Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog

Esajas’ Bog kapitel 37

38 vers

📖 Læs Es 37 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Hizkija klæder sig i sæk og sender bud til Esajas, som svarer: »Frygt ikke.« Sankerib sender et nyt truebrev, og Hizkija breder det ud for HERREN og beder: »Frels os, så alle jordens kongeriger kan forstå at du er HERREN, du alene.« Esajas bringer HERRENS svar mod den stolte assyrerkonge. HERRENS engel slår assyrernes lejr, Sankerib vender hjem og bliver dræbt af sine sønner.

Indhold

Ezekias sønderriver sine klæder og sender bud til Esajas med begæring, at han skulle bede for dem til Herren, 1-4; Herren lader Ezekias trøste og forkynder Senakeribs undergang, men Senakerib sender bud til ham med spottende breve, 5-13; Ezekias udbreder brevene for Herren og beder inderligt, 14-20; Esajas forkynder ham, at Herren vil straffe Senakerib og beskærme Jerusalem, 21-35; en engel slår 185,000 mænd i assyrernes lejr, og Senakerib dræbes af sine to sønner, 36-38.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Hizkija søger hjælp hos Esajas

1 Derefter, da kong Hizkija hørte det, rev han flænger i sit tøj, hyllede sig i sæk og gik til HERRENS hus.

2 Og han sendte Eljakim, der var hofchef, og Sebna, skriveren, og præsternes ældste, der havde klædt sig i sæk, til profeten Esajas, Amos’ søn.

3 Og de sagde til ham: »Sådan siger Hizkija: Denne dag er nødens og afstraffelsens og vanærens dag; for det ufødte barn står i livmodermunden, men der er ingen kraft til fødsel.

4 Måske HERREN din Gud vil høre hovedforhandlerens ord, som hans herre, Assyriens konge, sendte for at håne den levende Gud, og han vil afstraffe ham for de ord, som HERREN din Gud har hørt; så send en bøn op for den rest der er blevet tilbage.«

5 Så kom kong Hizkijas embedsmænd til Esajas,

6 og Esajas sagde til dem: »Sådan skal I sige til jeres herre: Sådan siger HERREN: Frygt ikke for de ord som du hørte, dem som Assyriens konges tjenere hånede mig med.

7 Se, jeg vil snart indgive ham en ny ånd, og han vil høre en efterretning og tage tilbage til sit land; jeg vil lade ham falde for sværdet i hans land.«

Nye trusler

8 Da hovedforhandleren vendte tilbage, fandt han Assyriens konge i færd med at kæmpe mod Libna; for han havde hørt, at han var rejst fra Lakish.

9 Og han hørte om Tirhaka, Nubiens konge, at der blev sagt: Han er rykket ud for at kæmpe imod dig. Da han hørte det, sendte han budbringere til Hizkija med følgende besked:

10 »Sådan skal I sige til Hizkija, Judas konge: Lad dig ikke bedrage af den Gud, som du sætter din lid til så du siger: Jerusalem skal ikke gives i Assyriens konges magt.

11 Se, du har hørt hvad Assyriens konger har gjort ved alle landene, at de har lagt ban på dem, og så skulle du reddes?

12 Har folkeslagenes guder reddet dem som mine fædre fordrev, nemlig Gozan og Karan og Resef og Edens befolkning, der er i Telassar?

13 Hvor er Hamats konge og Arpads konge, kongen over Sefarvajims by, af Hena og Ivva?«

Hizkijas bøn

14 Hizkija modtog brevet af sendebudenes hånd og læste det; og han gik op til HERRENS hus. Så bredte Hizkija det ud foran HERREN,

15 og Hizkija bad til HERREN og sagde:

16 »Hærskarers HERRE, Israels Gud, som troner over keruberne! Kun du alene er Gud over alle jordens kongeriger; du har skabt himlen og jorden.

17 Bøj, HERRE, dit øre og hør! Åbn, HERRE, dine øjne og se! Og hør alle Sankeribs ord som han har sendt for at håne den levende Gud.

18 I sandhed, HERRE: Assyriens konger har lagt alle landene og deres jord øde.

19 Og de har overgivet deres guder til flammerne, for de var ikke guder, men menneskehænders værk, træ og sten, og de tilintetgjorde dem.

20 Men nu, HERRE vores Gud! Frels os fra hans magt, så alle jordens kongeriger kan forstå at du er HERREN, du alene.«

Profeti mod Sankerib

21 Så sendte Esajas, Amos’ søn, bud til Hizkija med følgende besked: »Sådan siger HERREN, Israels Gud: Da du har bedt til mig angående Sankerib, Assyriens konge,

22 er dette det ord som HERREN har talt imod ham: Hun foragter dig, hun spotter dig, Zions datters jomfru. Hun ryster på hovedet ad dig, Jerusalems datter.

23 Hvem spottede og hånede du? Og mod hvem hævede du stemmen? Du har løftet dit blik højt op mod Israels Hellige!

24 Gennem dine embedsmænd spottede du HERREN og sagde: >Med mit store antal stridsvogne er jeg steget op på høje bjerge, det fjerneste Libanon; og jeg vil fælde dets høje cedertræer, dets udvalgte cypresser, og jeg vil nå op på dets højeste grænse, til dets frodige skov.

25 Jeg har gravet og drukket vand, og med mine fodsåler vil jeg udtørre alle Egyptens floder.<

26 Har du ikke for lang tid siden hørt at jeg har gjort det? Fra ældgamle dage har jeg formet det, nu har jeg ladet det komme, så de bliver til øde stendynger, de befæstede byer.

27 Og deres beboere, de magtesløse, blev forfærdede og gjort til skamme; de blev som markens planter og som grønne urter, som græs på tage og som en kornmark før den er moden.

28 Og om du sætter dig, eller du går ud, eller du går ind, jeg ved det, også dit raseri imod mig.

29 Fordi du raser imod mig, og dit overmod er kommet mig for øre, vil jeg lægge min ring i din næse og mit bidsel i din mule og bringe dig tilbage ad den vej du kom på.

Jerusalems frelse

30 Og dette skal være tegnet for dig: I år vil man spise det der har sået sig selv, og i det andet år det der vokser af sig selv; men i det tredje år vil I så og høste, og I skal plante vingårde og spise deres frugt!

31 Og Judas hus’ undslupne, resten, vil igen slå rod forneden og sætte frugt foroven.

32 For fra Jerusalem vil der udgå en rest og undslupne fra Zions bjerg. Hærskarers HERRES passion vil gøre dette.

33 Derfor siger HERREN sådan om Assyriens konge: Han skal ikke komme ind i denne by og skal ikke skyde en pil derind og skal ikke rykke frem mod den med skjold og skal ikke opføre en angrebsrampe mod den.

34 Ad den vej han kom, skal han vende tilbage og ikke komme ind i denne by, lyder HERRENS udsagn,

35 Jeg beskytter denne by for at frelse den, for min skyld og for Davids, min tjeners, skyld.«

36 Så gik HERRENS engel ud og dræbte 185.000 mand i assyrernes lejr; og da man stod op tidligt om morgenen, se, da lå de alle som døde kroppe.

37 Så brød Sankerib, Assyriens konge, op og tog afsted og vendte tilbage, og han blev boende i Nineve.

38 Men så, mens han tilbad i sin gud Nisroks hus, dræbte hans sønner, Adramelek og Sarezer, ham med sværd, og de undslap til Ararats land, og hans søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Hizkija søger hjælp hos Esajas v. 1

  • Hvad gør Hizkija, da han hører truslerne?
  • Hvorfor beder han Esajas om at bede for »den rest der er blevet tilbage«?
  • Hvem kan du bede om forbøn, når du er i nød?

Nye trusler v. 8

  • Hvad står der i det nye brev fra Sankerib (v. 10–13)?
  • Hvorfor prøver han at få Hizkija til at tvivle på Gud?
  • Hvordan kan du stå imod tvivlens stemme?

Hizkijas bøn v. 14

  • Hvad gør Hizkija med brevet?
  • Hvad lægger Hizkija vægt på i sin bøn (v. 16 og 20)?
  • Hvad kan du lære af Hizkijas bøn om at lægge dine bekymringer frem for Gud?

Profeti mod Sankerib v. 21

  • Hvad har Sankerib gjort ifølge v. 23–25?
  • Hvad betyder det, at HERREN siger: »Fra ældgamle dage har jeg formet det« (v. 26)?
  • Hvordan kan det trøste dig, at Gud kender og styrer selv de mægtige?

Jerusalems frelse v. 30

  • Hvilket tegn giver HERREN i v. 30?
  • Hvorfor vil HERREN beskytte byen »for min skyld og for Davids, min tjeners, skyld« (v. 35)?
  • Hvordan peger løftet til David frem mod Kristus og hans frelse?

Personer og steder i kapitlet

  • Hizkija (person) – En retfærdig konge over Juda.
  • Esajas (person) – Profet under Uzzija, Jotam, Akaz og Hizkija.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Sankerib (person) – Assyrisk kejser, der invaderede Juda
  • Amos (person) – Far til profeten Esajas
  • Kommandanten (rabshake) (person) – En babylonisk embedsmand, som hånede Hizkija og Jerusalems indbyggere
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Eljakim (person) – Paladsforvalter under kong Hizkija
  • Shebna (person) – Paladsforvalter under Hizkijas regering
  • Tirhaka (person) – Konge af Kush (Etiopien), som gik imod Sankerib
  • David (person) – Salvet konge over Israel, Jesu Kristi stamfar
  • Adrammelek (person) – Sankeribs søn, der myrdede sin far
  • Asarhaddon (person) – Konge i Assyrien; Sankeribs søn og efterfølger.
  • Sareser (person) – Assyrisk prins, der myrdede sin far Sankerib
  • Assyrien (sted) – Et mægtigt oldtidsrige, ofte i konflikt med Israel.
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Lakish (sted) – En befæstet by i Juda
  • Libna (sted) – En kana'anæisk by, som Josva erobrede; en levitby
  • Kush (sted) – Gammel region i Afrika; forbundet med Egypten og Babylon
  • Eden (sted) – En by eller region, måske i Mesopotamien eller Syrien.
  • Gozan (sted) – En egn i Mesopotamien, hvortil israelitiske fanger blev deporteret.
  • Haran (sted) – En by i Mesopotamien, som hænger sammen med Abraham og hans familie.
  • Resef (sted) – By erobret af assyrerne
  • Telassar (sted) – Mesopotamisk by, som assyrerne erobrede

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer