Enkens skærv – en lepton

Om fundet

Det græske ord lepton betyder «lille» eller «tynd», og det blev brugt om den mindste kobbermønt. På hebraisk kaldtes den tilsvarende mønt en pruta. De mest almindelige småmønter i Jerusalem på Jesu tid var faktisk gamle mønter, præget omkring 100 år tidligere af den jødiske konge og ypperstepræst Alexander Jannæus (103–76 f.Kr.). De blev præget i enorme mængder og var i brug i mere end et århundrede. Ved siden af dem cirkulerede småmønter fra Herodes og hans sønner og fra de romerske statholdere, bl.a. Pontius Pilatus.

En typisk mønt fra Alexander Jannæus er kun omkring 1,5 cm i diameter og ofte skævt og groft præget. Nogle har to overflødighedshorn og et granatæble på den ene side og en hebraisk indskrift på den anden: «Jonatan ypperstepræsten og jødernes råd» (Jonatan var kongens hebraiske navn); andre har et anker og en stjerne. Som jødiske mønter bærer de ingen billeder af mennesker eller dyr.

Mønterne var næsten intet værd. Markus forklarer for sine læsere, at to lepta svarede til én kvadrant, den mindste romerske mønt. Der gik 64 kvadranter på én denar, som var en daglejers løn for en dags arbejde.

Betydning for Bibelen

Mark 12,41–44 og Luk 21,1–4 fortæller om den fattige enke, der lagde to småmønter i tempelkisten, «tilsammen én øre» (græsk: to lepta, det vil sige en kvadrant). Jesus siger, at hun gav mere end alle de andre, for hun gav alt, hvad hun havde at leve af. Mønterne viser, hvor lille beløbet var: et par af de mindste mønter, der overhovedet fandtes, en 64.-del af en dagløn. Også Luk 12,59 taler om «den sidste øre» (lepton). Vi kan ikke vide, hvilken slags mønter enken netop brugte, men de små bronzemønter var de almindeligste i Jerusalem.

Til diskussion

Det er ikke helt sikkert, at lepton og den hebraiske pruta var nøjagtig den samme mønt; nogle mener, at en pruta svarede til to lepta. Betegnelsen «enkens skærv» om Alexander Jannæus' mønter stammer fra moderne møntsamlere.

Bibelsteder

Mark 12,41–44 · Luk 21,1–4 · Luk 12,59