Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Esajas’ Bog

Esajas’ Bog kapitel 60

22 vers

📖 Læs Es 60 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Jerusalem kaldes til at rejse sig og blive lys, for HERRENS herlighed er stået op over hende, mens mørket dækker jorden. Folkeslag og konger kommer til hendes lys med guld og røgelse, og hendes børn bringes hjem fra det fjerne. Portene skal altid stå åbne, og murene skal hedde »Frelse«. Til sidst er HERREN selv byens evige lys, og sorgen er forbi (jf. Åb 21,23–25).

Indhold

Esajas spår om hedningernes omvendelse og Guds kirkes herlige tilstand, 1-13; han opregner de velgerninger, som Messias vil bevise sin kirke, som samles af jøder og hedninger; Herren forjætter syndsforladelse, retsindige lærere, oplysning, retfærdighed og lykkelig fremgang, 14-22.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Jerusalems kommende herlighed

1 Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, og HERRENS herlighed er stået op over dig.

2 For se, mørket vil skjule jorden og mulmet folkene; men over dig vil HERREN stå op, og hans herlighed vil vise sig over dig.

3 Og folkeslag vil vandre hen til dit lys og konger til den stråleglans der er stået op over dig.

4 Løft dit blik og se dig omkring, de er alle samlet, de er kommet til dig, dine sønner vil komme langvejs fra, og dine døtre vil blive båret på hoften.

5 Da vil du se og stråle af glæde, og dit hjerte banker og svulmer; for havets overflod bringes til dig, folkeslags rigdom vil komme til dig.

6 Mængden af kameler vil skjule dig, Midjans og Efas dromedarer, alle fra Saba vil komme; de vil bære guld og røgelse og de vil bringe glædesbud til HERRENS lovprisning.

7 Alle Kedars får og geder vil blive samlet til dig, Nebajots vædre vil tjene dig; de vil blive ofret som et velbehageligt offer på mit alter, og mit pragtfulde tempel vil jeg give pragt.

8 Hvem er disse der flyver af sted som en sky og som duer til deres dueslag?

9 For kystområderne vil vente håbefuldt på mig, og Tarshish' skibe er forrest for at bringe dine børn fra det fjerne, deres sølv og deres guld sammen med dem, til HERREN din Guds navn og til Israels Hellige, for han har givet dig pragt.

10 Og fremmede vil bygge dine mure, og deres konger vil tjene dig; for i min vrede slog jeg dig, men i min velbehagelige tid forbarmede jeg mig over dig.

11 Dine byporte vil altid stå åbne, hverken dag eller nat lukkes de så man kan bringe folkeslags rigdom til dig og deres konger blive ført i procession.

12 For det folkeslag og det rige der ikke vil tjene dig, vil gå til grunde, og folkeslagene vil gå helt til grunde.

13 Libanons herlighed vil komme til dig, både enebær og elm og cypres, for at give min helligdoms sted pragt, og jeg vil give mine fødders sted herlighed.

14 Og hen til dig vil de komme krybende, børn af dine undertrykkere vil knæle ned for dine fodsåler, alle de der foragter dig, og de vil kalde dig HERRENS by, Israels Helliges Zion.

15 I stedet for at du var forladt og forhadt, og ingen gik igennem dig, gør jeg dig til en evig stolthed til fryd for slægt efter slægt.

16 Og du vil die folkeslags mælk og die kongers bryst, og du vil forstå at jeg, HERREN, er din frelser og din løskøber, Jakobs Mægtige.

17 I stedet for bronze vil jeg bringe guld, og i stedet for jern vil jeg bringe sølv og i stedet for træer bronze og i stedet for sten jern. Og jeg vil give din øvrighed fred og dine arbejdsledere retfærdighed.

18 Der vil ikke længere høres om vold i dit land, om ødelæggelse og fordærv inden for dine grænser; men du vil kalde dine bymure »Frelse« og dine byporte »Lovprisning«.

19 For dig vil solen ikke længere være lys om dagen, og som stråleglans vil månen ikke skinne for dig; men for dig vil HERREN være et evigt lys og din Gud din pragt.

20 Din sol vil ikke mere gå ned, og din måne ikke tage af; for HERREN vil for dig være evigt lys, og dine sørgedage vil være til ende.

21 Og dit folk, de er alle retfærdige, til evig tid vil de eje landet, et skud af min plante, for at det kan vise pragten i mine hænders værk.

22 Den lille vil blive til tusind og den unge til et mægtigt folk; Jeg, HERREN, vil til sin tid fremskynde det.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Jerusalems kommende herlighed v. 1

  • Hvad skal Jerusalem gøre i v. 1, og hvorfor?
  • Hvordan peger v. 3 og v. 6 frem mod de vise mænd og mod evangeliet til alle folk (Matt 2,11)?
  • Hvordan kan du »blive lys« i det mørke, der er omkring dig?

Folkenes rigdom kommer v. 8

  • Hvad kommer til Jerusalem fra det fjerne (v. 9–11)?
  • Hvorfor står byens porte åbne dag og nat?
  • Hvad betyder det, at Guds rige har åbne døre for alle folkeslag?

HERREN er dit evige lys v. 19

  • Hvad vil erstatte sol og måne i v. 19?
  • Hvordan tager Johannes dette billede op om det nye Jerusalem (Åb 21,23)?
  • Hvordan kan håbet om, at sørgedagene får ende (v. 20), hjælpe dig i dag?

Personer og steder i kapitlet

  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Kedar (person) – En søn af Ismael og en nomadestamme
  • Nebajot (person) – Ismaels førstefødte søn; stamfar til en stamme.
  • Efa (sted) – Arabisk stamme; kendt for sine kameler og dromedarer
  • Midjan (sted) – Et folk, der nedstammede fra Abraham; undertrykte Israel på dommernes tid
  • Saba (sted) – Rige kendt for rigdom, handel og dronningen af Saba
  • Tarshish (sted) – Fjern søfartsby, kendt for sin rigdom og handel
  • Libanon (sted) – Et bjergrigt område, kendt for sine cedertræer
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Esajas’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer