Enogtredivte aftenforelæsning (12. juni 1885)

Syndens eksistens og oprindelse hører til de største problemer, menneskelig forskning står over for. Selv alle de mere alvorlige filosoffer i den hedenske oldtid har beskæftiget sig med dette yderst vigtige og alvorlige emne. Men fordi de intet vidste om, at Gud oprindelig skabte mennesket fuldkomment godt i sit billede, og at mennesket kort efter faldt, forført af Satan, kunne de naturligvis ikke opdage, hvor forfærdelig synden er, og hvor den er kommet fra. For det meste kommer de ikke længere end til tanken: «Synden er nu engang en svaghed og skrøbelighed, som mennesket er født med.» Andre, som ville gå endnu dybere, fx Zoroaster, Mani og mange gnostikere, påstod, at der fandtes to urprincipper eller urvæsener, et godt og et ondt. Fra det gode havde mennesket det gode, og fra det onde det onde. Men med alt dette har de ikke kunnet erkende syndens frygtelige vederstyggelighed. Desværre er der også midt i kristenheden utallige, både døbte og udøbte, som ikke ved, hvad synd er. Nogle, som rationalisterne, påstår, at mennesket af natur er godt; ondt og syndigt bliver det først ved dårlige eksempler, ved en forkert opdragelse og ved sanselighedens fristelser, som det ikke har kraft til standhaftigt at modstå. Andre, nemlig panteisterne, ateisterne og materialisterne, siger, at synd slet ikke er værre end at spise, når man er sulten, og drikke, når man er tørstig; det er en helt naturlig ting. Ja, de fleste af dem går endnu videre og siger, at synden var det uomgængeligt nødvendige middel til, at mennesket kunne udvikle sig til selvbevidsthed. Den gudløse filosof Hegel sagde det ligeud: Uden syndefaldet ville Paradiset kun have været en park for dyr. Så nødvendig forekommer synden ham, og det falder ham slet ikke ind at se den som en skade, men tværtimod som overgangen fra den barbariske tilstand til den selvbevidste tænknings tilstand. Denne blindhed for synden er hovedårsagen til, at evangeliet i vor tid forkastes næsten overalt. For den, der ikke erkender, hvor forfærdelig synden er, vil heller ikke vide af, at Guds Søn døde som et offer for at forsone og forløse (S. 313) en syndig verden; han anser det for ganske unødvendigt og derfor samtidig for et ynkeligt eventyr. Derfor hører det også til de allervigtigste krav til en sand evangelisk prædikant, at han forstår at fremstille syndens sande natur for sine tilhørere lige så klart og tydeligt som forfærdende, levende og indtrængende. For uden en sand erkendelse af, hvad synd er, og hvor forfærdelig en ting den er, er det ikke muligt at erkende evangeliet. Så længe et menneske endnu ikke er blevet forfærdet over synden som den største fjende og den største vederstyggelighed, der bor i ham, kommer han ikke til Kristus. Uden den sande og rette erkendelse af synden kan der naturligvis endnu mindre være tale om at skelne ret mellem loven og evangeliet. Og det er det, der fører os til den næste tese.

§ Tese XIX.

For det femtende deles Guds ord ikke ret, når man prædiker, som om visse

synder i sig selv ikke var fordømmelige, men i sig selv tilgivelige.

Dette er en sag af stor betydning, som I må overveje nøje; ellers vil der engang mangle meget i jeres rette udøvelse af prædikeembedet, hvis I ikke er nået til klarhed her. Vi har allerede set, at man må skelne mellem dødssynder og tilgivelige synder. Den, der ikke gør det, skelner ikke ret mellem lov og evangelium. Men når man gør denne forskel mellem dødssynder og tilgivelige synder, må det også ske med stor forsigtighed. Man må vise, at man kun skelner i den forstand, at der findes visse synder, som driver Helligånden bort. Når Helligånden drives bort, drives også troen bort, for uden Helligånden kan ingen komme til tro og blive i den. Det er dem, vi kalder dødssynder: synder, der driver Helligånden bort og virker åndelig død i os. Det kan enhver let selv erfare. Så snart han synder med vilje – og han var en kristen før – vil han mærke: Helligånden er veget fra ham, han kan ikke længere bede til Gud som et barn, han kan ikke længere stå fristelserne imod med kraft og mod. Han vil mærke: «Jeg er som lænket til synden, jeg er syndens slave.» Vel ham, som så i det mindste har den erkendelse! Han kan komme til Gud igen. Men så længe han er i denne tilstand, står han ikke i fællesskab med Gud. (S. 314) Tilgivelige synder kalder vi dem, som en kristen begår uden alligevel at miste Helligånden. Det er svaghedssynder og synder begået i overilelse, eller man kalder dem også ofte de kristnes daglige synder.

Men lige så vist som vi må indprente vores tilhørere denne forskel, lige så meget må vi for Guds skyld vogte os for at skabe den forestilling, at de tilgivelige synder er synder, man ikke behøver at tage alvorligt, og som man ikke behøver at bede om tilgivelse for. Den, der prædiker sådan, prædiker – så vidt det står til ham – sine tilhørere lige ned i helvede. Han gør dem kødeligt sikre og driver gudsfrygten ud af deres hjerter. Det er ikke den rette evangeliske måde at prædike på, ligesom det i det hele taget er en helt forkert forestilling, når man mener: «Kun den er en rigtig evangelisk prædikant, som prædiker lidt lov.» Nej, begge dele skal prædikes: loven skarpt og evangeliet sødt. Den, der ikke prædiker begge dele side om side, skal bare ikke kalde sig en evangelisk prædikant, men vide, at han er en forfører, der sår evangeliet som hvede i havet. Der kan sæden ikke spire. Evangeliets himmelske sæd spirer kun i knuste hjerter. – Men det sker kun alt for ofte: Når prædikanter taler om forskellen mellem de tilgivelige synder og dødssynderne, fremstiller de det, som om de kristne ikke behøvede at bekymre sig om de tilgivelige synder, så tilhørerne uvægerligt kommer på den tanke: Vi er jo alle syndere, vi slipper jo alligevel ikke af med synden, og derfor behøver man ikke at blive urolig over den. Men det er en forfærdelig, ugudelig tale!

Matt 5,18–19: «For sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller én tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, som ophæver ét af disse mindste bud og underviser menneskene således, skal kaldes den mindste i Himlenes rige. Men den, som holder dem og underviser således, skal kaldes stor i Himlenes rige.» – Det er et af de mest forfærdende ord, vi finder i Den Hellige Skrift. Der står ikke:

«Han skal være den mindste», men: «Han skal kaldes den mindste.» «Den mindste», det vil sige den mest forkastede, den, som Gud ikke kender. Sådan vil man dømme ham i Guds rige, i Jesu Kristi rige! Åh, gå for Guds skyld med bæven til opgaven at prædike både evangeliet og loven! Vogt jer vel for at fremstille en tøddel af loven eller et såkaldt lille bud som noget, den kristne ikke behøver at bryde sig så meget om! Det er bemærkelsesværdigt, i hvilken sammenhæng dette ord af

Herren står. Lige før (S. 315) siger han, at han er kommet for at opfylde loven fuldkomment. Da Herren nu har måttet opfylde enhver lov og ethvert bud for os, er det aldeles forfærdeligt, når mennesket, den elendige syndeorm, vil dispensere fra et af Guds bud og fremstille det, som om det ikke betød ret meget. De, der tænker sådan, er ikke kristne. Den, der har skaffet sig sådan en hemmelig trøst, har på skændig vis løjet for og bedraget sig selv. En sand kristen viser sig også som en sådan ved, at han frygter enhver synd. – Men Herren tilføjer endnu: «og underviser menneskene således», altså når han ikke blot selv undlader at handle efter det og lever letsindigt, hvilket er slemt nok, men når han – og det er det allerforfærdeligste – ligefrem prædiker sådan og dermed prædiker folk ned i helvede. Dem vil Gud kræve til regnskab. Så må han ikke tænke: «Jeg har jo bare erklæret nogle småting for ikke så vigtige, at man skal gøre sig sorger over dem.» Nej, en kristen sørger også over småting. Men den, der ikke er kristen, siger, som det hedder i Sl 56,8: «Det onde, vi gør, er allerede tilgivet!» Det er de ugudeliges motto. En uomvendt tænker: «Nå, det skal jeg snart få gjort godt igen, der gror snart græs over det!»

Nej, der gror ikke græs over det; det bliver stående for Guds ansigt, hvis man ikke beder om tilgivelse.

Matt 12,36: «Men jeg siger jer: På dommens dag skal menneskene aflægge regnskab for ethvert unyttigt ord, som de har talt.» – Her siges det in concreto [latin: konkret, i et bestemt tilfælde], hvor skændigt det er at sige, at der findes synder, som i sig selv er tilgivelige, at Gud eftergiver dem af sig selv og slet ikke anser dem for noget slemt. De, der taler sådan, gør den kære Gud, den hellige og retfærdige Gud, til en svag gammel mand, der ligesom Eli lader sine børn synde og ind imellem siger: «Nej, ikke sådan! Ikke sådan!» – og så lader det blive ved det. Gud er jo rigtignok kærlighed, men han er også hellighed og retfærdighed, og over for den, der sætter sig op imod ham, forvandler han sig til en forfærdelig vredes ild, som brænder helt ned til det nederste helvede. Lad bare verden håne og le ad det; den latter skal komme dem dyrt at stå, ligesom engang indbyggerne i Sodoma! Hvor vil hvert eneste unyttigt ord dog blive taget frem! Men når det bliver taget frem for retten, er det klart, at man kan blive fordømt for et eneste sådant ord. Men hvilken kristen kan sige, især når han har talt meget en dag, at han ikke har sagt et eneste unyttigt ord? Kun få kristne vil kunne sige: «Jeg har ikke talt et unyttigt ord i dag.» Derfor skal den kristne med et knust hjerte bede sin Gud om tilgivelse for det og love, at han vil (S. 316) våge bedre over sin mund. Hvis Gud ikke tilgav ham disse synder, ville disse unyttige ord være nok til at fordømme ham. Der findes ingen synd, som er tilgivelig i sig selv, men der findes synder, som ikke forhindrer, at man kan tro på Jesus Kristus af hele sit hjerte.

Jak 2,10: «For den, som overholder hele loven, men snubler på ét punkt, han er blevet skyldig i alt.» – Lad os antage, at Den Hellige Skrift indeholdt tusind bud – den indeholder rigtignok mere end tusind bud, for den angiver altid kun det overordnede, genus, og de enkelte tilfælde, species, skal vi selv finde – og at nogen nu havde holdt 999 bud, men ikke ét, så er han skyldig i hele loven. Det gælder også de såkaldte tilgivelige synder. En kristen må erkende det levende, ellers holder han op med at være kristen. Det er netop det, der gør mig til kristen, at jeg levende erkender: «Jeg er en elendig, forbandet, fordømt synder, som måtte fordømmes evigt, hvis ikke Kristus var død for mig! Men jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen fra evighed, og også sandt menneske, født af Jomfru Maria, er min Herre, som har forløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt.» En kristen må erkende sig selv som en fortabt og fordømt synder, ellers er hans snak om tro kun tom og intet værd.

Gal 3,10: «For alle de, der holder sig til lovgerninger, er under forbandelse; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som ikke bliver i alt det, som er skrevet i lovens bog, og gør det.» – Man må blive i alt det, der står skrevet i lovens bog, og gøre efter det; ellers rammer forbandelsen os ifølge dette klare skriftsted. Altså kan der ikke findes nogen synd, der i sig selv er tilgivelig; synderne er kun tilgivelige for Kristi skyld.

1 Joh 1,7: «Jesu Kristi, hans søns, blod renser os fra al synd.» «Fra al synd!» Altså må Jesu Kristi, Guds Søns, blod jo være nødvendigt for også at udslette de såkaldte tilgivelige synder; ellers måtte der have stået: «fra alle dødssynder, fra alle svære, fra alle grove synder». Men når Sønnens blod var nødvendigt, for at vi også kunne blive renset fra de tilgivelige synder, så må de i sig selv også være dødssynder.

Synden er «anomia» [græsk: lovløshed, jf. 1 Joh 3,4]; derfor er enhver synd noget forfærdeligt. Synden er et oprør mod den hellige, almægtige Gud, vores allerhøjeste, himmelske lovgiver. Den, der ligefrem synder med vilje, handler som en, der tager en lov, som kongen (S. 317) har ladet slå op, river den ned fra muren og træder på den. Hvad vil der ske med sådan en? I et enevældigt monarki vil han blive dømt til døden. Men selv om vi ikke river Guds lov ned på den måde, handler vi dog dagligt imod den. Det skal vi inderligt beklage. Derfor er en sand kristen ikke et frækt menneske; han går ikke omkring med næsen i sky –

I forstår, hvordan jeg mener det – en sand kristen har et knust hjerte; hans hjerte er ikke hårdt. Når han får Guds ord at høre, tager han straks imod det og ydmyger sig under det. Den kristne kan enhver advare og enhver irettesætte; han tager imod det. Rigtignok kan Djævelen også, som Luther siger, en gang imellem ride ham, så han i øjeblikket alligevel sætter sig imod, men det begynder allerede at brænde i ham – medmindre han næsten er som fra forstanden, så han en kort stund ikke tænker på, hvor ukristeligt og ugudeligt han nu opfører sig. Men det varer ikke længe, før han beder Gud og mennesker om tilgivelse. Den, der ikke har sådan en sønderknust ånd, kan tale nok så meget om tro og kristendom – det er alt sammen intet, for synden har ham i sin magt. – Lad os altså holde fast: Hvilken synd det end er, er den ikke i sig selv tilgivelig; hvad det end er, så må loven fordømme mig, hvis det går imod loven. Hertil kan man også tage:

Matt 5,21–22: «I har hørt, at der er blevet sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og den, der begår drab, skal være skyldig for domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen, og den, som siger til sin bror: Raka!, skal være skyldig for rådet, og den, som siger: Tåbe!, skal være skyldig til ildens helvede.» – Hvor findes der en kristen, som ikke må anklage sig selv for, at han mangen en gang er blevet vred på sin bror, om end ikke længe og om end af svaghed, men at han dog dermed har begået en synd, som han burde skamme sig over? «Han skal være skyldig for domstolen!» Kristus stiller vreden helt lige med drab og mord. «Den, som siger til sin bror: Raka!», det vil sige, når vreden bryder frem i ord og fagter. «Den, som siger: Tåbe!» – hos ham har vredens synd nået sin højeste grad; om ham siger loven: «Hurtigt i helvedes ild med sådan en!» – Det er alt sammen beviser for, at de såkaldte tilgivelige synder ikke af natur og ikke i sig selv er tilgivelige, men fordømmelige og dødssynder. Men når troen kommer til, så gælder det: «Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.» Men det er netop sådanne mennesker, der tager synden meget alvorligt. (S. 318) For at I nu ikke skal tænke: «Åh, hvem prædiker dog sådan?», så hør først, hvordan de pavelige udtaler sig i deres katekismus. Den romerske katekismus siger (II, 5, spørgsmål 46): «Man skal åbenbare alle dødssynder for præsten. For de tilgivelige synder, som ikke skiller os fra Guds nåde, og som vi oftere falder i, kan – skønt vi med rette og med gavn

skrifter dem … – dog uden skyld forties og sones på forskellige andre måder. Men dødssynderne … skal opregnes enkeltvis; … for det sker, at de sårer sjælen hårdere end de synder, som menneskene plejer at begå frit og åbenlyst.» – Her siges det altså: «For de tilgivelige synder behøver man ingen tilgivelse.» Men det er en antikristelig lære. De siger det så naivt, og dog ligger der en sand afgrund af ondskab i det. Dem rammer Herrens ord: «Han skal kaldes den mindste i Himlenes rige.»

Kromayer skriver derfor (Th. posit.-pol. I, s. 511): «Der findes ingen synd, som af sin natur er tilgivelig. Her skal man gå midtvejen mellem den romerske Skylla og den calvinistiske Karybdis.» [to søuhyrer i græsk myte på hver sin side af et smalt stræde; den, der undgik det ene, kom let for tæt på det andet.]

Til de tilgivelige synder regner de romerske blandt andet syndige begær, som ikke bliver ført ud i livet. Men når mange skændige knægte godt nok ikke gør alt det, de tænker, men ligger på deres leje og fryder sig over alle mulige skændige billeder, så skal de bare vide, at de lever i dødssynder. De vover blot ikke at udføre gerningen for at undgå skam. Eller at tage en lille ting, en nål, skulle også være en tilgivelig synd. Jeg husker stadig meget godt, hvordan mine forældre indprentede os det dybt: «I må ikke tage så meget som en knappenål.» Børnene må mærke, at faderen er fjende af enhver synd og bliver overordentlig vred over den, eller i hvert fald meget alvorlig; de må se: «Far tager det meget nøje!» Det er noget herligt, når forældre gør det!

Hør nu, hvad Socinus skriver i sin kommentar til Johannesevangeliet (s. 448):

«Det synes at være sikkert, at hos et menneske, som i øvrigt af hjertet bekender troen på Kristus, kan en enkelt syndig handling ikke i sig selv have den kraft at bringe ham døden, og at der, når der tales om en synd til døden, ikke er tale om en enkelt synd, men om vanen at synde.» – Ifølge socinianernes lære behøver man ikke ligefrem at bede Gud om tilgivelse, når man en enkelt gang falder i synd. Nej, det må først blive en vane hos én, det må blive til en last; først da udelukker synden fra Guds rige. Lad os høre et par vidnesbyrd fra Luther om dette. Først et (S. 319) sted fra hans

«Forklaringer til de teser, der blev disputeret i Leipzig». (W. XVIII, 882 ff.) Den anden tese, som Luther forsvarer, lyder: «At benægte, at mennesket også synder, når det gør det gode, og at en tilgivelig synd er tilgivelig, ikke af sin natur, men alene ved Guds barmhjertighed, eller at der også efter dåben bliver synd tilbage i et barn, det er at træde både Paulus og Kristus under fode.» Hertil skriver Luther: «Derfor er det igen en svær vildfarelse hos de teologer, som næsten ikke bryder sig det mindste om en tilgivelig synd og vrøvler om, at en tilgivelig synd ikke krænker Gud eller kun krænker ham på tilgivelig vis. Hvis det er en så ubetydelig krænkelse, hvorfor bliver den retfærdige da med nød og næppe frelst? Hvorfor kan den retfærdige ikke bestå for Guds dom og ikke erklæres retfærdig? Hvorfor bliver vi så alvorligt og ikke på tilgivelig eller uegentlig vis tvunget til at

bede: ›Forlad os vor skyld‹ og: ›Ske din vilje, komme dit rige, helliget blive dit navn‹? Er det ikke klart, at disse elendige teologer (Theologistas) [latin, nedsættende om teologer: pseudoteologer] først slukker gudsfrygten i menneskene og derefter lægger puder og hynder under deres arme og hoveder, som Ezekiel siger (Ez 13,18), og fritager dem for bønnen og udslukker Ånden? Det er ikke en sag af ringe betydning (de må sige, hvad de vil), når man afviger blot et hårsbred fra Guds lov og vilje, og heller ikke er den guddommelige barmhjertighed, som tilgiver den tilgivelige synd, noget ringe. Sådan holder de Guds lov, vilje og barmhjertighed næsten for noget kraftløst, så bønnen ikke kan blive inderlig, og de retfærdiges taknemmelighed ikke kan blive tændt. Lad os derfor vogte os for denne farisæiske surdej.»

Endvidere skriver Luther i forklaringen til sine «Sætninger om afladen mod Tetzel i året 1518, til den 76. tese» (W. Tom. XVIII 518): «På dette sted burde jeg være gået nærmere ind på den tilgivelige synd,

som i vore dage agtes så ringe, som om den næsten slet ikke var nogen synd – og jeg frygter, til stor fordærvelse for mange, som snorker trygt i deres synder og ikke ser, at de begår grove synder. Jeg må indrømme: Så længe jeg læste de skolastiske lærere, forstod jeg aldrig, hvad en tilgivelig synd er, og hvor stor den er; om de selv forstår det, ved jeg ikke. Det siger jeg kort: Den, der ikke hele tiden frygter og handler, som om han var fuld af dødssynder, vil næppe nogensinde blive frelst; for Skriften siger (Sl 143,2):

›Herre, gå ikke i rette med din tjener.‹ For ikke blot de tilgivelige synder, som man nu kalder dem overalt, men (S. 320) selv de gode gerninger kan ikke tåle Guds dom; de trænger til den tilgivende barmhjertighed. For der står ikke: Gå ikke i rette med din fjende, men: med din tjener og dit barn, som tjener dig. Denne frygt burde altså lære os at sukke efter Guds barmhjertighed og stole på den; hvor den mangler, begynder vi at stole mere på vores samvittighed end på Guds barmhjertighed, fordi vi ikke er os nogen grov synd bevidst, som vi skulle have begået; og sådanne vil falde i en forfærdelig dom.»

Det er det, den sande evangeliske prædiken består i: at man gør synden så stor som muligt. Præsten må dømme synden på det allerstrengeste; han skal forkynde Guds dom over den. Heller ikke disse tilgivelige synder må I agte ringe; I skal altid betænke, at I hver dag synder så meget, at I derfor hører hjemme i helvede – blot vil Gud ikke kaste jer i helvede, fordi I tror på Kristus. Men det skal I holde jer for øje: «Jeg hører hjemme i helvede og ikke i en blød hvileseng, hvis Gud ville dømme efter sin retfærdighed.» I skal frygte og handle, som om I var fulde af dødssynder! Når nogen letsindigt siger: «Min samvittighed bider mig ikke!», så er det forfærdeligt. Slemt nok, at din samvittighed forbliver rolig, når Guds ord dømmer dig!

Dannhauer siger (Hodosophia, s. 195): «Synden er lige så stor som den, der bliver krænket ved den.» Det er et vigtigt aksiom! Her er det Gud, der er den krænkede; altså er der i synden en uendelig ondskab og en umådelig skyld. At ingen synd i sig selv er tilgivelig, lærer endelig også den kristne erfaring os. Den, der er en sand kristen, vil sige: «Ja, det har jeg selv erfaret. Så snart jeg har syndet, er jeg urolig. Det varer ved, indtil jeg har bedt Gud om tilgivelse.» Samvittigheden melder sig straks hos en sand kristen. Og hvis en købmand ved, at der blot er fem cent af andres gods blandt sine varer, giver det ham ingen ro. Hvis en kristen blot har såret sin bror eller afvist ham hånligt, siger samvittigheden: «Du har ikke handlet ret.»

Hvis han nogensinde har givet den mindste forargelse ved sin syndige opførsel, går han hen og siger: «Hør, der handlede jeg ikke ret!» Først da bliver han rolig igen. Bemærkelsesværdigt! Altså er den tilgivelige synd også noget ondt, en ild, der kan blusse op og styrte én i fordømmelsen. For de små synder bliver store ved, at man regner dem for små. (S. 321)