P75 – Lukas og Johannes på papyrus

Om fundet

P75 kom ligesom P66 til den schweiziske samler Martin Bodmer og blev udgivet i 1961 som Papyrus Bodmer XIV–XV. I 2006 blev den købt af den amerikanske forretningsmand Frank Hanna, som året efter forærede den til Vatikanets bibliotek, hvor den nu hedder Hanna Papyrus 1.

Håndskriftet er en kodeks af ét læg. Der er bevaret omkring 100 sider med det meste af Luk 3–24 og Joh 1–15. På én side slutter Lukasevangeliet og efterfølges af overskriften «Evangeliet efter Johannes». Det er et af de ældste vidnesbyrd om, at evangelierne blev samlet i én bog og kaldt «evangeliet efter» den enkelte evangelist. Skriften er klar og regelmæssig, og skriveren har arbejdet omhyggeligt med kun få fejl.

Håndskriftet indeholder bl.a. en af de ældste kendte afskrifter af Fadervor i Lukas’ korte form (Luk 11,2–4). I Joh 1,18 læser det ligesom P66 «den enbårne Gud», hvor senere håndskrifter har «den enbårne Søn». Ordet «kors» er nogle steder skrevet med det tidlige korstegn, hvor bogstaverne tau og rho er sat sammen.

Betydning for Bibelen

P75 har haft stor betydning for forskningen i Det Nye Testamentes tekst. Dens tekst stemmer usædvanlig nøje med Codex Vaticanus, som blev skrevet over hundrede år senere. Tidligere mente mange, at Vaticanus’ tekst var resultatet af en redaktion i 300-tallet; P75 viser, at næsten samme tekst blev afskrevet omhyggeligt allerede omkring år 200. Det styrker tilliden til, at teksten i de store kodekser går tilbage til en tidlig og trofast overlevering af det, Lukas skrev, efter at han havde undersøgt alt nøje (Luk 1,3). P75 viser også, at Joh 1,18 tidligt blev læst som et udsagn om Sønnens guddom.

Til diskussion

Dateringen bygger på skriftens form. De fleste placerer P75 omkring år 200 (ca. 175–225), men enkelte forskere har argumenteret for, at den kan være skrevet noget senere, i 200-tallet eller begyndelsen af 300-tallet.

Bibelsteder

Luk 11,2–4 · Joh 1,18 · Luk 1,1–4 · Luk 24,53