Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog
Esajas’ Bog kapitel 13
22 vers
📖 Læs Es 13 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Esajas skuer dommen over Babylonien. HERREN mønstrer en hær fra et fjernt land, og HERRENS dag kommer med vrede: sol, måne og stjerner bliver mørke, og menneskets hovmod ydmyges. Mederne skal angribe uden barmhjertighed, og Babylonien, kongerigernes pragt, skal blive som Sodoma og Gomorra, en øde ruin for ørkendyr.
Indhold
Esajas spår om Babels ødelæggelse ved mederne og perserne, hvilke Herren selv opvækker dertil, 1-5; han beskriver den store elendighed, som skulle komme over dem, 6-18; ja, at Babel skulle blive som Sodoma og ikke mere beboes, 19-22.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Profeti om Babylonien
1 Et udsagn om Babylonien, som Esajas, Amos' søn, skuede.
2 Rejs banner på et nøgent bjerg, råb højt til dem, vink med hånden, så de går ind ad de fornemmes porte!
3 Jeg har givet befaling til mine indviede og har også kaldet mine helte til at tjene min vrede, de der jubler over min storhed.
4 Der høres en larm på bjergene som af et stort folk, en buldrende lyd fra kongeriger, folkeslag der samles; Hærskarers HERRE mønstrer sin hærskare. De kommer fra et land langt borte, fra himlens ende, HERREN og hans vredes redskab, for at ødelægge hele landet.
5 (se v. 4)
6 I skal jamre, for HERRENS dag er nær, som en ødelæggelse fra Den Almægtige vil den komme.
7 Derfor vil alle hænder blive slappe og hvert menneskehjerte blive modløst.
8 Og de vil blive forfærdede, veer og smerter vil gribe dem, de vil vride sig som den der føder, enhver ser forfærdet på sin sidemand deres ansigter er blussende ansigter.
9 Se, HERRENS dag kommer frygtelig, med harme og glødende vrede, for at lægge landet øde og udrydde dets syndere fra det.
10 For himlens stjerner og dens stjernebilleder vil ikke lade deres lys stråle, solen er mørk når den står op, og månen lader ikke sit lys skinne.
11 Jeg vil straffe verden for dens ondskab og gudløse for deres misgerning; og jeg vil gøre ende på overmodiges hovmod, og voldsmænds overmod vil jeg ydmyge.
12 Jeg vil gøre et menneske sjældnere end lutret guld og en mand sjældnere end Ofir-guld.
13 Derfor vil jeg få himle til at ryste, og jorden vil rystes bort fra sit sted ved Hærskarers HERRES harme og på hans glødende vredes dag.
14 Og så, som en jaget gazelle og som får, og uden at nogen samler dem, vil hver især vende sig om til sit folk, og til sit land vil de hver især flygte.
15 Enhver der bliver fundet, bliver gennemboret, og enhver der gribes, falder for sværdet.
16 Og deres børn bliver knust for deres øjne, deres huse bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.
17 Se, mod dem ophidser jeg Medien, der ikke regner sølv for noget, og guld, det har de ikke lyst til.
18 Men buer gør det af med drenge, og babyer i mødres mave vil de ikke vise barmhjertighed, deres øje vil ikke skåne børn.
19 Og Babylonien, kongerigers pragt, kaldæeres stolte pryd, vil blive som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra.
20 Det vil aldrig mere blive beboet, og ingen vil bosætte sig dér i slægt efter slægt, ingen araber slår telt op, og hyrder holder ikke hvil der.
21 Men ørkendyr vil ligge der, og deres huse vil blive fyldt af ugler, dér tager strudses afkom bolig, og vilde gedebukke springer omkring der.
22 Hyæner hyler i borgene og sjakaler i herlige paladser. Det er tæt på at indtræffe i tide, og dets dage skal ikke forlænges.
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Jak 5,1 (henviser til v. 6)
- Åb 6,17 (henviser til v. 6)
- Joh 16,21 (henviser til v. 8)
- Matt 24,29 (henviser til v. 10)
- Mark 13,24 (henviser til v. 10)
- Luk 21,25 (henviser til v. 10)
- Åb 8,12 (henviser til v. 10)
- Luk 21,25 (henviser til v. 13)
- Åb 17,16 (henviser til v. 17)
- Luk 17,29 (henviser til v. 19)
- Rom 9,29 (henviser til v. 19)
Spørgsmål til bibelkredsen
Profeti om Babylonien v. 1
- Hvem mønstrer hærskaren i v. 4?
- Hvad siger det om Gud, at han bruger folkeslag som sin vredes redskab?
- Hvordan kan det trøste os, at Gud regerer over verdens magter?
HERRENS dag v. 6
- Hvad sker der med sol, måne og stjerner på HERRENS dag (v. 10)?
- Hvorfor straffer Gud verden for dens ondskab og hovmod (v. 11)?
- Hvordan kan vi stå trygt på HERRENS dag i troen på Kristus?
Babylons fald v. 17
- Hvem ophidser HERREN mod Babylonien?
- Hvad viser det, at selv den mægtigste by bliver øde?
- Hvad i vores tid ligner Babylons pragt, som vi fristes til at stole på?
Personer og steder i kapitlet
- Amos (person) – Far til profeten Esajas
- Esajas (person) – Profet under Uzzija, Jotam, Akaz og Hizkija.
- Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
- Ofir (sted) – Et område kendt for sit guld
- Medien (sted) – Et gammelt kongerige; en del af Perserriget
- Kaldæa (sted) – Oldtidsrige i Mesopotamien; kendt for astrologi og visdom
- Gomorra (sted) – Ond by, som Gud ødelagde sammen med Sodoma.
- Sodoma (sted) – Ugudelig by, som Gud ødelagde på grund af dens synder
- Arabien (sted) – Et landområde og dets indbyggere, nævnt i forskellige sammenhænge.
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer