Seksogtredivte aftenforelæsning (25. september 1885)

Man skulle ellers tro, at alle mennesker efter deres fald i synd og i ubeskrivelig elendighed med stor glæde ville tage imod Den Hellige Skrifts lære om, at mennesket bliver retfærdigt og frelst alene af nåde ved troen på Jesus Kristus. Man skulle tro, at de netop ud fra denne lære ville indse, at Bibelens religion må være den eneste rette, for den er jo netop sådan, som fattige syndere har brug for. Men sådan er det desværre ikke. Det er lige omvendt. Netop den lære i Skriften, som apostlen Paulus udtrykker sådan: «Så afhænger det altså ikke af nogens vilje eller løb, men af Guds barmhjertighed» (Rom 9,16), har verden til alle tider og indtil denne dag stødt sig på og taget anstød af. Derfor vidner apostlen allerede i sin egen tid: «Men vi forkynder Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød og for grækere en tåbelighed.» Ja, dengang var det ligefrem en skam i hele verdens øjne at forkynde dette evangelium om (S. 359) Guds frie nåde i Kristus Jesus, så apostlen må udbryde: «Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft, som frelser alle, der tror på det.» For i ethvert menneske sidder der af naturen en blind, selvretfærdig farisæer. Alle, som endnu ikke er blevet oplyst af Gud ved Helligånden, mener derfor, at den religion må være den bedste og sikreste, som kræver mest og det allersværeste af mennesket for at blive frelst. For frelsen er noget så ubeskriveligt stort, mener de, at mennesket uden tvivl også må gøre noget overordentlig stort for at opnå den. Når det naturlige menneske derfor ser, at bestemte trosfæller gør sig det rigtig surt for at blive frelst, mere end andre, så mener det, at det må være dem, der går den lige vej til himlen. Engang viste Baalspræsterne så stor iver i deres Baalsdyrkelse, at de ridsede sig med syle og knive, så blodet flød ned ad deres krop. Da mente det stakkels, blinde folk: «Det er Guds sande profeter! Lad de andre profeter bare prøve at gøre dem det efter!» – indtil profeten Elias til sidst ved et under afslørede Baalspræsternes hykleri. – Og engang lærte farisæerne og de skriftkloge jøderne i deres tid, at hvis de ville blive frelst, måtte de opfylde hele Moseloven til sidste bogstav og oven i købet holde de ældstes overleveringer. Da mente det stakkels, blinde folk: «Ja, vores farisæeres og skriftkloges religion er da bedre end Kristi religion, for han kalder selv de mest afskyelige og skændige syndere til sig og tilbyder og lover dem nåde.» – Og da de falske lærere trængte ind i de menigheder i Galatien, som apostlen Paulus havde grundlagt, sagde de til dem: «Åh, Paulus er vel nok en vældig taler, men han viser jer en alt for let og alt for bred vej til frelsen.» Selvfølgelig, sagde de, måtte man også tro på Kristus, hvis man ville være kristen, men ved siden af måtte man da også holde Moseloven, hvis man ville blive frelst. Og på kort tid faldt næsten alle menighederne i Galatien fra Paulus og hans lære, bestukket af det falske skin, som disse falske lærere omgav sig med. –

Sådan har det altid været. Hvorfor bliver så stort et folk, mange millioner, i pavekirken? Hvorfor bliver de der, selv om den er blevet afsløret som antikristelig? På grund af de gode gerningers skin, som de pavelige omgiver sig med. Hvorfor slutter så mange sig her i landet til prædikanterne i sværmernes sekter? Fordi de omgiver sig med et stort skin af hellighed! Ak, mennesket regner Guds gerninger for så lidt, men menneskets (S. 360) gerning sætter det højt. Det er netop en af syndefaldets sørgelige frugter. – Gid nu denne afskyelige sammenblanding af lov og evangelium, og

især denne afskyelige forsuring af evangeliet, kun fandtes i pavekirken og i sværmernes sekter! Men desværre forekommer den også i vores evangelisk-lutherske kirke. Det er sket før, og endnu i dag hører vi præcis det samme fra lutherske prædikestole, om end ikke på så grov en måde. Hertil hører det, som forkastes i anden del af den toogtyvende tese, og som vi nu vender vores opmærksomhed mod. Ligesom de såkaldte pietister i sin tid og nutidens prædikanter i sværmernes sekter har gjort og stadig gør en falsk forskel mellem vækkelse og omvendelse, så de endnu ikke vil regne de vakte for kristne, sådan har de også forvekslet og forveksler stadig det ikke at kunne tro med det ikke at måtte tro. Når pietisterne nemlig havde bragt et menneske så vidt, at det så sig selv som en fattig, elendig synder, der ikke kunne hjælpe sig selv, og det nu spurgte sin præst: «Hvad skal jeg så gøre?», så svarede de ikke som apostlene: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst!» Som regel gjorde de lige det modsatte. De sagde: «Vi advarer dig mod at tro for tidligt. Du må ikke tro, at fordi du har mærket lovens virkninger, så må du også allerede tro, at du har syndernes forladelse. Nej, din anger skal blive meget mere fuldstændig, end den er nu. Du skal ikke blot angre, fordi dine synder ville styrte dig i helvede og pådrage dig Guds vrede, men du skal angre dine synder af kærlighed til Gud. Kan du endnu ikke sige: ‹Jeg er ked af, at jeg har vakt min kære, nådige Guds vrede›, så er din anger intet værd. Du må først føle, at Gud begynder at forbarme sig over dig. Du må først nå så vidt,

at du hører en stemme: ‹Vær ved godt mod, dine synder skal blive dig tilgivet! Gud vil være dig nådig! Bliv bare ved med at kæmpe, til du er kommet igennem.› Og når du har gjort dig fri af al lyst og kærlighed til synden, eller når du er grundigt omvendt, så kan du også begynde at trøste dig.» Men det er en helt forfærdelig metode! Det er ikke sådan, at man først skal omvendes og så tro. Det er ikke sådan, at jeg først skal føle, at jeg har nåde; nej, først må jeg uden følelse tro Ordet, at jeg har nåde, og så får jeg følelsen. Og den deler Gud ud efter sin nåde. Mange er længe uden sådanne følelser. Omkring sig (S. 361) ser de intet andet end mørke; de mærker deres hjertes hårdhed, og hvordan det onde, syndige begær rører sig voldsomt og raser i deres indre. Det er altså ikke den rette måde at vise et menneske vejen til frelse på at sige: «Selv om du mærker, at du er en fattig, fortabt synder, må du alligevel ikke tro.»

Selvfølgelig kan intet menneske selv skabe troen; det er Gud, der må skabe troen. Et menneske kan være i en tilstand, hvor det ikke kan tro, og hvor Gud ikke vil give det troen. Den, der stadig anser sig selv for rask og regner sig for retfærdig, kan ikke tro. «En mæt sjæl træder honning under fode» (Ordsp 27,7). Sådan en åndeligt mæt og fyldt sjæl træder også evangeliets honningsøde trøst under fode.

Joh 5,44: «Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden?» Det siger Herren til jøderne, uden tvivl først og fremmest til farisæerne. Så længe et menneske er æresygt, kan det altså ikke komme til tro, for æresyge er netop en synd lige så vel som alle andre dødssynder. Dermed har Herren altså sagt: «Den, der overhovedet ikke vil give slip på en synd, kan ikke tro.» Loven må først have knust synderens hjerte, og så skal evangeliets søde trøst følge. Men deraf kan man slet ikke slutte: «Altså må mennesket ikke tro.» Det forbliver dog evigt sandt: Ethvert menneske må tro, til enhver tid. Og selv om et menneske er faldet så dybt i synd som overhovedet muligt, og det pludselig indser: «Ak, nu har du forladt Gud!», og det rejser sig med et sønderknust hjerte – så må det tro! Den, der så siger til det: «Nu må du endnu ikke tro!», er enten et ugudeligt menneske, eller også er han på dette punkt stadig blind. At sige til et menneske, at det ikke må tro, strider for det første imod

Kristi fuldkomne forløsning fra alle synder og imod den fuldkomne forsoning. For Johannes siger i 1 Joh 2,1–2:

«Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens.» – Hele verden er altså forsonet. Guds vrede over hele verden er fjernet; Gud er blevet ethvert menneskes ven ved Jesus Kristus. Derfor sang de hellige engle allerede over hans krybbe: «Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og velbehag blandt mennesker.» Gud har i Kristus velbehag i alle mennesker.

2 Kor 5,14: «Når én er død for alle, så er de alle døde.» Et dejligt ord! Dermed vil apostlen sige: «Efter at (S. 362) Kristus er død, er det præcis, som om alle mennesker havde lidt døden for deres synder, og vel at mærke den død, som Kristus døde – som om de altså alle havde sonet deres død og deres synder.» Er det så ikke forfærdeligt, at der nu, efter at hele verden er forløst og forsonet med Gud, står lærere frem og siger: «Men du må ikke tro, at du er forsonet og forløst, og at du har syndernes forladelse»? Det er jo forfærdeligt. Dermed bliver forløsningens og forsoningens fuldkommenhed skændigt fornægtet. – Men der er mere endnu: Det strider også imod evangeliet! For efter at Kristus havde fuldbragt forløsningens og forsoningens værk, sagde han til sine disciple: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Hvad vil det så sige at forkynde evangeliet? Intet andet end at bringe hele skabningen det glade budskab, at den er forløst, at himlen står åben for alle, at alle er retfærdige, at Kristus har skaffet en fuldkommen retfærdighed; og menneskene skal bare komme og gå ind gennem retfærdighedens porte, og engang skal de på samme måde gå ind gennem salighedens porte. Er det så ikke forfærdeligt at sige: «Du

må ikke tro»? Enhver skal vide: Evangeliet tilhører ham, til ham lader Gud glædesbudskabet bringe. Hvorfor dog? For at han skal tro det og trøste sig ved det. Tror han ikke, gør han Gud til en løgner og alle hans profeter og apostle med. Er det så ikke forfærdeligt, når man siger til folk, som har erfaret, at de er fattige, fortabte syndere, men som stadig sidder fast i syndens dynd: «Du må endnu ikke tro! Der skal ske meget endnu! Gud har vel forløst dig, men nu må du også gøre dit, for at du virkelig kan være forløst!» – Er det ikke forfærdeligt? Så vil den elendige synder dele forløsningens værk med Gud. Men det er intet andet end gudsbespottelse.

Det stemmer heller ikke med, at Gud allerede for himmel og jord, for engle og mennesker har erklæret: «Min Søn har forsonet verden med mig. Jeg har taget imod hans offer! Jeg er tilfredsstillet. Han var jeres kautionist, og jeg har sat ham fri. Vær derfor glade; I har intet at frygte.» Ved at oprejse Jesus Kristus fra de døde har Gud frikendt hele den syndige verden. Er det så ikke forfærdeligt, når mennesker kommer og siger: «Ja, det er vel sket, men du må endnu ikke tro det»? Er det ikke at gøre Gud til løgner og at fornægte, at Kristus er oprejst fra de døde? Det er rystende!

Men der er mere endnu: Det strider også imod læren om tilgivelsen. Kristus siger til sine disciple i Matt 18,18: «Alt, hvad I binder på jorden, (S. 363) skal være bundet i himlen, og alt, hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.» Og i Joh 20,23:

«Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er de nægtet.» Han siger ikke, at et menneske skal være sådan eller sådan, men: «Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; den, I løser, er løst.» Men hvem tror det? Kun en ægte lutheraner tror det. For alle sekter er det en rædsel bare at høre det. Og så vrider og drejer de disse dyrebare, kostelige ord fra Sandhedens mund, indtil ordene siger noget helt andet end det, der ligger i dem. Nej, sådan er det i sandhed, mine venner: Efter at Jesus Kristus har forløst hele verden, har Kristus nu også givet sine magt til at tilgive enhver hans synder. Måske vil

I sige: «Det betyder jo bare: Når et menneske er i den rette sindstilstand, og præsten mærker det, så kan han sige til ham, at han må tro, at han har syndernes forladelse.» Men sådan taler Herren ikke – det er menneskers tanker. Han siger ganske enkelt: «Synderne er forladt.» Det er også let at forstå, når man tror på, at forløsningen og forsoningen med Gud er fuldkommen. Hvis for eksempel en konge har erklæret, at en by, der har gjort oprør, er benådet, og at ingen skal lide noget ondt, så kan enhver gå derhen og sige: «Kongen har slået oprøret ned, han har besejret jer, men vær ved godt mod: I er benådet! Det ved jeg helt sikkert; jeg har selv hørt kongen sige det.» Og hvis han oven i købet havde et stort dokument med, hvor det stod skrevet, og kongen havde underskrevet det og også trykket sit segl på det, så ville enhver sige: «Nå, Gud ske lov! Vi har ganske vist gjort oprør, men kongen vil ikke hævne sig på os. Lad os være glade og holde fest!» Sådan er det også her. Gud har ved Kristi opstandelse erklæret: Jeg er forsonet; jeg vil ikke straffe nogen mere. I sit evangelium har han ladet det forkynde for hele verden, og derudover har han sagt til hver præst: «Tilgiv folk deres synder. Hvad du gør på jorden, det gør jeg også i himlen. Du skal heller ikke først kigge derop for at se, hvad jeg gør i himlen. Gør du bare på jorden, hvad jeg har befalet dig. Tilgiv bare folk deres synder! Jeg tilgiver dem selv.» Det ser ud som en forfærdelig lære, og dog er det ikke en forfærdelig lære, men den allermest trøsterige lære, der findes, en lære, der er grundfæstet på Guds blod, som flød ned fra korset. Synden er virkelig allerede tilgivet. Alt, hvad Gud nu gør, gør han, for at vi skal tro det. Vores tilgivelse har intet andet formål, end at de, der kommer, skal tro det, (S. 364) som forkyndes fra prædikestolen. Her kan ingen sige: «Hvordan kan præsten vide, hvordan det står til i mit hjerte? Hvad hjælper tilgivelsen, hvis jeg er ubodfærdig?» Ja, selvfølgelig hjælper den dig så slet ikke. Men hvis du bare tror det, så hjælper den dig. Men så meget er sikkert: Du er løst fra dine synder! Og netop derfor bliver dit helvede også meget hedere, fordi du ikke har troet Guds tilgivelse, som han selv har udtalt og stadig lader udtale gennem sin tjener.

Sådan er det også med sakramenterne. Vandet i dåben frelser os. Og når Herren rækker det velsignede brød og siger: «Dette er mit legeme, som gives for jer», så vil han jo helt åbenlyst sige: «Se, det må du tro, ellers ville mit legeme ikke hjælpe dig spor. Men hvis du tror, at det er givet for dig, og at din syndeskyld dermed er betalt, så kan du gå hoppende og springende fra alteret.» Og når Herren rækker den velsignede kalk og siger: «Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse», så vil han dermed sige: «Du skal først og fremmest se på ordene ‹udgydes til syndernes forladelse›. Hvis du tror det, så kan du gå jublende og fryderåbende ud af kirken, når du har været til alters.»

Endelig strider det, når man forveksler «ikke at kunne tro» med «ikke at måtte tro», også imod apostlenes praksis. Når nogen havde det kendetegn, at han var blevet en fattig synder, så sagde de til ham: «Tro på Herren Jesus Kristus!» Aldrig sagde de: «Vent bare! Først skal dit og dat ske!» Til tilhørerne på den første pinsedag råber Peter: «Før har I hadet Herren Jesus; tro nu på ham og lad jer døbe.» Og tænk videre på det ofte nævnte eksempel med fangevogteren i Filippi! Sværmerne ville sige: «Jamen, jeg forstår slet ikke, hvordan apostlene bar sig ad! Hvordan kan man dog gå sådan til værks med det samme? På den måde ville jeg prædike alle folk lige ned i helvede!» Ja, de kære apostle erfarede ganske vist også, at der sneg sig hyklere ind i menighederne. Jeg minder jer bare om troldmanden Simon. Der står:

«Og han kom til tro», nemlig i menneskers øjne, og bagefter blev det åbenbart, at han var et helt ugudeligt menneske. Men begyndte apostlene så at være «mere forsigtige»? Tænkte de: «Stop, vi vil ikke altid opfordre folk til at tro på Herren Jesus»? Det finder vi overhovedet intet om. For alle de smukke eksempler på, hvordan

apostlene opfordrede alle syndere til at tro, så snart de blot havde indrømmet, at de var syndere, kommer efter beretningen om troldmanden Simon. – Det er (s. 365) også en stor dårskab at tænke: «Ak, jeg har jo en god hensigt!» Sådan tænkte pietisterne og mange af sværmernes prædikanter. De mente: «De skal endnu ikke tilegne sig noget, de skal ikke gøre sig en falsk trøst, for at deres omvendelse kan blive grundig.» Men det er stort sværmeri at tænke sådan. De burde betænke, at vor kære Gud er klogere end de. Han vidste godt, at hvis evangeliets trøst blev strøet ud i alle hjerter, ville mange tænke: «Det kan jeg også tro!» Derfor skal vi ikke tie om denne trøst. Man skal ikke lade børnene sulte ihjel, for at hundene ikke skal få noget. Nej, vi skal frisk og glad forkynde Guds almindelige nåde frit og så overlade det til Gud, hvem der tror det, og hvem der misbruger det. Når man har gravet ud til et fundament, for at der kan rejses en rigtig solid bygning, må man ikke lade udgravningen stå åben for længe. Ellers kan der komme regnvejr og skylle det hele til igen, og så er alt tabt igen. Nej, en god bygmester kommer hurtigt og lægger fundamentet. At grave ud til fundamentet er netop at gøre menneskene til syndere. Men så må man hurtigt komme med evangeliet, lægge det ind i hjertet og bygge hele kristendommen op på det. Eller når en læge har trykket en byld ud, tænker han ikke: «Nu vil jeg først vente fjorten dage og så lægge den kølende balsam på!» Nej, han lægger den på med det samme, så der ikke opstår et farligt, dødeligt sår. Når vi har trykket syndens bylder ud på et menneske, kommer vi straks med evangeliets kølende balsam. Det er den rette metode; metodisternes metode er derimod forkert. – Lad os nu høre nogle vidnesbyrd fra Luther.

Luther skriver (W. XI, 1541): «Når nu den første prædiken, lovens prædiken, lyder, nemlig at vi er fordømt med alt, hvad vi gør, så bliver mennesket angst og længes efter Gud og ved ikke, hvad det skal stille op. Det får en ond og forsagt samvittighed, og hvis man ikke straks kom det til hjælp, måtte det fortvivle for evigt.» Ja, hvor mange ville måske være blevet frelst, hvis det fulde evangelium straks var blevet prædiket for dem! Men det er ikke blevet prædiket for dem, og så er de enten fortvivlet helt, eller de har givet sig verden i vold og tænkt: «Ak, kirken er alligevel ingenting værd!» – «Derfor må man ikke lade den anden prædiken vente længe. Man må prædike evangeliet for ham og føre ham til Kristus, som Faderen har givet os til mellemmand, så vi alene ved ham skal blive frelst af lutter nåde og barmhjertighed (s. 366) uden alle vore gerninger og fortjenester. Så bliver hjertet glad og løber hen til denne nåde, ligesom en tørstig hjort løber hen til vandet. Det følte David godt, da han siger i Sl 42,2–3: ‹Som hjorten skriger efter vandløbene, sådan skriger min sjæl til dig, Gud; min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud.›»

I en prædiken på påskedag skriver Luther (W. XII, 2048): «Dette er altså nytten af Kristi lidelse og opstandelse: at han ikke har gjort det for sin egen skyld, men for hele verden; at han har trådt djævelen og min synd, som hang på ham langfredag, under fødder, så djævelen endda flygter for Kristi navn. Vil du nu gøre brug af så store goder, nuvel: Han har allerede skænket dig dem» – Det er allerede skænket dig; det kommer kun an på, at du nu også endelig tager imod denne gave! –

«Vis ham blot den ære og tag imod det med tak.»

Endvidere hedder det i en prædiken af Luther på anden pinsedag (W. XI, 1489): «Det er ikke noget, vi gør, og det kan ikke fortjenes ved vores gerninger. Det er allerede skænket og givet. Du skal blot åbne munden, eller rettere hjertet, og holde stille og lade dig fylde, Sl 81,11. Det kan ikke ske på anden måde, end at du tror disse ord» (For således elskede Gud verden osv.); «ligesom du hører, at han her kræver troen

og tilegner den denne skat helt og fuldt.» – Det er det, alle andre kirker mangler. De tror ikke, at forløsningen allerede er skænket alle mennesker fuldkomment. De mener, at evangeliet er en belæring om, hvad mennesket skal gøre for at blive forsonet med Gud – efter at det allerede er forsonet ved Kristus. Det er en selvmodsigelse.

Endelig skriver Luther (W. XI, 1003): «Derfor er vantro intet andet end en gudsbespottelse, som gør Gud til løgner. For når jeg siger: Dine synder er dig tilgivet i Guds navn, og du ikke tror det, så gør du præcis det samme, som hvis du sagde: Hvem ved, om det er sandt, og om han mener det alvorligt? Dermed gør du Gud og hans ord til løgnere. Derfor var det bedre, at du var langt fra Ordet, hvis du ikke tror. For Gud vil ikke regne det for mindre, når

et menneske prædiker hans ord, end hvis han selv havde gjort det. Det er nu den magt, som enhver kristen har, givet af Gud, og som vi ofte og meget har talt om, så lad det nu være nok.» –

De fleste tænker, når de får tilgivelse: «Det er jo meget trøsterigt, når jeg ved, at jeg er i den rette tilstand.» Det er slet ikke det, Gud vil. Nej, da forløsningen allerede er erhvervet, (s. 367) skal den også tilsiges alle. Det er ikke anderledes, end hvis Gud stod foran os og selv gav os tilgivelsen. Hvad ville vi gøre, hvis Gud åbenbarede sig for os, så vi så ham, som har død og liv i sin hånd, og han nævnte vores navn og sagde: «Dine synder er dig tilgivet»? Hvor glade ville vi ikke gå derfra! Vi ville råbe: «Nu skal ingen djævel få min frelse til at vakle!» Men når præsten gør det, når han giver tilgivelse, så er det netop vor kære Gud, der gør det. Han vil ikke gøre det umiddelbart, men middelbart. Når sekterne hører, at vore præster giver tilgivelse, tror de, at vi mener, at præsten ved ordinationen får en hemmelig magt, en særlig kraft til at se ind i menneskers hjerter. Men det er ikke vores lære. Nej, hver gang jeg prædiker evangeliet, tilsiger jeg alle mennesker tilgivelse. Men mange sidder der og tror det ikke, og de går ud som fordømte og forhærdede syndere, mens Guds børn tænker: «Ak, hvor var det en dejlig prædiken! Nu går jeg roligt hjem igen, for min tunge syndebyrde er taget fra mig.»