Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog
Første Mosebog kapitel 28
22 vers
📖 Læs 1 Mos 28 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Isak velsigner Jakob og sender ham til Paddan-Aram for at finde en hustru hos Laban. Esau gifter sig med Ismaels datter. På vejen drømmer Jakob om en trappe til himlen, og HERREN gentager løftet om land, efterkommere og velsignelse for alle slægter. Jakob kalder stedet Betel og lover, at HERREN skal være hans Gud.
Indhold
Jakob formanes og velsignes af sine forældre og drager til Mesopotamien, 1-5; Esau tager endnu en hustru, 6-9; Jakob ser på vejen en himmelstige, Herren taler med ham, 10-15; Jakob forundrer sig over sit syn, oprejser en mindesten, gør et løfte, 16-22.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Isak sender Jakob til Paddan-Aram
1 Så kaldte Isak på Jakob, velsignede ham og befalede ham: »Du må ikke finde dig en hustru blandt de kana'anæiske kvinder!
2 Tag afsted! Rejs til Paddan-Aram til din morbror Betuels hjem. Dér skal du finde dig en hustru blandt din morbror Labans døtre.
3 Må Gud den Almægtige velsigne dig, gøre dig frugtbar og talrig så du bliver til en mængde folkeslag.
4 Må han give Abrahams velsignelse til både dig og dine efterkommere, så du kan tage det land i eje du bor i som tilflytter, og som Gud gav til Abraham.«
5 Så sendte Isak Jakob afsted, og han tog til Paddan-Aram til Laban, der var søn af aramæeren Betuel og bror til Rebekka, Jakob og Esaus mor.
Esau finder en ny hustru
6 Esau indså at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for dér at finde sig en hustru, og at han, da han velsignede ham, havde befalet ham: »Du må ikke tage dig en hustru blandt kana'anæerne!«
7 samt at Jakob havde adlydt sin far og sin mor og var taget til Paddan-Aram.
8 Esau indså også hvordan de kana'anæiske kvinder tog sig ud i hans far Isaks øjne,
9 og gik så til Ismael og tog Mahalat, Abrahams søn Ismaels datter og søster til Nebajot, til hustru i tillæg til de hustruer han allerede havde.
Jakob drømmer om himlens port
10 Jakob forlod Beersheba og rejste mod Karan.
11 Han kom til et bestemt sted hvor han overnattede fordi solen var gået ned. Han tog én af stenene på stedet, lagde den under sit hoved og lagde sig til at sove dér.
12 Så havde han en drøm: Se, en trappe var ført helt ned på jorden. Toppen af den nåede himmelen, og se, Guds engle gik op og gik ned ad den.
13 Og se, HERREN stillede sig på den og sagde: »Jeg er HERREN, din far Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord du ligger på, giver jeg til dig og dine efterkommere.
14 Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. Igennem dig og din efterkommer skal alle jordens slægter velsignes.
15 Se, jeg vil være hos dig og passe på dig overalt hvor du går. Jeg vil bringe dig tilbage til dette land, for jeg vil ikke svigte dig, men gøre hvad jeg har lovet dig.«
Jakob rejser en stenstøtte i Betel
16 Jakob vågnede fra sin søvn og sagde: »HERREN er virkelig på dette sted, og jeg vidste det ikke!«
17 Han blev bange, og sagde: »Sikke et frygtindgydende sted! Det er intet mindre end Guds hus og himlens port!«
18 Om morgenen stod Jakob tidligt op, tog den sten han havde lagt under sit hoved, rejste den som stenstøtte og hældte olivenolie ud på toppen af den.
19 Han kaldte stedet Betel, men Luz var byens oprindelige navn.
Jakob aflægger et løfte
20 Jakob aflagde et løfte og sagde: »Hvis Gud er med mig, passer på mig på den vej jeg nu går, giver mig brød at spise og tøj at tage på,
21 og lader mig vende sikkert tilbage til mit hjem, så skal HERREN være min Gud!
22 Og den sten jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt hvad du har giver mig, vil jeg give dig tiende af.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Hebr 11,20 (henviser til v. 2)
- Joh 1,51 (henviser til v. 12)
- Luk 20,37 (henviser til v. 13)
- ApG 7,32 (henviser til v. 13)
- Rom 4,13 (henviser til v. 14)
- Rom 11,28 (henviser til v. 14)
- Hebr 13,5 (henviser til v. 15)
- 2 Pet 1,18 (henviser til v. 16)
- 1 Tim 6,8 (henviser til v. 20)
- Luk 20,37 (henviser til v. 21)
- Hebr 7,2 (henviser til v. 22)
Spørgsmål til bibelkredsen
Isak sender Jakob til Paddan-Aram v. 1
- Hvilken velsignelse giver Isak Jakob?
- Hvad er »Abrahams velsignelse«?
- Hvordan kan du give velsignelse videre til andre?
Esau finder en ny hustru v. 6
- Hvad gør Esau, da han ser, at de kana'anæiske kvinder ikke behager hans far?
- Hvorfor løser hans nye ægteskab ikke problemet?
- Hvordan prøver vi nogle gange at gøre det godt igen på vores egen måde?
Jakob drømmer om himlens port v. 10
- Hvad ser Jakob i drømmen, og hvad lover HERREN?
- Hvordan peger trappen mellem himmel og jord frem mod Jesus (Joh 1,51)?
- Hvad betyder det for dig, at Gud lover: »Jeg vil være hos dig«?
Jakob rejser en stenstøtte i Betel v. 16
- Hvad siger Jakob, da han vågner?
- Hvorfor kalder han stedet »Guds hus og himlens port«?
- Hvor har du mødt Gud, uden at du vidste det i første omgang?
Jakob aflægger et løfte v. 20
- Hvad beder Jakob om, og hvad lover han?
- Hvad er forskellen på Guds løfte og Jakobs betingede løfte?
- Hvordan kan du svare på Guds godhed i dit eget liv?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Isak (person) – Søn af Abraham; far til Jakob og Esau.
- Esau (person) – Isaks førstefødte søn; solgte sin førstefødselsret til Jakob; blev til Edom.
- Abraham (person) – Patriark, udvalgt af Gud til at blive stamfar til hans folk
- Betuel (person) – Far til Rebekka, Isaks hustru
- Laban (person) – Rebekkas bror; far til Lea og Rakel
- Rebekka (person) – Isaks hustru; mor til Jakob og Esau
- Ismael (person) – Søn af Abraham og Hagar; stamfar til arabiske stammer.
- Mahalat (person) – Esaus hustru, Ismaels datter
- Nebajot (person) – Ismaels førstefødte søn; stamfar til en stamme.
- Paddan (sted) – Patriarkernes hjemland i Mesopotamien
- Kana'an (sted) – Gammelt område; efterkommere af Kam; lovet til Abrahams efterkommere
- Be'ersheba (sted) – Vigtig by i det sydlige Israel, knyttet til patriarkerne.
- Haran (sted) – En by i Mesopotamien, som hænger sammen med Abraham og hans familie.
- Betel (sted) – Vigtig by i Israel med tilknytning til Abraham og Jakob.
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer