Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Femte Mosebog

Femte Mosebog kapitel 18

22 vers

📖 Læs 5 Mos 18 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Præsterne og levitterne har ingen arv i landet, for HERREN er deres arv, og de skal leve af ofrene. Israel må ikke følge folkenes spådom, trolddom og rådspørgen af døde. I stedet lover HERREN at oprejse en profet som Moses, der skal tale Guds ord; NT ser løftet opfyldt i Jesus. En profet, hvis ord ikke går i opfyldelse, har talt i overmod.

Indhold

Moses taler om præsternes og leviternes arv og om præsternes del af ofringerne og førstegrøden, 1-8; Israels børn måtte ikke følge hedningernes afgudiske vederstyggeligheder, 9-14; Gud ville sende dem en stor profet, hvem de skulle høre, 15-19; hvorledes en falsk profet skal kendes og straffes, 20-22.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 De levitiske præster, hele Levis stamme, skal ikke have nogen del eller arv sammen med Israel; de skal leve af HERRENs ildofre, af det der tilkommer ham.

2 Han skal ikke have nogen arv blandt sine brødre; HERREN er hans arv, sådan som han har sagt til ham.

3 Og dette skal være præsternes ret over for folket, over for dem der ofrer et slagtoffer, hvad enten det er en okse eller et får: Man skal give præsten bovet, kæberne og maven.

4 Førstegrøden af dit korn, din most og din olie og det første af ulden når du klipper dine får, skal du give ham.

5 For ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine stammer til at stå og gøre tjeneste i HERRENs navn, ham og hans sønner, alle dage.

6 Hvis en levit kommer fra en af dine byer, hvor som helst i Israel han bor som fremmed, og af hele sit hjerte ønsker at komme til det sted som HERREN udvælger,

7 og gør tjeneste i HERREN sin Guds navn ligesom alle sine brødre, levitterne, som står der for HERRENs ansigt,

8 så skal de have lige store dele at leve af, ud over hvad han får ved salg af sin fædrene ejendom.

Israelitterne må ikke følge hedningernes afgudsdyrkelse

9 Når du kommer til det land som HERREN din Gud giver dig, skal du ikke tage ved lære og gøre disse folks afskyeligheder.

10 Der må ikke findes nogen hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden eller som beskæftiger sig med spådomme, er sandsiger eller tager varsler eller øver trolddom,

11 eller fremsiger besværgelser eller rådspørger dødes ånder og spiritistiske medier eller rådfører sig med døde.

12 For enhver som gør disse ting, er en afskyelighed for HERREN, og på grund af disse afskyeligheder fordriver HERREN din Gud dem fra dit ansigt.

13 Du skal være fuldkommen for HERREN din Gud.

14 For disse folk som du skal fordrive, de hører på dem der driver trolddom og spådomme; men dig har HERREN din Gud ikke tilladt noget sådant.

Gud vil sende dem en stor profet

15 HERREN din Gud vil oprejse dig en profet af din midte, af dine brødre, en som mig; ham skal I høre på.

16 Det er netop hvad du bad HERREN din Gud om ved Horeb på forsamlingens dag, da du sagde: »Jeg kan ikke blive ved med at høre HERREN min Guds røst og se denne store ild, ellers dør jeg.«

17 Og HERREN sagde til mig: »Det er godt hvad de har sagt.

18 En profet vil jeg oprejse for dem blandt deres brødre, en som dig; jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale til dem alt hvad jeg befaler ham.

19 Og den der ikke hører på mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.

20 Men den profet der i overmod taler et ord i mit navn som jeg ikke har befalet ham at tale, eller som taler i andre guders navn, den profet skal dø.«

21 Måske siger du i dit hjerte: »Hvordan kan vi vide hvilket ord HERREN ikke har talt?«

22 Når profeten taler i HERRENs navn, og ordet ikke går i opfyldelse og ikke indtræffer, så er det et ord som HERREN ikke har talt; profeten har talt det i overmod. Du skal ikke være bange for ham.

Teksten er Den Frie Bibel; de vers, den endnu ikke har oversat, er nudansk tekst skrevet med AI ud fra hebraisk og 1871 (i kursiv).

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Præsternes og levitternes del v. 1

  • Hvad skal præsterne leve af?
  • Hvad betyder det, at HERREN er deres arv?
  • Hvordan kan menigheden i dag tage sig af dem, der tjener med Ordet?

Israelitterne må ikke følge hedningernes afgudsdyrkelse v. 9

  • Hvilke ting nævnes i v. 10–11, som Israel ikke må gøre?
  • Hvorfor er spådom og rådspørgen af døde en afskyelighed for HERREN?
  • Hvor søger mennesker i dag svar uden om Gud, og hvor kan du finde svar?

Gud vil sende dem en stor profet v. 15

  • Hvad lover HERREN om profeten i v. 15 og 18?
  • Hvordan bruger Peter dette løfte om Jesus i ApG 3,22?
  • Hvordan kan du høre på Jesus i dag?

Personer og steder i kapitlet

  • Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Sinaj (sted) – Bjerget, hvor Moses fik de ti bud

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Femte Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer