Treogtredivte aftenforelæsning. (4. september 1885.)

Det første, en teolog ubetinget har brug for, mine venner, er selvfølgelig, at han har en fuldstændig, nøjagtig og klar erkendelse af hver eneste lære i Guds åbenbaring. At kalde en mand teolog, som ikke har denne kundskab, er en selvmodsigelse. Teologerne skal jo være menneskehedens sjælelæger. En læge for legemet må jo først og fremmest kende de lægemidler, som naturen byder på til at helbrede legemets sygdomme. Sådan må også teologen som sjælelæge kende de åndelige lægemidler godt, som Guds ord har givet os mod sjælens sygdom; og disse åndelige lægemidler er netop ikke andet end de lærdomme, som Gud har åbenbaret til vores frelse. – Men hvor ubetinget nødvendigt det end er for en teolog at have en nøjagtig, fuldstændig og klar kundskab om hver enkelt lære i den kristne åbenbaring, så har han dermed slet ikke alt, hvad han behøver. Lige så nødvendigt er det for ham især at have to ting til: for det første at han også kender lærdommenes indbyrdes forhold godt, så han kan anvende dem rigtigt, og for det andet at han har mod, kærlighed og lyst til sit teologiske kald. For tænk på en læge for legemet, som ganske vist kender alle mulige lægemidler, der i sig selv har helbredende kraft, men som af uvidenhed blander dem sådan, at det ene ophæver (S. 332) det andet: I stedet for at helbrede sygdommen vil han med sin blanding fremskynde sine patienters død. Sådan vil også en teolog, der ikke ved, hvilke lærdomme han skal forbinde, og hvilke han omhyggeligt skal holde adskilt, meget let gøre sjælene mere skade end gavn. Og endelig: Ligesom en læge kun vil opfylde sine tunge pligter, når han har lyst og kærlighed til netop dette arbejde og ikke spørger efter ussel, jordisk løn, sådan vil også en teolog kun være tro i sit kald, når han brænder for sit kald og frem for alt ser sin løn i, at Gud hjælper ham til at frelse sjæle, bryde Satans rige ned, bygge Guds rige op og befolke himlen.

Derfor har jeg altid anset det for min hellige pligt ikke blot at fremlægge den rene lære i forelæsningerne over dogmatik efter den nåde, der er givet mig. Jeg har også anset det for nødvendigt i det mindste én gang om ugen at udvælge en time og bruge den til at samle hele det kære Concordia om mig og så vise jer, hvor vigtige disse lærdomme er, hvad de betyder, og hvordan de anvendes i praksis – og så frem for alt at give jer et glad hjerte til jeres tunge kald. Disse fredagsaftentimer, som så at sige afslutter ugens undervisning,

kalder vi «Lutherstunder», først og fremmest fordi jeg i dem frem for alle andre især lader vores kære fader Luther tale, den reformator af kirken, som Gud udvalgte,, og som er vores fælles lærer i kirken. Og Gud har hidtil givet den nåde, at mine kære studenter også gerne er kommet til denne sidste aftentime, og at de – som mange af dem helligt og dyrt har forsikret mig – er blevet velsignet i den: ikke blot er de blevet klarere i erkendelsen af den kristne lære, men de er også blevet fastere i troen på syndernes forladelse, på at de er Guds børn, og på deres frelse. Så håber jeg da til Gud, at han vil hjælpe, så også de medstuderende, der begynder i dag, må opleve det samme! Jeg vil bede Gud om, at han blot vil hjælpe mig til at tale et godt ord, og at det må finde et godt sted. Men husk vel: Skal denne min bøn høres, så må I også selv bede Gud om, at I må opleve det. For I er ikke her for at lære jordiske videnskaber, men for at blive hjemme i en lære, som først frelser jer selv, og som I skal frelse mange andre ved. Derfor kræves der en meget stor alvor. Her gælder det om at tage det jordiske, kødelige sinds sko af og sætte sig med Maria ved Jesu fødder for at høre af ham, hvad det (S. 333) ene er, som er nødvendigt. Ak, gid Gud vil give det! Og Gud hjælpe mig til at være jer en medhjælper for alle tider!

Sidste år behandlede vi emnet om forskellen på loven og evangeliet ud fra en række på 25 teser. Nu er der fem teser tilbage, og de er bestemt ikke uvæsentlige. Derfor må vi gøre dem færdige, før vi begynder på et andet emne. Jeg håber, at de nye, selv om de kun får et brudstykke, alligevel vil finde meget, der kan nære deres ånd, styrke dem i troen, drage dem bort fra verden og syndens tjeneste og drage dem hen til Kristus. For er vi, der sidder her, ikke sande kristne, så er vi helt fortabte mennesker, og så kan Gud kun se ned på os i vrede. For hvad kan være mere forfærdeligt end selv ikke at være kristen og så lade sig betale for den tid, man tilbringer som præst i en menighed? Jeg håber, at I alle er sande kristne, eller at Guds kære ord i det mindste har draget jer, og at det, når det kommer til jer med guddommelig kraft, må gøre et dybt og varigt indtryk. Og jeg håber, at I engang, når I forlader denne læreanstalt, ikke blot er udrustet med fine teologiske kundskaber, men også har et brændende hjerte til at forkynde de store ting, Herren har gjort for menneskeheden. Jeg håber nu, at sidste års studenter ikke vil tage det ilde op, at jeg endnu en gang læser alle de teser op, der allerede er gennemgået, så de kære nye dog ved, hvad det har drejet sig om, og hvilken betydning de resterende teser har. (Derefter blev de første tyve teser læst op, og til hver tese blev der gjort nogle korte bemærkninger og forklaringer.)

Troen vokser ikke ud af os selv. Den sande tro er så fast, at om himlen nu styrtede ned og helvede åbnede sig under os, så kunne vi alligevel sige:

«Himmel, fald ned, og helvede, åbn dig! – Jeg tror på Jesus Kristus, den sande Gud, som har forløst mig, et fortabt og fordømt menneske, med sit dyrebare guddommelige blod! Det kan ingen djævel og intet helvede tage fra mig.» Men hyklernes tro smelter som martssne i solen. Nogle mener, at de er rigtig strenge bibellutheranere, når de påstår: «Den, der ikke er lutheraner, kan ikke blive frelst. Han må i det mindste i sin sidste time bekende sig til lutherdommen, ellers må han fare til helvede!» Men den, der påstår det, er ingen ægte lutheraner; han er faldet fra lutherdommen. Det lærer vi (S. 334) ikke. Vi lærer, at mennesket bliver retfærdigt og frelst af nåde, og dertil bliver man ganske vist vejledt i den lutherske kirke. Men

lever en i en sekt og elsker sandheden, så kan han være en bedre kristen end mange af vores lutheranere. Kristus hersker overalt; han hersker også midt blandt sine fjender.

§ Tese XXI.

For det syttende deles Guds ord ikke ret, når man lærer, at sakramenterne virker frelsende ex opere operato [i kraft af den udførte handling].

En overordentlig vigtig tese! Når man mener, at sakramenterne får frelsende kraft ex opere operato, blot man bruger dem, så er det en stor vildfarelse. Det lærer de pavelige. De siger: «Når du lader dig døbe og endnu ikke selv er et troende menneske, så hjælper dåben dig alligevel noget, bare du ikke ligefrem lever i svære dødssynder. Den bringer dig nåde og gør Gud nådig mod dig.» Og det samme siger de om messen. De lærer: «Når nogen overværer messe, får han hver gang en nåde. Ved nadveren får han hver gang en nåde, og det netop fordi han går til den.» Det er en ugudelig og skammelig lære, som går direkte imod Guds ord, og det for det første imod evangeliet i almindelighed, som lærer os, at mennesket alene af nåde bliver retfærdigt og frelst for Gud og først derefter kan gøre gerninger, der behager Gud.

Rom 3,28: «For vi mener, at et menneske erklæres retfærdigt uden lovens gerninger, alene ved tro.» Men bliver jeg retfærdig ved, får jeg nåden ved, at jeg lader mig døbe eller går til den hellige nadver, så bliver jeg retfærdig ved gerninger, og endda ved en ganske elendig gerning. For ser vi på dåben og altergangen, for så vidt de er en gerning fra vores side, så er det en ganske ringe gerning, der næppe er værd at nævne. Er det så ikke afskyeligt at lære: «Ifølge Den Hellige Skrift får jeg nåde, når jeg i det mindste bruger sakramenterne»? Nej, går du ikke til dem i tro, så fordømmer din dåb og din altergang dig. De er kun nådemidler, fordi der til disse ydre tegn er knyttet et løfte. Men disse nådeløfter kan jeg kun gribe ved troen. At jeg lader mig overøse med vand, hjælper mig slet ikke; at jeg nyder velsignet brød og velsignet vin, hjælper mig slet ikke – heller ikke fordi jeg i den hellige nadver virkelig modtager Herrens legeme og blod (S. 335). Det hjælper mig slet ikke, ja, det skader mig kun, hvis jeg kommer uden tro, for så bliver jeg skyldig over for Herrens legeme og blod. Alt afhænger af, at jeg tror – at jeg ikke så meget ser på vandet, men først og fremmest på det løfte, som Kristus har knyttet til dåbens vand. Så hører vandet også med, for det er netop dér, han har bundet sit løfte. Sådan er det også med den hellige nadver. Mange tænker, når de har været ved Herrens bord:

«Nå, dér har jeg igen gjort en gerning, som Gud vil have, og den vil han også regne mig til gode!» Det er ugudeligt, for Herren siger: «Tag og spis, dette er mit legeme, som gives for jer! Tag og drik alle heraf, dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.» I disse ord ligger en hel himmel fuld af nåde, og det er dem, vores tro skal rettes imod. Det blotte at spise brødet og vinen og Kristi legeme og blod virker slet ikke noget godt i os. Nåden virker ikke kemisk og heller ikke mekanisk, men altid kun gennem Ordet, idet den kære Gud siger: «Jeg vil tilgive dig dine synder!» Det holder jeg mig til. Når jeg i tro holder mig til det, så kan jeg også frimodigt træde frem på den yderste dag og, hvis Gud ville fordømme mig, sige: «Du kan ikke fordømme mig! Så var du jo en løgner! Du har jo selv opfordret mig til at bygge hele min tillid på dit løfte! Det har jeg gjort, og derfor kan og vil du ikke fordømme mig.» Hvis Gud altså ville sætte sine kristne på prøve endnu på den yderste dag, så ville alle de hellige sige: «Nej, jeg kommer ikke i helvede! Jeg kan ikke komme derind. Her har jeg Kristus, min borgen og

mellemmand. Den løsesum, som Guds Søn har betalt for min syndeskyld, den må du anerkende.»

Rom 14,23: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» – Hvordan kan den, der bruger sakramenterne uden tro, så blive Gud til behag ved det, ja, endda få Guds nåde ved det, når han jo kun synder, så snart han gør noget, fordi det ikke kommer af tro?

Hebr 4,12: «For Guds ord er levende og virkningsfuldt og skarpere end noget tveægget sværd og trænger igennem, så det skiller sjæl og ånd, marv og ben, og er dommer over hjertets tanker og hensigter.»

De falske lærere siger om sakramenterne: «Det indrømmer vi: Det blotte at prædike og høre prædiken hjælper dig ikke, hvis du ikke tager imod Ordet i tro; tværtimod får du et tungt ansvar.» «Men», siger de, «anderledes er det med sakra- (S. 336) menterne. De har den store fordel, at Gud virker i mig med nåde, blot jeg bruger dem.» Det er en ugudelig lære! Sakramenterne er netop ikke andet end Guds ord forbundet med tegn. Augustin kalder så smukt sakramenterne «verbum visibile, det synlige ord». Lige så lidt som Guds ord hjælper mig, hvis jeg ikke tror, lige så lidt hjælper det mig, at jeg bliver døbt, hvis jeg ikke tror. Når jeg siger: «Du skal tro på din dåb», så vil jeg netop sige: «Du skal tro den kære Gud, som har knyttet et så herligt løfte til dåben.» Ellers er det et skændigt misbrug af dåben at tænke: «Den blotte gerning, at jeg har holdt mit hoved frem, behager Gud.»

Et sakramente er verbum visibile. Hvis Ordet altså kun hjælper mig, når jeg tror på det, så hjælper sakramenterne mig også kun, når jeg i tro holder mig til dem. Derfor er det helt grundløst, når sværmerne siger: «Lutheranerne kræver ikke omvendelse!» –

«Hvorfor ikke?» – «Fordi de siger, at man skal stole på dåben og på nadveren.» Men det lærer vi slet ikke. Vi lærer: «I dåben og i nadveren lover Gud dig noget. Hold dig dér til Guds løfter, og tvivl ikke på dem.» Det er det, vi lærer. Men jeg kan kun holde mig til dem, når jeg er blevet en fattig synder. Når jeg siger: «Du skal trøste dig ved din dåb», og når jeg siger: «Du skal omvende dig til Jesus Kristus», så er det én og samme sag. Man kan ganske vist også bilde sig ind, at man tror, men når en kort anfægtelse kommer, er det forbi med den tro. Denne sande tro giver kun Helligånden os.