde tænkt på i forvejen.

Derfor skriver apostlen Paulus i 2 Tim 2,16 [sandsynligvis 2 Tim 2,15]: «Gør dit bedste for at kunne træde frem for Gud som en retskaffen og ulastelig arbejder, som deler sandhedens ord rigtigt.» Hovedsagen ved prædikenen er altså at skelne rigtigt mellem lov og evangelium.

§ Tese XVI.

For det tolvte bliver Guds ord ikke delt rigtigt, når man prædiker, som om det allerede var en sand omvendelse at aflægge visse laster og øve visse gerninger og dyder.

Det er en overordentlig vigtig tese, for det er den allergroveste sammenblanding af lov og evangelium, der findes. Hvis nogen prædiker sådan, at tilhøreren tænker: «Når du ikke længere røver og stjæler, så er du en god kristen, og den svaghed skal jeg nok også få lagt af» – ve den, der fremkalder sådanne tanker! Så gøres evangeliet til en lov, fordi omvendelsen gøres til en gerning, skønt den dog kun kan virkes ved evangeliet, og det på den måde, at mennesket kommer til en levende tro. Denne så grove sammenblanding gør frem for alt rationalisterne sig skyldige i. Ja, det er selve deres religion, at de siger: «Først må du aflægge lasterne og så øve dig i dyd, så er du et andet menneske», mens Guds ord siger: «Først skal du blive et andet menneske, så vil du også lade den og den synd fare og øve dig i gode gerninger.» Den lære, at mennesket skal gøres fromt ved gerninger, er hedningernes, (S. 289) de nutidige jøders og tyrkernes lære [dvs. muslimernes]. Der vil man tømme en ond strøm ved blot at blive ved med at øse og tænker:

«Til sidst når jeg da til bunds.» Men vandet kommer hele tiden igen fra kilden. Nej, vil du tørlægge den onde strøm, så må du gå til kilden. Det ondes kilde skal vi stoppe til; først da følger det rene vand. Rationalisterne plejer at have ordsproget: «Den rette bod er ikke at gøre det mere.» I en vis forstand kan man forstå det rigtigt, sådan som også vore gamle lærere brugte det rigtigt; for de ville blot sige: «I, som roser jer af at have den rette tro og alligevel lever så ondt, ti stille med jeres snak om troen! Den rette bod er ikke at gøre det mere.» Men rationalisterne vil dermed sige: «Man behøver ikke at være bedrøvet. Den rette bod er ikke at gøre det mere. Ikke at gøre det mere er det, Gud kræver; så er man en sand kristen.» Det er en skændig dydslære. Kristendommen siger os det rigtige med det ene ord: «Metanoeite» = bliv anderledes sindede, eller som Luther rigtigt har oversat det: «Tut Buße» [«Gør bod», dvs. omvend jer]; for folk ville have undret sig til døde, hvis han havde oversat det efter dets etymologiske betydning. Med dette ene ord træder Herren først op mod synden og siger: «Du må blive helt anderledes sindet. At lade lasten fare og gøre gode gerninger – det er ikke det, jeg kræver; nej, et andet sind, et andet hjerte, en anden ånd må du have.» Det er det, kristendommen kræver. Den lægger øksen ved træets rod. Rationalismen og pavedømmet beskærer kun grenene på gifttræet, og så kommer der hele tiden nye grene, men de er alle giftige. Et sådant træ må okuleres; der må podes andre grene ind, så kommer der også anden frugt. Lad os høre nogle skriftsteder, der beviser det.

Joh 3,3: «Jesus svarede ham: ›Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.‹» – Nikodemus kommer til Herren og siger: «Rabbi, vi ved, at du er en lærer, som er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør.» Han mener naturligvis, at Herren ville

blive meget glad for, at en af farisæerne gav ham et sådant vidnesbyrd, og tænkte, at Herren nok ville sige: «Det er jo herligt! Bare fortsæt sådan!» Ikke et ord om det; nej, han smækker himlens dør i for næsen af ham og siger: «Du vil vist gerne smigre dig ind hos mig? Hvis du ikke får et andet sind, kan du ikke komme i himlen. Du må blive et andet menneske, du må fødes på ny.» Så viste det sig da også straks, hvordan han var sindet, idet han udbrød: «Hvordan kan (S. 290) et menneske blive født, når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født?» Men Herren svarer ham igen: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige. Det, som er blevet født af kødet, er kød, og det, som er blevet født af Ånden, er ånd.» Herren ville sige: «Hvad du foretager dig efter din kødelige natur, det er syndigt; du må først blive åndelig, så kommer der rigtige åndelige frugter ud af det.»

Matt 12,33: «Plant enten et godt træ, så bliver frugten god, eller plant et dårligt træ, så bliver frugten dårlig. For træet kendes på frugten.» Planter man et godt træ, så bærer det også god frugt; men planter man et dårligt træ, så bærer det også dårlig frugt. Først må hele mennesket forandres; det må blive en ny skabning, det må fødes på ny, det må få et andet sind. Ellers er al frugten lutter dårlig frugt; for af naturen er ethvert menneske jo et dårligt træ.

Matt 15,13: «Enhver plante, som min himmelske Far ikke har plantet, skal rykkes op med rode.» – Kun de gerninger er gode, som Gud selv har virket. Den, der har gjort en gerning ved sin fornufts og sin naturlige viljes kraft, har frembragt en plante, som må rykkes op. Gud vil ikke anerkende den, men siger: «Gå mig af øjnene med disse synder! Det er den rene synd, den rene skam for mig, hvad du har gjort. For disse gerninger kommer fra et ondt hjerte, som ikke spørger efter mig. Det er lutter dårligt vand, for det kommer fra en stinkende kilde.» Det ved en sand kristen også udmærket. Man behøver slet ikke at sige ham meget; han kan gøre, hvad han vil, og selv om det har været nok så smukt, fornemmer han dog snart: Det var alligevel ikke rigtigt. Du gjorde det ikke, fordi kærligheden til Gud og næsten drev dig, men bare mekanisk, eller fordi du tænkte: «Sådan må du handle, så folk dog kan se, at du er en kristen.» En kristen mærker straks, om en gerning er en plante, som Gud har plantet, eller en plante, som Adam har plantet. Den, der endnu ikke mærker det, skal vide, at han endnu ikke har erfaret metanoia, hjertets forandring, og at Helligånden endnu ikke er i ham. Så snart et menneske får Helligånden og gør noget, fordi loven kræver det, siger Ånden straks: «Det er ingenting!» Og selv om nogen giver tusind daler, siger Ånden straks: «Prøv dig selv, om det var kærligheden til Gud eller til næsten, der drev dig. Driver kærligheden (S. 291) dig ikke, så er det ingenting, så er det elendigt gøgl, og så hviler der heller ingen velsignelse over det.»

Jer 4,3: «Så siger Herren til dem i Juda og Jerusalem: Pløj nyt land, og så ikke blandt tjørnene.» – Et bemærkelsesværdigt ord! Hvad det betyder, ved vi udmærket. Den, der kommer til nyt land og straks vil så ny hvede ind i krattet, vil ikke høste meget. Så gælder det om at rydde, fjerne det hele, fælde alle træerne eller i det mindste skaffe så meget luft mellem træerne, at noget kan spire frem. Det er et billede på omvendelsen. Mennesket må først omvendes og få et nyt hjerte, og i dette nye hjerte kan man så lægge sæden til de gode gerninger.

1 Kor 13,3: «Og hvis jeg uddeler hele min ejendom til de fattige, og hvis jeg giver min krop hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.» – Et særlig bemærkelsesværdigt sted for vores tese. Det kommer ikke så meget an på gerningerne som på den kærlighed,

som man udfører dem med. Selv om jeg slet ikke kunne gøre noget, selv om jeg var lutfattig, så kan jeg dog være rig på gode gerninger for Gud, hvis nemlig min kærlighed driver mig til at ønske: «Ak, gid jeg dog kunne gøre godt mod alle mennesker! Men efter Guds vilje må jeg lade andre vise mig kærlighed.» Så regner Gud viljen for en god gerning. Det er kærligheden, det kommer an på, ikke de ydre gerninger. Før sin omvendelse var Paulus ulastelig efter loven; ingen kunne sige noget ondt om ham, og dog sagde han, at han havde regnet det alt sammen for skarn, mens han ikke regnede sine virkelig gode gerninger for skarn, men siger, at de virkelig gode gerninger får en stor nådeløn.

Rom 14,23: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» Dette store ord! Og selv om nogen lod sin krop brænde, men ikke gjorde det af kærlighed, altså af tro –

for kærligheden kommer først ind i hjertet ved troen – så ville det alligevel ikke gavne ham noget. Hvor blind må den ikke være, som vil gøre mennesker fromme ved at trænge ind på dem med, at de skal gøre gode gerninger! Nej, først bliver man from, så kommer de gode gerninger! Men også troende præster kan uden at mærke det komme til at begå denne gruelige sammenblanding af lov og evangelium – ikke så meget i prædikenen, men i den personlige sjælesorg og i kirketugten. Dér tager mange præster og menigheder fejl. I har en dranker foran jer og irettesætter ham. Så siger han: «Ja, ja, det gør mig ondt», for den slags folk er som regel nogle, der straks siger ja. Men en uerfaren præst kan let (S. 292) blive narret. Drankeren bliver måske udelukket i tre måneder, man holder øje med ham, og så kommer der én med den gode nyhed: «Ja, han har ikke levet i sin synd i al den tid.» Så tænker sådan en præst: «Nå, så er han omvendt.» Men han er dog et helt ugudeligt menneske. Tag jer for Guds skyld i agt, og lad jer ikke så let narre! Sådan er det også med en, der har bandet. Han bliver taget i skole, og i et godt stykke tid bander han ikke mere. Eller en, der er doven til at gå i kirke, er ganske vist ingen kristen. Når han bliver taget i skole, kommer han måske i kirke i den næste tid. Men er han så en kristen af den grund? Nej, derfor er han langtfra en god mand; det kan et ugudeligt menneske også gøre. Han må bringes til at indse: «Sådan lever ingen kristen; sådan en kan umuligt stå i nåden.» Så må man arbejde på, at han bliver et nyt menneske. Arbejder præsten ikke med ham, forsømmer han hans sjæl. Sådan er det også med dem, der er dovne til at gå til nadver. De bliver irettesat, og så går de igen til sakramentet. Er en præst tilfreds med det, har han skammeligt blandet lov og evangelium sammen. Det samme gælder de gerrige. Er en menighed så gerrig, at den ikke vil samle ind, eller giver den ikke præsten hans løn, så må han ikke tænke: «Nu vil jeg holde en skarp prædiken for dem, så de åbner lommerne!» For det er slet ingenting værd, når lommerne bliver åbnet af loven. Han må prædike sådan, at de vågner op af deres søvn og død. Den, der ikke gør det, handler imod vores sekstende tese.

Til det ovenfor citerede sted, Joh 3,3, skriver Luther (E. A. 46, 260-262; St. L. A. VII, 1854): «Derfor er det vores lære, at alle menneskers gerninger intet er og gøres forgæves, hvis man ikke først er født på ny» – nogle falske, ortodokse præster tænker:

«Åh, det er bare pietisme.» Nej, det er kristendom! – «og derfor kalder vi det også

det vigtigste stykke, som folk skal undervises om: at de først må fødes på ny. Man skal altså først sige til dem, at de alle er døde, og at hvad der ellers måtte være af liv, ordener, faste og andet, ikke hjælper til at få syndernes forladelse, før de er genfødt og bliver nye mennesker.» – Tænk på, at I dér får et herligt våben, når I husker: «I må fødes på ny, før I kan tænke på at gøre gode gerninger, ellers er det alt sammen skin.» Gør I ikke det, siger I ikke det, så samler I i bedste fald en menighed af lovbundne farisæere. – «Men hvad det skal være for en fødsel, vil vi nu høre. Det

beror (S. 293) på, at Kristus sværger to gange og siger: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen bliver født på ny osv. Det er, som om han ville sige: Tro ikke, Nikodemus, at du bliver frelst, fordi du er en hæderlig og from mand. For det er sandt, at man skal leve hæderligt, tugtigt og gudfrygtigt i denne verden. For gør du det ikke, så står mester Hans, bødlen, her med sværd og reb og forbyder dig det, så

du ikke gør det mere, og siger: Vil du ikke, så skal du. Men vil du forstå det sådan, at du derved vil opnå Himmeriget, så er de samme gode

gerninger ingenting værd. For disse gerninger og denne fromhed giver kun det timelige liv, eller de bevarer dig fra at blive slået ihjel eller jaget bort fra hus og hjem, kone og børn, eller blive hængt i galgen. Er du altså borger i Jerusalem, så har du liv, ære og herlighed ved denne hæderlighed. Men hvad Himmeriget angår, kirken og Kristi rige, så tænk på, at du må blive et nyt menneske, og regn dig ikke for andet end et barn, som ikke alene endnu ikke kan gøre nogen gerning, men heller ikke engang har sit væsen eller liv endnu. Det er de kristnes prædikener. Den kristne lære underviser os altså om, at vi først må blive andre mennesker, det vil sige fødes på ny. Men hvordan sker det? Ved Helligånden og ved vandet. Når jeg så er født på ny og er blevet from og gudfrygtig, så går jeg hen, og hvad jeg gør i den nye fødsel, det er godt. – Hvis Adam var blevet i uskylden og i den stand, som han var skabt i, så var han gået hen og havde gjort, hvad han end ville, fx fisket smerlinger [små ferskvandsfisk], fanget rødkælke eller plantet træer: Det ville have været lutter gode, hellige gerninger og ingen synd. Og Eva ville have ammet børnene og tørret dem: Det ville have været lutter kostelige, gode gerninger. For personen var skabt god, retskaffen, ren og hellig; derfor var også alle dens gerninger gode – hvad enten den spiste eller drak, så var det alt sammen ret.» – I den nye fødsel er alt Guds gerning. Når jeg nyder maden, når jeg spiser og sover, så er det også en god gerning, ikke kun det, hvor jeg piner mig ordentligt. Ja, når jeg piner mig som lovens træl, så er det lutter martyrium, der fører til helvede. En kristen har det rette sind, og så behager alt Gud, for fra en god kilde vælder der kun godt, sødt vand. – «Men nu, da mennesket er faldet i synd, gør det efter syndefaldet intet godt, men synder i alle sine

gerninger, også når det beder; for det gør det som en synder. Intet af det, det gør, er ret, også når det faster, beder, fører et strengt liv (S. 294) som en kartøjsermunk, bærer munkekutte og går barfodet. For alt det er syndigt, fordi personen er ond og ikke født på ny, og intet af det, den gør, hjælper den.» – Hvis nogen var i et kloster og så kom til tro, så var alt godt igen, også hans munkekutte, for nu gjorde han alt i det rette sindelag. Han tænkte: «Gud vil have det sådan, det er mit kald, derfor gør jeg det også.» – «Derfor siger Kristus til Nikodemus: Jeg er kommet for at prædike en anden lære, nemlig hvordan I må fødes på ny, så I bliver gode. Den prædiken står også allerede beskrevet i Den Hellige Skrift, men I læser den ikke, og selv om I læser den, så forstår I den dog ikke, nemlig at man, før man

gør gode gerninger, må være født på ny. For af syndere avles der lutter syndere; personen er fordærvet.» – Også Det Gamle Testamente er fuldt af, at mennesket må have et nyt hjerte, få en ny ånd og omskære sit hjerte. – «Herren Kristus siger i Matthæus kapitel 7: Hvor træet er dårligt, bærer det ingen gode frugter; tidsler bærer ikke figner og torne ikke druer.» – Kristus vil gøre os fromme fra grunden af.

Hør nu endnu et vidnesbyrd af Luther fra hans skrift om et kristenmenneskes frihed fra år 1520 (W. XIX, 1225f.). Det er det skrift, Luther tilegnede paven. Dér får han et lys til at gå op for paven og siger ham sandheden så frygteligt, at man undrer sig over, hvordan han kunne tale sådan. Luther kendte nemlig ikke menneskefrygt. Han

var ikke bange for nogen djævel, endsige for mennesker. Da der blandt andet engang på Wartburg larmede frygteligt, som om hundredtusind tønder rullede ned ad trappen, sagde han: «Hvad er der dog på færde? Nå, er det dig? Havde jeg vidst det, var jeg ikke gået ud for at se efter.» Luther vidste, at Djævelen er en hovmodig ånd, som intet tåler mindre, end at man foragter ham. Og han foragtede ham også. En anden ville være blevet dødsens forskrækket og havde fuld af angst tænkt: «Det er Djævelen!»

Luther skriver altså: «Gode, fromme gerninger gør aldrig nogensinde en god, from mand; men en god, from mand gør gode, fromme gerninger. Onde gerninger gør aldrig nogensinde en ond mand; men en ond mand gør onde gerninger. Personen må altså altid først være god og from, før alle gode gerninger, og gode gerninger følger af og udgår fra den fromme, gode person. Ligesom Kristus siger i Matt 7,18: ›Et dårligt træ bærer ikke gode frugter. Et godt træ bærer ikke dårlige frugter.‹ Nu er det

åbenbart, at frugterne ikke bærer træet, og træerne vokser heller ikke ud af (S. 295) frugterne; men omvendt: Træerne bærer frugten, og frugterne vokser på træerne. Ligesom træerne altså må være der før frugterne, og frugterne hverken gør træerne gode eller dårlige, men træerne gør frugterne, sådan må mennesket også i sin person først være fromt eller ondt, før det gør gode eller onde gerninger. Dets gerninger gør det ikke godt eller ondt, men det gør gode eller onde gerninger. – Det samme ser vi i alle håndværk. Et godt eller dårligt hus gør ikke en god eller dårlig tømrer; men en god eller dårlig tømrer bygger et dårligt eller godt hus. Ingen gerning gør en mester, sådan at han er, som gerningen er; men som mesteren er, sådan er også hans gerning. Sådan er det også med menneskets gerninger: Som det står til med ham i tro eller vantro, sådan er hans gerninger gode eller onde. Og ikke omvendt, at han er from eller troende, alt efter hvordan hans gerninger står til. Ligesom gerningerne ikke gør et menneske troende, gør de det heller ikke fromt. Men ligesom troen gør from, sådan gør den også gode gerninger.»

Det er ting, vi forstår ganske let. Men hvilke svære kampe måtte Luther ikke først igennem, før han kunne synge denne sang! Det er forunderligt, at han allerede i år 1520 kunne skildre gerningernes forhold til troen på den måde.