Fireogtredivte aftenforelæsning (11. september 1885)

Den, der i dag taler meget om ren lære som noget overordentlig vigtigt, gør sig allerede derved stærkt mistænkt for ikke at have den rette, kristne ånd. Alene ordet «ren lære» er i dag bandlyst og ilde set. Selv de teologer i vor tid, som gerne vil regnes blandt de bekendelsestro, taler for det meste kun om ren lære med spot, som et slagord for en død bogstavteologi. Og den, der ligefrem kæmper alvorligt for den rene lære og strider mod al falsk lære, regnes i dag for en hjerteløs og kærlighedsløs fanatiker. Hvor kan det komme fra? Det kommer uden tvivl (S. 337) for det første af, at de moderne teologer udmærket ved, at de ikke har netop det, som til alle tider er blevet kaldt den rene lære, og som også virkelig er det. For det andet kommer det af, at de endda mener, at ren lære er et «nonens» [latin: noget, der ikke findes], intet andet end noget, der hører hjemme i en drømmeverden, i idealernes rige, i en platonisk republik.

Vi lever i en tid, hvor man, som apostlen siger om vranglærerne, altid lærer og dog aldrig kan komme til erkendelse af sandheden. Vi lever i en tid med samme sindelag som Pilatus. Da Herren vidnede for ham, at han var sandhedens konge og hans rige et sandhedens rige, stillede Pilatus spottende Herren Kristus spørgsmålet:

«Hvad er sandhed?» – uden dog at vente på svar. Det ulykkelige menneske tænkte uden

tvivl i sit hjerte: «De største ånder har i årtusinder søgt et svar på spørgsmålet: Hvad er sandhed? – og har ikke fundet det. Og så mener du, stakkels tigger, du elendige nazaræer, at du er sandhedens konge, og vil grundlægge et rige af uimodsigelig, evig sandhed?» Denne foragt for den rene lære, altså sandheden –

for ren lære er netop intet andet end Guds rene ord, ikke en lære, som svarer til dogmatikerne, og som kirken har antaget – nej, den absolut rene lære er Guds ord – denne foragt for den rene lære vidner om, at vi lever i en usigeligt sørgelig tid. For hvordan taler Guds ord selv om Guds ord og ren lære? I profeten Jeremias' profetier, Jer 23,28, hedder det: «En profet, der har drømme, han prædike drømme; men den, der har mit ord, han prædike mit ord ret. Hvordan skulle halm og hvede passe sammen? siger Herren.» Og David siger selv til Gud i Sl 94,20: «Du bliver jo aldrig ét med den fordærvelige trone, som tyder loven falsk.» Ved loven skal her netop forstås Guds ord i almindelighed. Og hvad siger vor kære Herre Kristus selv? Han siger i Joh 8,31: «Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal gøre jer fri.» Er det nu ikke forfærdeligt, når de tyske teologer i dag siger:

«Ak, sandhed! Vi stræber efter sandhed, men kun et hovmodigt, selvtilfreds menneske vil sige, at han har den!» Så dybt er vi nu sunket, at man taler sådan, selv om Herren udtrykkeligt siger: «og I skal kende sandheden, og sandheden skal gøre jer fri». Sådan skriver også den trofaste apostel Judas (v. 3): «Mine kære, mens jeg havde i sinde at skrive til jer om vores fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige.» (S. 338) Her er der ikke tale om troen i hjertet, men om troen i objektiv forstand, om den rene lære. Og hvad skriver endelig Johannes, kærlighedens discipel? I 2 Joh 9–11 hedder det: «Enhver, som går videre og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, som bliver i læren, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke bringer denne lære, skal I ikke tage imod ham i jeres hus og ikke hilse på ham, for den, som hilser på ham, får del i hans onde gerninger.» Og den hellige apostel Paulus skriver til Titus, 1,9–11: «Hold fast ved det troværdige ord, som er i overensstemmelse med læren, så han kan være i stand til både at formane ved den sunde lære og gendrive dem, der siger imod. For der er mange genstridige, tomme snakkere og forførere, især blandt de omskårne, som man må lukke munden på.» Og i sit første brev til Timotheus, 4,16, skriver han: «Giv agt på dig selv og på læren, bliv ved med dette, for når du gør det, vil du frelse både dig selv og dem, som hører dig.» Og endelig skriver han i Galaterbrevet, efter at vranglærere var trængt ind i menighederne i Galatien, Gal 5,7–9: «Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte jer. En smule surdej gennemsyrer hele dejen.» «En eneste falsk lære», vil han sige, «gør hele summen af de kristne lærdomme falsk, ligesom en smule gift gør krystalklart vand til en dødelig drik.»

Ak, forestil jer blot levende det tilfælde, at der dengang i oldkirken, da vranglærerne Arius, Nestorius og Pelagius trådte frem, ikke en Athanasius, en Kyrillos og en Augustin med stor alvor havde rejst sig imod dem – hvad ville der så være sket? Allerede i det fjerde og femte århundrede ville kirken da have mistet den kristne tros højeste artikel; grunden ville være trukket væk under dens fødder, og den måtte være styrtet sammen. Det var ganske vist ikke muligt efter Guds råd; men netop derfor måtte Gud også opvække sådanne redskaber, som disse lærere var. Ganske vist blev de, mens de levede, hadet og forfulgt som ondskabsfulde forstyrrere af kristenheden, men i over et årtusinde har deres navn lyst som navnet på vidner om den frelsende sandhed, og engang skal de for alvor lyse i himmelsk glans som stjernerne, altid og evigt. Derfor

må ingen lade sig afholde fra at vidne om sandheden, fordi alle så siger: «Du har en falsk ånd.» Sådan taler vantroen! – Forestil jer videre, at Luther ganske vist havde erkendt sandheden og også vidnet om den i sin nærmeste kreds, men (S. 339) ikke var gået i kamp mod pavedømmets store vederstyggeligheder, som var trængt ind – hvad ville der så være sket? Kristenheden ville være blevet under den romerske antikrists tyranni over sjælene, og vi ville alle i dag være hans undersåtter.

Derfor er der ingen tvivl: Begge dele, begge dele er nødvendige – at forsvare sandheden og at bekæmpe vranglæren! At I bliver dygtige til begge dele, er blandt andet også målet med vore fredagsaftentimer. Gud give sin velsignelse til vores behandling af det emne, vi har for os i dag!

Sidste gang begyndte vi kun så småt at gennemgå det vigtige indhold i den enogtyvende tese, nemlig at lov og evangelium ikke adskilles og deles ret, når man siger, at man allerede kan opnå frelsen ved den blotte udførte gerning, at man lader sig døbe og går til nadver. Det er den allerværste sammenblanding af lov og evangelium. Evangeliet kræver intet andet end:

«Tro blot! Tag imod, så bliver du frelst!» Loven derimod råber: «Gør det, så skal du leve!» Men hvis den blotte gerning, at jeg lader mig døbe, at jeg går til nadver, bringer mig nåde, så er evangeliet åbenlyst gjort til en lov, fordi jeg bygger min frelse på gerninger; og loven er gjort til et evangelium, fordi jeg lover det stakkels, syndige menneske frelse for det. Nu skulle man jo tro, at det var ganske umuligt, at nogen ville være kristen præst og dog lære, at sakramenterne virker frelsende «ex opere operato» [latin: i kraft af den udførte handling]; og dog sker det igen og igen. Netop de, der vil være rigtig strenge lutheranere, begår denne forfærdelige fejl, hver gang de behandler sakramenterne. Når de er færdige med deres udredning om dåben, mener enhver: «Nu har du hørt det: Du skal bare lade dig døbe, så kommer du i himlen!» Og når de er færdige med at fremstille læren om nadveren, tænker folk: «Nu har du hørt det: Du behøver bare at gå op til alteret, så har du syndernes forladelse, for vor Herre har jo bundet denne nåde til netop denne handling.»

Vi begyndte allerede for otte dage siden at vise, at dette er stik imod læren om evangeliet. Hertil hører jo alle de steder, som vidner for os, at evangeliet kun kræver tro, at alt er sat på troen. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan jeg så sige: «Den og den gerning hjælper mig også»? Hvis prædikenens ord ikke hjælper mig, hvis jeg (S. 340) ikke tror, så hjælper dåben og nadveren mig heller ikke uden troen. Når jeg siger til nogen: «Du bliver kun frelst ved troen», så vil jeg ikke sige andet end: «Du bliver frelst af nåde.» Men de fleste fremstiller det sådan: «Vil du frelses, så behøver du ikke gøre den og den gerning, men

– tro, det skal du! Det kræver Gud af dig.» Men nej, apostlen siger jo tydeligt: «Ved troen kommer retfærdigheden, for at den skal være af nåde.» Rom 4,16. Læg mærke til dette kostelige sted! For så snart der fremsættes noget, som strider mod læren om, at mennesket ikke bliver frelst ved sine gerninger, ikke ved sit løb og sit jag, men alene af nåde, så er det en vranglære, der vælter grundvolden. «Du skal tro» betyder: «Du skal tage imod det, der rækkes dig.» Vor Herre skænker dig syndernes forladelse, retfærdighed, liv og salighed. Men hvad hjælper en gave dig, hvis du ikke tager imod den? At tage imod er imidlertid ikke en gerning, som jeg yder til gengæld for gaven, men det er at gribe det, der bliver rakt frem. Når jeg rækker en tigger en gave, ved jeg ikke, om han tager imod den, og dog mener jeg det helt alvorligt. Lader han den falde, så får han den ganske enkelt ikke. Lad os nu høre nogle steder, som specielt handler om sakramenterne.

Tænk godt over, hvordan Herren taler i Mark 16,16: «Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.» Han siger ikke: «Den, som bliver døbt og tror», men: «Den, som tror og bliver døbt.» Troen er det mest nødvendige, og dåben er noget, som troen holder sig til. Og så fortsætter Herren: «Men den, der ikke tror, skal fordømmes.»

Det betyder: «Hvis du ikke kunne blive døbt, så bliver du alligevel frelst, blot du tror.»

ApG 8,36–37: «Mens de kørte ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: Se, her er vand. Hvad forhindrer mig i at blive døbt? Men Filip sagde: Hvis du tror af hele dit hjerte, kan det ske. Han svarede og sagde: Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.» Det er det eneste, Filip kræver. Han vil sige: «Ellers vil dåben slet ikke gavne dig.» Når vi bliver døbt, gør vi ikke en gerning, men Gud gør en gerning på os.

Gal 3,26–27: «For I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus. For så mange af jer, som er blevet døbt, har iklædt jer Kristus.» Heraf ser man: I dåben ifører man sig kun Kristus, når man tror. For apostlen siger ikke: (S. 341) «Hvem der end er døbt, har iklædt sig Kristus» – sådan bliver det i dag som regel udlagt – men: «Så mange af jer, som er blevet døbt.» Her taler apostlen til dem, der stod i troen, og som var blevet Guds børn. Ja, sådanne ifører sig Kristus i dåben. Den, der ikke tror, ifører sig ham ikke, men beholder sit syndige køds klædning.

Da Herren indstiftede den hellige nadver, sagde han: «Tag og spis, dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig. Tag og drik alle heraf, denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.» Når Herren her ikke kun siger: «Dette er mit legeme», men også tilføjer: «som gives for jer»; når Herren ikke kun siger: «Dette er mit blod», men også: «som udgydes for jer til syndernes forladelse», så vil han jo åbenlyst sige: «Det vigtigste er, at I tror dette: at dette legeme er givet for jer, og at dette blod er flydt til forladelse af jeres synder. Det skal I tro, så har I den rette velsignelse af dette himmelske måltid.» Og når Kristus yderligere tilføjer:

«Gør dette til ihukommelse af mig», så vil han netop sige: «Gør det i tro!» Han vil jo ikke sige: «Tænk nu også på mig, mens I nyder mit legeme og blod. Glem mig ikke helt!» Den, der mener, at Frelseren blot formanede sine kristne om ikke at glemme ham helt, kender ikke Frelseren. Nej, den rette ihukommelse af Kristus består i, at mennesket i tro tænker: «Dette legeme er givet hen for mig! Dette blod er flydt til forladelse af mine synder. Derfor kan jeg frimodigt gå op til alteret. I tro vil jeg holde mig til det og holde det kostelige pant i ære.» For når Gud endda føjer et pant til sit ord, hvem tør så vove at tvivle på, at dette ord er sandhed, og at det helt sikkert vil gå i opfyldelse? Åh, læg jer også dette på sinde for jeres eget hjerte og jeres egen samvittighed! Hver gang I går til den hellige nadver, så lad disse ord stå for jeres øjne: «Givet for jer, udgydt for jer til syndernes forladelse.» Gør I ikke det, men tænker: «Så, nu har jeg også igen gjort min pligt! Den gerning vil Gud nok også lægge mærke til», så er jeres nadvergang en fordømmelig gang, som bringer jer død og fordømmelse. Det er en frækhed at gå til alters sådan og spise Kristi legeme og drikke hans blod. Men det er ikke en frækhed, når vi holder os til hans ord, til hans løfte. (S. 342) Rom 4,11: «Og han modtog omskærelsens tegn som et segl på den retfærdighed af tro, som han havde, mens han endnu var uomskåren.» – Her siges det, at Abraham troede, før han blev omskåret, og at han med omskærelsen blot skulle få et segl på troens retfærdighed. For det er netop Guds store godhed: Han ved, hvor træge vi er til at tro, også når vi virkelig er kommet til tro, og derfor føjer han til

sit ord også ydre tegn og forbinder dem med sit ord; for sakramenterne er forbundet med Guds ord og indfattet i det. Det er stjernen, som lyser: Ordet.

Vor kirke får ofte den bebrejdelse, at den lærer, at dåben «ex opere operato» virker Guds barnekår, og at nadveren «ex opere operato» virker syndernes forladelse. Det bliver af de falske lærere banket ind i hovedet på folk, som om det var luthersk lære. Hvis det var vores lære, så var det ganske vist intet under, hvis alle sande kristne holdt sig fra os. Det ville jo være forfærdeligt. Først sagde vi: «Man bliver ikke frelst ved gerningerne», men så sagde vi igen: «Men ved disse to små gerninger skal I opnå syndernes forladelse.» Men hvor mange ser ikke i kalenderen, hvor længe det er siden, de har været til nadver, om den tid er gået, inden for hvilken de plejer at gå til alters! Hvorfor mon? Fordi de tænker, at det er en kristens gerning, og at det jo ikke er rigtigt, hvis man ikke udfører denne gerning. De går op til alteret og drikker døden og æder Guds vrede. Nej, nådeløftet, som er forbundet med elementerne, skal drive mig, og så skal jeg træde frem i tro; så vil jeg også gå velsignet bort fra Herrens bord. Men mange tænker: «Nu er jeg engang opdraget sådan. Hvad kan jeg gøre mere? Så er saligheden mig vis.»

Det er ganske vist sandt: Den lutherske kirke ophøjer sakramenterne overordentlig højt, så det ringer for ørerne på sværmerne. Den lutherske kirke holder sig til Herrens ord:

«Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.» Og derfor fordømmer den alle falske lærere, som siger: «Det er kun en ceremoni, hvorved man bliver optaget i den kristne kirke.» Men nej, «dåben virker syndernes forladelse, frelser fra døden og djævelen og giver den evige salighed til alle, som tror det, sådan som Guds ord og løfter lyder». Den lutherske kirke holder fast ved, at dåben er genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden; den holder fast ved det, Peter siger om dåbens vand, «at det frelser os». Vi (S. 343) holder fast ved: «I, som er døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus.» Den lutherske kirke holder fast ved det, Herren siger: «Dette er mit legeme, som er givet for jer; dette er mit blod, som er udgydt for jer», og lader sig på ingen måde bringe ud af det. Den lutherske kirke betragter de hellige sakramenter som det helligste, nåderigeste og kosteligste, der findes på jorden. Den er fast overbevist om, at vor Herre ikke er en så elendig ceremonimester, at han skulle have påbudt visse ceremonier, som vi skal bruge, når vi optager nogen. Nej, kristendommen er ikke et frimurerselskab. Når Gud påbyder denne handling, så påbyder han noget, som vore sjæles frelse hænger på. Men hvor har den lutherske kirke sagt, at den blotte brug af sakramenterne frelser? Tværtimod har den altid vidnet imod det, kæmpet imod det og fordømt denne lære.

De nyere teologer bliver på dette punkt igen mere pavelige i deres sindelag. Det skulle man slet ikke tro om disse mænd, som dog hælder mere til rationalismen. De siger: «Dåben er genfødslen.» Mange hører det og tænker: «Det lærer den lutherske kirke.»

Nej, det er ikke luthersk. Dåben er ikke genfødslen, men den virker genfødslen; den er midlet til genfødslen.

Men så I rigtig tydeligt kan se, at den lutherske kirke intet vil vide af, at sakramenterne virker ex opere operato [«i kraft af den udførte handling», dvs. alene fordi handlingen bliver udført], så hør nogle vidnesbyrd fra dens bekendelsesskrifter!

I Luthers Lille Katekismus hedder det: «Hvordan kan vand gøre så store ting? Det er naturligvis ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.» – Når Peter siger: «Vandet frelser os»

(1 Pet 3,21), så er det en synekdoke [en talemåde, hvor en del nævnes for helheden]. Til den hellige dåbs handling er der netop knyttet et stort og herligt nådeløfte.

Videre hedder det i det sjette hovedstykke: «Det er naturligvis ikke det at spise og drikke, der gør det, men ordene, som står der: For jer givet og udgydt til syndernes forladelse. Disse ord er sammen med den legemlige spisning og drikning det vigtigste i sakramentet, og den, der tror disse ord, har det, som de siger og lyder på, nemlig syndernes forladelse.» «Det vigtigste i sakramentet» bliver som regel udlagt sådan: «Guds ord skal naturligvis siges med, det er hovedsagen.» Ved det forstår de forma sacrae coenae [nadverens form, dvs. indstiftelsesordene, som siges ved nadveren]. Men det er der slet ikke tale om her. (S. 344) Her drejer det sig om, hvad sakramentet virker, og der er det vigtigste, at ordene står der: «For jer givet, for jer udgydt.»

Den Augsburgske Bekendelse, art. 13 (Müller, s. 41f.): «Om brugen af sakramenterne læres der, at sakramenterne ikke alene er indstiftet for at være tegn, som man udvortes kan kende de kristne på, men for at være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, så vores tro derved kan vækkes og styrkes. Derfor kræver de også tro og bliver da brugt ret, når man modtager dem i tro og derved styrker

troen.»

Vores tro skal derved vækkes og styrkes. Når Guds ord bliver prædiket for en kristen, skal hans tro allerede derved styrkes. Men når den kristne tilmed hører, at Gud har indstiftet en særlig handling, som dette løfte er knyttet til, så må det forekomme ham som en port til himlen. Men det sker kun, når man holder sig til Guds løfte. Gud vil frelse os af fri nåde. Derfor er det tåbeligt at tænke: «Hvad? Skal jeg blive frelst ved dåben? Skal det frelse mig, at jeg holder hovedet frem og lader mig overhælde med vand?» Nej, du skal slet ikke gøre noget. Undre dig ikke over, at Gud foreskriver dig en gerning, som selv fornuften siger om:

«Det kan da ikke være det, jeg skal fortjene saligheden med!» Men sværmerne bilder folk ind, at vores lære er en rest af pavedømmet. Den blotte dåbshandling giver dog ikke mennesket noget som helst – højst helvede, hvis han ikke bruger dåben i tro. Nej, Gud er så venlig, at han ikke blot lader nåden prædike, men også siger: «Kom her, med dette sakramente har jeg lovet og beseglet dig min nåde! Tro det bare!»

Den, der tror, at han får syndernes forladelse ved den blotte spisning og drikning, er et blindt menneske. Kristi legeme virker ikke på fysisk vis, sådan som de nyere teologer siger, når de hævder, at Kristi legeme nedlægger udødelighedens kim i mennesket. Men derom står der ikke et ord i Skriften; det er kun drømme fra vores spekulative teologi. I vores bekendelse bliver det endelig også offentligt fordømt, at sakramenterne skulle virke ex opere operato. I Apologien for Den Augsburgske Bekendelse, art. 13 (Müller, s. 202ff.), hedder det nemlig: «Når vi kalder de ydre tegn og ceremonier sakramenter, som (S. 345) har Guds befaling og et tilknyttet guddommeligt løfte om nåde, så kan man let slutte, hvad sakramenter er. For ceremonier og andre ydre ting, som mennesker har indstiftet, er på den måde ikke sakramenter. Mennesker kan nemlig ikke uden befaling love Guds nåde. Derfor er tegn, der er indstiftet uden Guds befaling, ikke nådens tegn, selv om de ellers kan minde børn og enfoldige folk om noget, ligesom et malet kors. Rette sakramenter er altså dåben, Herrens nadver og tilgivelsen. For de har Guds befaling og har også løfte om nåde, som egentlig hører til det nye testamente og er det nye testamente. For de ydre tegn er indstiftet til, at hjerterne derved skal bevæges – nemlig ved ordet og det ydre tegn på én gang – til at tro, at Gud virkelig vil være os nådig ved Kristus, når vi bliver døbt, og når vi modtager Herrens legeme, sådan som Paulus siger: Troen kommer af det, som høres.» – Hvis nogen kommer med noget, som Gud ikke har knyttet et nådeløfte til, og kalder det et sakramente, så godtager vi det ikke. –

«Men ligesom ordet går ind i ørerne, sådan er det ydre tegn stillet for øjnene for indvendig at tilskynde og bevæge hjertet til tro.» – Ligesom ingen nu vil påstå:

«Det blotte at høre prædikenen frelser» – den mest enfoldige kristne ved, at det ikke bliver lært i Skriften – sådan er det også med sakramenterne. Det blotte tegn, som bliver stillet for vores øjne, gør det ikke; det antyder derimod, hvad ordet prædiker. Vi døber med vand. Dåben bringer os renselse fra synder, helliggørelse, genfødsel og fornyelse. Det er netop det, vandet antyder. Det, jeg hører i prædikenen, ser jeg i dåbens ydre element. Men ordet og sakramentet virker det samme i hjertet. De nyere teologer forestiller sig, at Gud har foreskrevet forskellige lægemidler mod forskellige sygdomme. De mener: «Ordet er naturligvis også et lægemiddel; dåben må være noget andet, den har til formål, at vi bliver genfødt; nadveren må igen virke noget andet, den skal forene os med Kristi legeme.» Men det er menneskelige tanker, som der ikke står et eneste ord om i Skriften. Ordet virker troen, bringer syndernes forladelse og skænker os Guds nåde og saligheden; men det gør dåben også, og den hellige nadver også. Et segl alene hjælper slet ikke noget. Og hvis jeg forærede jer ti ark papir med mit segl på, kunne I ikke gøre forretninger med dem. Når apostlen nu siger, at omskærelsen var et segl, viser han dermed, at alle sakramenter er segl. (S. 346) Hvad er så papiret og skriften? Det er Guds ord. I sakramenterne bliver alt det beseglet, som står i nådeløfterne. Derfor siger Herren ikke blot, at vi skal døbe, men der tilføjes straks: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» – «For ordet og det ydre tegn virker det samme i hjertet, som Augustin så fint har sagt det: Sakramentet, siger han, er et synligt ord. For det ydre tegn er et maleri, som betegner det samme, som bliver prædiket ved ordet; derfor udretter begge det samme.» – På prædikestolen er ordet hørligt, og i sakramenterne er det synligt. – «Men det er mere nødvendigt at drøfte og vide, hvad der er den rette brug af sakramenterne. Her må vi frimodigt fordømme hele flokken scholasticorum [af skolastikere, middelalderens skoleteologer] og straffe deres vildfarelse, når de lærer, at de, der blot bruger sakramenterne, får Guds nåde ex opere operato, når bare de ikke sætter obicem [en hindring (for nåden)], selv om hjertet da ikke har nogen god tanke. Men det er ligefrem en jødisk vildfarelse, når de mener, at vi skal blive retfærdige og hellige ved en gerning og ydre ceremonier uden tro, og selv om hjertet ikke er med; og denne skadelige lære bliver dog prædiket og lært vidt og bredt, overalt i hele pavens rige og i alle pavens kirker. Paulus råber imod det og siger, at Abraham blev retfærdig for Gud, ikke ved omskærelsen, men at omskærelsen var et tegn til at øve og styrke troen. Derfor siger vi også, at til den rette brug af sakramenterne hører troen, som tror Guds løfte og modtager den lovede nåde, der bliver tilbudt ved sakramentet og ordet. Og dette er en sikker og ret brug af de hellige sakramenter, som et hjerte og en samvittighed kan vove sig ud på og forlade sig på. For Guds løfte kan ingen gribe uden alene ved troen. Og sakramenterne er ydre tegn og segl på løftet. Derfor hører der tro til den rette brug af dem. Når jeg for eksempel modtager sakramentet med Kristi legeme og blod, siger Kristus klart: Dette er det nye testamente. Så skal jeg tro fuldt og fast, at nåde og syndernes forladelse, som er lovet i det nye testamente, bliver mig til del. Og det skal jeg modtage i tro og dermed trøste min forskrækkede, frygtsomme samvittighed og stole fast på, at Guds ord og løfte ikke slår fejl, men er lige så sikre, ja, endnu sikrere, end hvis Gud lod en ny stemme eller et nyt undertegn komme fra himlen, hvorved nåden blev lovet mig. Men hvad ville undertegn hjælpe, hvis der ikke var tro? Og vi taler her (S. 347) om den tro, hvor jeg selv for mit eget vedkommende tror fuldt og fast,

at mine synder er mig tilgivet, ikke blot om fide generali [den almindelige tro], hvor jeg tror, at der er en Gud. Denne rette brug af sakramenterne giver virkelig trøst og kvæger samvittighederne.

«Men hvad angår den hæslige, skændige, ugudelige lære om opere operato, hvor de har lært, at når jeg bruger sakramentet, så gør den udførte gerning mig from for Gud og skaffer mig nåde, selv om hjertet ikke har nogen god tanke dertil – hvor meget misbrug og hvor megen vildfarelse den har ført ind, kan ingen nok betænke, skrive eller sige. For derfra er også det usigelige, utallige, gruelige misbrug af messen kommet. Og de kan ikke påvise en eneste titel eller et eneste bogstav hos de gamle kirkefædre, som beviser skolastikernes mening. Ja, Augustin siger lige imod, at det er troen i brugen af sakramentet, ikke sakramentet, der gør os fromme for Gud.»

Når man i dag siger dette til de såkaldte strenge lutheranere, mener de: «Det er calvinistisk. Nej, dåben er genfødslen, og Kristi legeme og blod virker noget hemmeligt i os, lutter nåde.» De, der ved, hvad Apologien siger her, vover naturligvis ikke at tale sådan, men de tænker sådan om det. Kahnis vidste udmærket, hvad den lutherske kirke lærer om det. Han forærede mig selv sin bog «Die Lehre vom Abendmahl» [Læren om nadveren], da jeg var i Tyskland. Han skriver i den (s. 328): «I det hele taget er den lutherske kirkes sakramentsbegreb ikke nået til fuld udvikling. Grundbegreberne ord og tro er blevet anvendt alt for direkte på det.» – Han vil sige: «De står i en vis forbindelse med hinanden, men sakramenterne virker objektivt, umiddelbart, uden ord og uden tro. Og det er det forkerte i den lutherske kirke, at man forbinder tro og sakrament umiddelbart med hinanden.» – «For Apologien er sakramentet kun et kvalificeret ord.» –

Det vil sige, at den lutherske kirke i grunden betragter sakramenterne som det samme som ordet, blot med den forskel, at der kommer et tegn til – «verbum visibile (p. 200), quasi pictura verbi seu sigillum (p. 267) [et synligt ord …, så at sige et billede af ordet eller et segl], som ligesom ordet kun ved troen har kraft til syndernes forladelse.» – Det bebrejder han vores kære lutherske kirke! – «Over for ordet træder hvert sakramentes særlige frelsesgode lige så meget i skygge, som den særlige frelsesvirkning gør det over for troen.» – Han vil altså sige: «Når den lutherske

kirke lærer: ‹Fra Guds side er ordet nødvendigt, og fra menneskets side er troen nødvendig›, så er det alt sammen intet værd.» (S. 348) «Nej», siger han, «man må gøre stor forskel på ord og sakrament; for hvert sakrament har sit særlige frelsesgode og sin særlige frelsesvirkning.» – «Den, der er døbt, er genfødt og forbliver genfødt til sin død. . . . Nadverens formål kan kun udledes af dens væsen. I nadveren nyder vi Kristi forklarede legeme og i og med det Kristi ånd og liv.» – Det er netop den nye lære.

Også Delitzsch lærer forkert her, denne mand, som ellers har stået så fortræffeligt. Han skriver i sin bog «Vier Bücher von der Kirche» [Fire bøger om kirken], 1847, s. 33: «Enhver, der blot er døbt og tager del i Herrens måltid, er et lem på Kristi legeme. Kristi legeme er alle dem tilsammen, der er døbt til ét legeme og har fået én Ånd at drikke. Hvad enten det er Hengstenberg» – han gjaldt dengang for selve prototypus [urbilledet, forbilledet] på de rettroende og var det også indtil kort før sin død – «eller Wislicenus» – en fritænker – «så er de begge lemmer på ét og samme legeme i kraft af Guds handling, som troen ikke frembringer, og vantroen ikke gør til intet. Hvad enten det er en evangelisk eller en romersk-katolsk, ja, en socinianer eller en unitar – i kraft af dåben er de alle én i Kristus.» – Unitarerne hører altså efter hans mening til den synlige kirke. – Videre siger Delitzsch, s. 42: «De kan være dele, ja, endog organer i den synlige kirke» – Men et lem er kun det, som livet strømmer igennem, det liv, der strømmer gennem hele legemet. Efter hans påstand er alle disse vantro, ugudelige mennesker lemmer på Kristi legeme, blot døde lemmer. Så er Herren Jesus Kristus i sin kirke altså til dels et lig! – «men lemmer på kirken, som er Kristi legeme, er de ikke.» – Her taler han i kirkens ånd og udtaler, hvad vores

kirkelærere lærer. Derfor fortsætter han: «Vi kan ikke anerkende, at denne skelnen er berettiget. Den, der én gang er døbt, er et lem på Kristi legeme; det kan ikke ændres.» – Hvis jeg ikke længere tror og er faldet, må jeg tømre mig et andet skib; det er anger og bod. [hentydning til den middelalderlige lære om boden som «den anden planke efter skibbruddet».] Men vi siger ud fra Skriften: «Dåben står fast! Gud tager aldrig det ord tilbage, han har givet.» Hvis jeg efter dåben falder i dødssynder, gavner dåben mig intet. Men når jeg igen kommer til erkendelse, kan jeg sige: «Jeg er jo ikke fortabt. Jeg er døbt. Gud har døbt mig og sagt: Du skal være mit barn. Og det ord tager Gud ikke tilbage.» Holder jeg mig sådan til dåben, til Guds løfte, så har jeg alle dåbens goder igen. (S. 349)