Det Gamle Testamente · Store profeter · Ezekiels Bog
Ezekiels Bog kapitel 36
38 vers
📖 Læs Ez 36 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
HERREN taler til Israels bjerge, som er blevet hånet og plyndret. De skal igen bære frugt, og folket skal komme hjem. Israel blev spredt for sine synder og vanhelligede HERRENS navn blandt folkene. Men for sit hellige navns skyld vil HERREN samle dem, stænke rent vand på dem og give dem et nyt hjerte og sin Ånd. Det ødelagte land skal blive som Edens have.
Indhold
Ezekiel trøster de fordrevne jøder med, at Herren vil hævne sig på deres fjender og føre dem til deres land igen og velsigne dem, 1-15; han anfører årsagerne, hvorfor Gud havde straffet sit folk, 16-21, og lover, at han ikke for deres, men for sit navns skyld vil føre dem til deres land igen, velsigne dem med åndelige gaver, rense dem fra deres synder, forny deres hjerter, gøre dem frugtbare i gode gerninger og mangfoldiggøre dem, 22-38.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
1 Du, menneskesøn, profetér til Israels bjerge og sig: Israels bjerge, hør HERRENS ord!
2 Så siger Herren HERREN: Fordi fjenden har sagt om jer: »Ha! De ældgamle høje er blevet vores eje!«
3 derfor skal du profetere og sige: Så siger Herren HERREN: Ja, fordi man har lagt jer øde og trampet på jer fra alle sider, så I blev ejendom for resten af folkene, og fordi I er kommet i folks munde og i vanry,
4 derfor, Israels bjerge, hør Herren HERRENS ord! Så siger Herren HERREN til bjergene og højene, til kløfterne og dalene, til de øde ruiner og de forladte byer, som er blevet til bytte og spot for resten af folkene rundt omkring:
5 Derfor siger Herren HERREN: Sandelig, i min brændende nidkærhed har jeg talt mod resten af folkene og mod hele Edom, som med hjertens fryd og inderlig foragt har givet sig selv mit land i eje for at plyndre dets græsgange.
6 Profetér derfor om Israels land og sig til bjergene og højene, til kløfterne og dalene: Så siger Herren HERREN: Se, i min nidkærhed og min harme har jeg talt, fordi I har måttet bære folkenes hån.
7 Derfor siger Herren HERREN: Jeg har løftet min hånd og svoret, at de folk, der bor rundt om jer, selv skal bære deres hån.
8 Men I, Israels bjerge, skal skyde grene og bære frugt til mit folk Israel, for de skal snart komme hjem.
9 For se, jeg kommer til jer og vender mig til jer, og I skal blive dyrket og tilsået.
10 Jeg vil gøre menneskene talrige på jer, hele Israels hus, alle sammen. Byerne skal blive beboet, og ruinerne skal blive bygget op igen.
11 Jeg vil gøre mennesker og dyr talrige på jer; de skal blive mange og være frugtbare. Jeg vil lade jer blive beboet som i gamle dage og gøre mere godt mod jer end i begyndelsen. Så skal I forstå, at jeg er HERREN.
12 Jeg vil lade mennesker, mit folk Israel, vandre på dig. De skal tage dig i eje, og du skal være deres arvelod; du skal aldrig mere gøre dem barnløse.
13 Så siger Herren HERREN: Fordi man siger til jer: »Du er et land, der æder mennesker, og du har gjort dit folk barnløst,«
14 derfor skal du ikke mere æde mennesker, og dit folk skal du ikke mere gøre barnløst, lyder Herren HERRENS udsagn.
15 Jeg vil ikke mere lade dig høre folkenes hån, og folkeslagenes spot skal du ikke mere bære. Dit folk skal du ikke mere bringe til fald, lyder Herren HERRENS udsagn.
16 HERRENS ord kom til mig:
17 Menneskesøn, da Israels hus boede i deres land, gjorde de det urent med deres færd og deres gerninger. Deres færd var for mig som en kvindes urenhed under menstruationen.
18 Så udøste jeg min vrede over dem på grund af det blod, de havde udgydt i landet, og fordi de havde gjort det urent med deres afgudsbilleder.
19 Jeg spredte dem blandt folkene, og de blev strøet ud i landene. Efter deres færd og deres gerninger dømte jeg dem.
20 Men da de kom til folkene, hvor de kom hen, vanhelligede de mit hellige navn, for man sagde om dem: »Det er HERRENS folk, og de har måttet forlade hans land.«
21 Da fik jeg medlidenhed med mit hellige navn, som Israels hus vanhelligede blandt de folk, de kom til.
22 Sig derfor til Israels hus: Så siger Herren HERREN: Det er ikke for jeres skyld, jeg handler, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanhelliget blandt de folk, I kom til.
23 Jeg vil hellige mit store navn, som er vanhelliget blandt folkene, det, I har vanhelliget midt iblandt dem. Og folkene skal forstå, at jeg er HERREN, lyder Herren HERRENS udsagn, når jeg viser mig hellig på jer for deres øjne.
24 Jeg vil hente jer fra folkene, samle jer fra alle landene og føre jer hjem til jeres eget land.
25 Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. For al jeres urenhed og for alle jeres afgudsbilleder vil jeg rense jer.
26 Jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jeres indre; jeg vil fjerne stenhjertet fra jeres krop og give jer et hjerte af kød,
27 og min Ånd vil jeg give ind i jeres indre. Jeg vil udvirke at I vandrer efter mine forordninger og overholder mine love ved at handle efter dem.
28 I vil bo i det land som jeg har givet jeres fædre, og I vil være mit folk, og jeg vil selv være Gud for jer.
29 Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed. Jeg vil kalde kornet frem og give det i overflod, og jeg vil ikke sende hungersnød over jer.
30 Jeg vil give træernes frugt og markens afgrøde i overflod, så I ikke mere skal lide hånen for hungersnød blandt folkene.
31 Da skal I huske jeres onde veje og jeres gerninger, som ikke var gode, og I skal væmmes ved jer selv på grund af jeres synder og jeres vederstyggeligheder.
32 Det er ikke for jeres skyld, jeg handler, lyder Herren HERRENS udsagn; det skal I vide. Skam jer og ryst over jeres veje, Israels hus!
33 Så siger Herren HERREN: Den dag jeg renser jer for alle jeres synder, vil jeg lade byerne blive beboet, og ruinerne skal bygges op igen.
34 Det ødelagte land skal dyrkes igen i stedet for at ligge øde for øjnene af alle, der kommer forbi.
35 Man skal sige: »Dette land, som lå øde, er blevet som Edens have, og de ødelagte, forladte og nedrevne byer er nu befæstede og beboede.«
36 Og de folk, der er tilbage rundt om jer, skal forstå, at jeg, HERREN, har bygget det nedrevne op og plantet det ødelagte. Jeg, HERREN, har talt, og jeg gør det.
37 Så siger Herren HERREN: Også dette vil jeg lade Israels hus bede mig om, og jeg vil gøre det for dem: Jeg vil gøre dem talrige på mennesker som en fårehjord.
38 Som hjorden af offerdyr, som hjorden i Jerusalem på dens højtider, sådan skal de ødelagte byer blive fulde af menneskehjorde. Så skal de forstå, at jeg er HERREN.
Teksten er Den Frie Bibel; de vers, den endnu ikke har oversat, er nudansk tekst skrevet med AI ud fra hebraisk og 1871 (i kursiv).
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Mark 3,8 (henviser til v. 5)
- Hebr 10,27 (henviser til v. 5)
- Rom 2,24 (henviser til v. 20)
- Matt 6,9 (henviser til v. 23)
- Luk 5,13 (henviser til v. 25)
- Joh 3,5 (henviser til v. 25)
- Joh 3,10 (henviser til v. 25)
- Joh 13,8 (henviser til v. 25)
- Joh 19,34 (henviser til v. 25)
- ApG 8,36 (henviser til v. 25)
- Rom 5,20 (henviser til v. 25)
- Rom 11,27 (henviser til v. 25)
- 2 Kor 7,1 (henviser til v. 25)
- Ef 5,26 (henviser til v. 25)
- Tit 3,6 (henviser til v. 25)
- Hebr 9,19 (henviser til v. 25)
- Hebr 10,22 (henviser til v. 25)
- Hebr 12,10 (henviser til v. 25)
- 2 Pet 1,4 (henviser til v. 25)
- 1 Joh 5,6 (henviser til v. 25)
- Åb 17,4 (henviser til v. 25)
- Matt 13,5 (henviser til v. 26)
- Mark 4,5 (henviser til v. 26)
- Luk 5,38 (henviser til v. 26)
- Joh 3,6 (henviser til v. 26)
- ApG 11,18 (henviser til v. 26)
- Rom 12,2 (henviser til v. 26)
- 2 Kor 5,17 (henviser til v. 26)
- Ef 4,23 (henviser til v. 26)
- Hebr 8,10 (henviser til v. 26)
Spørgsmål til bibelkredsen
Til Israels bjerge v. 1
- Hvad lover HERREN Israels bjerge i v. 8–11?
- Hvorfor taler HERREN med »brændende nidkærhed« om sit land?
- Hvordan kan Gud gøre det, der har ligget øde i dit liv, frugtbart igen?
For mit hellige navns skyld v. 16
- Hvorfor handler HERREN ifølge v. 22?
- Hvad betyder det, at frelsen sker for Guds navns skyld og ikke for vores fortjeneste?
- Hvordan kan det give dig frimodighed, at Guds nåde ikke afhænger af dig?
Et nyt hjerte og en ny ånd v. 24
- Hvad vil HERREN give i stedet for stenhjertet (v. 26)?
- Hvordan opfyldes løftet om rent vand og Guds Ånd i dåben og i Helligåndens gerning (jf. Joh 3,5; Tit 3,5)?
- Hvor har du brug for, at Gud giver dig et hjerte af kød?
Landet bliver som Edens have v. 33
- Hvad skal man sige om landet, når det er bygget op igen (v. 35)?
- Hvorfor vil HERREN lade Israels hus bede ham om det, han allerede har lovet (v. 37)?
- Hvad vil du bede Gud om ud fra hans løfter?
Personer og steder i kapitlet
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Edom (sted) – Esaus efterkommere; fjendtligt folk sydøst for Israel
- Eden (sted) – Den fuldkomne have, hvor Gud satte Adam og Eva.
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Ezekiels Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer