Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog
Første Mosebog kapitel 34
31 vers
📖 Læs 1 Mos 34 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Sikem, søn af fyrsten Hamor, krænker Jakobs datter Dina og vil derefter giftes med hende. Jakobs sønner svarer med list og kræver, at alle mænd i byen bliver omskåret. Mens mændene har smerter, dræber Simeon og Levi dem og plyndrer byen. Jakob bebrejder dem, at de har bragt ulykke over familien. Kapitlet viser, hvordan synd avler ny synd.
Indhold
Dina, Jakobs datter, besøger landets døtre, skændes af Sikem, begæres af ham til ægte; loves med det vilkår, han skulle lade sig og sine omskære, 1-17; Sikem overtaler sikemiterne til at lade sig omskære tillige med ham; de ihjelslås alle af Jakobs sønner; Jakob straffer disse, 18-31.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Dina, den datter, som Lea havde født Jakob, gik ud for at se sig om blandt kvinderne i landet.
2 Da hivitten Hamors søn Sikem, landets fyrste, så hende, tog han hende og lå med hende og voldtog hende.
3 Men han blev knyttet til Dina, Jakobs datter, han elskede pigen og talte kærligt til hende.
4 Og Sikem sagde til sin far Hamor: »Skaf mig den pige til hustru!«
5 Jakob hørte, at han havde vanæret hans datter Dina, men hans sønner var ude på marken med hans kvæg, så Jakob tav, til de kom hjem.
6 Sikems far Hamor gik så ud til Jakob for at tale med ham.
7 Jakobs sønner kom hjem fra marken, da de hørte det. Mændene var dybt krænkede og blev meget vrede, for han havde begået en skændsel i Israel ved at ligge med Jakobs datter, og sådan noget gør man ikke.
8 Hamor talte med dem og sagde: »Min søn Sikem har sit hjerte hos jeres datter. Giv ham hende til hustru.
9 Bliv besvogret med os; giv os jeres døtre, og tag vores døtre til jer selv.
10 I kan bo hos os, og landet ligger åbent foran jer. Bosæt jer, drag rundt i det med jeres handel, og tag ejendom i det.«
11 Sikem sagde til hendes far og hendes brødre: »Lad mig finde nåde for jeres øjne! Hvad I end beder mig om, vil jeg give.
12 Forlang nok så stor en brudepris og gave af mig, så skal jeg give, hvad I beder om. Giv mig bare pigen til hustru!«
13 Men Jakobs sønner svarede Sikem og hans far Hamor med list, fordi han havde vanæret deres søster Dina.
14 De sagde til dem: »Det kan vi ikke gøre, at give vores søster til en mand, der har forhud. Det ville være en skam for os.
15 Kun på én betingelse vil vi gå med til det: at I bliver ligesom os, så alle af hankøn hos jer bliver omskåret.
16 Så vil vi give jer vores døtre og tage jeres døtre til os selv, vi vil bo hos jer og blive ét folk.
17 Men hvis I ikke vil høre på os og lade jer omskære, så tager vi vores datter og drager bort.«
18 Deres forslag syntes godt i Hamors og i Hamors søn Sikems øjne.
19 Den unge mand tøvede ikke med at gøre det, for han var glad for Jakobs datter, og han var den mest ansete i hele sin fars hus.
20 Hamor og hans søn Sikem gik så hen til byens port og talte til byens mænd og sagde:
21 »Disse mænd er fredelige over for os. Lad dem bo i landet og drage rundt i det med deres handel; landet har jo plads nok til dem. Vi kan tage deres døtre til hustruer og give dem vores døtre.
22 Men kun på én betingelse vil mændene gå med til at bo hos os og blive ét folk med os: at alle af hankøn hos os bliver omskåret, ligesom de selv er omskåret.
23 Deres kvæg, deres ejendom og alle deres dyr, bliver det så ikke vores? Lad os bare gå med til det, så de kan bo hos os.«
24 Alle, der færdedes i byens port, lyttede til Hamor og hans søn Sikem, og alle af hankøn blev omskåret, alle, der færdedes i byens port.
25 På den tredje dag, mens de var syge af smerter, tog to af Jakobs sønner, Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sit sværd, gik uhindret ind i byen og dræbte alle af hankøn.
26 Hamor og hans søn Sikem dræbte de med sværdet, og de hentede Dina ud af Sikems hus og gik bort.
27 Jakobs sønner kom over de dræbte og plyndrede byen, fordi man havde vanæret deres søster.
28 Deres får og kvæg og deres æsler, og hvad der var i byen og på marken, tog de.
29 Al deres rigdom, alle deres børn og kvinder tog de til fange og som bytte, og alt, hvad der var i husene.
30 Da sagde Jakob til Simeon og Levi: »I har bragt ulykke over mig ved at gøre mig forhadt hos landets indbyggere, kana'anæerne og perizzitterne. Jeg har kun få mænd, og hvis de slår sig sammen mod mig og angriber mig, bliver jeg udryddet, både jeg og mit hus.«
31 Men de svarede: »Skulle han så behandle vores søster som en skøge?«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
Spørgsmål til bibelkredsen
Dina bliver krænket v. 1
- Hvad sker der med Dina, og hvordan reagerer hendes brødre?
- Hvorfor kalder teksten det »en skændsel i Israel«?
- Hvordan kan vi tage uret alvorligt og stå ved siden af dem, der er blevet krænket?
Hamors tilbud v. 8
- Hvad tilbyder Hamor og Sikem?
- Hvorfor er tilbuddet ikke nok til at gøre uretten god igen?
- Hvad betyder det at tage ansvar for det onde, man har gjort?
Brødrenes list v. 13
- Hvilken betingelse stiller brødrene?
- Hvad er galt i, at de bruger omskærelsen, pagtens tegn, som list?
- Hvordan kan man misbruge noget helligt til egne formål?
Simeon og Levis hævn v. 25
- Hvad gør Simeon og Levi, og hvad siger Jakob?
- Hvorfor bliver hævnen selv til en ny synd (jf. 49,5–7)?
- Hvorfor er det godt, at hævnen tilhører Gud (Rom 12,19)?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Sikem (person) – Grundlagde byen, hvor Dina blev voldtaget
- Hamor (person) – En hivitisk fyrste, far til Sikem.
- Dina (person) – Datter af Jakob og Lea
- Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
- Simeon (person) – Søn af Jakob og Lea, en af de tolv stammer.
- Lea (person) – Jakobs hustru; mor til seks sønner og Dina
- Hivvitterne (person) – Et kana'anæisk folk.
- Perizzitterne (person) – Kana'anæisk folk, der boede i Kana'ans land
- Kana'an (sted) – Gammelt område; efterkommere af Kam; lovet til Abrahams efterkommere
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer