Det Gamle Testamente · Historiske bøger · Dommerbogen
Dommerbogen kapitel 1
36 vers
📖 Læs Dom 1 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Efter Josvas død spørger israelitterne HERREN, hvem der skal drage først i krig, og HERREN svarer: Juda. Juda og Simeon slår Adonibezek, indtager Jerusalem, Hebron og Debir, og Kaleb giver Otniel sin datter Aksa. Men kapitlet gentager igen og igen, at stammerne ikke fordrev kana'anæerne helt; mange blev boende i landet, nogle som trælle.
Indhold
Juda begynder efter Guds befaling at føre krig mod de øvrige kananiter, 1-3; overvinder Adoni-Besek, indtager Jerusalem, 4-8; indtager Hebron og Debir, 9-15; keniterne bo iblandt Juda, 16; Juda og Simeon indtage flere stæder; Kaleb får Hebron, 17-20; Benjamin og Efraim fordrive ikke efter Herrens befaling kananiterne aldeles, 21-36.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Juda begynder efter Guds befaling at føre krig mod kana'anæerne
1 Efter Josvas død gik israelitterne til HERREN med dette spørgsmål: »Hvem af os skal være de første til at drage op i krig mod kana'anæerne?«
2 »Det skal Juda,« svarede HERREN. »Se, jeg har givet ham magt over landet.«
3 Da sagde Juda til sin bror Simeon: »Drag med mig op til det landområde der er tilfaldet mig, så vil vi kæmpe mod kana'anæerne. Bagefter går jeg med dig til det landområde der er tilfaldet dig.« Så gik Simeon med ham.
Juda overvinder Adonibezek og indtager Jerusalem
4 Juda drog op, og HERREN gav kana'anæerne og perizzitterne i deres magt. Ved Bezek slog de 10.000 mand.
5 I Bezek fandt de Adonibezek og kæmpede mod ham, og de slog kana'anæerne og perizzitterne.
6 Men Adonibezek flygtede, og de forfulgte ham. De fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af.
7 »Under mit bord lå 70 konger,« bekendte Adonibezek. »Dem havde jeg hugget tommelfingre og storetæer af, og de levede af smulerne fra mit bord. Nu har Gud gengældt mod mig hvad jeg har gjort mod dem.« De førte ham til Jerusalem, hvor han døde.
8 Judas mænd angreb Jerusalem. De indtog byen, slog indbyggerne ned med sværd og satte ild på byen.
Juda indtager Hebron og Debir
9 Dernæst drog Judas mænd ned for at kæmpe mod de kana'anæere som boede i bjerglandet, i sydlandet og i lavlandet.
10 Juda drog først hen imod de kana'anæere som boede i Hebron. Hebron hed tidligere Kirjat-Arba. Der slog de Sheshaj, Akiman og Talmaj.
11 Derfra drog Juda hen imod Debirs indbyggere. Debir hed tidligere Kirjat-Sefer.
12 Kaleb havde sagt: »Den som slår Kirjat-Sefer og indtager den, skal få min datter Aksa til kone.«
13 Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror Kenaz, indtog byen, og Kaleb gav ham sin datter Aksa til kone.
14 Da hun kom til ham, opfordrede hun ham til at bede hendes far om et bestemt jordstykke. Hun stod af æslet. »Hvad vil du?« spurgte Kaleb hende.
15 »Giv mig en velsignelse,« svarede hun, »for du har givet mig et stykke jord i sydlandet. Giv mig også nogle kilder.« Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
Kenitterne bor blandt Judas stamme
16 Efterkommerne af den kenit der var Moses' svigerfar, drog sammen med Judas stamme op fra Palmestaden til Judas ørken, som ligger ved Arad i sydlandet. Der slog de sig ned blandt folket.
Juda og Simeon indtager flere byer; Kaleb får Hebron
17 Juda drog ud med sin bror Simeon, og de slog de kana'anæere som boede i Sefat. De lagde band på byen, og de kaldte byen Horma.
18 Juda indtog Gaza med opland, Ashkalon med opland og Ekron med opland.
19 HERREN var med Juda, så de fordrev dem der boede i højlandet, men de formåede ikke at fordrive indbyggerne i dalene, for de havde jernvogne.
20 De gav Hebron til Kaleb, sådan som Moses havde sagt, og han fordrev Anaks tre sønner derfra.
Benjamin og Efraim følger ikke HERRENS befaling og fordriver ikke alle kana'anæerne
21 Benjamins stamme fordrev ikke jebusitterne, som boede i Jerusalem, og lige siden har jebusitterne boet sammen med Benjamins stamme i Jerusalem.
22 Også Josefs hus drog op imod Betel, og HERREN var med dem.
23 Josefs hus sendte spejdere til Betel. Byen hed tidligere Luz.
24 Vagtposterne så en mand som gik ud af byen. »Gode mand,« sagde de til ham, »vis os hvordan vi kan komme ind i byen, så kan du regne med vores barmhjertighed.«
25 Da manden havde vist dem hvordan de kunne komme ind i byen, slog de byens indbyggerne ned med sværd. Manden og hele hans familie lod de slippe.
26 Han drog til hittitternes land. Dér byggede han en by som han gav navnet Luz. Det hedder byen den dag i dag.
27 Manasse fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shan og dens tilhørende landsbyer, heller ikke dem i Ta'anak og dens tilhørende landsbyer. De fordrev heller ikke indbyggerne i Dor og dens tilhørende landsbyer eller i Jibleam og dens tilhørende landsbyer eller i Megiddo og dens tilhørende landsbyer. Det lykkedes kana'anæerne at blive boende i det landområde.
28 Da Israel var blevet stærkt, blev kana'anæerne sat til at udføre trællearbejde. Men Israel fordrev dem ikke helt.
29 Efraim fordrev ikke kana'anæerne som boede i Gezer. Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.
30 Zebulon fordrev ikke indbyggerne i Kitron og Nahalol, men kana'anæerne boede midt iblandt dem som trælle.
31 Asher fordrev ikke indbyggerne i Akko eller indbyggerne i Sidon, Aklab, Akzib, Helba, Afik og Rehob.
32 Asheritterne boede blandt kana'anæerne, landets indbyggere, for de fordrev dem ikke.
33 Naftali fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og i Bet-Anat, men bosatte sig midt iblandt de kana'anæere som boede i landet. Men indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat satte de til at udføre trællearbejde.
34 Amoritterne trængte Dans stamme op i bjerglandet, for de lod dem ikke komme ned i dalene.
35 Det lykkedes amoritterne at blive boende i Har-Heres, i Ajjalon og i Sha'albim. Dog var Josefs hus dem for stærkt, og de blev sat til at udføre trællearbejde.
36 Amoritternes område gik fra Akrabbim-passet, fra Sela og opefter.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
Spørgsmål til bibelkredsen
Judas krig mod kana'anæerne v. 1
- Hvad spørger israelitterne HERREN om?
- Hvorfor er det godt, at de begynder med at spørge HERREN?
- Hvordan kan du søge Guds vilje, før du begynder noget?
Juda overvinder Adonibezek og indtager Jerusalem v. 4
- Hvad siger Adonibezek om sin egen straf?
- Hvad viser hans ord om, at Gud gengælder det onde?
- Hvor har du brug for at se din egen synd i et ærligt lys?
Juda indtager Hebron og Debir v. 9
- Hvad beder Aksa sin far om?
- Hvad viser Kalebs gave om en far, der giver gode gaver? Tænk på Matt 7,11.
- Hvad vil du bede din himmelske Far om?
Kenitterne bor blandt Judas stamme v. 16
- Hvem var kenitterne i familie med?
- Hvad betyder det, at fremmede fik plads blandt Guds folk?
- Hvordan kan du tage imod fremmede i dit fællesskab?
Juda og Simeon indtager flere byer; Kaleb får Hebron v. 17
- Hvilke byer indtog Juda, og hvad kunne de ikke?
- Hvordan hænger »HERREN var med Juda« sammen med, at de ikke kunne fordrive alle (v. 19)?
- Hvor giver du op over for vanskeligheder i stedet for at stole på Gud?
Kana'anæerne bliver i landet v. 21
- Hvor mange stammer fordrev ikke kana'anæerne?
- Hvorfor gentager kapitlet dette så mange gange?
- Hvilke ting lader du blive i dit liv, selv om du ved, de skader troen?
Personer og steder i kapitlet
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Kaleb (person) – Trofast spejder, der fik Hebron som arvelod
- Adonibezek (person) – Kana'anæisk konge, som Juda tog til fange og lemlæstede
- Josef (person) – Søn af Jakob, hersker i Egypten
- Amoritterne (person) – Kana'anæisk folk, Israels fjender
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Simeon (person) – Søn af Jakob og Lea, en af de tolv stammer.
- Perizzitterne (person) – Kana'anæisk folk, der boede i Kana'ans land
- Aksa (person) – Kalebs datter; Otniels hustru
- Moses (person) – Profeten, der førte Israel ud af Egypten
- Asher (person) – Søn af Jakob og Zilpa, stamfar til Ashers stamme
- Josva (person) – Moses' medhjælper, som førte Israel ind i Kana'an
- Akiman (person) – En af Anaks kæmpestore efterkommere i Hebron
- Sheshaj (person) – Anakitisk kæmpe, som Kaleb besejrede
- Talmaj (person) – Anakitisk konge i Hebron, besejret af Juda
- Kenaz (person) – Far til Otniel, en af Israels dommere
- Otniel (person) – Israels første dommer, Kalebs brodersøn
- Kenitterne (person) – En nomadestamme, der var venligt stemt over for israelitterne
- Anak (person) – Stamfar til et folk af kæmper i Kana'an
- Benjamin (person) – Jakobs og Rakels yngste søn
- Jebusitterne (person) – Kana'anæisk stamme, der boede i Jerusalem, før David erobrede byen
- Het (person) – Søn af Kana'an og stamfar til hittitterne.
- Manasse (person) – Josefs førstefødte søn, velsignet af Jakob.
- Efraim (person) – Josefs anden søn og en af Israels stammer.
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Dommerbogen på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer