Syvogtredivte aftenforelæsning (2. oktober 1885)

En af de mest nødvendige og vigtige egenskaber hos en præst, mine venner, er, at han er fyldt af en oprigtig, ja, brændende iver efter at forvalte sit embede ret og derved også udrette noget, der duer – nemlig at rive hver sjæl, der er betroet ham, ud af helvede, føre den til Gud, gøre den virkelig from og bringe den ind i himlen. En sand præst må én gang for alle have opgivet at søge gode dage i denne verden, eller penge og gods, eller ære og anseelse. Hans største glæde må tværtimod være at se, at hans arbejde ikke er forgæves i Herren – det må være hans sødeste løn for de mange store og tunge bekymringer og al den angst, han har. Han må dagligt og hver time bære det suk i sit hjerte, som den gamle, trofaste pastor Lollmann udtrykker i en af sine smukke morgensalmer: «O Gud, hvis brød jeg lever af, gid jeg dog kunne være dig til nytte!»

Det højeste eksempel på sand iver i embedet ser vi uden tvivl hos den kære hedningeapostel Paulus, som i sin store iver for, at hans brødre efter kødet måtte blive frelst, endda skriver (Rom (s. 368) 9,3), at han ville ønske at være forbandet og adskilt fra Kristus til fordel for sine brødre, sine landsmænd efter kødet. Om denne iver siger Luther i sin kirkepostil: «Denne gerning kan ingen fornuft fatte; den er alt, alt for høj: at en præst hellere selv ville fordømmes end være skyld i, at en af de sjæle, der er betroet ham, går fortabt.»

Men så nødvendig og vigtig den rette iver i embedet end er, så gælder det ikke om enhver iver. Der findes også en falsk, ugudelig, kødelig iver, som ikke kommer fra Gud og ikke er virket af Helligånden, men som har sin grund i fjendskab mod dem, der lærer anderledes – derfor er mangen en så ivrig – eller i egennytte

– han ved, at hvis han er rigtig ivrig, så giver det ham ære, især i visse menigheder – eller endelig i sværmeri. Hvor ivrige var ikke ypperstepræsterne på Kristi tid, folkets ældste, de skriftkloge og farisæerne i deres embede imod Kristus! For at kunne bruge deres embede imod ham skyede de ingen møje og undte sig ingen hvile. Derfor siger Paulus om jøderne: «Jeg vidner om dem, at de brænder for Gud, men ikke med forståelse.» Rom 10,2. Og hvor stor en iver viste ikke de falske lærere, som prøvede at gøre de galatiske menigheder usikre på apostlen Paulus' rene evangeliske lære! For at nå det drog de over land og hav! Men apostlen siger om dem i Gal 5,10: «Men den, som forvirrer jer, skal bære sin dom, hvem han end er.» Han vil sige: «Lad ham blot gælde for en stor troshelt – han har gjort jer usikre på den evangeliske lære: af nåde, alene ved troen, for Kristi skyld.» – Og hvor stor en iver viste ikke gendøberne på Luthers tid! For deres religions skyld forlod de hus og hjem, hustru og børn, og en stor skare af dem lod sig hellere drukne end tilbagekalde deres lære. Men hvad siger jeg? Hele kirkehistorien beviser det, og vores erfaring, især her i landet, bekræfter det: Netop de falske ånder, sværmerne, har større iver efter at bibringe folk deres lære, end de rettroende lærere har efter at bringe den rene sandhed ind i menneskers hjerter. Hvor kommer det mon fra? Det er let at forklare. De, der prædiker falsk menneskelære, bliver ikke hindret af deres fornuft og deres kød og blod, men tværtimod ansporet, mens de, der prædiker den rene lære fra Guds ord, hele tiden bliver holdt tilbage af deres fornuft, af deres kød og blod. Det gør det tusind gange sværere for dem. Det er meget let at tale ud fra sit eget hjerte, men det er svært at forkynde sandheden (s. 369) på grundlag af Guds ord, efter alvorlig granskning af det, efter inderlig bøn og efter alvorlig kamp for Helligåndens oplysning. Men hvorfor er det så svært? Frem for alt fordi det er så svært at dele sandhedens ord ret – hvad apostlen Paulus jo kræver af enhver ulastelig arbejder i Guds vingård – eller at skelne ret mellem lov og evangelium og på ingen måde blande disse to lærer sammen. Det bliver vi også advaret imod i den treogtyvende tese.

§ Tese XXIII.

For det nittende bliver Guds ord ikke delt ret, når man ved lovens krav, trusler eller løfter prøver at bevæge de ikke-genfødte til at aflægge synder og gøre gode gerninger og på den måde gøre dem fromme, men over for de genfødte, i stedet for at formane dem evangelisk, prøver at tvinge dem til det gode ved lovisk befaling.

Det er en virkelig grov sammenblanding af lov og evangelium, når man vil gøre folk fromme ved loven, og når man endda vil bevæge dem, der allerede tror på Jesus Kristus, til det gode ved at holde loven frem for dem og befale dem. Det strider helt imod det formål, loven har efter syndefaldet. Sammenligner vi blandt andet følgende steder i Den Hellige Skrift, bliver det hurtigt meget klart for os.

Jer 31,31–34: «Se, der kommer en tid, siger Herren, da vil jeg slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus. Ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egypten;

den pagt holdt de ikke, og jeg måtte tvinge dem, siger Herren. Men dette skal være den pagt, som jeg vil slutte med Israels hus efter denne tid, siger Herren: Jeg vil lægge min lov i deres hjerte og skrive den i deres sind, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Og ingen skal belære sin næste eller sin bror og sige: Kend Herren! For de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren. For jeg vil tilgive dem deres misgerning og ikke mere huske på deres synd.»

Et herligt, kostbart sted! En sand sol, som pludselig stod op i Det Gamle Testamentes tusmørke! Her ser vi: (s. 370) Ganske vist var loven skrevet i menneskets hjerte allerede før syndefaldet, men ikke for at denne lov skulle gøre mennesket fromt; mennesket var allerede fromt. Mennesket var allerede skabt retfærdigt af Gud. Menneskene bar kun loven i hjertet, for at de skulle vide, hvad der behager Gud. At ville gøre det behøvede de jo ikke noget særligt bud til. De ville det netop; deres vilje stemte fuldkommen overens med Guds vilje. Anderledes var det efter syndefaldet. Da gentog Gud loven, efter at israelitterne var draget ud af Egypten; da oprettede Gud lovens pagt på ny. Og hvad siger Herren? Det havde slet ikke hjulpet; de havde ikke holdt den pagt, han havde måttet tvinge dem til alt – og tvungen lydighed er netop ikke lydighed. Så profeterer han om en tid, da han vil gøre det helt anderledes. Dermed ville Gud ikke sige, at det ikke allerede i Det Gamle Testamente havde været anderledes; men for så vidt som han havde sluttet en pagt med Israel, var det en lovens pagt. Samtidig prædikede profeterne dog altid evangeliet og pegede hen på Messias. Og hvori skal den nye pagt bestå? Gud siger: Jeg vil ikke befale noget, men jeg vil skrive loven direkte i deres sind og give dem et nyt, rent hjerte, så man slet ikke behøver at plage dem med loven og tvinge og presse dem og sige: «Du skal! Du skal!» Det hjælper slet ikke; det gør mennesket alligevel ikke. Vi kan heller ikke opfylde loven. Vi er af naturen kødelige, og gennem loven kommer Ånden ikke frem. «For jeg vil tilgive dem deres misgerning og ikke mere huske på deres synd.» Det er grunden til, at loven er skrevet i deres hjerte. Men hvad betyder det andet, end at det sker ved evangeliet, ved budskabet om syndernes forladelse? De, der blev frelst i Det Gamle Testamente, blev selvfølgelig ikke frelst ad nogen anden vej, sådan som Peter udtrykkeligt siger på det første apostoliske koncil. Hvad gør så de, der nu i Det Nye Testamentes tid bruger loven så forkert? De gør de kristne til jøder, og det til de allerværste jøder, som kun ser på lovens bogstav og ikke på løftet om en forløser. De blander ikke bare lov og evangelium sammen – de forveksler loven med evangeliet.

Rom 3,20: «For på grund af lovgerninger vil intet menneske blive erklæret retfærdigt over for ham, for ved loven kommer erkendelse af synd.» Det angiver Paulus som grunden. Er det ikke bemærkelsesværdigt? Han vil åbenbart sige: «Loven har nu slet ikke noget andet formål end at åbenbare mennesket dets synder – ikke at tage dem fra (s. 371) det.» Det stik modsatte sker. Loven øger kun synden. For når mennesket får det onde begær i sit hjerte, så råber loven til det: «Du må ikke begære!» Så mener mennesket, at det dog er grusomt af Gud at kræve noget, som mennesket ikke kan yde. Loven øger altså synden. Synden bliver ikke slået ihjel, men tværtimod gjort levende.

Rom 7,7–13: «Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Slet ikke! Men jeg kendte ikke til synden uden ved loven, for jeg vidste ikke af begæret, uden at loven sagde: Du må ikke begære.» – Netop det er det allerforfærdeligste, at vi mennesker af naturen ikke erkender vores arvesynd, at vi tænker, at når onde lyster

stiger op i os, og vi ikke ligefrem har behag i dem, så vil Gud ikke tilregne os dem. Men loven siger: «Det onde begær fordømmer dig for Gud!» – «Men da synden fik en anledning, virkede den ved buddet enhver form for begær i mig.» – Det har allerede hedningerne sagt, blandt andre den ugudelige Ovid: «Nitimur in vetitum, semper cupimusque negata.» Han siger altså: «Vi begærer netop det, der er forbudt os. Hvis det ikke var forbudt os, ville vi måske ikke begære det.» Men forbuddet vækker altid lysten: «Hvad? Skal det være forbudt?» Det ser De allerede hos Adam. Djævelen havde hurtigt fået de første mennesker viklet om sin finger, da han sagde: «Har Gud virkelig sagt: I må ikke spise af alle træerne i haven?» Så faldt de! – «For uden lov er synden død.» – Så længe et menneske endnu ikke har erkendt loven i dens åndelige betydning, ligger synden som en stivnet slange i hans hjerte. Mennesket lægger ikke mærke til, hvilket gennemfordærvet væsen han er. Så længe farer han heller ikke rigtig op. Men så snart man har forkyndt et menneske loven i dens åndelige betydning, og han erkender den, så farer han op, bliver ondskabsfuld og råber: «Hvad? Skal jeg være fordømt, fordi synden rører sig i mig?» Ja, det fordømmer dig, og hvis du ikke tror det, så skal du komme til at mærke det. Det er alt, hvad loven kan gøre. – «Men jeg levede engang uden lov.» – Paulus vil sige, at han ikke erkendte loven, fordi han var så blind, som om han ikke havde den. Hvad hjælper det, at jeg kender de ti bud, hvis jeg ikke forstår deres åndelige betydning? – «Men da buddet kom, levede synden op, og jeg døde, og buddet, som skulle føre til liv, viste sig at føre til død. For da synden fik en anledning, bedrog den mig ved buddet og slog mig ihjel ved det. Altså er loven hellig, og buddet er helligt, retfærdigt og godt. Blev da (s. 372) det gode til død for mig? Slet ikke, men det var synden, der blev til død for mig, for at synden skulle vise sig som synd, når den ved det gode virkede død for mig, for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet.»

2 Kor 3,6: «For bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» – Hvordan kan jeg så ville gøre nogen from ved loven, når loven slår ihjel? For disse ord betyder ikke: «Den Hellige Skrifts bogstav slår ihjel», sådan som rationalisterne plejer at udlægge dem, og også de unierede [tilhængerne af den preussiske union mellem lutherske og reformerte]. De siger: «Man skal ikke holde så fast ved bogstaven.»

Det er en ugudelig, skammelig forvrængning af disse ord! Ser man efter i sammenhængen, erkender man, at apostlen med bogstaven ikke mener andet end loven. Den slår ihjel. Men når den slår ihjel, hvordan kan den så gøre os fromme? Den kan nok få os til at holde op med denne og hin ydre last, men hjertet kan den ikke forandre.

Sl 119,32: «Når du trøster mit hjerte, løber jeg dine buds vej.» – Han siger ikke:

«Når du kommer over mig med loven, med din torden, så løber jeg dine buds vej!» Nej, «så løber jeg ikke. Men når du trøster mig, bliver jeg glad og får lyst til at gå den smalle vej til himlen».

Det har De sikkert også allerede erfaret på Dem selv. Når De i længere tid har været nok så dorske og lunkne, og De hader Dem selv og dog ikke ved, hvordan De skal bære Dem ad for at få det anderledes – hører De så en rigtig evangelisk prædiken, så går De ud af kirken som forvandlede og tænker: «Du må jo tro; du er et Guds barn.» Med ét mærker De, at det egentlig slet ikke er så svært at gå Guds buds vej; De løber den af Dem selv. Hvor tåbeligt er det altså ikke, når en præst tænker: «Nu vil jeg lade loven tordne. Nu vil jeg stille dem helvede for øje og male fordømmelsen ud, så skal det nok blive anderledes!» Det hjælper slet ikke til at gøre folk bedre. Det skal ganske vist også ske til sin tid, for at de sikre syndere kan blive forskrækkede og blive fattige syndere; men et andet hjerte giver loven ikke, og kærlighed til Gud og næsten giver den ikke. Den, der lader sig bevæge af den til at gøre denne eller hin gerning,

gør det dog kun af tvang, ligesom israelitterne måtte tvinges ind under lovens pagt.

Gal 3,2: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved at høre i tro?» – Galaterne havde ladet sig forføre til at anse Paulus' prædiken om troen og om frelsen alene af nåde ved Kristus for en (s. 373) i hvert fald meget ufuldstændig lære og derfor naturligvis også for en farlig lære, som man let kunne gå til grunde ved. Så tog de imod de falske profeters lovlære. Med dyb sorg hørte Paulus, at disse menigheder, som han selv havde grundlagt, og som var blomstret så vidunderligt op, netop var blevet splittet og lagt øde af falske lærere. Så spurgte han dem: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved at høre i tro?» Han vil sige: «Jeg minder jer om, hvilken forandring der skete med jer, da jeg prædikede det søde nådens evangelium for jer. Modtog I ikke dengang Ånden?» Han mener hvilens Ånd, fredens, troens og glædens Ånd. Derfor råber han til dem: «Hvor var I dog lykkelige dengang!» Ja, han siger endda:

«Hvis det havde været muligt, havde I revet jeres øjne ud og givet dem til mig.» Så grebne var de, og så levende erkendte de, hvilken herlig, himmelsk og kostelig lære det var; de var som forvandlede i hjerte, mod og sind. «Har I nu fået denne nye, himmelske fred i hjertet, denne åndelige glæde, denne overstrømmende tillid – har I fået den ved de falske lærere, som har trukket jer ind under loven igen?» Apostlen vidste, at menighedernes medlemmer gik triste og bedrøvede omkring og var usikre på deres frelse, men de var som forheksede. «For», tænkte de, «frelsen er et stort gode, og så må man også gøre noget stort for den. Det har de senere lærere også indprentet os.» De mente, at denne elendighed, denne udygtighed til alt godt kun var deres egen skyld og ikke den falske læres skyld, som var blevet plantet i deres hjerte. –

Læg nu mærke til, hvad apostlen siger her! Vil De engang gøre Deres menighed levende, så en ånd af fred, glæde, tro, tillid, barnesind og sjælero kan flytte ind hos Deres menighedsmedlemmer, så må De for Guds skyld ikke bruge loven til det. Og selv om menigheden var i den allerværste forfatning, må De naturligvis også forkynde loven, men straks bagefter komme med evangeliet. De kan ikke komme med loven i dag og gemme evangeliet til senere. Så snart loven har gjort sin gerning, skal evangeliet træde i dens sted. Det er rationalisterne, der driver denne skammelige sammenblanding af lov og evangelium allergroftest. Der findes faktisk rationalistiske præster, som mener, at evangeliet er en farlig lære: folk bliver bare sikre af det, så de ikke stræber efter (s. 374) fromhed, fordi de hele tiden hører: «Mennesket bliver alene ved troen retfærdigt og frelst.» Så prædiker de moral med al alvor og vil på den måde gøre folk fromme. Men hvad udretter de? Selv de allerivrigste rationalister udretter ikke andet, end at nogle måske bringes til en vis anstændighed og holder sig fra alle grove, skammelige laster og forbrydelser. Men at man må have et andet hjerte, at de skal elske Gud og deres næste i sandhed, det er der slet ikke tale om. Hvis jeg i sådan en menighed i fuld glæde sagde: «Jeg elsker Gud over alle ting. Gud er mit et og alt», så ville de alle tænke: «Det menneske er jo fra forstanden!» Så lidt aner sådanne folk, at det er muligt at elske Gud over alt. Som det går med den første tavle, sådan går det også med den anden. Hvor meget ved et medlem af en «fri» menighed vel om den, selv om præsten nok så ivrigt prædiker dyd og fromhed? Intet! Han går hjem og snyder folk, så de får tårer i øjnene. Sådan et menneske går i kirke, og i morgen forstår han at trække pengene op af lommerne på folk og tænker: «Det er forretning.» Han lever i synd og

skam til op over ørerne og gælder for at være en usædvanlig retskaffen mand. Når der skal gives noget, giver han også rigeligt. Ja, han giver måske hundrede daler, og i morgen snyder han igen folk for tusind daler. Han vil altid være sig selv nærmest. Siger man til ham: «Hvad? Du driver ikke din forretning for at tjene din næste, men for at lægge en pæn sum til side til dig selv?», så holder han det for sværmeri. Med loven kan vi netop ikke opdrage andet end elendige hyklere.

Sådan går det også hos de pavelige. De ved intet om den frie nåde i Jesus Kristus. Der prædikes altid moral, og ind imellem blandes alt muligt om Maria og helgenerne, men om evangeliet prædiker de intet. De viser ikke den stakkels synder hen til Kristus, men siger tværtimod: «Kristus er hele verdens dommer. Gå til den og den helgen, han vil bede for dig, så Kristus bliver dig nådig.» Det er det antikristelige pavedømmes djævelske lære. Og hvad opnår de med det? Hvad er frugten af denne lære? Man skal bare læse beretningerne fra de lande, hvor de pavelige har magten, og hvor protestanterne ikke holder øje med dem! Der går det allergrueligst til, og præsterne lever allerskammeligst. Folk ved: «Så og så mange uægte børn har han, men han har jo præstevielsen, og gennem den kan man få syndernes forladelse, liv og salighed.» Og hvem er her de (s. 375) allertroeste katolikker? Irerne, for eksempel, er et råt folk. De laver den ene skurkestreg efter den anden, og så går de til skrifte til påske. Der fortæller de præsten det hele, og han pålægger dem en bøde, eller de skal faste eller i det mindste kun spise fisk på den og den dag – og dermed er alt klaret. Er det ikke afskyeligt? Er det ikke grueligt?

Men det er ikke kun rationalisterne og de pavelige, der på den måde blander lov og evangelium sammen; det sker også hos mange i den rettroende kirke. Det sker for det første hos dem, der først efter megen kamp og stor angst er kommet til vished om deres nådestand, som måske har kæmpet i årevis og ikke har ladet sig trøste, fordi de ikke havde erkendt den rene lære. Når de så vil forkynde den rene lære, kommer der hele tiden sådanne ord ind imellem evangeliet, at tilhørerne sukker:

«Manden er nok en from mand, men han ved ikke, hvor stakkels mennesker vi er. Det kan vi ikke præstere.» Og det er endda de allerbedste.

For det andet sker denne sammenblanding også, når præsterne mærker, at al deres prædiken ikke vil hjælpe. Der forekommer stadig grove kødets synder; der er måske stadig drankere, måske kommer det endda til slagsmål. Den slags folk kommer nu og da i kirke og går sjældent til alters; med en kollekt kan man slet ikke komme. Så tænker præsten nok: «Stop, du har prædiket for meget evangelium! Du må gribe det anderledes an! Du må tie med evangeliet og en tid lang ikke prædike andet end lov! Så bliver det nok anderledes!» Men hvor tager sådan en præst fejl! Det bliver ikke anderledes. Folk bliver vrede over, at præsten ikke vil lade dem gøre det, som de dog har så stor lyst til. – Når han samler ind, og der kun er 20 cent i kollekten – og han havde måske ventet 20 dollars – tænker han: «Næste søndag vil jeg holde død, helvede og fordømmelse op for dem!» Ja, det kan godt være, at der så kommer et par dollars mere, men hvad der er tvunget frem, gælder slet intet for Gud. Vil en plantageejer mon glæde sig over sin slave, når han ser, at slaven kun går til arbejdet, når pisken smælder, men ellers sætter sig i en krog og er doven? Nej, bestemt ikke! Sådan vil Gud heller ingen tvungen tjeneste. Derfor skal sådanne præster endelig ikke tro, at de har udrettet noget stort, fordi de har fået afskaffet det og det. Selv den allermest forfaldne menighed kan ikke bringes på ret køl igen ved andet end det allersødeste evangelium. Er en menighed så forfalden, er årsagen altid, at præsterne ikke har prædiket evangeliet nok. Det er intet

under, at (s. 376) man så intet udretter; for loven slår ihjel, men Ånden, evangeliet, gør levende.

Hør nu, hvad Luther skriver til ordene i Rom 12,1: «Jeg formaner jer, kære brødre, ved Guds barmhjertighed» (W. XII, 429): «Han siger ikke: Jeg befaler jer; for han prædiker for dem, som allerede er kristne og fromme ved troen i det nye menneske, og som ikke skal tvinges med bud, men formanes, så de villigt gør det, der skal gøres med det gamle, syndige menneske. For den, der ikke gør det villigt, alene på venlig formaning, han er ingen kristen.» – Er det ikke forfærdeligt, når en præst gør alt for at frembringe døde gerninger? Han vil gøre sine menighedsmedlemmer til hyklere over for Gud. Nej, når de gode gerninger er tvunget frem ved at holde lovens trusler, ja selv lovens løfter, op for folk, så er de ikke gode gerninger. Kun de gerninger er gode, som mennesket gør af frit hjerte. Det ved enhver også. Når en tigger kommer, og den, han beder om hjælp, ikke just har mange penge og ikke rigtig kan beslutte sig til at give en almisse, men til sidst dog giver noget, så siger samvittigheden straks til ham: «Det var ingenting! Du gjorde det kun, fordi du blev tvunget. Du gjorde det ikke, fordi du havde lyst.» Eller når nogen giver Dem en gave, og De snart mærker: «Aha, han giver dig gaver, for at du skal gøre ham den og den tjeneste!», så glæder De Dem slet ikke. De glæder Dem kun, når De ved, at det kommer af ren kærlighed. Er det ikke tilfældet, så er selv den smukkeste gave Dem imod. Sådan er de tvungne gerninger også vor kære Gud imod. – Læg nu mærke til dette vigtige sted hos Luther, og husk det hele Deres liv: «Og den, der tvinger det frem af de uvillige med love, han er dermed ikke længere nogen kristen præst eller regent, men en verdslig fangevogter.» – Fangevogteren er ligeglad med, hvordan det ser ud i hjertet; lydighed skal der være. Han står måske også der med pisken og siger: «Hvis I ikke gør det, skal I få pisken at mærke på ryggen.» Men han tænker ikke: «Nu bliver de fromme.» Nej, forbryderne ligger der i jern og lænker, og mens de må adlyde, spekulerer de på: «Hvordan skal du bære dig ad, næste gang du stjæler, så du klarer det bedre, og de ikke fanger dig igen?» Sådan går det med medlemmerne af en kristen menighed hos sådanne lovprædikanter. De bliver også lagt i jern og lænker. – Luther skriver nu videre: «En lovdriver trænger på med trusler og straffe; en nådeprædikant lokker og tilskynder med den godhed og barmhjertighed, (s. 377) Gud har vist; for han bryder sig ikke om uvillige gerninger og tjeneste uden lyst, han vil, at Gud bliver tjent med glæde og lyst. Den, der nu ikke lader sig tilskynde og lokke af sådanne søde, dejlige ord om Guds barmhjertighed, som er skænket og givet os så overstrømmende i Kristus, så han med lyst og kærlighed også gør sådan, Gud til ære og sin næste til gavn, han er intet, og alt er tabt på ham. Hvordan skulle den, der ikke smelter og flyder hen for en sådan ild af himmelsk kærlighed og nåde, blive blød og villig ved love og trusler? Det er ikke menneskers barmhjertighed, men Guds barmhjertighed, som er givet os, og som Sankt Paulus vil have os til at se på, for at tilskynde og bevæge os.» – Man må altså ikke tænke:

«Hvis man prædiker evangeliet for dem, så gør de ikke Guds vilje. Jeg må prædike loven og forkynde Guds trusler.» Ja, hvis du ikke gør andet, så har du kun ført folk til helvede. Det er bedre, at du ikke spiller politimand i din menighed, men forvandler hjerterne, så de af et frit, glad og villigt hjerte gør det, der behager Gud. Den, der rigtigt har erkendt Guds kærlighed i Kristus Jesus, bliver forundret over denne ild, der smelter alt og fylder himmel og jord. Så snart han tror det, kan han ikke andet end elske Gud. Nu tænker han: «Hvad kan jeg dog gøre for hans skyld og til hans ære? Jeg skylder ham min frelse. Ak, hvor ville jeg gerne takke ham for det!» Men den, der ikke smelter, når Guds kærlighed i Kristus Jesus bliver fremstillet for ham, og hvis hjerte den ikke får til at flyde, så nytter det slet ikke at ville blødgøre ham med love

og trusler. De rigtige præster er dem, der gør som Luther; men de, der kun prædiker loven, opnår intet. Jo oftere De fremstiller loven i dens åndelige betydning, desto mere styrter De i bedste fald folk ud i fortvivlelse, men De gør dem ikke glade for at tjene Gud. Hør nu også, hvad Luther skriver til ordene i Salme 110: «Efter din sejr skal dit folk villigt ofre til dig i hellig pryd.» [Sl 110,3 efter Luthers oversættelse.] Profeten mener: «Nu bringes ofrene ikke villigt, men kun af angst og frygt for helvede; men når du har sejret, når forløsningens værk er fuldbragt, så skal dit folk ofre villigt.» Luther skriver (W. V, 1435f.): «Når det så kommer videre, så man også vil lære folk, hvad Gud vil have af os, og prædiker loven eller de ti bud med trussel om straffe og med lokken og tilskyndelse af de goder, der er lovet de fromme, så kan nogle dog blive bevæget af det, så de tager sig sammen og vil være fromme og tjene Gud og øver sig i lovens gerninger med flid og alvor, ligesom Sankt Paulus, (s. 378) før han blev omvendt og blev kristen.» – Saulus mente det ganske alvorligt, men det var dog det rene hykleri. Loven udretter ikke mere, end at folk gør noget i det ydre, som deres hjerte ikke er med i. Mennesket når frem til en farisæisk forståelse af loven og også kun til at handle farisæisk. – «Men det er stadig det rene hykleri og kun en ydre fromhed, tvunget frem ved loven, som ikke gælder for Gud; det er endnu ingen inderlig kærlighed og ingen hjertets lyst til loven, ingen sand, indre lydighed, frygt, tro eller erkendelse af Gud. Ja, sådanne mennesker ved og forstår heller ikke, at loven kræver en sådan fuldkommen, inderlig lydighed; de kan hverken se eller erkende deres synder og ulydighed, de ser kun på loven gennem et forhæng og bliver ved med at være blinde, så de aldrig forstår, hvad Gud kræver af dem, og hvor langt de er fra det. Men når loven når sit højeste og udfører sin bedste og fornemste gerning, nemlig at den bringer mennesket til erkendelse, så det ser og forstår, at Guds bud kræver en fuldkommen, inderlig lydighed af det, og at det ikke holder den og heller ikke kan holde den, og derfor ikke føler andet end synd og Guds vrede i sig og over sig: først da rører den sande, grufulde ulydighed mod Gud sig, og man mærker tydeligt, at naturen slet ikke formår, og heller ikke ved love kan bringes dertil, at den kunne være Gud lydig af hjertet og villigt; nej, det modsatte viser sig. For når den således, fordømt af loven, bliver kastet ind under Guds vrede og dømt til helvede, så begynder den at blive fjendtlig mod loven og fatter en grufuld og bitter vrede og et had mod Gud – da bliver synden for alvor syndig – og falder så hen i gudsbespottelse, fortvivlelse og evig død, hvis den ikke bliver hjulpet ud af det ved evangeliet om Kristus.»