Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Første Kongebog
Første Kongebog kapitel 12
33 vers
📖 Læs 1 Kong 12 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Folket beder Rehabeam om at gøre Salomos tunge åg lettere. Han forkaster de ældstes råd og følger de unge mænds hårde råd. Da bryder de nordlige stammer med Davids hus og gør Jeroboam til konge, mens kun Juda bliver hos Rehabeam. Profeten Shemaja forbyder krig mellem brødrene. Jeroboam laver to guldkalve i Betel og Dan, så folket ikke skal gå op til Jerusalem, og det bliver til synd.
Indhold
Israel vil gøre Roboam, Salomos søn, til konge over sig, såfremt han vil lette sin faders hårde åg; men da han giver dem et hårdt svar, falder de ti stammer af fra ham, stene hans rentemester Adoram og gøre Jeroboam til konge, 1-20; Roboam vil tvinge dem med krig, men efter profeten Semajas råd afstår han fra sit forsæt, 21-24; Jeroboam bor i Sikem, gør to guldkalve og sætter dem i Betel og Dan, indstifter en egen højtid og gør sig selv præster, alt sammen for at forhindre, at folket skulle falde af fra ham igen, 25-33.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Rehabeam drog til Sikem, for hele Israel var kommet til Sikem for at gøre ham til konge.
2 Da Jeroboam, Nebats søn, hørte det – han var stadig i Egypten, hvor han var flygtet hen for kong Salomo, og Jeroboam boede i Egypten –
3 sendte de bud efter ham. Så kom Jeroboam og hele Israels forsamling, og de talte til Rehabeam og sagde:
4 »Din far lagde et hårdt åg på os. Men gør du nu det hårde arbejde, din far pålagde os, og det tunge åg, han lagde på os, lettere, så vil vi tjene dig.«
5 Han svarede dem: »Gå bort i tre dage, og kom så tilbage til mig!« Og folket gik.
6 Kong Rehabeam rådførte sig med de ældste, der havde gjort tjeneste hos hans far Salomo, mens han levede, og spurgte: »Hvad råder I mig til at svare dette folk?«
7 De sagde til ham: »Hvis du i dag vil være dette folks tjener og tjene dem og svare dem med venlige ord, så vil de være dine tjenere for altid.«
8 Men han forkastede de ældstes råd og rådførte sig med de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som nu gjorde tjeneste hos ham.
9 Han sagde til dem: »Hvad råder I til, at vi skal svare dette folk, som har sagt til mig: Gør det åg lettere, som din far lagde på os?«
10 De unge mænd, han var vokset op sammen med, sagde til ham: »Sådan skal du sige til folket, som har sagt til dig: Din far gjorde vores åg tungt, men gør du det lettere for os – sådan skal du sige til dem: Min lillefinger er tykkere end min fars lænder!
11 Min far lagde et tungt åg på jer, men jeg vil gøre jeres åg endnu tungere. Min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner.«
12 På den tredje dag kom Jeroboam og hele folket til Rehabeam, sådan som kongen havde sagt: »Kom tilbage til mig på den tredje dag!«
13 Kongen gav folket et hårdt svar. Han forkastede det råd, de ældste havde givet ham,
14 og talte til dem efter de unge mænds råd: »Min far gjorde jeres åg tungt, men jeg vil gøre jeres åg endnu tungere. Min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner.«
15 Kongen hørte altså ikke på folket, for sådan havde HERREN styret det, for at det ord skulle gå i opfyldelse, som HERREN havde talt gennem Ahija fra Shilo til Jeroboam, Nebats søn.
16 Da hele Israel så, at kongen ikke ville høre på dem, svarede folket kongen: »Hvad del har vi i David? Vi har ingen arv i Isajs søn! Til dine telte, Israel! Pas nu selv på dit hus, David!« Så gik Israel hjem til deres telte.
17 Kun over de israelitter, der boede i Judas byer, blev Rehabeam konge.
18 Kong Rehabeam sendte Adoram, der havde ansvaret for tvangsarbejdet, men hele Israel stenede ham til døde. Kong Rehabeam skyndte sig at stige op i sin vogn og flygtede til Jerusalem.
19 Sådan brød Israel med Davids hus, og sådan er det den dag i dag.
20 Da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, sendte de bud efter ham, kaldte ham til folkeforsamlingen og gjorde ham til konge over hele Israel. Ingen holdt fast ved Davids hus undtagen Judas stamme alene.
21 Da Rehabeam kom til Jerusalem, samlede han hele Judas hus og Benjamins stamme, hundrede og firs tusind udvalgte krigere, for at kæmpe mod Israels hus og vinde kongemagten tilbage til Rehabeam, Salomos søn.
22 Men Guds ord kom til gudsmanden Shemaja:
23 »Sig til Rehabeam, Salomos søn, Judas konge, og til hele Judas og Benjamins hus og resten af folket:
24 Sådan siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe mod jeres brødre, israelitterne. Vend hjem, hver til sit, for det er mig, der har ladet dette ske.« De adlød HERRENS ord og vendte hjem, sådan som HERREN havde sagt.
25 Jeroboam befæstede Sikem i Efraims bjerge og boede der. Derfra drog han ud og befæstede Penuel.
26 Jeroboam tænkte ved sig selv: »Nu kan kongeriget let komme tilbage til Davids hus.
27 Hvis dette folk går op for at bringe ofre i HERRENS hus i Jerusalem, vil deres hjerte vende tilbage til deres herre, Rehabeam, Judas konge. Så slår de mig ihjel og vender tilbage til Rehabeam, Judas konge.«
28 Kongen rådførte sig og lavede så to guldkalve. Han sagde til folket: »Nu har I længe nok gået op til Jerusalem. Her er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egypten!«
29 Den ene stillede han op i Betel, og den anden anbragte han i Dan.
30 Det blev til synd. Folket gik helt til Dan for at tilbede den ene.
31 Han byggede også offerhøjhuse og indsatte præster blandt folket, som ikke hørte til Levis efterkommere.
32 Jeroboam indstiftede en fest i den ottende måned på den femtende dag i måneden, ligesom festen i Juda, og han steg op til alteret. Sådan gjorde han i Betel, hvor han ofrede til de kalve, han havde lavet. I Betel indsatte han også præster ved de offerhøje, han havde bygget.
33 Han steg op til alteret, som han havde bygget i Betel, på den femtende dag i den ottende måned, den måned, han selv havde fundet på. Han indstiftede en fest for israelitterne og steg op til alteret for at brænde offer.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 2,20 (henviser til v. 1)
- Luk 2,46 (henviser til v. 12)
- Luk 3,32 (henviser til v. 16)
- ApG 15,16 (henviser til v. 16)
- Hebr 12,25 (henviser til v. 16)
Spørgsmål til bibelkredsen
Rehabeam afviser folkets bøn v. 1
- Hvilke to slags råd får Rehabeam, og hvilket følger han?
- Hvad lærer v. 7 om at være leder som tjener, og hvordan peger det frem mod Jesus (Mark 10,45)?
- Hvordan kan du tjene andre i stedet for at herske over dem?
Riget bliver delt v. 16
- Hvad råber Israel, da de bryder med Davids hus?
- Hvordan kan v. 15 sige, at HERREN styrede det, når Rehabeam selv valgte forkert?
- Hvordan kan det trøste dig, at Gud er herre over historien, også når mennesker gør fejl?
Shemaja standser krigen v. 21
- Hvorfor vender Judas hær hjem i stedet for at kæmpe?
- Hvad betyder det, at de adlød HERRENS ord?
- Hvornår har du brug for at lytte til Guds ord frem for at følge din egen vrede?
Jeroboams guldkalve v. 25
- Hvad gør Jeroboam for at holde folket fra Jerusalem?
- Hvorfor minder hans ord i v. 28 om guldkalven i ørkenen (2 Mos 32,4)?
- Hvor er du fristet til at lave din egen gudsdyrkelse, fordi det er nemmere?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Rehabeam (person) – Salomos søn, Judas første konge
- Jeroboam (person) – Den første konge i nordriget Israel.
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Salomo (person) – Davids søn, konge over Israel, kendt for sin visdom.
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
- Nebat (person) – Far til Jeroboam, Israels første konge.
- Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
- Akija (person) – Profet fra Shilo, som profeterede for Jeroboam
- Isaj (person) – Kong Davids far.
- Adoram (person) – Embedsmand med ansvar for tvangsarbejdet under David og Salomo
- Shemaja (person) – Profet under Rehabeams regering
- Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Betel (sted) – Vigtig by i Israel med tilknytning til Abraham og Jakob.
- Sikem (sted) – By i Kana'an, senere tildelt Efraim
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
- Dan (sted) – Israelitisk stamme; by i det nordlige Israel; oprindelig kaldt Lajish/Leshem.
- Shilo (sted) – Israelitisk helligdom og samlingssted i dommertiden
- Penuel (sted) – Et sted, hvor Jakob kæmpede med Gud
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Kongebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer