Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Mosebøgerne · Femte Mosebog

Femte Mosebog kapitel 24

22 vers

📖 Læs 5 Mos 24 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Kapitlet samler forskellige love. Der er regler om skilsmisse og om at en nygift mand skal være fri et år. Andre love beskytter de svage: man må ikke tage en kværn eller en fattigs kappe i pant natten over, daglejeren skal have sin løn samme dag, og ingen skal straffes for andres synd. Ved høsten skal noget efterlades til den fremmede, den faderløse og enken.

Indhold

Moses lærer, hvorledes der skal forholdes med en kvinde, som fik et skilsmissebrev, 1-4; med den, som har taget en ung hustru, 5; med at tage pant, 6; med den, som stjæler et menneske, 7; med at vogte sig for spedalskhed, 8-9; atter, med at tage pant, 10-13; med en daglønner, 14-15; at ingen skulle straffes for en andens synd, 16; at handle efter ret og efter kærlighed mod enker, faderløse og fremmede, 17-22.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Diverse ægteskabsregler

1 Hvis en mand tager sig en hustru og lever med hende, men hvis han så ikke synes om hende fordi han har fundet noget skamløst hos hende, da kan han udfærdige et skilsmissedokument til hende, give hende det i hånden og få hende væk fra sit hjem.

2 Hun kan da forlade hans hjem og gå hen og få en anden mand.

3 Måske ringeagter denne seneste ægtefælle hende også, udfærdiger et skilsmissedokument, giver hende det i hånden og sender hende ud af sit hjem. Eller også så dør den seneste ægtefælle.

4 Da er det ikke tilladt for hendes første mand, som lod sig skille fra hende, igen at tage hende til sin hustru efter at hun er blevet skændet. For det vil være afskyeligt for HERREN; og du må ikke gøre det land syndigt, som HERREN din Gud nu er ved at give dig som arvet jord.

5 Hvis en mand tager sig en hustru til ægte, må han ikke tage med hæren ud, og han må ikke pålægges andre opgaver. Han skal være fritaget af hensyn til sit hjem i et år og glæde sig sammen med den hustru han har giftet sig med.

Forskellige regler

6 Man må ikke tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant, for så tager man et liv i pant.

7 Hvis der skulle findes en mand som kidnapper en af sine landsmændN. Bror blandt israelitterne og behandler ham som slave eller sælger ham, da skal denne kidnapper dø, og du skal fjerne det onde fra dig.

8 Vær påpasselig med udbrud af hudsygdomme, ved at passe rigtig godt på og ved at gøre præcis som præsterne fra Levi stamme lærer jer, sådan som jeg befalet dem at I skal passe på med at gøre.

9 Husk på hvad HERREN din Gud gjorde ved Miriam undervejs da I vandrede ud af Egypten.

10 Hvis du låner din næste noget, må du ikke gå ind i hans hus for tage pant.

11 Du skal blive stående udenfor, og den mand som du har lånt noget, skal bære pantet ud til dig udenfor.

12 Men hvis det er en nødlidende mand, må du ikke lægge dig til at sove i hans pant..

13 Giv uden tøven pantet tilbage til ham når solen går ned, så han kan lægge sig i sin kappe og ønske velsignelse over dig. Det skal tjene dig til retfærdighed for HERREN din Gud

14 Du må ikke undertrykke en nødlidende og fattig daglejer blandt dine landsmænd eller den fremmede som er i dit land ved dine byporte.

15 Du skal give ham hans løn på dagen, og solen må ikke gå ned forinden, for han er nødlidende og hans liv afhænger af den. Han må ikke råbe over dig til HERREN, så det bliver dig til synd.

16 Forældre må ikke henrettes på grund af deres børn, og børn må ikke henrettes på grund af forældrene. For sin egen synd skal enhver henrettes.

17 Du må ikke bøje retten for den fremmede, den faderløse og ikke tage en enkes kappe i pant.

18 Du skal huske på, at du var slave i Egypten, og HERREN din Gud løskøbte dig derfra. Derfor befaler jeg dig at gøre dette.

19 Når du høster kornet på din mark og har glemt et neg på marken, da må du ikke vende tilbage for at tage det. Det skal tilhøre den fremmede, den faderløse og enken for at HERREN din Gud kan velsigne dig i hele din gerning.

20 Når du ryster dit oliventræ, må du ikke bagefter gennemsøge grenene. Det skal den fremmede, den faderløse og enken have.

21 Når du plukker druer i din vingård, må du ikke bagefter gå planterne efter; de skal tilhøre den fremmede, den faderløse og enken.

22 Du skal huske på at du var slave i Egypten, derfor befaler jeg dig at handle efter dette ord.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Diverse ægteskabsregler v. 1

  • Hvad siger v. 5 om den nygifte mand?
  • Hvad siger Jesus om skilsmisseloven i Matt 19,8?
  • Hvordan kan du værne om ægteskabet og familien?

Forskellige regler v. 6

  • Hvorfor må man ikke tage en håndkværn som pant?
  • Hvorfor skal pantet gives tilbage, før solen går ned (v. 13)?
  • Hvordan kan du tage hensyn til den, der skylder dig noget?

Løn og ret til de svage v. 14

  • Hvornår skal daglejeren have sin løn?
  • Hvad betyder det, at enhver skal straffes for sin egen synd (v. 16)?
  • Hvordan kan du behandle dem, der arbejder for dig, retfærdigt?

Efterhøsten til den fremmede og enken v. 19

  • Hvem skal have det, der bliver tilbage efter høsten?
  • Hvorfor minder Moses dem om, at de var slaver i Egypten (v. 22)?
  • Hvad kan du lade »blive tilbage« til dem, der har brug for det?

Personer og steder i kapitlet

  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Levi (person) – Jakobs søn; stamfar til levitterne
  • Mirjam (person) – Moses' søster, en profetinde, der ledte kvinderne i lovsang.
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Femte Mosebog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer