Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog

Jeremias’ Bog kapitel 24

10 vers

📖 Læs Jer 24 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Efter at kong Jekonja og Judas ledere er ført til Babylon, ser Jeremias to kurve med figner foran templet: én med meget gode og én med meget dårlige figner. De gode figner er de bortførte, som HERREN vil bringe hjem og give et hjerte til at kende ham. De dårlige er kong Sidkija og dem, der blev tilbage eller flygtede til Egypten; over dem kommer dommen.

Indhold

Herren viser profeten to kurve, en med gode, en anden med slette figener, 1-3; han forklarer den første om de jøder, som var draget til Babel med Jekonias, som skulle komme til deres land igen, og den anden om Zedekias og hans folk, som skulle bortføres og blive til skændsel og ødelægges, 4-10.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Jeremias får et syn med to kurve med figner

1 HERREN lod mig se - og se, to kurve med figner var sat foran HERRENS tempel - det var efter at Nebukadnesar, Babylons konge, havde bortført Jekonja, Jojakims søn, Judas konge, og Judas ledere, håndværkerne og smedene fra Jerusalem, og bragt dem til Babylon.

2 Den ene kurv havde meget gode figner, ligesom de tidligt modne figner, og den anden kurv havde meget dårlige figner som ikke kunne spises fordi de var dårlige.

3 HERREN sagde til mig: »Hvad ser du Jeremias?« Og jeg sagde: »Figner! De gode figner er meget gode og de dårlige meget dårlige, så dårlige at de ikke kan spises.«

HERREN anvender synet om fignerne på sit folk

4 Da kom HERRENS ord til mig:

5 »Sådan siger HERREN, Israels Gud: Ligesom disse gode figner sådan kendes jeg ved de bortførte fra Juda - som jeg har sendt bort fra dette sted til kaldæernes land - til gode for dem.

6 Jeg retter mit blik mod dem til gode for dem og bringer dem tilbage til dette land. Jeg bygger dem op og river ikke ned; jeg planter dem og rykker ikke op.

7 Jeg giver dem et hjerte til at kende mig, for jeg er HERREN, og de skal være mit folk, og jeg, jeg vil være deres Gud; for de vender om til mig af hele deres hjerte.

8 Men ligesom de dårlige figner, som ikke kan spises fordi de er dårlige – for sådan siger HERREN - sådan gør jeg Sidkija, Judas konge, og hans ledere og resten af Jerusalem, de som er tilbage i dette land, og de som bor i Egyptens land,

9 ja, jeg gør dem til skræk, til ulykke for alle jordens kongeriger, til skam og til ordsprog, til spot og til forbandelse på alle de steder som jeg fordriver dem til,

10 og jeg sender sværdet, hungersnøden og pesten blandt dem indtil de er udryddet af landet som jeg gav til dem og deres fædre.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Jeremias får et syn med to kurve med figner v. 1

  • Hvad ser Jeremias, og hvornår sker det?
  • Hvorfor tror du, HERREN bruger noget så hverdagsagtigt som figner?
  • Hvordan kan Gud tale til dig gennem ting i hverdagen?

HERREN anvender synet om fignerne på sit folk v. 4

  • Hvem er de gode figner, og hvem er de dårlige?
  • Hvorfor er det overraskende, at netop de bortførte kaldes gode?
  • Hvad betyder det for dig, at Gud selv giver et hjerte til at kende ham (v. 7)?

Personer og steder i kapitlet

  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Jojakin (person) – Konge i Juda, søn af Jojakim
  • Jojakim (person) – Konge i Juda, søn af Josija
  • Nebukadnesar (person) – Babylons kejser, der erobrede Juda
  • Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Sidkija (person) – Den sidste konge i Juda før eksilet i Babylon
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
  • Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
  • Kaldæa (sted) – Oldtidsrige i Mesopotamien; kendt for astrologi og visdom
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer