Tredivte aftenforelæsning. (5. juni 1885.)

Mange unge mænd, som Gud har givet gode gaver netop til at udføre prædikeembedet, ja, som endda har en vis lyst til en præsts gerning, vil alligevel ikke være præster. Hvorfor ikke? Fordi de tror, at det så er ude med deres lykke og deres frihed. Men det er et stort selvbedrag. For enhver, der vil blive frelst, må jo være parat til at ofre sin lykke og give afkald på sin frihed for Kristi skyld, hvis Kristus vil det. Ikke kun en præst, men hver eneste kristen må jo vælge den smalle vej, som fører til himlen, hvis han overhovedet vil nå derhen; han må forlade verden, han må bekæmpe og korsfæste sit kød, han må arbejde på sin frelse med frygt og bæven, hvis han ikke vil gå evigt fortabt. Derfor vinder en ung mand kun lidt eller slet intet for sit lystne kød ved ikke at ville være præst. En kristen må jo være en åndelig (S. 305) præst – selv om han ikke er præst i embedet – en åndelig præst, hvis han altså ikke vil støde Guds nåde fra sig. Det er ganske vist sandt: Den, der vil være præst, må først være blevet en sand kristen; det er conditio sine qua non [den uomgængelige betingelse]. Apostlen Paulus afslutter i 1 Tim 3 listen over de egenskaber, som biskopperne – eller, hvad der er det samme, præsterne – må have, med ordene: «de skal bevare troens hemmelighed i en ren samvittighed.» Deraf ser vi: En præst må have en renset samvittighed, ikke kun renset ved Kristi blod i syndernes forladelse, men også ved Åndens helliggørelse. En præst må afgjort være nået frem til den store beslutning, at han ikke vil leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for ham. En præst må ved sin ordination, hvor han bliver udskilt fra verden til tjeneste i helligdommen, have sagt verden farvel for evigt og have givet den et skilsmissebrev, som ikke kan kaldes tilbage. En præst må være kommet så meget på det rene med sig selv, at han kan sige med den fromme digter:

«Mit hjerte, fat dig nu!

Du må det ærligt vove!

Før finder du ikke ro.

Siger du fra nu af verden

og alt, hvad kødet vil,

rent farvel og Kristus til,

så er sagen gjort.»

Ja, lykkelige er I, mine kære venner, hvis I gør dette vers til et suk fra jeres hjerte: «Rent farvel og Kristus til, så er sagen gjort!» – Men ikke før – så er sagen gjort!

Får en menighed derfor en præst, som ganske vist er ortodoks, men uomvendt – en, der godt nok har fattet den rene lære ganske fint med sin hukommelse og sin forstand, men som ikke af erfaring tror det, han prædiker – så er det en sand ulykke for menigheden, en stor ulykke. For har han den rene lære, vil han vel for det meste føre sin menighed på god græsgang fra prædikestolen, men samtidig vil han være en dårlig vægter over sjælene og en dårlig sjælesørger og et endnu dårligere forbillede. Menigheden vil slet ikke kunne se på ham, hvordan en kristen ser ud, som fornægter og siger nej til sig selv og verden. Så længe han har fordel af det, bliver han måske nok ved den rene lære, ja, måske kæmper han endda tappert for den; men lad det blot komme dertil, at man foragter ham, lønner hans iver med utak, at han må lide spot og forfølgelse for den rene lære – så falder han snart fra, og man vil se, at hans kristendom er vokset frem af en rådden rod, og at (S. 306) menigheden er blevet snydt med ham. For det, der først og fremmest gælder i en menighed, når nøden kommer, når ulve og ræve kommer, er, at dens hyrde står fast og er parat til at give sit liv for sandheden og for sin hjord og til at udgyde sit blod. Et uomvendt menneske ville finde det latterligt at give slip på sit gode liv med det gode embede og den gode indtægt, fordi det drejer sig om en spidsfindig lære – sådan ser han det måske, for han har aldrig gennemskuet, hvordan læren om frelsen rigtig hænger sammen. Og når det ikke netop drejer sig om objektive eller spekulative læresætninger, men om en lære, som rent praktisk hører til en rigtig erkendelse og erfaring i hjertet, så vil sådan en ortodoks præst tale som en blind om farver. Snart vil han spænde den sande kristendom for højt, snart vil han også sætte den lavere, end han bør. Hvordan han kunne spænde den sande kristendom for højt og dermed blande lov og evangelium, har vi hørt. I dag vil vi høre, hvordan en præst kan sætte den sande kristendom lavere, end dens egentlige natur er.

§ Tese XVIII.

For det fjortende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver menneskenes almindelige fordærv, som om også de sandt troende levede i herskende og forsætlige synder.

Læg godt mærke til det: «Menneskenes almindelige fordærv» – som om de sandt troende levede i herskende og forsætlige synder! Den, der kender den rene lære, vil ikke ligefrem sige, at en kristen kan være horkarl og ægteskabsbryder; det falder ingen ren lærer ind. Men man kan meget let komme i fristelse til at afvige fra den rene lære på dette punkt, nemlig når man vil beskrive menneskenes almindelige fordærv, og det rigtig indtrængende. Vi taler jo netop om de fejl, som ivrige præster ofte begår. Det gør studenter også. Når de læste deres første prædiken op, har så mange sagt: «Vi mennesker lever i de og de synder», og de har talt om sådanne synder, at åbenlyse dødssynder var medregnet – som om kristne levede i dem! Hvor stor skade kan der ikke ske, når folk hører: «Vi mennesker, vi lever i alle slags vederstyggeligheder, skændsler og laster!» Så må man altid tilføje: «Sådan er mennesket af naturen», eller:

«så længe mennesket ligger i sit naturlige fordærv eller endnu ikke er født

på ny.» Så kan man ganske vist ikke beskrive denne (S. 307) tilstand forfærdelig nok. Men når I taler til en kristen menighed, må I for Guds skyld ikke tale, som om også alle sande kristne levede i sådanne skændsler og laster. Her gælder det altså om at være rigtig forsigtig. Hvor skadeligt og farligt det end var, at pietisterne i sin tid inddelte menneskene i så mange klasser, at ingen vidste, hvilken klasse han hørte til, så må vi dog endelig ikke undlade igen og igen at inddele i de to store klasser i vores prædikener, så vi skelner mellem troende og vantro, mellem fromme og ugudelige, mellem omvendte og uomvendte, mellem genfødte og ugenfødte. Sådan inddeler Den Hellige Skrift igen og igen. Hør bare, hvordan Kristus altid prædikede! «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» Han kender kun to klasser. «Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.» Igen kun to klasser! «Han lader sin sol stige op over onde og gode, og han lader det regne over retfærdige og uretfærdige.» I Matt 13 taler han om rigets børn og ondskabens børn. Han kender kun hvede og ukrudt. Det skal lyde igennem en retskaffen præsts prædiken – og vel at mærke gennem hver eneste prædiken: dette aut – aut = enten – eller. Det skal tilhørerne lære:

«Enten er du død, eller også er du levende; enten omvendt eller uomvendt; enten er du under Guds vrede, eller også står du i nåden; enten er du en kristen eller en ukristen; enten sover du syndens søvn, eller også er du vågnet op til et nyt liv af Gud; enten hører du stadig til i Djævelens rige, eller også er du i Guds rige.» Derfor er det et så forbandet kætteri hos vore nyere teologer, at de lærer om et dødsrige (Hades), hvor mennesket stadig skulle kunne omvende sig. Det er en så forfærdelig lære, at det slet ikke kan siges. Gud bevare jer i sin nåde, så Djævelen ikke forfører jer til at antage denne skændige lære! Nej, gør det klart for folk i alle jeres prædikener: «Der er kun to steder efter dette liv: himlen og helvede. Der er kun to domme, den ene til fordømmelse, den anden til frelse. Der er i dette liv kun to klasser mennesker: de ene går lige til helvede, de andre lige til himlen.» For Kristus siger jo udtrykkeligt: «Bred er den port, og bred er den vej som fører til fortabelsen, og mange er de som går ind ad den; og snæver er den port og trang er den vej som fører til livet, og få er de som finder den.» Der er altså kun to porte og to veje, og der er også kun to mål for disse veje. Derfor er det ganske forfærdeligt, når man blander lov og evangelium (S. 308) så grueligt sammen, at man blander disse to klasser sammen. Loven gør syndere fordømte, evangeliet gør mennesker frie og salige. – Lad os nu høre endnu nogle skriftsteder, selv om det synes unødvendigt at udrede det yderligere – for sagen er så klar som det lyse dagslys – men man kan så let begå denne fejl i den bedste mening, når man skildrer, «hvilke gruelige syndere vi er, vi som trænger til en frelser». Når I taler sådan, må I ikke tage udgangspunkt i de omvendte kristne. De er ikke sådanne «gruelige»

syndere. Den svaghed, der findes hos dem, bliver dækket til med Kristi fortjeneste, og det gode, de gør, er rent og skært Guds værk, som Gud har velbehag i. Enhver kristen, der bliver døbt, kan derfor anvende ordet på sig selv: «Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.»

Rom 6,14: «For synden skal ikke kunne herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.» – Han siger ikke bare: «Synden skal ikke herske», men: «den skal ikke kunne herske over jer». Det er helt umuligt, at den, der står i nåden, skulle lade synden herske over sig. Når en pilgrim vandrer ensom ad en landevej og bliver overfaldet af en landevejsrøver, så flygter han fra røveren, så snart han kan; han vil ikke lade sig kaste omkuld af ham, han vil ikke lade sig fælde. Den kristne vandrer som pilgrim gennem denne verden, gennem dette liv, på vejen til himlen. Djævelen

overfalder ham som en landevejsrøver, og den kristne falder også, men ikke fordi han har sat sig det for, men af svaghed. Det bliver ham så tilgivet. I daglig omvendelse klager en sand kristen det for sin Gud med tårer eller i det mindste med det allerinderligste suk om tilgivelse. Men den, der lader synden herske over sig, har det sikreste tegn på, at han ikke er en kristen. Hvor from han end stiller sig an, er det bare hykleri.

1 Kor 6,9–11: «Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Lad jer ikke bedrage. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller drengeskændere eller tyve eller griske eller fordrukne eller spottere eller røvere skal arve Guds rige. Og sådan var nogle af jer, men I er blevet renvasket, I er blevet helliget, I er blevet retfærdige ved Herren Jesu navn og ved vores Guds Ånd.» Den, der falder i sådanne synder, skal altså ikke arve Guds rige, medmindre han omvender sig. Men omvendelsen viser sig i, at mennesket ikke længere begår disse synder. Den, der gør disse synder, har (S. 309) seglet på sig: «Du er ikke en kristen; du er et fordømt menneske; det er ikke Guds Ånd, der driver dig, men ånden fra helvede.»

2 Pet 2,20–22: «For hvis de er flygtet fra verdens besmittelse ved erkendelsen af Herren og frelseren Jesus Kristus, men igen bliver viklet ind i den og overvundet, da er det sidste blevet værre for dem end det første. For det havde været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at kende den og så vende sig bort fra det hellige bud, som var givet dem. Det er gået dem efter det sande ordsprog: Hunden æder igen det, den har kastet op, og soen, der er vasket, vælter sig igen i skarnet.» Dette sted er særlig vigtigt over for calvinisterne, som siger: «Den, der er kommet til den sande tro, kan ikke miste den.» Apostlen Peter taler her om sådanne, som først var Guds børn, som havde kendt Herren Jesus levende, som stod i Guds nåde. Hvem kan så være så fræk at påstå: «Nej, når en virkelig er blevet omvendt, så forbliver han også omvendt, selv om han falder i sådanne enkelte synder som Peter og David»?

Rom 8,13–14: «For hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, skal I leve. For alle dem, der drives af Guds Ånd, er Guds børn.» Apostlen siger ikke: «Nå, så vil den kære Gud alligevel bevare jer i sin nåde, og I skal nok komme på ret køl igen», men: «I skal dø, hvis I lever efter kødet. De, der drives af Guds Ånd, er Guds børn.» Dermed vil han sige: «De, som ikke drives af Guds Ånd, men af deres kød, er ikke Guds børn, men Satans trælle.» Gal 5,19–21:

«Men kødets gerninger er åbenbare, og de er: ægteskabsbrud, utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, strid, misundelse, vrede, kiv, splid, partier, had, mord, drukkenskab, svir og lignende; om dem siger jeg jer forud, ligesom jeg før har sagt det, at de, der gør den slags, ikke skal arve Guds rige.» – Stop endelig op ved hvert ord og tænk over det! Er det ikke forfærdeligt, når folk, der vil være kristne teologer, siger, at man kan stå i nåden, selv om man lever i sådanne gruelige synder, som Guds rige her lukkes for, og som dommen her forkyndes over?

Ef 5,5–6: «For dette skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk (det er en afgudsdyrker) har arv i Kristi og Guds rige. Lad ingen bedrage jer med tomme (S. 310) ord, for på grund af disse ting kommer Guds vrede over vantroens børn.» «Lad ingen bedrage jer, hør ikke på dem, der siger det modsatte. Det er derfor, de vantro bliver fordømt: fordi de lever i sådanne afskyelige synder. Tænk derfor godt over, at hvis også I sad fast i sådanne synder, så ville I

få den samme lod, så ville I blive fordømt» – det giver Paulus efeserne at tænke over.

Jeg gør jer opmærksom på, at sådanne steder forekommer i de faste søndagstekster [perikoperne]. Dem må man holde rigtig højt og bruge til at fremstille denne lære rigtig levende for menigheden. Det gør mig ondt, hver gang jeg kommer i en kirke, og der ikke bliver prædiket over det, og den skønne, herlige tekst ikke bliver udnyttet ordentligt. Det må I sætte jer for: «Når den og den tekst kommer», så vil jeg også udrede

for mine tilhørere: «Den, der lever i den og den synd, er fordømt, så sandt Gud lever.» For hvis man kun siger, at kristne forbliver syndere indtil deres død, bliver det ofte misforstået. Nogle lulles i søvn og tænker: «Vi er også sådan nogle stakkels, svage mennesker, men vi tror på Herren Jesus Kristus» – nemlig med munden! I det hele taget må jeg sige jer dette: I må på forhånd gennemgå de tekster, I skal prædike over, og gøre jer klart: «Her er noget! Her kan du prædike om det og her om det!»

Men den, der først om onsdagen eller torsdagen kigger efter: «Hvad er det nu for en tekst på søndag? Der kan man sige det og det! Der kan du let skrive otte sider og prædike i tre kvarter! Det er ikke noget stort besvær!» – han røber dermed et skændigt lejesvendsind. En rigtig præst tænker allerede søndag aften: «Hvilket emne vil du tage næste søndag? De kostbare øjeblikke, hvor du taler med menigheden, må du udnytte på den allerherligste måde!» – medmindre han måske skal aflægge eller tage imod besøg den aften. Det er ham en sand glæde, at han snart kan storme den ene, snart den anden af Djævelens fæstninger. Det kommer ganske vist ikke dertil, at han kan styrte dem alle, men I må dog have den alvorlige vilje til at nå så vidt; ellers vil mange blive siddende fast i deres åndelige elendighed, i deres syndeelendighed, og det skal I stå til ansvar for. Men gør I, så meget I formår ved Guds nåde, så vil Frelseren ikke gøre jer til skamme på grund af jeres svaghed, men af nåde sætte ærens krone på jeres hoved. Hør nu et vidnesbyrd fra De Schmalkaldiske Artikler, som skal styrke jer i den overbevisning, som jeg har forsøgt at vække (S. 311) i jer. Der står (del III, art. 4, § 42–45; Müller, s. 319): «Men hvis der skulle komme nogle sværmere – og måske findes nogle allerede, og under oprøret kom sådanne mig selv for øje – som mener, at alle de, der én gang har fået syndsforladelsens Ånd eller er kommet til tro, forbliver i troen, selv om de siden synder, og at en sådan synd ikke skader dem, og som derfor råber: ‹Gør, hvad du vil; tror du, så betyder det alt sammen intet, troen udsletter al synd› osv. De siger desuden: ‹Hvis nogen synder efter at have fået troen og Ånden, så har han aldrig rigtig haft Ånden og troen.› Mange af den slags vanvittige mennesker har jeg haft foran mig, og jeg frygter, at en sådan djævel stadig sidder i nogle. – Derfor er det nødvendigt at vide og at lære, at når de hellige mennesker – ud over at de stadig har og mærker arvesynden og også dagligt omvender sig og kæmper imod den – falder i en åbenlys synd» – åbenbar synd, dødssynd, som enhver straks kan se – «som David i ægteskabsbrud, mord og gudsbespottelse, så er troen og Ånden borte. For Helligånden lader ikke synden råde og få overhånd, så den bliver fuldbyrdet, men styrer og hindrer den, så den ikke kan gøre, hvad den vil. Men gør den, hvad den vil, så er Helligånden og troen ikke til stede; for det er, som Sankt Johannes siger: Den, der er født af Gud, synder ikke og kan ikke synde. Og dog er det også sandt (som samme Sankt Johannes skriver): Hvis vi siger, at vi ikke har synd, lyver vi, og Guds sandhed er ikke i os.»

Men så I ikke skal tænke: «Her strides der om ting, som alle kan indse», vil jeg bevise, at calvinisterne har gjort den vildfarelse, som vores tese forkaster, til en del af deres system. Derfor anfører jeg et sted fra Dordrecht-synodens be-

slutninger. Der står blandt andet (kap. V, 6): «Gud, som er rig på barmhjertighed, tager efter udvælgelsens uforanderlige forsæt heller ikke i svære syndefald Helligånden helt fra sine egne og lader dem heller ikke falde så dybt, at de falder ud af barnekårets nåde og ud af retfærdiggørelsens stand.» – Men den, der falder i en dødssynd, falder tilbage i hele syndens stand. Efter de reformertes bekendelse var altså Peter, David og andre, mens de begik en dødssynd, alligevel retfærdiggjorte mennesker; de blev i nåden som børn og beholdt Helligånden. Det hævder vi ganske vist også, at de udvalgte ikke kan blive i en fordømmelig tilstand indtil deres død, for så kunne de ikke være udvalgte. (S. 312)