Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog

Første Mosebog kapitel 26

35 vers

📖 Læs 1 Mos 26 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Under en hungersnød bor Isak i Gerar, og HERREN gentager løftet til Abraham for ham. Ligesom sin far udgiver Isak sin hustru for sin søster, men Abimelek opdager det. Isak bliver rig, og filisterne stopper hans brønde til, men HERREN giver ham plads. I Beersheba viser HERREN sig for ham, og Abimelek slutter pagt med ham. Esaus hittitiske hustruer bliver til sorg.

Indhold

Isak er fremmed i Gerar; Gud gentager de forjættelser, som han havde givet Abraham, 1-6; han udgiver sin hustru for at være sin søster, 7-11; filisterne misunde ham, at Gud velsigner ham, 12-22; han drager til Beersaba, hvor Gud trøster ham, og Abimelek gør pagt med ham, 23-33; Esau tager sig to kananitiske hustruer, 34-35.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 Der kom hungersnød i landet, en anden end den første hungersnød, der havde været på Abrahams tid. Da drog Isak til Abimelek, filisternes konge, i Gerar.

2 HERREN viste sig for ham og sagde: »Drag ikke ned til Egypten. Bliv boende i det land, jeg siger til dig.

3 Bo som fremmed i dette land, så vil jeg være med dig og velsigne dig. For dig og dine efterkommere vil jeg give alle disse lande, og jeg vil holde den ed, som jeg svor din far Abraham.

4 Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og give dine efterkommere alle disse lande, og ved dit afkom skal alle jordens folk velsignes,

5 fordi Abraham adlød mig og holdt fast ved det, jeg pålagde ham: mine befalinger, mine forskrifter og mine love.«

6 Så blev Isak boende i Gerar.

7 Når mændene på stedet spurgte til hans hustru, sagde han: »Hun er min søster.« For han var bange for at sige »min hustru«, fordi han tænkte: Mændene her kunne slå mig ihjel på grund af Rebekka, for hun er smuk at se på.

8 Da han havde været der et stykke tid, så Abimelek, filisternes konge, engang ud gennem vinduet, og dér så han Isak kærtegne sin hustru Rebekka.

9 Abimelek kaldte Isak til sig og sagde: »Hun er jo din hustru! Hvordan kunne du sige: Hun er min søster?« Isak svarede ham: »Jeg tænkte, at jeg ellers kunne blive slået ihjel på grund af hende.«

10 Abimelek sagde: »Hvad er det, du har gjort mod os? Der skulle ikke meget til, før en af folket havde ligget med din hustru, og så havde du bragt skyld over os.«

11 Så gav Abimelek hele folket denne befaling: »Den, der rører denne mand eller hans hustru, skal lide døden.«

12 Isak såede i det land, og samme år høstede han hundrede fold, for HERREN velsignede ham.

13 Manden blev rig, og han blev ved med at blive rigere, indtil han var meget rig.

14 Han ejede småkvæg og hornkvæg og mange tjenestefolk, og filisterne blev misundelige på ham.

15 Alle de brønde, som hans fars trælle havde gravet på hans far Abrahams tid, stoppede filisterne til og fyldte med jord.

16 Abimelek sagde til Isak: »Drag bort fra os, for du er blevet alt for mægtig for os.«

17 Så drog Isak derfra, slog lejr i Gerardalen og boede der.

18 Isak gravede igen de vandbrønde, som var blevet gravet på hans far Abrahams tid, og som filisterne havde stoppet til efter Abrahams død. Han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

19 Isaks trælle gravede i dalen og fandt dér en brønd med rindende vand.

20 Men hyrderne fra Gerar skændtes med Isaks hyrder og sagde: »Vandet er vores.« Så kaldte han brønden Esek, fordi de havde trættet med ham.

21 De gravede en anden brønd, men den skændtes de også om. Den kaldte han Sitna.

22 Så flyttede han derfra og gravede endnu en brønd. Den skændtes de ikke om, og han kaldte den Rehobot og sagde: »Nu har HERREN givet os plads, så vi kan blive mange i landet.«

23 Derfra drog han op til Beersheba.

24 Samme nat viste HERREN sig for ham og sagde: »Jeg er din far Abrahams Gud. Frygt ikke, for jeg er med dig. Jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige for min tjener Abrahams skyld.«

25 Han byggede et alter dér og påkaldte HERRENS navn. Han slog sit telt op dér, og Isaks trælle gravede en brønd.

26 Abimelek kom til ham fra Gerar sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.

27 Isak sagde til dem: »Hvorfor kommer I til mig? I hader mig jo og har jaget mig bort fra jer.«

28 De svarede: »Vi har tydeligt set, at HERREN er med dig. Derfor siger vi: Lad der være en ed mellem os, mellem os og dig, og lad os slutte en pagt med dig

29 om, at du ikke gør os noget ondt, ligesom vi ikke har rørt dig, men kun har gjort godt mod dig og ladet dig drage bort i fred. Du er jo nu velsignet af HERREN.«

30 Så holdt han et gæstebud for dem, og de spiste og drak.

31 Tidligt næste morgen svor de hinanden en ed. Så lod Isak dem gå, og de drog fra ham i fred.

32 Samme dag kom Isaks trælle og fortalte ham om den brønd, de havde gravet. De sagde til ham: »Vi har fundet vand.«

33 Han kaldte den Shiba. Derfor hedder byen Beersheba den dag i dag.

34 Da Esau var fyrre år gammel, giftede han sig med Judit, datter af hittitten Be'eri, og med Basmat, datter af hittitten Elon.

35 De blev til stor sorg for Isak og Rebekka.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Løftet til Isak v. 1

  • Hvad lover HERREN Isak i v. 3–4?
  • Hvorfor skal alle jordens folk velsignes ved Abrahams afkom (jf. Gal 3,16)?
  • Hvordan kan det give ro, at Gud står ved sine løfter fra slægt til slægt?

Rebekka og Abimelek v. 6

  • Hvad siger Isak om Rebekka, og hvorfor?
  • Hvad viser det, at Isak gentager sin fars fejl?
  • Hvor fristes du til at lyve af frygt?

Strid om brøndene v. 12

  • Hvad sker der med brøndene Esek, Sitna og Rehobot?
  • Hvorfor svarer Isak ikke igen med strid?
  • Hvordan kan du give plads i stedet for at kæmpe for din ret?

HERREN viser sig i Beersheba v. 23

  • Hvad siger HERREN til Isak om natten?
  • Hvad betyder »Frygt ikke, for jeg er med dig«?
  • Hvornår har du brug for at høre de ord?

Pagten med Abimelek v. 26

  • Hvad har Abimelek og hans mænd set?
  • Hvorfor vil de slutte pagt med Isak?
  • Hvordan kan andre se, at Gud er med dig?

Personer og steder i kapitlet

  • Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
  • Abimelek (person) – Filisterkonge, der havde med Abraham og Isak at gøre
  • Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
  • Rebekka (person) – Isaks hustru; mor til Jakob og Esau
  • Akuzzat (person) – Ven og rådgiver for Abimelek, filisterkongen i Gerar
  • Pikol (person) – Øverstbefalende for Abimeleks hær
  • Ada (person) – Esaus hittitiske hustru; Elifaz' mor
  • Be'eri (person) – En hittit, far til Esaus hustru Judit.
  • Elon (person) – En hittit, Esaus svigerfar.
  • Esau (person) – Isaks førstefødte søn; solgte sin førstefødselsret til Jakob; blev til Edom.
  • Het (person) – Søn af Kana'an og stamfar til hittitterne.
  • Judit (person) – En hittitisk kvinde, som Esau giftede sig med
  • Gerar (sted) – Filisterby; Abrahams og Isaks møder med Abimelek
  • Filistæa (sted) – Et gammelt folk og område i Kana'an
  • Be'ersheba (sted) – Vigtig by i det sydlige Israel, knyttet til patriarkerne.
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Esek (sted) – Brønd gravet af Isaks folk; opkaldt efter en strid
  • Sitna (sted) – Brønd gravet af Isak, som filistrene gjorde krav på
  • Rehobot (sted) – Brønd, som Isak gravede

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer