Stenkar til renselse

Om fundet

Ved udgravninger i Jerusalem, især i de fornemme huse i Det Jødiske Kvarter og ved Tempelbjerget, og overalt i jødiske byer og landsbyer fra den tid, finder arkæologerne kar af hvid, blød kalksten. Der er drikkekrus med hank, skåle, låg, bakker og store, tunge krukker, der er drejet på en slags drejebænk. De mindre kar blev hugget ud med mejsel og kniv, så man stadig kan se værktøjssporene.

Stenkarrene dukker op i 1. århundrede f.Kr., bliver meget almindelige på Jesu tid og bliver langt sjældnere efter de jødiske opstande mod Rom. De findes næsten kun, hvor der boede jøder. Forklaringen er renhedsreglerne: Ifølge den senere jødiske lovsamling Mishna kunne lerkar blive urene og måtte så knuses, men kar af sten blev ikke regnet for modtagelige for urenhed. Derfor var de praktiske til vand, der skulle bruges til renselse.

Værksteder, hvor karrene blev fremstillet, er fundet i kalkstensbrud nær Jerusalem og i Galilæa. Ved Reina, få kilometer fra det sted, hvor mange placerer Kana, er der udgravet et værksted med affald fra fremstillingen af stenkar fra Jesu tid.

Betydning for Bibelen

Joh 2,6 fortæller, at der ved brylluppet i Kana stod «seks sten vandkar til jødernes renselse». Fundene viser, at det netop var sådanne kar, man brugte til renselsesvand, og at de var almindelige i Galilæa. De store drejede krukker passer til kar, der kunne rumme flere spande vand. Fundene belyser også Mark 7,3–4 om farisæernes og jødernes vaskninger af hænder, bægere og kar, og de viser, hvor meget renhed betød i hverdagen på Jesu tid. Det gør Jesu tegn i Kana desto mere sigende: vandet til renselse blev til den bedste vin. Fundene kan naturligvis ikke vise noget om selve miraklet.

Til diskussion

Det er ikke helt klart, hvor tidligt reglen om, at sten ikke bliver uren, blev almindelig. Den står i Mishna (ca. 200 e.Kr.), men stenkarrenes udbredelse tyder på, at den blev fulgt allerede i 1. århundrede f.Kr. Placeringen af Kana er også omstridt (Kafr Kanna eller Khirbet Qana).

Bibelsteder

Joh 2,6 · Mark 7,3–4 · Joh 2,1–11