Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog

Esajas’ Bog kapitel 16

14 vers

📖 Læs Es 16 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Moabs flygtninge beder Juda om husly og beskyttelse. Når undertrykkeren er borte, skal en trone rejses i nåde i Davids telt, og en retfærdig dommer skal sidde på den. Men Moabs hovmod fører til ulykke: vingårdene visner, glæden forstummer, og profeten græder med. Om tre år skal Moabs herlighed være forbi.

Indhold

Moabiterne formanes til at føre lam til Jerusalem til kongen; at låne de forjagne jøder hus, hvilke siden under Messias skulle få et bestandigt rige, 1-5; profeten viser, at deres hovmod og andre synder var årsag til deres svare ødelæggelse, hvilken han nøjere beskriver, 6-14.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

1 Send vædderlam, I landets herskere fra Sela gennem ørkenen til Sions datters bjerg.

2 Og så som en flaksende fugl der er jaget op fra reden, sådan vil Moabs døtre være ved Arnons vadesteder.

3 »Giv et råd! Træf en beslutning! Gør din skygge som nat midt på dagen. Skjul fordrevne, forråd ikke en der flakker om!

4 Lad Moabs fordrevne få husly hos dig, vær et skjul for dem mod en ødelægger.« Når undertrykkeren er borte, ødelæggelsen får ende, og han som trådte under fode, er forsvundet fra landet,

5 da rejses i nåden en trone, og på den vil sidde, i sandhed i Davids telt, en som dømmer og stræber efter ret og fremmer retfærdighed.

6 Vi har hørt om Moabs hovmod, det er meget hovmodigt; om dets stolthed og dets hovmod og dets overmod, det har ikke ret i dets pral.

7 Derfor vil Moab jamre over Moab, enhver vil jamre; over Kir-Haresets rosinkager vil I sukke, aldeles modfaldne.

8 For Heshbons marker er visnede, Sibmas vinstok – folkenes herrer har knust dens ædle druer, som nåede til Jazer, spredte sig i ørkenen; dens ranker bredte sig ud, gik ud over havet.

9 Derfor vil jeg græde med Jazers gråd over Sibmas vinstok, jeg vil væde dig med mine tårer, Heshbon og El’ale, for over din frugthøst og over din kornhøst er jubelråbet faldet væk.

10 Glæde og fryd er forsvundet fra frugthaven, og i vingårdene bliver der ikke jublet, ikke råbt af fryd; arbejderen der presser druer, træder ikke på druerne i persekarrene; jubelråb har jeg bragt til ophør.

11 Derfor bruser mit inderste over Moab som en citer, og mit indre over Kir-Heres.

12 Og så, når Moab møder op, når det udmatter sig på offerhøjen og kommer til sin helligdom for at bede, så kan det intet.

13 Dette er det ord, som HERREN tidligere har talt mod Moab;

14 men nu har HERREN talt og sagt: »Om tre år efter en daglejers opgørelse, vil Moabs herlighed med hele den store folkemængde blive forhånet, og resten vil være lille, ganske få, ikke mægtige.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Moabs flygtninge v. 1

  • Hvad beder Moabs flygtninge om (v. 3–4)?
  • Hvad siger v. 5 om den trone, der skal rejses i Davids telt, og hvordan peger det frem mod Kristus?
  • Hvordan kan du give husly og skjul til mennesker på flugt?

Klagen over Moab v. 6

  • Hvad har man hørt om Moab (v. 6)?
  • Hvorfor græder profeten over Sibmas vinstok (v. 9–11)?
  • Hvordan kan hovmod ødelægge glæden i et menneskes liv?

Om tre år v. 13

  • Hvad siger HERREN om Moab i v. 14?
  • Hvorfor hjælper det ikke Moab at bede på offerhøjen (v. 12)?
  • Hvorfor er det kun HERREN, der kan hjælpe, når vi beder?

Personer og steder i kapitlet

  • David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
  • Moab (sted) – Oldtidskongerige øst for Det Døde Hav i Jordan
  • Kir (sted) – En moabitisk by, senere ødelagt af babylonierne
  • Heshbon (sted) – Amoritisk by, som Moses erobrede, og som blev givet til Ruben
  • Jazer (sted) – En by i Gilead, tildelt Gad
  • Sibma (sted) – Moabitisk by, kendt for sine vinmarker
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Sela (sted) – Edomitisk fæstning, som kong Amasja af Juda indtog
  • Arnon (sted) – En flod og en dal, der var grænse for Israel.
  • El'ale (sted) – Moabitisk by, som blev givet til Ruben; senere profetier om dens ødelæggelse

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer