Toogtredivte aftenforelæsning (19. juni 1885)

Kære venner! I den sidste fjerdedel af forrige århundrede brød rationalismen ind over den såkaldte protestantiske kirke som en stormflod. Den blev forkyndt for de unge teologer fra universiteternes katedre som et nyt, stort lys, og derefter blev den prædiket for det stakkels folk som den sande, den rensede kristendom. Da den på den måde efterhånden fik fuldstændig magt, kunne det ikke gå anderledes, end at bevidstheden om, at «det ikke er ligegyldigt, om man er lutheraner, reformert eller katolik», helt gik tabt. De få oprigtige kristne, der var tilbage, og som troede og med

deres mund også bekendte, at Den Hellige Skrift er Guds ord, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn, og at man alene ved troen på ham bliver retfærdig for Gud og frelst – disse få rakte nu hinanden hånden som brødre, ligesom de, der er reddet fra et stort skibbrud, mens de fleste andre er gået ned i bølgerne, omfavner hinanden med glædestårer, selv om de før var fremmede for hinanden. Under sådanne forhold var det ikke muligt andet, end at den almindelige tanke dukkede op i hjerterne, at nu var timen kommet til at gøre en ende på den afskyelige strid, som man kaldte det, nemlig lærestridighederne mellem de enkelte kirker. Nu var tiden inde til, at alle skranker mellem kirkerne skulle falde, og at man skulle rydde de særlige bekendelser af vejen som bomme, der jo kun hindrede det gode. Kort sagt: Nu skulle man endelig oprette en stor, almindelig union eller i det mindste en forening af de protestantiske kirker.

Men hvad skete der? Allerede i 1817, da man ville sætte denne plan i værk, skrev Claus Harms, i hvem der stadig var nogle dråber luthersk blod tilbage, 95 teser, som skulle være et sidestykke til Luthers 95 teser – teser mod rationalismen og mod unionen. I dem sagde han: «I vil gøre den lutherske kirke, denne fattige tjenestepige, rig ved et giftermål. Fuldbyrd ikke den handling over Luthers knogler! Der vil komme liv i dem, og så ve jer!» Et herligt ord! Og det gik i opfyldelse. Da man i Preussen virkelig gennemførte unionen, vågnede der pludselig hele skarer af lutheranere op af deres (S. 322) søvn. De kom igen i tanke om den kirke, som de jo egentlig hørte til, og erklærede nu, at de aldrig ville forlade deres fædres kirke. Og de lod sig faktisk hellere udvise, hellere fængsle, hellere jage ud af landet end at gå ind på en forening af sandheden med vildfarelsen, af Guds ord med menneskeord og af den sande kirke med en falsk kirke.

Åh, det var herlige dage i midnatstiden omkring midten af dette århundrede! Men desværre kom den gamle, rene, sande lutherske kirke ikke frem igen af denne virkelig herlige kamp i hin forfærdelige tid. Hvorfor ikke? De mænd, der ville holde fast på det, de havde, så ingen skulle tage deres krone, havde ikke selv en klar og ren erkendelse. Derfor skete det, at de faldt fra den ene yderlighed i den anden, nemlig fra rationalismen og den religiøse og kirkelige ligegyldighed til en partikularisme og en antiluthersk hierarkisme. De, der siden da ville være mere afgjorte modstandere af unionen end andre og lige så afgjorte lutheranere, søgte nemlig at bevise det ved at påstå, at den sande synlige lutherske kirke er den kirke, der tales om i trosbekendelsens tredje artikel, hvor det hedder: «Jeg tror på en hellig, kristen kirke, de helliges samfund». Den lutherske kirke skulle være kirken «kat exochen» [græsk: i særlig forstand, frem for alle andre], kirken i ordets højeste og egentlige betydning. Den skulle være ecclesia extra quam nulla salus, den kirke, uden for hvilken et menneske ikke kan blive frelst – kun med den indskrænkning:

«medmindre den kære Gud også uden for denne kirke frelser et menneske på en underfuld og ganske usædvanlig måde og bringer det til det evige liv». Men det var en sørgelig og alvorlig vildfarelse, der går lige imod Guds kære ord. Og ikke nok med det: Den vælter også kristendommens hovedlære, læren om, at en fattig synder bliver retfærdiggjort for Gud alene for Kristi skyld ved troen. Det var en vildfarelse, hvor lov og evangelium åbenlyst blev – og stadig bliver – blandet sammen på den skammeligste måde. I den preussiske udskilte lutherske kirke er denne vildfarelse stadig udbredt.

§ Tese XX.

For det sekstende deles Guds ord ikke ret, når man binder frelsen til

fællesskabet med den synlige rettroende kirke og frakender enhver, der tager fejl i en eller anden

trosartikel, frelsen.

(S. 323) Det virker næsten uforklarligt, at disse mænd efter så lang tid under rationalismens og den største religiøse ligegyldigheds herredømme kunne nå frem til den lære, at den synlige lutherske kirke er kirken «kat exochen», uden for hvilken der ikke er nogen frelse at finde. Men hvor ubegribeligt det end kan synes ved første øjekast, er det dog let at forklare. De er kommet til denne vildfarelse gennem en anden vildfarelse. Enhver vildfarelse er frugtbar. Moderen til hin forfærdelige vildfarelse var denne lære: Kirken er en synlig anstalt, som Kristus har stiftet på jorden; kirken er ikke andet end en slags religiøs stat, hvor det ganske vist ikke er konger og kejsere, generaler og borgmestre, der har embedet og magten, men superintendenter, biskopper, kirkeråd, præster, diakoner, synoder og lignende. Men det var en meget frugtbar moder til andre forfærdelige vildfarelser. At det er en vildfarelse, ved jo enhver, der bare nogenlunde kender Guds ord. Frelseren siger jo: «På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.» Denne klippe er Kristus. Et lem af kirken er altså kun den, der er bygget på Kristus. Men man bliver ikke bygget på Kristus ved mekanisk at bygge sig på kirken, men ved at sætte sin lid til Kristus og håbe på retfærdighed og frelse fra ham alene. Den, der ikke gør det, er ikke bygget på denne klippe og er altså ikke et lem af Jesu Kristi kirke.

Ef 2,19–22: «Så er I da ikke mere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus som hovedhjørnesten; i ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren, i ham opbygges også I med til at være Guds bolig i Ånden.» På apostlenes og profeternes fundament er netop kun den bygget, der i fast tro holder sig til apostlenes og profeternes ord. Den, der ikke står i en levende tro, er altså ikke et lem af kirken.

Frelseren kalder sig desuden en brudgom. Den, der ikke i sit inderste hjerte er forenet med Kristus i ægteskab, skal ikke sige, at han er en sand kristen eller et lem af kirken. Han er en fremmed over for Kristus. Men kirken er hans, Kristi, brud.

Endvidere kaldes Kristus menighedens hoved. Altså kan kun den være et lem af kirken, i hvem lys, liv, kraft og nåde strømmer ind fra Kristus som hovedet. Den, der ikke står i denne åndelige forbindelse med Kristus, har heller ikke Kristus til (S. 324) hoved. Den, der styrer sig selv og ikke bliver styret af Kristus som sit hoved, hører ikke til kirken.

Apostlen kalder også kirken Kristi legeme. Her har også mange af de mest trofaste lutheranere sagt: «Et legeme kan man da se, altså må kirken være noget synligt!»

Men det er skammeligt at udlægge Skriften sådan! Tertium comparationis (sammenligningspunktet) er ikke synligheden. Det er, at kirken ikke er sat sammen af mange døde redskaber, men er en organisme af lemmer, som gennemstrømmes af én tro, af ét troens liv. Netop derved er det uimodsigeligt bevist, at kirken ikke er noget synligt, men noget usynligt. Kun den er et lem af kirken, som hele tiden får tilstrømning fra hovedet, Kristus. Desuden kalder Kristus kirken sin hjord. Altså er ingen et lem af kirken, som ikke er af Kristi hjord, som ikke hører til Kristi får, ikke går på hans græsgang og ikke hører hans røst. Man siger: «Kristus sammenligner kirken med en mark, hvor der står hvede og

ukrudt.» Men så ser man ikke ordentligt på lignelsen. For Gud ske lov har Frelseren selv givet os nøglen til den. Han siger ikke: «Marken er mit rige.» Hvis han sagde det, ville det være afgjort, at kirken er et fællesskab af gode og onde. Men nej, han siger: «Marken er verden.» Det peger også Apologien særligt på. Når Frelseren sammenligner sin kirke med en mark, hvor der vokser ukrudt og hvede, eller med et net, hvor der fanges gode og dårlige fisk, eller med et bryllup, hvor der også kommer tåbelige brudepiger, eller med et bryllup, hvor en af gæsterne ikke har bryllupsdragt på, så vil han netop ikke beskrive sin kirkes væsen. Han vil sige, hvordan kirken viser sig i denne verden, og hvilken lod den har på jorden: at den, skønt den består af lutter gode får, af lutter genfødte, dog aldrig fremtræder som en menighed, der består af lutter sande kristne. Den kan ikke skille sig fra hyklerne; der hænger sig altid hyklere på, og der trænger sig altid ugudelige ind. Først i det evige liv skal kirken stå alene og triumferende, helt uden plet og ren, adskilt fra dem, der ikke mente det ærligt og oprigtigt, men i grunden kun søgte deres eget. Mens hyklerne og de skinkristne bekender Kristus med munden, er deres hjerte dog langt fra ham. De søger at tjene deres kødelige lyster og ikke Herren alene. I Luk 14,26 siger Herren: «Hvis nogen kommer til mig (S. 325) og ikke hader sin far og mor og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.» Dermed dømmer han alle, der ikke vil give afkald på alt, hvad de har. Men først for Kristi domstol vil man se og kende dem som hyklere. Man kan nok se folk gå i kirke, men man kan ikke se, om de hører til kirken. Jeg kan ikke sige: «Den og den er et sandt lem af kirken.» Det ved jeg ikke; det ved Gud alene. Kun for Guds øjne er kirken synlig, men for menneskers øjne er den usynlig. – Hin vildfarelse er i vores tid proton pseudos [græsk: den første, grundlæggende fejl]. Ja, det er en ganske forfærdelig vildfarelse! For hvad gør de, der hylder denne vildfarelse? De vil være gode lutheranere i modsætning til pavedømmet, og dog bytter de blot våben. Engang forsvarede de pavelige denne falske lære; nu vover lutheranere at holde den op imod dem: «Nej, vi, vi, vi er kirken, uden for hvilken der ingen frelse er.» Sådanne folk kan være til største spot for en pavelig. De overtager så den rolle, som paven og hans flok hidtil havde spillet. Deraf følger enten, at pavekirken er den sande kirke, eller at kirken var gået under, da Luther kom. Men Skriften siger, at den rette kirke ikke kan gå under; den bliver til den yderste dag. Men en kirke, der bar navnet «luthersk», fandtes ikke før det 15. og 16. århundrede. Ja, efter apostlenes tid finder vi ingen kirke, der har haft den rene lære sådan som vores fædre. Altså må enten Skriften lyve, eller også var den pavelige kirke den sande kirke, og så må Luthers reformation have været et oprør. I dette vanskelige dilemma bringer de sig selv, som vil holde fast ved hin falske lære om kirken.

Men hovedsagen er: Den, der binder frelsen til at høre til og have fællesskab med den synlige rettroende kirke, vælter dermed læren om retfærdiggørelsen ved troen; det kan ikke nægtes. De, der kommer til den lutherske kirke, har allerede i forvejen den rette tro. Meningen om, at Luther ikke havde den sande tro, før han – om jeg så må sige – var lutheraner, er en farlig vildfarelse. Hvor højt vi end sætter vores kirke, så være en så skammelig fanatisme langt fra os, at vi skulle mene, at vores lutherske kirke er den eneste frelsende kirke! Den sande kirke strækker sig over hele jorden. Den findes i alle kirkesamfund. Kirken er ikke en ydre organisme med sin særlige indretning, som man skal indordne sig under for så at være et lem af kirken. Den, der tror på (S. 326) Jesus Kristus og er et lem på hans

åndelige legeme, er et lem af kirken. Kirken kan heller ikke blive revet itu; den forbliver én, selv om den er skilt ad af sted og tid. «Men», siger man,

«taler Skriften da ikke om ydre kirkefællesskaber?» Men Luther har kun oversat ekklesia med

«Gemeine» [menighed], for at ingen skulle tro, at paven er kirken.

«Gemeine» – det er også helt rigtigt. «Ja», siger man, «menigheden i Rom kaldes kirke. Menigheden i Korinth, ja, også de galatiske, den filippensiske og den thessalonikiske menighed og alle de menigheder i Lilleasien, som Herren sendte et brev til gennem Johannes – alle disse kaldes kirker. Men de var synlige. Altså ser man, at kirken er synlig.» Men det følger slet ikke deraf. For hvor Skriften taler om kirken i absolut forstand, taler den altid om den som et usynligt fællesskab. Men dernæst giver den også dette navn til de fællesskaber, hvor den usynlige kirke er skjult på en helt særlig måde – ligesom man kalder en bunke en hvedebunke, selv om man også finder meget græs og halm i den. Et glas vin blandet med vand kalder man et glas vin a potiore parte [latin: efter den overvejende del]. Sådan også her. Fordi den usynlige kirke gemmer sig derimellem, fordi der er en himmelsk sæd imellem, kaldes fællesskabet kirke. De falske kristne, hyklerne, bærer også navnet «menighedsmedlemmer», men er det ikke. Men i kærlighed giver vi dem også titlen, fordi de jo bekender Jesu navn – og i kærlighed forudsætter vi, at en sådan også tror, hvad han bekender. Ind i hans hjerte kan vi ikke se. Det overlader vi til Gud. Vi vil ikke dømme ham, undtagen når det bliver åbenbart: «Det er en ugudelig.» Så holder det op; så sætter vi ham uden for og regner ham for en hedning og en tolder. Men også den lutherske kirke er kun en synlig kirke i synekdokisk forstand [dvs. hvor helheden får navn efter en del af sig]. Derfor er det forfærdeligt at sige: «Kun i denne kirke kan man blive frelst.» Man skal ikke træde ind i den lutherske kirke, fordi man mener, at man først da kommer ind i Guds kirke. I den reformerte kirke, blandt metodisterne, ja, blandt de pavelige findes der dog stadig kristne. I Es 55,11 hedder det: «Mit ord skal ikke vende tomt tilbage til mig.» Et dyrebart løfte! Hvor Guds ord stadig lyder, hvor det stadig bekendes, selv om det kun bliver læst op, dér samler Herren også sit folk. Den pavelige kirke bekender for eksempel stadig: «Kristus er Guds Søn og døde på korset for at forløse verden.» Det er allerede sandhed nok til, at et menneske kan komme til den frelsende erkendelse. Den, der nægter det, må også nægte, at der er kristne i (S. 327) mange lutherske fællesskaber, for også dér forekommer der vildfarelser. Men nogle Guds børn findes der altid. Guds ord er der, og Guds ord er frugtbart, idet det altid omvender nogle sjæle til Gud.

Den, der har hin falske lære om kirken, blander nu lov og evangelium sammen på den afskyeligste måde. Evangeliet siger: «Tro på Herren Jesus Kristus.» Loven derimod stiller alle mulige krav. Så snart nogen ud over troen kræver endnu noget, som skulle være nødvendigt til frelse, blander han lov og evangelium sammen. Jeg holder mig kun af den grund til den lutherske kirke, at jeg vil holde mig til sandheden. Hvis jeg erkender:

«Denne kirke, som jeg hører til, har vildfarelser», så må jeg forlade dette fællesskab, så jeg ikke bliver besmittet af vildfarelser eller gør mig delagtig i andres synder, og derefter bekende mig til den klare og rene sandhed. Kristus siger nemlig: «Enhver som bekender mig over for mennesker, ham skal jeg også bekende over for min himmelske Far; men enhver som fornægter mig over for mennesker, ham skal også jeg fornægte over for min himmelske Far.» Desuden siger Paulus udtrykkeligt til Timotheus: «Skam dig ikke ved vidnesbyrdet om vores Herre eller over mig, hans fange.»

Af det, at man kan blive frelst i alle kirkesamfund, og at der er Guds børn i alle kirkesamfund, følger på ingen måde, at man kan blive i alle kirkesamfund. Det forstår mange ikke. De mener, at det er et helt unionistisk princip at sige, at man kan blive frelst i alle kirkesamfund. Nej, netop fordi jeg skal blive frelst ved troen, derfor kan der også i alle

sekterne kan nogle blive frelst. Men erkender jeg vildfarelsen og alligevel ikke går ud af det vranglærende fællesskab, så går jeg evigt fortabt, fordi jeg erkender vildfarelsen og alligevel ikke vil forlade den. Jeg husker stadig godt den tid, da jeg kom til troen. Dengang kom jeg også til de unierede [tilhængerne af unionen mellem lutherske og reformerte i én kirke]. Der kom også nogle, som ville have mig med over i den lutherske kirke. Men jeg sagde: «Jeg har troen, og jeg vil ikke høre til en kirke, som siger, at kun den kan frelse.» Men så fik jeg gode skrifter i hænde, og jeg indså, at det ikke var tilfældet. Den lutherske kirke siger, at den alene har den rene lære fra Guds ord, men den siger ikke, at den er den eneste kirke, man kan blive frelst i; også i sekterne kan man blive frelst, når man ikke erkender deres vildfarelser. Så snart jeg havde forstået det, forlod jeg det unierede fællesskab og sluttede mig til lutheranerne. At den lutherske kirke havde sandheden, havde jeg længe erkendt, men jeg ville ikke udtale sådanne (S. 328) pavelige grundsætninger. Nu så jeg, at den slet ikke lærer, at man skal fordømme alle andre, der farer vild i en eller anden trosartikel, men kun dem, der har erkendt vildfarelsen og alligevel vil blive i den.

Hør nu også, at dette er vores kirkes lære. I fortalen til Konkordiebogen (Müller, S. 16.17) hedder det: «Hvad angår condemnationes [latin: fordømmelser], altså afvisningen og forkastelsen af falsk og uren lære, især i artiklen om Herrens nadver, så måtte de udtrykkeligt og hver for sig sættes ind i denne forklaring og grundige afgørelse af de omstridte artikler, for at enhver kunne vide at vogte sig for dem, og af mange andre grunde kan de på ingen måde undlades. Alligevel er det heller ikke vores vilje og mening, at vi hermed sigter til de personer, som farer vild af enfoldighed og ikke spotter sandheden i Guds ord, og endnu mindre til hele kirker inden for eller uden for Det Hellige Romerske Rige af tysk nation. Meningen er alene, at de falske og forførende lærdomme og deres hårdnakkede lærere og spottere, som vi på ingen måde agter at tåle i vores lande, kirker og skoler, dermed egentlig forkastes, fordi de strider mod Guds udtrykkelige ord og ikke kan bestå ved siden af det – for at fromme hjerter kan blive advaret mod dem. For vi tvivler slet ikke på, at der findes mange fromme, uskyldige mennesker, også i de kirker, som hidtil ikke er kommet helt til enighed med os. De vandrer i deres hjertes enfoldighed, forstår ikke sagen ret og har slet ingen glæde ved spotten mod den hellige nadver, sådan som den holdes i vores kirker efter Kristi indstiftelse og enstemmigt læres ud fra ordene i hans testamente. Vi håber, at de, når de bliver ret undervist i læren, ved Helligåndens ledelse vil vende sig til den ufejlbarlige sandhed i Guds ord sammen med os og vores kirker og skoler. Det påhviler da også teologerne og kirkens tjenere, at de ud fra Guds ord også behørigt gør dem, der farer vild af enfoldighed og uvidenhed, opmærksom på den fare, deres sjæle er i, og advarer dem mod den, så den ene blinde ikke lader sig lede vild af den anden.» – Læg jer dette smukke sted på sinde! Hvis nogen vil bebrejde jer, at den lutherske kirke udgiver sig for at være den eneste frelsende kirke og fordømmer alle andre, så henvis til dette sted i vores bekendelse! Konkordieformlen har fordømt de reformertes lære, men den tænker ikke på de personer, der af (S. 329) enfoldighed farer vild; den fordømmer kun de falske lærdomme og de hårdnakkede, falske lærere og spottere. Dem, der begynder at spotte vores lære på det skændigste, og som siger: «Ja, Kristus siger det vel, men det tror vi ikke», skal vi ikke regne for Guds børn. Men farer de sådan vild af enfoldighed fra deres ungdom og holder sig til Kristus, så kan de godt blive frelst. En vildfarelse kan fra ungdommen være plantet så dybt i et menneske, at han straks afviser en lutheraner, og alligevel er han ingen skurk. – «Derfor vidner vi også hermed for Gud den Almægtiges åsyn og for hele kristenheden, at det slet ikke er vores sind og mening med denne kristne overenskomst

at give anledning til nogen byrde eller forfølgelse for de fattige, trængte kristne. For ligesom vi i kristen kærlighed har særlig medlidenhed med dem, sådan føler vi afsky og inderligt mishag over forfølgernes raseri, og vi vil på ingen måde gøre os delagtige i dette blod. Det vil uden tvivl blive krævet af forfølgernes hænder på Herrens store dag for Guds alvorlige og strenge domstol, og de skal også aflægge et tungt regnskab for det.» – Calvinisterne sagde nemlig: «Se, nu gør man det i Tyskland ligesom i Frankrig! Også her kommer der en dag sådan en Bartholomæusnat.» Men nej, forsikrer lutheranerne her, de vil ikke forfølge nogen. Hugenotternes blod bliver hængende på de paveliges hænder. Lutheranere fordømmer overhovedet ingen, undtagen den, der fordømmer sig selv!

Hvor svært det var for Luther – netop på grund af den falske lære om kirken – at nå frem til den rette erkendelse, ser vi af hans fortale til de sætninger mod afladen, som han tidligere havde udgivet. Han skriver dér (W. Tom. XIV, 471 f.): «Hvad mit hjerte led og udstod i det første og det andet år, og på hvilken måde, og i hvilken ydmyghed jeg da svævede – ikke en falsk eller påtaget, men af den rette slags, ja, jeg kunne næsten sige: fortvivlelse – ak, det ved de sikre ånder kun lidt om, som siden angreb pavens majestæt med stor stolthed og formastelighed. Og dog havde de med al deres kunst ikke formået at krumme et eneste hår på pavens hoved, hvis ikke Kristus gennem mig, sit svage og uværdige redskab, allerede havde hugget ham et dybt, ulægeligt sår. Alligevel tog de roset og æren, som om det var dem, der havde gjort det; den ære under jeg dem gerne. Men jeg var, fordi de så til og lod mig stå alene i faren, ikke så glad, frimodig og sikker i sagen. For der var meget, jeg ikke vidste, som (S. 330) jeg, Gud ske lov, nu ved; ja, jeg forstod ikke, hvad afladen var, ligesom alle de pavelige tilsammen slet intet vidste om den; den blev kun holdt i ære på grund af brug og vane. Derfor holdt jeg også disputats om den, ikke fordi jeg ville forkaste den, men fordi jeg slet ikke

vidste, hvad dens kraft var, og gerne ville lære det af andre. Og fordi de døde og stumme mestre, det vil sige teologernes og juristernes bøger, ikke kunne undervise mig tilstrækkeligt, ønskede jeg at søge råd hos de levende og høre Guds kirke selv. Hvis der fandtes fromme mennesker, oplyst af Helligånden, kunne de så forbarme sig over mig og give en ret og sikker besked om afladen – ikke alene til gavn for mig, men for hele kristenheden. Der fandtes mange fromme mænd, som havde stor glæde af mine teser og satte dem højt; men det var mig umuligt at betragte og anerkende dem som lemmer af kirken, begavet med Helligånden. Jeg så kun på paven, kardinalerne, biskopperne, teologerne, juristerne, munkene og præsterne; det var fra dem, jeg ventede Ånden. For jeg havde, om jeg så må sige, så grådigt ædt og drukket deres lære i mig, at jeg var helt omtåget af den og ikke mærkede, om jeg sov eller var vågen.» – Det er også den lære, som de pavelige den dag i dag bruger til at holde folk hos sig. De siger: «Du ved, at vi er den sande kirke. Lad kirken så lære, hvad den vil – vil du være en ret discipel af Kristus, så må du høre kirken! Om paven så erklærer, at han er ufejlbarlig, eller lærer, at Maria er undfanget uden synd, eller at man skal tilbede helgenerne – det må du tage imod. Der må du ikke spørge din fornuft. Den sande kirke har fastslået det, og den kan ikke fare vild. Går du bort fra den romersk-katolske kirke, så går du bort fra den sande kirke.» Det er den frygtelige lokkemad, som de prøver at holde folk fast med. – «Og da jeg ved Skriften havde ryddet alle de argumenter af vejen, som lå mig i vejen, og overvundet dem, var der til sidst kun dette ene tilbage, nemlig at man skulle høre kirken. Det overvandt jeg kun med nød og næppe, med stor angst, møje og arbejde, ved Kristi nåde.» – Luther havde allerede indset, at næsten alle de pavelige lærdomme var ubegrundede, men på dette punkt manglede han i begyndelsen stadig noget,

og så længe kunne han ikke blive rigtig glad og vis på sandheden. Men de pavelige har selv lavet den suppe, som de siden har måttet spise. Guds time var kommet, da Antikrist skulle åbenbares. – «For jeg holdt med langt større alvor

og ret ærbødighed (og gjorde det af hjertet) pavens kirke for den rette kirke, (S. 331) end disse skændige, spottende forvrængere, som nu roser pavens kirke imod mig. Hvis jeg havde foragtet paven, sådan som de nu foragter ham, skønt de roser ham meget med ord, så havde jeg frygtet, at jorden i samme time ville åbne sig og sluge mig levende ligesom Kora og hans flok.» –

Gud hjælpe jer, så I ikke lader jer trække ind i den falske lære om kirken, nemlig at den lutherske kirke alene er Jesu Kristi sande synlige kirke i den forstand, at man kun kan blive frelst i den. Ganske vist er den den sande synlige kirke, men kun i den forstand, at den alene har den rene, klare sandhed. Men så snart I føjer det andet til, tager I læren om retfærdiggørelsen af nåde ved troen på Jesus Kristus bort og udvisker lov og evangelium. Gud bevare jer mod det, for jeres egen sjæls skyld og også for de sjæles skyld, som engang skal betros jer.