Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Første Mosebog
Første Mosebog kapitel 44
34 vers
📖 Læs 1 Mos 44 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Josef lader sit sølvbæger lægge i Benjamins sæk og sender sin hushovmester efter brødrene. Bægeret findes hos Benjamin, og brødrene vender tilbage til byen. Josef vil beholde Benjamin som slave, men Juda holder en lang tale om sin far og tilbyder at blive slave i stedet for drengen. Brødrene har forandret sig: Nu vil de ikke svigte faderens yndlingssøn.
Indhold
Josef lader sin skål lægge i Benjamins sæk, og da den findes deri, anstiller han sig, som han ville beholde ham til en træl, 1-13; Juda taler bevæget til Josef for Benjamin og beder, at han måtte blive Josefs træl i dennes sted, 14-34.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Josef gav sin hushovmester denne ordre: »Fyld mændenes sække med så meget mad, som de kan bære, og læg hver mands penge øverst i hans sæk.
2 Og mit bæger, sølvbægeret, skal du lægge øverst i den yngstes sæk sammen med pengene for hans korn.« Og han gjorde, som Josef havde sagt.
3 Ved daggry blev mændene sendt af sted med deres æsler.
4 De var lige gået ud af byen og var ikke kommet langt, da Josef sagde til sin hushovmester: »Skynd dig efter mændene! Når du indhenter dem, skal du sige til dem: ›Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
5 Er det ikke det bæger, min herre drikker af, og som han bruger til at spå med? Det er en ond ting, I har gjort.‹«
6 Han indhentede dem og sagde disse ord til dem.
7 De svarede ham: »Hvorfor siger min herre sådan noget? Det være langt fra dine tjenere at gøre sådan noget!
8 De penge, vi fandt øverst i vores sække, bragte vi jo tilbage til dig fra Kana'an. Hvorfor skulle vi så stjæle sølv eller guld fra din herres hus?
9 Hvis den findes hos nogen af dine tjenere, skal han dø, og vi andre vil blive min herres slaver.«
10 Han sagde: »Godt, lad det være, som I siger. Den, som den findes hos, skal være min slave, men I andre skal gå fri.«
11 De skyndte sig at sætte deres sække ned på jorden, og hver åbnede sin sæk.
12 Han gennemsøgte dem; han begyndte med den ældste og sluttede med den yngste, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk.
13 Da flængede de deres klæder, læssede hver sit æsel og vendte tilbage til byen.
14 Juda og hans brødre kom til Josefs hus, mens han endnu var der, og de kastede sig ned på jorden foran ham.
15 Josef sagde til dem: »Hvad er det, I har gjort? Vidste I ikke, at en mand som jeg kan spå?«
16 Juda svarede: »Hvad skal vi sige til min herre? Hvad skal vi tale, og hvordan skal vi kunne frikende os selv? Gud har afsløret dine tjeneres skyld. Nu er vi min herres slaver, både vi og den, som bægeret blev fundet hos.«
17 Men han sagde: »Det være langt fra mig at gøre sådan! Den mand, som bægeret blev fundet hos, skal være min slave, men I andre kan drage hjem til jeres far i fred.«
18 Da trådte Juda hen til ham og sagde: »Hør mig, herre! Lad din tjener sige et ord til min herre, og lad ikke din vrede blusse op mod din tjener, for du er som Farao selv.
19 Min herre spurgte sine tjenere: ›Har I en far eller en bror?‹
20 Vi svarede min herre: ›Vi har en gammel far og en ung bror, som han fik på sine gamle dage. Hans bror er død, så han er den eneste, der er tilbage af hans mors sønner, og hans far elsker ham.‹
21 Så sagde du til dine tjenere: ›Kom herned med ham, så jeg kan se ham med egne øjne.‹
22 Vi svarede min herre: ›Drengen kan ikke forlade sin far. Hvis han forlader sin far, vil hans far dø.‹
23 Men du sagde til dine tjenere: ›Hvis jeres yngste bror ikke kommer herned med jer, får I ikke mit ansigt at se igen.‹
24 Da vi kom hjem til din tjener, min far, fortalte vi ham, hvad min herre havde sagt.
25 Da vores far sagde: ›Tag derned igen og køb lidt mad til os‹,
26 svarede vi: ›Vi kan ikke tage derned. Kun hvis vores yngste bror er med os, kan vi tage derned, for vi får ikke manden at se, hvis vores yngste bror ikke er med os.‹
27 Din tjener, min far, sagde til os: ›I ved, at min hustru fødte mig to sønner.
28 Den ene forsvandt fra mig, og jeg sagde: Han er helt sikkert blevet revet ihjel. Jeg har ikke set ham siden.
29 Hvis I også tager denne fra mig, og der sker ham en ulykke, vil I sende mig med mine grå hår ned i dødsriget i ulykke.‹
30 Hvis jeg nu kommer hjem til din tjener, min far, uden at drengen er med os – og hans liv hænger sammen med drengens liv –
31 så vil han dø, når han ser, at drengen ikke er med. Så vil dine tjenere have sendt din tjener, vores far, med sine grå hår ned i dødsriget i sorg.
32 Din tjener gik jo i borgen for drengen over for min far og sagde: ›Hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig, vil jeg stå skyldig over for min far resten af livet.‹
33 Lad derfor din tjener blive tilbage som min herres slave i stedet for drengen, og lad drengen drage hjem med sine brødre.
34 For hvordan kan jeg vende hjem til min far, uden at drengen er med mig? Jeg kan ikke bære at se den ulykke, der ville ramme min far.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Joh 11,6 (henviser til v. 1)
- Joh 13,25 (henviser til v. 4)
- 1 Kor 14,25 (henviser til v. 14)
- Rom 11,2 (henviser til v. 15)
- Mark 14,40 (henviser til v. 16)
- Luk 9,38 (henviser til v. 20)
Spørgsmål til bibelkredsen
Sølvbægeret i Benjamins sæk v. 1
- Hvor bliver bægeret fundet, og hvad gør brødrene så?
- Hvorfor tror du, Josef prøver sine brødre på denne måde?
- Hvordan kan prøvelser vise, hvad der bor i os?
Brødrene for Josef v. 14
- Hvad siger Juda i v. 16 om skyld?
- Hvilken skyld tænker Juda på, når han siger, at Gud har afsløret den?
- Hvorfor er det godt at sige sandheden om sin synd til Gud?
Juda beder for Benjamin v. 18
- Hvad tilbyder Juda Josef i v. 33?
- Hvordan er Juda forandret siden han ville sælge Josef?
- Hvad betyder det for dig, at Jesus tog vores plads, som Juda ville tage Benjamins?
Personer og steder i kapitlet
- Josef (person) – Søn af Jakob, hersker i Egypten
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
- Farao (person) – Egyptisk hersker på Josefs tid
- Kana'an (sted) – Gammelt område; efterkommere af Kam; lovet til Abrahams efterkommere
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Første Mosebog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer