🏺 Bibelsk arkæologi · Håndskrifter og bibeltekster
Codex Vaticanus
Den ældste næsten fuldstændige græske Bibel, skrevet i første halvdel af 300-tallet. For Det Nye Testamente regnes den ofte for det mest pålidelige enkelthåndskrift, og dens tekst går tilbage til papyrus som P75.
Foto: Unknown authorUnknown author · fri af ophavsret · Wikimedia Commons
- Datering
- ca. 300–350 e.Kr.
- Fundet
- I Vatikanets bibliotek i Rom siden 1400-tallet; første gang fuldt udgivet i 1800-tallet
- Findes i dag
- Vatikanets Apostolske Bibliotek, Rom
- Periode
- Håndskrifter og bibeltekster (De ældste afskrifter af Bibelens tekst)
Om fundet
Codex Vaticanus har sit navn efter Vatikanets bibliotek, hvor den er nævnt i katalogerne fra 1400-tallet. Hvor den stammer fra, vides ikke; mange forskere peger på Egypten. Under Napoleonskrigene blev den ført til Paris, men kom tilbage til Rom i 1815. Længe gav biblioteket kun forskere begrænset adgang, og først i 1800-tallet blev hele teksten udgivet og senere fotograferet.
Håndskriftet er skrevet på fint pergament med tre kolonner på hver side. Der er bevaret omkring 750 blade. Begyndelsen af Første Mosebog mangler, og det samme gør Det Nye Testamentes sidste del fra Hebr 9,14: resten af Hebræerbrevet, Første og Anden Timotheusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Johannes’ Åbenbaring. I middelalderen blev de falmede bogstaver trukket op med ny blæk, og der blev tilføjet accenter.
Teksten er delt i afsnit med et nummereringssystem, der er ældre end vor kapitelinddeling. Ved slutningen af Markusevangeliet efter Mark 16,8 står der en tom kolonne – det eneste sted i Det Nye Testamente i håndskriftet, hvor det sker. I Johannesevangeliet går teksten direkte fra Joh 7,52 til 8,12.
Betydning for Bibelen
Codex Vaticanus er, sammen med Codex Sinaiticus, grundlaget for de fleste moderne udgaver af Det Nye Testamentes græske tekst. Da man fandt P75, viste det sig, at Vaticanus’ tekst til Lukas og Johannes næsten svarer ord for ord til en papyrus, der er over hundrede år ældre; teksten er altså afskrevet meget trofast. Håndskriftet har ikke Mark 16,9–20 og ikke Joh 7,53–8,11, og det er en hovedårsag til, at disse afsnit står i klammer i mange nyere bibler. Den tomme kolonne efter Mark 16,8 kan tyde på, at skriveren kendte en længere slutning, men valgte ikke at skrive den. Hvad skriveren tænkte, kan man kun gætte på.
Til diskussion
Dateringen til første halvdel af 300-tallet bygger på skriften og indholdet. Nogle har foreslået, at Vaticanus og Sinaiticus hørte til de 50 bibler, som kejser Konstantin ifølge kirkehistorikeren Eusebius bestilte omkring år 331, men det kan ikke bevises.
Bibelsteder
Teksten er skrevet med AI ud fra den arkæologiske forskning og bygger på en klassisk luthersk forståelse af Bibelen. Billederne er fra Wikimedia Commons med fotograf og licens.