Femogtredivte aftenforelæsning (18. september 1885)

Kristus siger om sig selv: «Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Det bekræfter Peter over for Rådet, når han siger: «Der er ikke frelse ved nogen anden; der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi skal blive frelst ved.» Og Paulus bekræfter det også, når han råber til sine korinthere:

«Jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» Derfor er det i sandhed en stor og forfærdelig synd, når man ikke lokker en sjæl, som er blevet os betroet til undervisning, hen til Kristus, når man ikke igen og igen fortæller den, hvad den har i Herren Jesus, sin frelser. At holde nogen tilbage fra troen på Kristus er en så forfærdelig synd, at intet ord kan beskrive den rigtigt. En præst, der gør det og holder et menneske tilbage fra frimodigt at gribe Kristus – hvad enten han gør det bevidst eller ubevidst, med vilje eller af blindhed, af ondskab eller af forkert iver for sjælenes frelse – en sådan præst vil, så vidt det står til ham, bringe disse mennesker om det evige liv. Fra at være sjælehyrde bliver han en glubsk ulv, fra at være sjælelæge bliver han sjælemorder, ja, hvad siger jeg: fra at være en Guds engel, som han skulle være, bliver han menneskets djævel. Ak, der har været præster nok, som først på deres sidste sygeleje har set klart og tydeligt, hvor mange sjæle de har holdt borte fra Kristus med deres uevangeliske prædiken, så disse sjæle, der var betroet dem, af deres skyld så at sige er døde af åndelig sult. Og hvad bliver så følgen? Sådanne ulykkelige præster har kort før deres død måttet kæmpe hårdt med tanker om fortvivlelse, og mangen en er også gået bort uden trøst, i ve og jammer, i fortvivlelse.

Grovest synder de såkaldte rationalistiske præster på dette punkt. I djævelsk frækhed går de op på kristne prædikestole, og i stedet for at prædike Kristus, frelseren, for alle syndere fremfører de deres elendige sædelære og dydslære og råber så alle mulige svulstige, hule fraser ind i ørerne på folk. Over sådanne rationalistiske bugtjenere lyder Herrens verop også i dag: «Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere, som lukker Himmeriget for menneskene! I går ikke selv ind, (S. 350) og dem, der vil ind, lader I ikke gå ind!» Åh, hvor skal de engang forfærdes, de, der har kaldt sig Jesu Kristi venner, beundrere og forkyndere, når de må træde frem for Jesu Kristi domstol, og Kristus i sin vrede råber de brændende ord imod dem: «Jeg har aldrig kendt jer! Gå bort fra mig, alle I, som gør uret!» Men lige så groft synder de pavelige her. Heller ikke de lokker folk til Kristus, syndernes frelser og syndernes ven. Tværtimod fremstiller de Kristus som en endnu strengere lovgiver end selv Moses, som skulle have pålagt os langt flere og langt strengere bud. Og når en stakkels synder kommer i nød og spørger præsten til råds, viser de ham ikke hen til Kristus, men til Maria, den såkaldte barmhjertighedens moder. Over for Kristus har de

lært folk at blive bange, og de har lært dem, at Maria skal tage dem ind under sin kappe; eller de viser dem hen til den ene eller den anden skytshelgen. For denne forfærdelige synd, at de viser de stakkels syndere bort fra Kristus, skal de engang få Guds vrede at mærke, når røgen fra deres pine stiger op i al evighed. For det er ikke kun forfærdeligt, når den vantro spotter Kristus som en sværmer, men også når man ikke lærer om Kristus, ikke forkynder Kristus, men siger: «Tro ikke på ham!»

Nu, denne grove måde at holde folk tilbage fra Kristus på kan man let vogte sig for – den behøver jeg slet ikke at advare jer imod – men det er svært ikke at gøre det på en mere forfinet måde. Ak, utallige præster har ment, at de prædikede Kristus og forkyndte Kristi lære, indtil deres øjne blev åbnet, og de så, at de dog havde tildækket Herren Jesus for de stakkels synderes øjne og langt mere havde vist folk bort fra ham end lokket dem hen til ham. Om denne mere forfinede måde at holde folk tilbage fra Kristus på handler vores toogtyvende tese.

§ Tese XXII.

For det attende deles Guds ord ikke ret, når man gør en falsk forskel mellem opvækkelse og omvendelse og forveksler, at man ikke kan tro, med, at man ikke har lov til at tro.

Denne alvorlige sammenblanding af lov og evangelium gjorde især de såkaldte pietister sig skyldige i, i første halvdel af forrige århundrede. Til dem hører blandt andre (S. 351) teologerne i Halle, en Aug. Herm. Francke, Breithaupt, Anastasius Freylinghausen, Rambach og Joachim Lange, og de, som sluttede sig til dem: Bogatzky, Fresenius og mange andre. De gjorde sig skyldige i den mere forfinede sammenblanding af lov og evangelium: at holde folk tilbage fra Kristus. Og det gjorde de blandt andet ved at gøre en falsk forskel mellem opvækkelse og omvendelse. De forklarede nemlig, at man, når det gælder vejen til frelse, må dele menneskene ind i tre klasser: 1. uomvendte, 2. vakte, men endnu ikke omvendte, 3. omvendte.

Selv om de kære pietister selv mente det ærligt og på ingen måde ville afvige fra den rette lære, var denne inddeling helt forkert. Hvis de ved de vakte havde forstået folk, som nok nu og da får et stærkt indtryk af Guds ord, af lov og evangelium, men så hurtigt visker dette indtryk ud igen, så det ikke bliver til noget hos dem, så ville det være helt rigtigt. For der findes ganske vist mennesker, som ikke længere kan gå omkring i deres kødelige sikkerhed, men som undertrykker denne uro igen, indtil den kære Gud endnu en gang slår til med lovens hammer og så lader dem smage evangeliets sødme. Men de vakte, som pietisterne talte om, hører ikke længere til de uomvendte. Ifølge Skriften må vi kun lave to klasser, nemlig omvendte og uomvendte. Der findes ganske vist folk, som man – hvis man ikke tager Skriften til rettesnor – kunne kalde vakte i modsætning til sande kristne. Eksempler på det finder vi i mængde i Skriften. Til den slags folk hørte Herodes Antipas. Om ham siges det, at han gerne hørte Johannes Døberen, fordi han holdt mange trøstende prædikener, hvor han pegede på den kommende Messias; og at han også nogle gange spurgte Johannes til råds og fulgte hans råd. Men han forblev dog den gamle Herodes. For en elendig dansepiges skyld måtte Johannes Døberen miste sit hoved på denne konges befaling. – Et andet eksempel er landshøvdingen Felix. For ham prædikede Paulus med stor iver om retfærdighed, om kyskhed og om den kommende dom. Dette ord var trængt ind i hans indre, og hans samvittighed sagde til ham: «Dit elendige menneske, hvis det er sandt – og det må vel være sandt

– hvad bliver der så af dig? Du horkarl! Du uretfærdige dommer! Du ægteskabsbryder!» Men han viskede hurtigt dette indtryk ud igen. Han sendte Paulus bort og sagde: «Gå nu, for denne gang. Når jeg får tid, vil jeg kalde dig til mig igen.» Men han kaldte ham ikke igen; han ville ikke (S. 352) høre denne stemme igen. – Noget lignende finder vi hos Festus. Da Paulus havde tordnet med loven og forkyndt evangeliet lifligt, sagde han: «Du er fra forstanden, Paulus! Al din lærdom har gjort dig gal.» Paulus’ prædiken havde altså gjort et stort indtryk på ham, men han erklærer blot Paulus for en sværmer. Dermed ville han skaffe sin oprørte samvittighed trøst. – Et andet eksempel har vi i Agrippa. Han sagde endda til Paulus: «Du er ikke langt fra at overtale mig til at blive kristen.» Hvilket vældigt indtryk må apostlens tale have gjort på denne konge, siden han offentligt bekender, at der ikke mangler meget i, at han blev en foragtet og hånet kristen! Der manglede altså stadig noget! Hvad var det da? At han opgav sin forsætlige, halsstarrige modstand og lod sig overvinde af Herren. Men han forsøgte at overvinde Herren og forblev uomvendt. Sådanne folk skal ikke regnes blandt de omvendte. Men at kalde dem vakte er et helt forkert udtryk. Når Skriften taler om opvækkelse, mener den altid omvendelsen. Det skal I være bevidste om, når I læser pietistiske skrifter, for der er meget godt i dem. Del kun menneskene ind i to klasser! At Skriften ved opvækkelse forstår omvendelse, kan I se af følgende steder.

Ef 5,14: «Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, så vil Kristus lyse for dig.» – Det er da tydeligvis en opfordring til sand omvendelse og bodfærdighed. Vi skal vågne op af den åndelige søvn og stå op fra den åndelige død. Den, som er vågnet op på den måde, er ikke vågnet af den legemlige, men af den åndelige søvn; han er nu vågen, han lever nu, han er netop en kristen.

Ef 2,4–6: «Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, gjort os levende sammen med Kristus, da vi var døde i vores synder – af nåde er I blevet frelst – og han har oprejst os sammen med ham og sat os sammen med ham i det himmelske, i Kristus Jesus.» – Men hvad er opvækkelse andet end at blive gjort levende? Så er du altså frelst, når du er vakt. Så snart jeg er vakt op af Helligånden, ved hans ord, er jeg sat ind i det himmelske.

Kol 2,12: «Da I blev begravet sammen med ham i dåben, i hvem I også er opstået ved troen, som Gud virker, han som oprejste ham fra de døde.» «Ved troen!» Altså kan ingen være vakt uden at have troen. Altså må han være en kristen. (S. 353) Men pietisterne siger: «Nej, den, der ikke først har oplevet en sand, grundig anger i sit hjerte, er endnu ikke omvendt, men kun vakt.» En grundig anger kalder de det, når en ligesom David har grædt hele nætter og gennemvædet sin seng med tårer, når han i hele dage er gået krumbøjet og nedbøjet omkring. Så siger de: «Den, der endnu ikke har oplevet det, er endnu ikke omvendt, men kun vakt. For den, der endnu ikke er blevet beseglet af Helligånden, den, der endnu ikke er helt vis på, om han står i nåde hos Gud, om han bliver frelst; den, der altid vakler, er bestemt ikke en kristen. Eller han er kærlighedsløs, han har ikke den rette tålmodighed, ikke den rette hjælpsomhed over for sin næste.» Men det er en falsk antagelse. Man kan være blevet en sand kristen uden endnu at have oplevet den store, forfærdelige angst som David. For selv om David virkelig oplevede det, står der dog ikke i Bibelen, at vi også skal opleve det i samme grad. Og hvad beseglingen angår, skriver apostlen i Ef 1,13: «I ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med den lovede Helligånd.» Først må vi tro, men vores tro kan stadig være meget svag, så vi hele tiden må kæmpe med lutter angst og tvivl. Det er jo ikke alle, Gud straks giver troens glæde og heltemod.

At alt dette er den rene, klare sandhed, kan vi se af alle de eksempler, hvor vi hører, at folk blev omvendt. Tænk på dem, der hørte pinseprædikenen! Om dem siges der kun, at det stak dem i hjertet, og så spørger de: «I mænd, brødre, hvad skal vi gøre?» Da siger apostlen ikke: «Ja, det går ikke så hurtigt! I må først igennem en svær bodskamp, og så må I først kæmpe og råbe til Gud så længe, at Helligånden til sidst siger i jeres indre:

‹Du har fået nåde, du er frelst›»; nej, apostlen siger kun: «Omvend jer, og lad jer døbe.» Knap har apostlen sagt det, før de lader sig døbe. «Omvend jer» betyder: «Vend om til jeres Herre Jesus, tro på ham, og lad jer så døbe som et segl på jeres tro. Så er alt i orden.» Derefter læser vi om de nyomvendte: «De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne.» De var altså blevet rigtigt omvendt i løbet af få øjeblikke. Det samme ser vi hos hofmanden fra Etiopien. Filip siger ikke andet end: «Hvis du tror af hele dit hjerte, kan det ske.» Og da hofmanden afgav bekendelsen: «Jeg tror, (S. 354) at Jesus Kristus er Guds søn», var det lige præcis nok for apostlen, for han vidste, hvad hofmanden nu forstod ved det; han vidste, at han nu troede på Messias, Gud og menneske. Da dåben var fuldbyrdet, gik de fra hinanden igen, og måske så de aldrig hinanden igen. Filip var heller slet ikke bekymret for, om han virkelig var omvendt; men fordi han havde sagt: «Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn», var Filip helt vis på: «Han er omvendt.»

Men lad os gå videre. Fangevogteren i Filippi var blevet grebet af fortvivlelse, ikke over sine synder, men fordi han frygtede, at alle fangerne var flygtet, og at han så ville blive henrettet. Men Paulus griber ham i armen, netop som han vil stikke sig ned. Og da Paulus tilføjer: «Gør ikke dig selv noget! Vi er her alle sammen», rammer det ham som et uvejr. Han tænker på, hvilke tanker der havde rørt sig i hans hjerte i løbet af natten, da han hørte de fanger, som han havde behandlet så grusomt, love og prise Gud. Da blev han overbevist om sit hjertes ondskab og sin synds størrelse, og han kaster sig ned foran apostlene med ordene: «Kære herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Da siger apostlen ikke: «Det kan ikke ske i denne nat. Først vil vi give dig undervisning, og så vil vi se, hvordan det står til med dig. Du er nu vakt, det indrømmer jeg, men omvendelse er noget helt andet.» Nej, han siger ganske enkelt: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit hus.» Og han tror og bliver fuld af glæde over, at han er kommet til tro på Gud. Og mere gør apostlene slet ikke. De forlader ham og går videre deres vej. Find nu et eneste eksempel i Skriften på, at en profet, en apostel eller en anden af Guds hellige har vist folk en anden vej, at han skulle have sagt: «Det går ikke så hurtigt; du må først have oplevet både det og det og det!» Nej, de prædikede, så folk blev forskrækkede, ikke vidste, hvor de skulle søge tilflugt, fordømte sig selv og spurgte: «Hvor er der hjælp?» Så fik de svaret:

«Tro på Herren Jesus», og dermed var det godt.

Sværmerne siger: «Det er ikke den egentlige orden!» Nej, det er netop ikke sværmernes orden, men det er Guds orden. Så snart evangeliet lød i ørerne på disse mennesker, trængte det ind i hjertet, og de kom til tro. Sådan læser vi også, at David, efter at han havde fået tilgivelse, stadig udstod megen angst; men i hans bodssalmer er der samtidig en bekendelse af, at han vidste med sikkerhed, at han havde en nådig Gud. Og når præsten fører en, som er fuld af angst (S. 355) over sine synder, sådan, at det varer længe, ja, at det varer måneder og år, før han kan sige: «Ja, jeg tror!» – så har det været lutter spildt møje. Præsten har været en åndelig kvaksalver; han har ikke ført sjælen til Jesus, men til dens egen gerning. Og det er en forfærdelig synd. Det har pietisterne i en vis forstand gjort. Netop de præster, der har en stor iver,

er i fare for at begå denne store, forfærdelige synd. De mener det inderligt godt, men gør ikke andet end at pine sjælene. De skal sige til enhver bedrøvet synder, som er gået fallit med alt sit eget og spørger: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» –

«Det er meget enkelt: Tro på Jesus, din frelser, så er alt godt.» For tænk på dette:

Ifølge Skriften er det slet ikke svært at «omvende sig», men det er svært at blive ved med at være omvendt. Derfor er det netop forkert, når man udlægger Frelserens ord: «Gå ind gennem den snævre port» om omvendelsen. Omvendelsen er ikke en snæver port, som man skal presse sig igennem. Omvendelsen må Gud selv give. Og hvis vi selv vil lave en, så er det en falsk omvendelse, og Gud væmmes ved den. Vi behøver slet ikke at bekymre os for, at vi ikke kan komme til omvendelse. Vi skal bare bruge hans skarpe ord, så har vi den første del af omvendelsen. Når så det salige evangelium kommer uden forbehold og betingelser, varer det slet ikke længe, før troen opstår. Så snart du har hørt evangeliet, så tag imod det. Men nu begynder kampen. Det er netop det forkerte hos de falske lærere: De sætter kampen før omvendelsen. Dér kan vi endnu ikke kæmpe. Bagefter gælder det om at kæmpe. Og det er svært. Den smalle vej er de kristnes kors: at man må døde sit eget kød, tage verdens spot, hån og vanære på sig, at man må kæmpe med Djævelen og vende sig bort fra verden, fra dens forfængelighed, dens skatte og fornøjelser. Det er det svære. Og derfor sker det, at så mange snart falder fra igen og mister troen. Der er langt flere mennesker, der omvender sig, end man tror, dér hvor Guds ord bliver forkyndt ret, med Ånds og Guds krafts bevis. Hvis vi bare kunne se ind i hjertet på mange, dér hvor Ordet lyder mægtigt i en kirke, med Ånds og krafts bevis, uden at menneskegerninger blandes ind – hvor mange tænker da ikke: «Ja, jeg vil også blive en kristen! Manden har ret!» Men mange prøver, knap før de er ude af kirken, at undertrykke disse følelser igen, og det, de har oplevet, (S. 356) prøver de at bilde sig selv ind bare er sværmeri. Og sådan forhærder et sådant menneske sig fra søndag til søndag. Sådan kommer de i en meget farlig tilstand; ja, mangen en forhærder sig, så han slet ikke længere kan reddes. Frelseren siger selv: «Der er mange, som tager imod ordet med glæde.» Så kommer anfægtelsen, og spiren, der er ved at skyde op, bliver kvalt. Det skal ikke nødvendigvis forstås sådan, at man må have svære, djævelske anfægtelser, men i det hele taget lede ved åndelige ting, træthed i bønnen, dovenskab over for Guds ord, foragt fra verden osv. Og så er alt tabt igen. Så siger pietisterne:

«Han har endnu ikke været omvendt.» Men Herren siger jo: «De tror en tid.» Den anden gruppe, altså de mennesker, som hurtigt tager imod evangeliet, begynder at tro; men de lader ikke Ordet rigtig slå rod. Ved den næste fristelse giver de sig i stedet hen til verden og kødet igen. Nu er alt tabt.

Tro derfor endelig ikke, at man kunne blive falsk tryg af, at der bliver sagt, hvor hurtigt man kan komme til omvendelse. Nej, dér ser De blot, hvor stor Guds nåde er. Når et menneske er omvendt, så lyder det: «Fra nu af skal du kæmpe hver dag og tænke på at gøre fremskridt fra dag til dag. Du skal øve dig i kærlighed, tålmodighed og sagtmodighed og kæmpe mod enhver synd!» Det er lektien for omvendte kristne. Efter omvendelsen kan du gøre noget; så begynder cooperatio [medvirken, samvirke]. Men sværmerne sætter den før omvendelsen. Det er forfærdeligt, aldeles forfærdeligt! Dermed tager man al ære fra Gud.

Konkordieformlen, Solida Declaratio, art. II, § 87 (Müller, s. 609): «For omvendelsen af vores fordærvede vilje, som ikke er andet end en opvækkelse af den fra den åndelige død, er ene og alene Guds værk, ligesom også opvækkelsen i kødets legemlige opstandelse alene skal tilskrives Gud, sådan som det er vist udførligt ovenfor og bevist med klare vidnesbyrd fra Den Hellige Skrift.»

Videre hedder det samme sted (s. 591): «Og kort sagt forbliver det evigt sandt, hvad Guds Søn siger: Uden mig kan I slet intet gøre. Og Paulus i Fil 2: Gud er den, som virker i jer

både at ville og at udføre efter sin gode vilje. Dette dejlige ord er meget trøstende for alle fromme kristne, som i deres hjerte føler og mærker en lille gnist og længsel efter Guds nåde og den evige salighed. For så ved de, at Gud har tændt denne begyndelse til sand gudfrygtighed (S. 357) i deres hjerte og vil styrke dem videre i deres store svaghed og hjælpe dem, så de bliver i den sande tro til enden.»

Hvor der bare er en lille gnist af sand længsel efter nåde, dér er også troen, for tro er ikke andet end en længsel efter nåde. Så er et menneske ikke bare opvakt i den falske betydning, men omvendt. Det er også bemærkelsesværdigt, at apostlen i Fil 2,12–13 først siger: «Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven», og derefter fortsætter: «For

Gud er den, som virker i jer både at ville og at udføre efter sin gode vilje.» Netop fordi den kære Gud må gøre alt, skal vi arbejde på vores frelse med frygt og bæven. Det siger apostlen til de omvendte. En forhærdet, en blind, en død kan ikke arbejde på sin frelse. Men en omvendt kan, ja, han gør det også – ellers bliver han igen slået med åndelig blindhed og synker tilbage i den åndelige død. Vores modstandere siger: Først vækker Gud mennesket, og så giver han mennesket kraft til at omvende sig eller lade være, til selv at vælge. Dermed har de varmet den gamle falske lære op igen. Men enten er du død, eller også er du levende. Vores nuværende modstandere siger, at mennesket først må få et arbitrium liberatum [en befriet vilje]. Så skal det altså blive levende, før det er blevet omvendt.

Hvilken tilstand de mennesker må være i, som skal komme til den sande tro, ser vi hos Luther, W. tom. XVIII, 2118 (St. L. A. XVIII, 1715): «Først har Gud med sikkerhed lovet sin nåde til de ydmygede, det vil sige til dem, som klager over deres synd og fortvivler over sig selv. Men et menneske kan ikke ydmyge sig til bunds, før det ved, at dets frelse helt uden dets egne kræfter, råd, stræben, vilje og gerninger fuldstændig afhænger af en andens forgodtbefindende (arbitrio) [vilje, afgørelse], råd, vilje og gerninger, nemlig Guds alene.» – Så langt må mennesket komme, at det tænker: «Jeg må overgive mig til Gud på nåde og unåde; jeg kan ikke selv trække mig op af syndens dynd.» Er det i denne tilstand, så er det materia [det stof], som bliver omvendt. Men når folk bliver drevet til deres egne gerninger, så er det bare spildt ulejlighed, og man røver Gud hans ære. Og det gør ofte netop de, som mener det meget alvorligt. – «For så længe et menneske er overbevist om, at det formår noget, om det så kun er noget ganske lille, med hensyn til sin frelse, så bliver det ved med at stole på sig selv og fortvivler ikke helt og aldeles over sig selv. Derfor ydmyger det sig ikke for Gud, men udser sig et sted, en tid eller en eller anden gerning, hvorved det håber eller i det mindste ønsker til sidst at nå frem til frelsen (S. 358). Men den, som slet ikke tvivler på, at alt står i Guds vilje, fortvivler helt over sig selv, vælger ikke selv, men venter på, at Gud skal virke i ham; han er nåden nærmest, så han kan blive frelst. Derfor bliver disse ting lært offentligt for de udvalgtes skyld, så de, ydmyget og gjort til intet på denne måde, kan blive frelst. De andre modsætter sig denne ydmygelse, ja, de forkaster, at man lærer at fortvivle over sig selv, og vil have, at der bliver levnet noget, om det så kun er noget ganske lille, som de selv formår. De forbliver i det skjulte stolte og modstandere af Guds nåde. Dette er, siger jeg, den ene grund: at de ydmygede gudfrygtige kan lære nådens løfte at kende, påkalde det og tage imod det.» – Dertil må et menneske komme, ellers bliver evangeliet prædiket forgæves for ham. Hvis han finder sin trøst i sig selv, eller hvis han mener, at han selv kan klare sig igennem, så er han fortabt. Derfor må en præst først for alvor lade lovens torden lyde mægtigt – og de to skal altid følges ad –

straks efter loven skal evangeliet komme bagefter, ellers kunne mangen en kær og dyrebar sjæl fortvivle og blive fordømt – og den sjæl ville så blive krævet af præsten; for dér lader Gud ikke spøge med sig.