Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog
Jeremias’ Bog kapitel 18
23 vers
📖 Læs Jer 18 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Hos pottemageren ser Jeremias, hvordan et ødelagt kar bliver formet om til et nyt. Sådan er Israel i HERRENS hånd: Han kan ændre sin dom, hvis et folk vender om, men folket siger, at det er håbløst, og vil følge deres egne planer. De har glemt HERREN. Fjenderne lægger planer mod Jeremias, og han klager til HERREN over, at han gengældes ondt for godt.
Indhold
Profeten må forkynde jøderne, at ligesom pottemageren handler med leret, så vil Herren handle med jøderne, til at nedbryde dem, hvis de gør ilde, eller opbygge dem, hvis de omvende sig, 1-10; men fordi de ikke omvendte sig, men blev værre end hedningerne, ville han ødelægge dem, 11-17; jøderne ville ihjelslå profeten; han beder, at Herren vil hævne ham, 18-23.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
HERREN sender Jeremias til pottemageren
1 Ordet som kom til Jeremias fra HERREN:
2 »Rejs dig og gå ned til pottemagerens hus, der vil jeg lade dig høre mine ord!«
3 Og jeg gik ned til pottemagerens hus og se, han var ved at lave et arbejde på drejeskiven.
4 Blev karret som han var ved at lave i ler, ødelagt i pottemagerens hånd, begyndte han igen og lavede det til et andet kar, sådan som det var ret i pottemagerens øjne at lave det.
HERREN kan gøre som pottemageren
5 Og HERRENS ord kom til mig:
6 »Kan jeg ikke gøre ligesom denne pottemager med jer, Israels hus? – Det er HERRENS udsagn. Se, som leret i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd, Israels hus.
7 Et øjeblik taler jeg imod et folk og imod et kongerige om at rykke op og bryde ned og om at udrydde.
8 Og vender dette folk, som jeg har talt imod, om fra sin ondskab, fortryder jeg det onde som jeg havde tænkt at gøre ved det.
9 Og et øjeblik taler jeg angående et folk og angående et kongerige om at bygge op og plante.
10 Men gør det hvad der er ondt i mine øjne, og ikke hører min røst, fortryder jeg det gode som jeg har sagt, det gode jeg ville gøre mod det.
11 Og nu, sig til mændene i Juda og imod indbyggerne i Jerusalem: >Sådan siger HERREN: Se, jeg former en ulykke imod jer og udtænker en plan imod jer. Vend om, enhver fra sin onde færd, og gør jeres veje og gerninger gode!<
12 Men de siger: >Det er håbløst! For efter vores egne planer vil vi gå, og efter enhvers eget onde hjertes forstokkethed vil vi handle.<
Det forvildede folk
13 Derfor sådan siger HERREN: Spørg blandt folkeslagene! Hvem har hørt ting som disse? Noget meget grufuldt har hun gjort, jomfruen, Israel.
14 Kan Libanons sne forsvinde fra en klippe på sletten? Eller kan det kolde, rislende vand fra det fremmede tørre ud?
15 Men mit folk har glemt mig. For den falske brænder de røgelse. De fik dem til at snuble på deres veje, de ældgamle stier, ved at gå ad stier, en vej der ikke er banet,
16 ved at gøre deres land til en rædsel, til evig spot. Enhver der går igennem det, vil gyse og ryste på hovedet.
17 Som en østenvind spreder jeg dem foran fjenden, med ryggen og ikke med ansigtet vil jeg se på dem på deres ulykkes dag.«
Jeremias klager til HERREN over anklagerne
18 Og de sagde: »Kom, lad os udtænke planer imod Jeremias, for undervisning fra præsten hører ikke op, heller ikke råd fra den vise eller ord fra profeten. Kom, vi vil slå ham med tungen, lad os ikke høre på alle hans ord!«
19 Hør, HERRE, på mig og lyt til mine modstanderes røst!
20 Skal godt gengældes med ondt? For de har gravet en grav for mit liv. Husk at jeg stod for dit ansigt for at tale godt for dem, for at bringe din vrede væk fra dem.
21 Derfor, giv deres sønner til hungersnøden og overgiv dem i sværdets magt, så deres hustruer bliver barnløse og enker, og deres mænd slået ihjel af døden. Deres unge mænd, dræbes med sværd i krigen!
22 Skrig høres fra deres huse når du pludselig bringer en røverbande over dem; for de har gravet en grav for at fange mig, og fælder har de skjult for mine fødder.
23 Men du, HERRE, du kender alle deres planer om at dræbe mig. Tilgiv ikke deres skyld og udslet ikke deres synd for dit ansigt, men lad dem være nedstyrtede for dit ansigt! Når det er tid for din vrede, da handl med dem!
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Rom 9,21 (henviser til v. 3)
- Hebr 3,12 (henviser til v. 12)
- Hebr 12,13 (henviser til v. 15)
- Matt 22,15 (henviser til v. 18)
- Matt 26,3 (henviser til v. 18)
- Mark 12,13 (henviser til v. 18)
- Luk 11,53 (henviser til v. 18)
- ApG 25,3 (henviser til v. 18)
- Rom 11,2 (henviser til v. 19)
- Luk 13,8 (henviser til v. 20)
- Rom 10,1 (henviser til v. 20)
Spørgsmål til bibelkredsen
HERREN sender Jeremias til pottemageren v. 1
- Hvad ser Jeremias i pottemagerens hus (v. 3–4)?
- Hvad viser det, at pottemageren laver karret om i stedet for at kaste det væk?
- Hvordan kan Gud forme dit liv på ny?
HERREN kan gøre som pottemageren v. 5
- Hvad siger HERREN om leret i pottemagerens hånd (v. 6)?
- Hvad viser v. 7–10 om, hvordan Gud handler med et folk, der vender om?
- Hvad betyder kaldet i v. 11 for dig: »Vend om, enhver fra sin onde færd«?
Det forvildede folk v. 13
- Hvad har Guds folk gjort ifølge v. 15?
- Hvorfor er det mærkeligt, at folket glemmer Gud, når selv naturen er trofast (v. 14)?
- Hvad hjælper dig til ikke at glemme Gud i hverdagen?
Jeremias klager til HERREN over anklagerne v. 18
- Hvad planlægger fjenderne mod Jeremias (v. 18)?
- Hvorfor er Jeremias så bitter (v. 20–23)? Sammenlign med Jesu bøn i Luk 23,34.
- Hvordan kan du give din vrede over uret til Gud i stedet for selv at hævne dig?
Personer og steder i kapitlet
- Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Hermonbjerget (sted) – Bjerg ved Israels nordgrænse
- Libanon (sted) – Et bjergrigt område, kendt for sine cedertræer
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer