Niogtyvende aftenforelæsning (29. maj 1885)

Det er uden tvivl et højst mærkværdigt, men også et højst skræmmende ord, som Kristus engang rettede til biskoppen i menigheden i Laodikea, Åb 3,15–16: «Jeg kender dine gerninger, at du hverken er kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Men fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund.» Heraf ser vi, at det efter Guds ufejlbarlige dom er værre at være en lunken end en kold præst – værre, når en præst er doven og ligeglad og passer sit embede som et erhverv, han tjener sit brød ved, end når han er åbenlyst ugudelig. For hvis en præst ganske vist ikke lærer og lever åbenlyst ukristeligt, men er søvnig og uden al alvor og iver for Guds rige og sjælenes frelse, så fører det ikke til andet, end at selv de stakkels sjæle bliver smittet af det, og at hele menigheden til sidst bliver vugget i åndelig søvn. Lever og lærer en præst (S. 296) derimod åbenlyst ugudeligt, så følger de gode sjæle ham ikke, men vender sig bort fra ham med afsky. Men selv om en præsts lunkenhed gør kirken langt større skade end en præsts åbenlyse ugudelighed, skal begge engang få én og samme dom. Både den lunkne og den kolde skal høre ordet: «Jeg har aldrig kendt jer. Gå alle bort fra mig, I som øver lovløshed!» Den, der derimod virkelig er en tro tjener for Jesus Kristus, skal engang høre det usigeligt glade ord: «Godt, du gode og tro

tjener, du var tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde!» Han må ikke blot undlade at være lunken eller kold; han skal være varm. Hans hjerte skal brænde af kærlighed til Jesus, hans frelser, og til den menighed, der er blevet ham betroet, så han sammen med Paulus og alle apostlene kan sige, 2 Kor 5,13:

«Gør vi for meget, så gør vi det for Gud.» Et mærkværdigt udsagn! Det siger os: En præst skal vise større alvor og iver, end de fleste i hans menighed måske ønsker og synes om. Apostlen vil sige, at han ikke har været nidkær i sit embede uden forstand, men at han har været mere nidkær, end korinthierne ville have. Og enhver sand præst og tjener for Jesus Kristus viser iver og alvor, også selv om han ikke får andet ud af det end at blive upopulær i sin menighed, ja, måske endda at pådrage sig bittert had og fjendskab. En sand præst vil hellere opleve det end vinde alle for sig ved at forti, tilsløre eller afstumpe den skarpe sandhed.

Altså, mine venner, det kan ikke nægtes: En præst – og netop en rigtig nidkær præst – skal tage sit prædikeembede alvorligt. Ellers synder han groft. Men han kan også synde groft ved at gå ud over Guds ord, når han skildrer kristendommen og de krav, der skal stilles til de kristne. Og det er det, der fører os til den syttende tese.

§ Tese XVII.

For det trettende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver de troende, sådan som de ikke alle og ikke altid er – både hvad angår troens styrke og hvad angår følelsen og frugtbarheden af den.

I denne fejl falder især unge præster med ringe erfaring. De vil gøre indtryk, de vil vække (S. 297) folk op af deres naturlige sikkerhed. Så mener de, at de ikke kan kræve nok af dem, der er kristne, for at ingen hykler skal holde sig selv for en kristen. Men her gælder det om ikke at gå videre end Guds ord; ellers kan en præst med denne iver gøre sjælene frygtelig skade. Ak, de kristne er i mange tilfælde helt anderledes, end de bliver fremstillet i prædikenen – og det endda bona fide [i god tro]. Man vil vække folk og advare dem mod selvbedrag. Men det er ikke det endelige mål. Målet er, at man bringer sine tilhørere til vished om, at de har deres synders forladelse hos Gud, at de har håbet om det kommende liv, og at de trøstigt kan gå døden i møde. Den, der ikke gør det til sit endelige mål, er ingen evangelisk præst. Derfor må han for Guds skyld tage sig i agt og ikke sige: «Den, der gør det og det, er ingen kristen», medmindre han helt sikkert ved: «Den, der gør det, kan ikke være en kristen.» En kristen handler ofte meget ukristeligt.

Rom 7,18: «For jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt. Viljen har jeg nok, men at udføre det gode, det finder jeg ikke.» – Her beskriver apostlen jo åbenbart en kristen. For hvordan man bliver en kristen, har han sagt tidligere, og derefter viser han også, hvordan en kristen skal vandre. Nu kommer han til læren om anfægtelsen, som de kristne så ofte står midt i, for at de kan få trøst, og dér beskriver han den kristne som én, der består af to dele. Han siger, at den sande kristne altid vil det gode, men meget ofte gør han det ikke. Når en præst altså fremstiller den kristne, som om han ikke har den sande, gode vilje, når han ikke gør alt det gode, så fremstiller han ham helt ubibelsk. Nej, hovedsagen er, at man vil det gode. Samtidig kan det ofte ske for ham, at det bliver ved den gode vilje. Før han ser sig om, er han faret vild, synden er brudt frem, og han skammer sig over sig selv. Derfor er han endnu langtfra faldet ud af nåden.

Rom 7,14: «For vi ved, at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.» – Paulus vil sige: «Hvor gerne ville jeg ikke være fri for synden! Men jeg er som én, der er solgt til en herre. Han kan ikke slippe fra ham, men må stadig ligge under hans tyranni.» Sådan er det også med en kristen. Han føler sig som en slave – blot adlyder han ikke gerne, sådan som en kristen slave skal adlyde sin herre, men han adlyder med den største modstræben. Og så udbryder apostlen, v. 24: «Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?» Læg godt mærke til det, til jeres egen (S. 298) trøst, men også så I, når I får en menighed, rigeligt giver den denne trøst. Det er især vor tids sygdom, at de kristne ikke er sikre i deres sag, fordi de ikke får en sikker lære. Men når en kristen får vist, hvad han er, og hvilken elendig, usel synder han er, så holder han fast ved Kristus og lader sig ikke straks bilde ind af Djævelen: «Du er igen faldet ud af nåden, du har igen mistet Gud!»

Fil 3,12: «Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen, men jeg jager efter det, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg er blevet grebet af Kristus Jesus.»

I dette liv jager man efter det, men man når det ikke. Og det kan nok forekomme en kristen, som om der har været tider, hvor han var mere hellig og bedre kunne overvinde synden. Men enten er det virkelig sådan, at han på et tidspunkt er gået tilbage, eller også mærker han nu langt tydeligere, hvilket skrøbeligt menneske han er. En ung kristen tænker nok: «Mit hjerte er nu helt rent; verden ligger bag mig, i mig er himlen!» Men han ved endnu ikke, hvilke onde dyr der ligger på lur bagved. Men når det søde sukkerbrød hører op, og anfægtelserne kommer, så mener han: «Jeg kan slet ikke længere kæmpe sådan mod synden.» Men han bliver langt stærkere anfægtet end før, og han mærker de syndige tilskyndelser hurtigere.

Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet; de ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det, I vil.» – En præst må altså ikke gøre den til en ikke-kristen, der ikke gør alt, hvad han skal, når han blot holder fast ved, at han ikke vil det. Gør han synden kun af svaghed, kun i overilelse, så kan han alligevel være en kristen.

Jak 3,2: «For vi snubler alle mange gange. Men den, der ikke snubler i tale, er en fuldkommen mand, som også kan tøjle hele sin krop.» – Han vil sige:

«En fuldkommen findes simpelthen ikke.» Han regner både sig selv og alle apostle og hellige med, for han siger: «vi». Den kristne synder ikke kun i tanker, lyster, fagter og ord, men også i gerninger, så alle, også verden, kan se, at vi stadig er stakkels, svage mennesker.

Hebr 12,1: «Derfor, da også vi har så stor en skare af vidner omkring os, så lad os lægge synden fra os, som altid klæber til os og gør os træge, og lad os med udholdenhed løbe i den kamp, som er lagt foran os.» Den kristne lægger altså hele tiden synden fra sig, men den klæber stadig til ham. Han kan ikke få den ud af sin sjæl, og den gør ham også så træg. Han ville vandre helt anderledes, han (S. 299) ville vandre glad i sin Gud som en helt, hvis han ikke bar det onde kød i sit indre.

Es 64,6: «Men nu er vi alle sammen som de urene, og al vores retfærdighed som et smudsigt klædebon. Vi er alle visnet som bladene, og vores synder fører os bort som en vind.» Profeten siger ikke: «Al det naturlige menneskes retfærdighed er som et smudsigt klædebon», nej: «al vores retfærdighed». Altså ser heller ikke en sand kristens liv ligefrem smukt ud for Guds øjne. Og hvis Gud ikke bredte Kristi retfærdigheds kappe ud over os, måtte vi, også efter at vi er blevet sande kristne, være evigt fordømte og fortabte.

Job 14,4: «Hvem vil finde en ren blandt dem, hvor ingen er ren?»

Sl 32,6: «Derfor skal alle de hellige bede til dig i rette tid.» Lige før er der tale om syndernes forladelse. Og netop de sande hellige har brug for at bede om forladelse for deres synder hver eneste dag.

Og hvorfor skal vi overhovedet lede længe i Skriften? Frelseren har befalet alle kristne dagligt at bede i Fadervor: «Forlad os vor skyld.» Altså må hver ny dag også lægge ny skyld på vores hjerte og samvittighed. Den, der fremstiller den kristne som fuldkommen – ikke kun på metodisternes måde; man kan også gøre det i det enkelte tilfælde – den, der fremstiller ham, som han ikke er, eller som ikke alle kristne er, tegner et falsk billede af den kristne og gør uendelig skade. For netop den allerømmeste samvittighed tænker så: «Ak, jeg er ingen kristen! Det har jeg ofte tænkt, og i dag sagde præsten til mig: Du er ingen kristen!» Og måske kan intet menneske få det ud af hjertet på sådan en kristen igen. Han plager sig lige til sin død for ikke igen at falde i sådanne synder, og alligevel falder han igen og igen. Derfor skal præsten give det rette middel, så de kristne, når de synder, hurtigt rejser sig igen – medmindre det er en forsætlig synd; den driver Helligånden ud af hjertet. Men en kristen mærker det straks, når han er i fare, og han føler straks trangen: «Gå hurtigt til din himmelske Far, bed ham om tilgivelse for Kristi skyld, så han tilgiver dig!» Og han mærker også snart i sit indre: «Ja, Gud har tilgivet dig det, du har syndet», eller selv om han ikke føler det, tænker han dog:

«Ja, hvor vil jeg stole på ham,

til jeg kommer og ser ham,

til han holder bryllup med mig!» (S. 300)

Nogle beskriver den kristne, som om han levede i lutter søde følelser. Det sker også ofte i jeres prædikener. Så siger I: «Ja, en ikke-kristen er et ulykkeligt menneske! Så længe han tjener verden og synden, bliver han jaget som af furier.» [hævngudinder i græsk-romersk mytologi.] Det er slet ikke sandt. Mange ikke-kristne går gennem livet uden at få samvittighedsnag. «Men», siger I, «en kristen, ak, hvilket lykkeligt menneske er det ikke! Han er fri for al angst, fri for tvivl» osv. Det er alt sammen ikke sandt. Tusinder og atter tusinder af kristne har langt mere angst og frygt i sig, må hele tiden kæmpe med sig selv og siger: «O, jeg ulykkelige menneske!»

I kan godt behandle sådanne emner som «Hvor salig en kristen er» og lignende, men læg godt mærke til: Saligheden består ikke i, at han har lutter søde følelser, men i at han midt i den bitreste følelse kan sige: «Ak, min Gud, du tager dog imod mig! Og hvis jeg dør nu, tager du mig op i din himmel!» Det er jo rigtignok en stor salighed. – Her kan I altså let komme til at tage fejl uden at mærke det. I må altid tænke: «Jeg vil ikke sige noget, der strider mod den kristne erfaring.» Og så må I gå ind i jeres eget indre og tænke: «Hvis jeg sad dernede, og en anden prædikede dette, hvor ville jeg så blive angst, og hvordan ville jeg på spørgsmålet: ‹Er jeg da en kristen?› være nødt til at

svare: ‹Nej!›» Er det ikke forfærdeligt, hvis jeg holder en prædiken, som dømmer mig selv? Hvis jeg må tænke: «Ja, hvis nogen prædikede sådan for mig, ville jeg blive skrækslagen til døden, hvis jeg ikke havde den rette erkendelse!» Det er ganske vist godt, at man også maler de tilstande rigtigt ud, hvor en kristen undertiden får en forsmag på den evige salighed. Men det er kun øjeblikke i en kristens liv, solstråler, der undertiden falder ind i hans hjerte. Skildrer man imidlertid disse salige øjeblikke på den rette måde, så er det ikke angst og nød, man vækker, og ikke tvivl om, hvorvidt man er en kristen, men en inderlig længsel: «Ak, gid jeg dog også engang måtte opleve det!» Og det oplever især de, der har kæmpet rigtig trofast. De har ligget helt nede

og troet, at alt var forbi – og så har den kære Gud overøst dem med en sådan himmelsk glæde, at de mente, at de ikke længere var på jorden, men allerede i himlen.

Dernæst må I betænke, at en kristen også efter sin omvendelse beholder sit temperament. Den, der har et hidsigt temperament, beholder det, og det sker, at han også ofte bliver overvundet af det. Man må altså ikke sige: «En kristen bliver fra en bjørn til et lam i den forstand, at han lader sig håne og skælde ud af hvem som helst (S. 301) og straks tilgiver sine medmennesker.» Nej, en kristen har ofte stor nød med sit hidsige temperament, og det bryder også virkelig frem. Det kan også ske, at han bliver så vred, at man ikke kan berolige ham. Hvorfor? Temperamentet har ham nu i sin magt. Så må man ikke tænke: «Hvis han dør i aften, farer han til helvede.» Mens den dømmesyge kristne tænker sådan, ligger den anden måske i sit lille kammer på knæ og beder indtrængende: «Den skammelige vrede må ikke få bugt med mig igen! Ak Gud, tilgiv mig dog!» Er det så ikke skammeligt at dømme så ukærligt? Næste morgen kommer han måske og siger: «Tilgiv mig dog, at jeg lod mig rive med i går. Jeg er inderligt ked af det!»

Ofte bliver den kristne også fremstillet som lige så tålmodig som Job. Man siger: «En kristen kan få alt taget fra sig, han siger glad: ‹Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!›» Og præsten tænker: «Det er helt bibelsk!» Ja, Job sagde sådan, men ikke alle kristne gør. Siger du det i prædikenen, har du løjet skammeligt. Hvor mange kristne begynder ikke at blive utålmodige, når det går dem dårligt! Ofte bliver én over de mest ubetydelige og mindste ting så utålmodig, at han har lyst til at rive alt i stykker. Men bagefter kommer han til besindelse og skammer sig. Det er ikke kendetegnet på en kristen, at han ikke er en grov synder! Han er somme tider en meget grov synder, men han bøjer sig ubetinget for Guds ord, om end ikke straks. Måske kan Djævelen først forblinde ham, så han tror, at han har handlet rigtigt, indtil han endelig ser: «Jeg har jo uret! Sådan står der jo i Guds ord!» – og ydmygt beder om tilgivelse, mens en hykler bliver ved, så længe han kan: «Jeg har dog handlet rigtigt!»

Mange prædiker om den sande kristne, som om han slet ikke frygtede døden. Men det er helt forfærdeligt. De allerfleste kristne frygter døden. Det er en særlig nåde, når nogen slet ikke frygter døden og tænker: «Lad døden komme i dag eller i morgen, jeg er rede.» Og mangen en har talt sådan – og så siger lægen:

«Du overlever ikke denne aften!», og så kommer der en frygtelig angst over ham. Det er en særlig gave fra Gud, når nogen ikke frygter døden.

For Guds skyld: Mal ikke et forkert billede af en kristen, og spørg jer selv, om I kan genkende jer selv i det billede, I har tegnet! – Selv hovmod kan bryde voldsomt frem hos en kristen, og det er dog en af de allerskammeligste laster, for (S. 302) det er en overtrædelse af det første bud. Men af naturen er vi alle hovmodige. Den ene er mere tilbøjelig til det end den anden. Den, der har et kolerisk temperament, en såkaldt stærk vilje og stor energi, har som regel stor tiltro til sig selv. Så vil han også, at alle skal vise ham den største ærbødighed. Det er det skammeligste hovmod! Og dog forekommer det hos sande kristne. Se bare på Herrens disciple! De strides om, hvem af dem der engang skal være den største. Det ville være utroligt, hvis det ikke stod i Bibelen, at apostlene skændes om det som små børn: «Jeg er den største!» – «Nej, jeg er den største!» Ja, Zebedæussønnernes mor var så naiv, at hun bad Herren om at sætte den ene af hendes sønner ved sin højre side og den anden ved sin venstre. Men at disciplene godt vidste, at sagen ikke var helt i orden, kan man se af Lukas' beretning. De vidste godt, at de havde syndet grueligt. Og da Herren irettesatte dem, ville de helst synke i jorden af skam.

Det er også meget forkert og forvendt at tale, som om den kristne altid var brændende i bønnen, som om den altid var hans kæreste beskæftigelse. Ak nej, det koster en kristen megen kamp, før han bliver rigtig skikket og brændende til bøn og tror, at han virkelig skal få det, han beder Gud om! Hvor ofte er han ikke adspredt, siger ordene til Gud og tænker på dit og dat! Derfor kaldes Fadervor den største martyr. Det sker også for sande kristne. Den, der som regel bare plapper Fadervor af og slet ikke ved, hvad han har sagt, er ganske vist heller ingen kristen. Når en kristen mærker, hvor uandægtigt han har bedt, ydmyger han sig dybt og begynder straks forfra på Fadervor. Men kød og blod har vi stadig. Der kommer ganske vist tider, hvor kød og blod er trængt langt tilbage, hvor det forekommer os, som var vi i himlen, og hvor vi, når vi taler med Gud, har det, som om vi skulle smelte hen.

Selv lysten til at blive rig melder sig ofte hos sande kristne, og hvis de ikke blev advaret og formanet, ville de gå fortabt og blive trukket ned i fordømmelsen som i et reb. Især købmænd er i meget stor fare for at blive gerrige mennesker.

Det afgørende er, om man elsker Guds ord, om man elsker sin frelser og ikke fører et forhærdet og gudsbespotteligt liv. Der er nogle, der vil vise, at de er store helgener, ved at de næsten ikke siger noget og altid slår øjnene op mod himlen; når de (S. 303) siger noget, skal det være Guds ord; når de ikke laver noget, læser de i Skriften; de trækker sig helt tilbage, så alle tænker: «Det er da en god kristen!»

Sådan gik det den gode Melanchthon med de himmelske profeter. Men man skal ikke tro, at det kun er sande kristne, der har sådan et fromt skin. Jeg siger ikke, at hver og en af dem er ukristen; men den, som det helt optager, er ganske vist en elendig hykler. Læs evangelisterne! Læg mærke til, hvordan disciplene talte med Herren og omgikks ham! De sagde rent ud, hvad de mente. Og det gælder endda Johannes, den discipel, Jesus elskede! Alligevel kalder Kristus dem ikke straks uomvendte mennesker; han lader dem være omvendte og behandler dem som sådanne, men som mennesker, der stadig har en ordentlig gammel Adam i sig. I kan godt fortælle, hvad nogle stærke kristne gør, hvad særligt trofaste kristne gør. Det skader ikke, at én så tænker: «Så trofast er du ikke!» Det giver en vældig tilskyndelse til dem, der endnu ikke er nået så langt. Det skal I også huske, når I optager nye medlemmer i menigheden. Når I taler med én, og han ikke straks begynder at tale om religion, må I ikke tænke: «Det er da et ugudeligt, uomvendt menneske!» Nej, mange holder fast ved deres frelser, men de kan ikke tale om det, selv om de måske ellers har et godt snakketøj. Og nogle har måske også så lidt erfaring i åndelige ting, at de heller ikke ved ret meget at fortælle om det.

Lad os til slut høre et sted fra Luthers kirkepostil (W. XII. 1198ff.). Dér skriver Luther: «Derfor driver også Sankt Paulus sådan formaning så flittigt på sine kristne, at det næsten ser ud, som om han gør for meget af det, når han overalt så heftigt banker det ind i dem – ligesom om de var så uforstandige, at de ikke selv vidste det, eller så uopmærksomme og glemsomme, at de ikke ville gøre det uden at blive befalet og drevet til det. Men han ved også, at selv om de kristne er begyndt at tro og står i den stand, hvor troens frugt skal vise sig, så er det dermed ikke straks gjort og fuldbragt. Her duer det ikke at sige og tænke: Ja, det er nok, at læren er givet; hvor Ånden og troen er, dér vil frugterne og de gode gerninger følge af sig selv. For selv om Ånden er der og, som Kristus sagde, er villig og også virker i dem, der tror, så er der dog på den anden side kødet, og det er svagt og dovent; desuden holder Djævelen ikke fri, men søger ved anfægtelse og fristelse at få det samme svage kød til at falde igen osv. – Derfor må man ikke lade folk gå, som om man ikke måtte

formane og drive dem ved Guds ord til et godt (S. 304) liv. Nej, her må du ikke være forsømmelig og doven; for kødet er i forvejen alt for dovent til at adlyde Ånden, ja, det er alt for stærkt til at stå den imod, som Sankt Paulus har sagt et andet sted, Gal 5,17: ‹Kødet begærer mod Ånden osv., så I ikke gør det, I vil.› Derfor må Gud også her gøre som en god og flittig husbond eller regent. Har han en doven tjener eller pige eller uflittige embedsmænd (selv om de ellers ikke er onde eller utro), så må han ikke tro, at det er klaret med, at han én eller to gange har befalet, hvad de skal gøre, hvis han ikke selv hele tiden ligger dem på ryggen og driver på. – Sådan er det heller ikke kommet så vidt med os, at vores kød og blod går og springer af lutter glæde og lyst til gode gerninger og lydighed mod Gud, sådan som Ånden gerne ville og troen viser vej til. Tværtimod: Selv om Ånden hele tiden driver og banker på det, kan den alligevel knap få det af stedet. Hvad skulle der så ske, hvis man ville lade sådan formaning og tilskyndelse ligge og alligevel gå omkring og tænke (som mange sikre ånder gør): Ja, jeg ved godt selv, hvad jeg skal gøre, jeg har hørt det for så mange år siden og så tit, ja, også selv lært andre det! osv. Derfor mener jeg, at hvis man tav med prædiken og formaning i et år, så ville vi blive værre end nogen hedninger.»