Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Første Kongebog
Første Kongebog kapitel 22
54 vers
📖 Læs 1 Kong 22 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Akab og Judas konge Joshafat vil tage Ramot i Gilead. Fire hundrede profeter lover sejr, men Mikajehu taler kun det, HERREN siger, og forudsiger nederlaget. Akab forklæder sig, men rammes af en tilfældig pil og dør, og hundene slikker hans blod som forudsagt. Kapitlet slutter med Joshafats og Ahazjas regering.
Indhold
Josafat, Judas konge, besøger Akab; Akab overtaler ham til at drage med sig i krig imod syrerne, 1-4; Josafat vil gerne først adspørge en Herrens profet; alle Akabs profeter spår Akab godt; Josafat er ikke fornøjet hermed; Mika forkynder Akab hans undergang, og at Herren havde givet en falsk ånd i alle hans profeters mund, men bliver derfor slagen og kastet i fængsel, 5-28; de drager imod syrerne til Ramoth i Gilead; Akab bliver skudt i slaget og dør; Ahasia, hans søn, bliver konge, 29-40; Josafat var konge i Akabs tid over Juda, frygter Herren, borttager skørlevnere af landet, vil ej gøre pagt med Ahasia om sejladsen til Ofir, dør, 41-51; Ahasia regerer over Israel to år og er ugudelig, 52-54.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 I tre år var der ro, og der var ingen krig mellem Aram og Israel.
2 Men i det tredje år drog Joshafat, Judas konge, ned til Israels konge.
3 Israels konge sagde til sine tjenere: »I ved jo, at Ramot i Gilead tilhører os, og alligevel sidder vi stille og gør ikke noget for at tage den tilbage fra Arams konge.«
4 Så sagde han til Joshafat: »Vil du drage med mig i krig mod Ramot i Gilead?« Joshafat svarede Israels konge: »Jeg er som du, mit folk som dit folk, mine heste som dine heste.«
5 Men Joshafat sagde til Israels konge: »Søg først HERRENS ord i dag.«
6 Så samlede Israels konge profeterne, omkring fire hundrede mand, og spurgte dem: »Skal jeg drage i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?« De svarede: »Drag op! Herren vil give den i kongens hånd.«
7 Men Joshafat sagde: »Er der ikke en profet for HERREN her, som vi også kan spørge?«
8 Israels konge svarede Joshafat: »Der er endnu én mand, som vi kan spørge HERREN igennem, men jeg hader ham, for han profeterer aldrig godt om mig, kun ondt. Det er Mikajehu, Jimlas søn.« Joshafat sagde: »Sådan må kongen ikke tale.«
9 Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: »Hent straks Mikajehu, Jimlas søn!«
10 Israels konge og Joshafat, Judas konge, sad hver på sin trone, klædt i kongedragt, på tærskepladsen ved indgangen til Samarias port, og alle profeterne stod og profeterede foran dem.
11 Sidkija, Kena'anas søn, havde lavet sig horn af jern og sagde: »Sådan siger HERREN: Med disse skal du stange Aram, til de er udryddet.«
12 Alle profeterne profeterede det samme og sagde: »Drag op mod Ramot i Gilead, og du vil få fremgang! HERREN vil give den i kongens hånd.«
13 Budbringeren, som var gået for at hente Mikajehu, sagde til ham: »Hør her, profeterne lover alle som én kongen godt. Lad nu dine ord være som deres, og lov også du godt.«
14 Men Mikajehu svarede: »Så sandt HERREN lever: Det, HERREN siger til mig, det vil jeg tale.«
15 Da han kom til kongen, spurgte kongen ham: »Mikajehu, skal vi drage i krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?« Han svarede: »Drag op, og du vil få fremgang! HERREN vil give den i kongens hånd.«
16 Men kongen sagde til ham: »Hvor mange gange skal jeg tage dig i ed på, at du ikke siger andet end sandheden til mig i HERRENS navn?«
17 Da sagde han: »Jeg så hele Israel spredt ud over bjergene som får uden hyrde. Og HERREN sagde: De har ingen herre. Lad dem vende hjem hver til sit i fred.«
18 Så sagde Israels konge til Joshafat: »Sagde jeg det ikke? Han profeterer aldrig godt om mig, kun ondt.«
19 Mikajehu fortsatte: »Hør derfor HERRENS ord: Jeg så HERREN sidde på sin trone, og hele himlens hær stod omkring ham på hans højre og venstre side.
20 HERREN spurgte: Hvem vil lokke Akab til at drage op, så han falder ved Ramot i Gilead? Den ene sagde ét, og den anden sagde noget andet.
21 Så trådte ånden frem, stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil lokke ham. HERREN spurgte ham: Hvordan?
22 Han svarede: Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i munden på alle hans profeter. Da sagde HERREN: Du skal lokke ham, og du vil også lykkes. Gå ud og gør det!
23 Se, nu har HERREN lagt en løgnens ånd i munden på alle disse dine profeter, for HERREN har besluttet ulykke over dig.«
24 Da trådte Sidkija, Kena'anas søn, frem, slog Mikajehu på kinden og sagde: »Hvordan er HERRENS ånd da gået fra mig for at tale til dig?«
25 Mikajehu svarede: »Det skal du få at se den dag, du flygter fra værelse til værelse for at gemme dig.«
26 Så sagde Israels konge: »Tag Mikajehu og før ham tilbage til Amon, byens kommandant, og til Joash, kongens søn,
27 og sig: Sådan siger kongen: Sæt denne mand i fængsel, og giv ham kun en smule brød og vand at leve af, til jeg kommer hjem i fred.«
28 Men Mikajehu sagde: »Hvis du virkelig kommer hjem i fred, så har HERREN ikke talt gennem mig.« Og han tilføjede: »Hør det, alle I folk!«
29 Så drog Israels konge og Joshafat, Judas konge, op mod Ramot i Gilead.
30 Israels konge sagde til Joshafat: »Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men tag du dine egne klæder på.« Så forklædte Israels konge sig og gik i kamp.
31 Arams konge havde givet sine toogtredive vognførere ordre: »I skal ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor, kun mod Israels konge.«
32 Da vognførerne så Joshafat, sagde de: »Det må være Israels konge!« og de vendte sig mod ham for at angribe ham. Men Joshafat råbte højt,
33 og da vognførerne så, at det ikke var Israels konge, holdt de op med at forfølge ham.
34 Men en mand spændte sin bue og skød på må og få, og han ramte Israels konge mellem pansrets led og brynjen. Kongen sagde til sin vognstyrer: »Vend om og kør mig ud af slaget, for jeg er såret.«
35 Men kampen blev hårdere og hårdere den dag, og kongen blev holdt oprejst i vognen over for aramæerne. Om aftenen døde han, og blodet fra såret løb ned i bunden af vognen.
36 Ved solnedgang lød der et råb gennem hæren: »Hver mand hjem til sin by, hver mand hjem til sit land!«
37 Så døde kongen. Han blev bragt til Samaria, og man begravede kongen i Samaria.
38 Da de skyllede vognen ved dammen i Samaria, slikkede hundene hans blod, og skøgerne badede sig der, sådan som HERREN havde sagt.
39 Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt hvad han gjorde, elfenbenspaladset, han byggede, og alle de byer, han byggede, står jo skrevet i Israels kongers krønike.
40 Akab gik til hvile hos sine fædre, og hans søn Ahazja blev konge efter ham.
41 Joshafat, Asas søn, blev konge over Juda i Akabs, Israels konges, fjerde regeringsår.
42 Joshafat var femogtredive år gammel, da han blev konge, og han regerede femogtyve år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi.
43 Han fulgte i alt sin far Asas vej og veg ikke fra den, men gjorde det, der var ret i HERRENS øjne.
44 Men offerhøjene forsvandt ikke; folket blev ved med at ofre og brænde røgelse på offerhøjene.
45 Joshafat sluttede fred med Israels konge.
46 Hvad der ellers er at fortælle om Joshafat, hans storværker og hans krige, står jo skrevet i Judas kongers krønike.
47 Han fjernede også de sidste tempelprostituerede, som var blevet tilbage i landet fra hans far Asas tid.
48 Der var ingen konge i Edom; en statholder regerede som konge.
49 Joshafat byggede Tarshish-skibe, som skulle sejle til Ofir efter guld, men de kom aldrig af sted, for skibene forliste ved Ezion-Geber.
50 Da sagde Ahazja, Akabs søn, til Joshafat: »Lad mine folk sejle med dine folk på skibene.« Men Joshafat ville ikke.
51 Joshafat gik til hvile hos sine fædre og blev begravet hos sine fædre i sin fader Davids by, og hans søn Joram blev konge efter ham.
52 Ahazja, Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i Joshafats, Judas konges, syttende regeringsår, og han var konge over Israel i to år.
53 Han gjorde det, der var ondt i HERRENS øjne, og fulgte sin fars og sin mors vej og den vej, som Jeroboam, Nebats søn, gik, han der fik Israel til at synde.
54 Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, ganske som hans far havde gjort.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Matt 1,8 (henviser til v. 2)
- Gal 4,12 (henviser til v. 4)
- Joh 10,5 (henviser til v. 7)
- Joh 3,20 (henviser til v. 8)
- Gal 4,16 (henviser til v. 8)
- Åb 11,10 (henviser til v. 8)
- Matt 15,12 (henviser til v. 13)
- Matt 16,22 (henviser til v. 13)
- Joh 7,4 (henviser til v. 13)
- Mark 6,18 (henviser til v. 14)
- ApG 19,13 (henviser til v. 16)
- Mark 6,34 (henviser til v. 17)
- Mark 11,18 (henviser til v. 18)
- Åb 11,10 (henviser til v. 18)
- Matt 18,10 (henviser til v. 19)
- Mark 10,37 (henviser til v. 19)
- Luk 2,13 (henviser til v. 19)
- ApG 7,49 (henviser til v. 19)
- Åb 4,2 (henviser til v. 19)
- Åb 16,14 (henviser til v. 19)
- ApG 19,15 (henviser til v. 21)
- Matt 8,32 (henviser til v. 22)
- Mark 5,13 (henviser til v. 22)
- Luk 8,32 (henviser til v. 22)
- ApG 13,6 (henviser til v. 22)
- Joh 7,52 (henviser til v. 24)
- ApG 13,8 (henviser til v. 24)
- ApG 23,2 (henviser til v. 24)
- Matt 18,30 (henviser til v. 27)
- Matt 26,61 (henviser til v. 27)
Spørgsmål til bibelkredsen
Krig mod Ramot i Gilead v. 1
- Hvad beder Joshafat om, før de drager ud?
- Hvorfor hader Akab Mikajehu?
- Hvor vil vi helst kun høre det, vi gerne vil høre?
Mikajehu taler HERRENS ord v. 13
- Hvad svarer Mikajehu budbringeren i v. 14?
- Hvad viser synet af HERREN på tronen om, hvem der styrer begivenhederne?
- Hvordan kan du stå fast på Guds ord, også når flertallet siger noget andet?
Akabs død v. 29
- Hvordan prøver Akab at undgå sin skæbne?
- Hvad viser den tilfældige pil om Guds ord?
- Hvad betyder det for dig, at Guds ord altid går i opfyldelse?
Joshafat og Ahazja v. 41
- Hvad siges der godt og mindre godt om Joshafat?
- Hvorfor fremhæves det, at Ahazja fulgte sin fars og mors vej?
- Hvilken vej viser du dem, der kommer efter dig?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Joshafat (person) – Søn af Asa, konge i Juda.
- Mika (person) – En profet, der forudsagde kong Akabs død.
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Akab (person) – Ond konge i Israel; Jezabels mand
- Akazja (person) – Konge i Israel, søn af Akab
- Asa (person) – Konge i Juda, søn af Abija; far til Joshafat
- Jimla (person) – Far til profeten Mika.
- Kena'ana (person) – Falsk profet, der modsagde Mika
- Sidkija (person) – Falsk profet, der modsagde Mika
- Amon (person) – Statholder i Samaria under Akabs regering
- Joash (person) – Søn af kong Akab af Israel
- Azuba (person) – Mor til kong Joshafat af Juda.
- Shilki (person) – Far til kong Joshafats mor
- David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
- Joram (person) – Søn af Joshafat, konge i Juda.
- Jeroboam (person) – Den første konge i nordriget Israel.
- Nebat (person) – Far til Jeroboam, Israels første konge.
- Ramot (sted) – Tilflugtsby øst for Jordan
- Syrien (sted) – Gammel egn nord for Israel, ofte i konflikt med Israel
- Samaria (sted) – Hovedstad i Israels nordrige; indbyggerne var samaritanere
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Edom (sted) – Esaus efterkommere; fjendtligt folk sydøst for Israel
- Esjongeber (sted) – Israelitisk lejrplads; havneby ved Det Røde Hav
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Kongebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer