Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog
Første Mosebog kapitel 25
34 vers
📖 Læs 1 Mos 25 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Abraham får flere sønner med Ketura, men overlader alt til Isak. Han dør 175 år gammel og begraves af Isak og Ismael i Makpelas hule. Ismaels tolv sønner nævnes. Rebekka får tvillinger efter Isaks bøn, og HERREN siger, at den ældre skal tjene den yngre. Esau sælger sin førstefødselsret til Jakob for linsesuppe.
Indhold
Abraham avler seks sønner med Ketura, 1-4; Isak arver ham, de andre sønner giver han skænk, Abraham dør og begraves, 5-10; Isak velsignes af Gud, Ismael avler tolv sønner og dør, 11-18; Rebekka føder efter tyve års forløb ved Isaks forbøn Esau og Jakob, af hvilke den ældste skulle tjene den yngste, 19-26; Esau sælger sin førstefødselsrettighed til Jakob for en rød ret, 27-34.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Abraham dør og bliver lagt i graven
1 Abraham tog igen en hustru. Hendes navn var Ketura.
2 Hun fødte ham Zimran, Jokshan, Medan, Midjan, Jishbak og Shua.
3 Jokshan fik Saba og Dedan, og Dedans sønner var ashuritterne, letushitterne og leumitterne.
4 Midjans sønner var Efa, Effer, Enok, Abida og Eldaa. De var alle Keturas efterkommere.
5 Abraham overlod alt hvad han ejede, til Isak.
6 Til sønnerne af de medhustruer Abraham havde, gav Abraham gaver. Men han sendte dem væk fra sin søn Isak, mens han endnu levede, mod øst, til Østlandet.
7 Så mange var dagene i Abrahams livsår, dem, han gennemlevede: 175 år.
8 Så udåndede han. Abraham døde i en høj alder, gammel og tilfreds, og samledes med sit folk.
9 Hans sønner Isak og Ismael lagde ham i graven i Makpelas hule på hittitten Sohars søn, Efrons, mark, som ligger ved Mamre,
10 den mark som Abraham havde købt af hittitterne. Der er Abraham og hans hustru Sara lagt i graven.
11 Efter Abrahams død velsignede Gud hans søn Isak, og Isak boede ved Beer-Lahaj-Roi.
12 Dette er Ismaels slægtshistorie. Han var søn af Abraham, og egypterinden Hagar, Saras trælkvinde, havde født ham for Abraham.
13 Dette er navnene på Ismaels sønner, nævnt ved navn efter deres slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el og Mibsam,
14 Mishma, Duma og Massa,
15 Hadad og Tema, Jetur, Nafish og Kedma.
16 Det var Ismaels sønner, og det var deres navne i deres bosteder og teltlejre: tolv høvdinger, hver for sit folk.
17 Så mange år levede Ismael: 137 år. Så udåndede han og døde og samledes med sit folk.
18 De boede fra Havila til Shur, som ligger øst for Egypten i retning af Assur. Han slog sig ned over for alle sine brødre.
19 Dette er Isaks slægtshistorie. Han var søn af Abraham. Abraham blev far til Isak.
20 Isak var fyrre år gammel, da han giftede sig med Rebekka, datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram og søster til aramæeren Laban.
21 Isak bad til HERREN for sin hustru, for hun var barnløs. HERREN bønhørte ham, og hans hustru Rebekka blev gravid.
22 Men børnene stødte mod hinanden inde i hende, og hun sagde: »Hvis det er sådan, hvorfor lever jeg så?« Og hun gik hen for at spørge HERREN.
23 HERREN sagde til hende: »To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal skilles fra hinanden, allerede i dit skød. Det ene folk bliver stærkere end det andet, og den ældre skal tjene den yngre.«
24 Da hendes tid kom, og hun skulle føde, var der tvillinger i hendes moderliv.
25 Den første, der kom ud, var rødlig og over det hele som en kappe af hår. Derfor kaldte de ham Esau.
26 Bagefter kom hans bror ud, og han holdt med hånden fast om Esaus hæl. Derfor kaldte man ham Jakob. Isak var tres år gammel, da hun fødte dem.
27 Drengene voksede op. Esau blev en dygtig jæger, en mand, der holdt til på marken, mens Jakob var en stille mand, der holdt sig ved teltene.
28 Isak holdt mest af Esau, for han kunne lide vildtet, men Rebekka holdt mest af Jakob.
29 Engang havde Jakob kogt en suppe, da Esau kom hjem fra marken, og han var udmattet.
30 Esau sagde til Jakob: »Lad mig dog få noget af det røde, det røde der, for jeg er udmattet.« Derfor fik han navnet Edom.
31 Men Jakob sagde: »Sælg mig først din førstefødselsret.«
32 Esau svarede: »Jeg er ved at dø. Hvad skal jeg så med en førstefødselsret?«
33 Jakob sagde: »Sværg mig det først.« Så svor han ham det og solgte sin førstefødselsret til Jakob.
34 Jakob gav Esau brød og linsesuppe. Han spiste og drak, rejste sig og gik. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Rom 9,12 (citerer v. 23)
- Gal 4,24 (henviser til v. 12)
- Luk 1,7 (henviser til v. 21)
- Luk 1,13 (henviser til v. 21)
- Luk 1,25 (henviser til v. 21)
- Rom 9,10 (henviser til v. 21)
- Luk 1,41 (henviser til v. 22)
- Rom 9,12 (henviser til v. 22)
- Matt 1,2 (henviser til v. 26)
- Luk 3,34 (henviser til v. 26)
- Hebr 12,16 (henviser til v. 31)
- Rom 3,1 (henviser til v. 32)
- Matt 22,5 (henviser til v. 34)
Spørgsmål til bibelkredsen
Abraham dør og bliver lagt i graven v. 1
- Hvem får arven efter Abraham, og hvor bliver han begravet?
- Hvad betyder det, at Abraham døde »gammel og tilfreds«?
- Hvordan kan du se på dit eget liv i lyset af Guds løfter?
Ismaels slægt v. 12
- Hvor mange høvdinger kommer fra Ismael?
- Hvorfor fortæller Bibelen om Ismaels efterkommere, når løftet går gennem Isak?
- Hvad siger det om Guds omsorg for dem, der står uden for løftets linje?
Esau og Jakob bliver født v. 19
- Hvad gør Isak, da Rebekka er barnløs, og hvad siger HERREN til hende?
- Hvad viser ordet om, at den ældre skal tjene den yngre, om Guds frie udvælgelse (jf. Rom 9,10–13)?
- Hvordan kan det trøste dig, at Guds nåde ikke afhænger af, hvem du er født som?
Esau sælger sin førstefødselsret v. 29
- Hvad bytter Esau sin førstefødselsret for?
- Hvorfor siger teksten, at Esau ringeagtede sin førstefødselsret?
- Hvilke gode gaver fra Gud kan du komme til at tage for givet?
Personer og steder i kapitlet
- Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
- Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
- Esau (person) – Isaks førstefødte søn; solgte sin førstefødselsret til Jakob; blev til Edom.
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Ismael (person) – Søn af Abraham og Hagar; stamfar til arabiske stammer.
- Rebekka (person) – Isaks hustru; mor til Jakob og Esau
- Ketura (person) – Abrahams medhustru efter Saras død
- Jokshan (person) – En søn af Abraham og Ketura
- Midjan (person) – Søn af Abraham og Ketura; stamfar til midjanitterne.
- Het (person) – Søn af Kana'an og stamfar til hittitterne.
- Sara (person) – Abrahams hustru; Isaks mor
- Jishbak (person) – Søn af Abraham og Ketura.
- Medan (person) – Søn af Abraham og Ketura.
- Shua (person) – Søn af Abraham og Ketura, stamfar til en stamme.
- Zimran (person) – Søn af Abraham og Ketura
- Ashuritterne (person) – Efterkommere af Abraham gennem Dedan
- Dedan (person) – Barnebarn af Abraham gennem Jokshan
- Letushitterne (person) – Dedans søn, efterkommer af Abraham og Ketura
- Le'umitterne (person) – Dedans søn, efterkommer af Abraham og Ketura
- Sheba (person) – Efterkommer af Abraham og Ketura
- Abida (person) – Midjans søn, Abrahams sønnesøn
- Elda'a (person) – Søn af Midjan, sønnesøn af Abraham
- Efa (person) – Søn af Midjan og Abrahams sønnesøn.
- Efer (person) – Søn af Midjan og Abrahams sønnesøn.
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer