Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog
Jeremias’ Bog kapitel 25
38 vers
📖 Læs Jer 25 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
I Jojakims fjerde år minder Jeremias folket om, at han har forkyndt HERRENS ord i 23 år, uden at de har lyttet. Derfor vil HERREN sende Nebukadnesar, og landet skal tjene Babylons konge i 70 år; derefter rammer dommen Babylon selv. Jeremias skal lade alle folkeslag drikke af HERRENS vredes bæger, for HERREN dømmer hele jorden og begynder med den by, hans navn er udråbt over.
Indhold
Jeremias klager over, at han, med andre, nu havde prædiket i mange år, og jøderne havde ikke omvendt sig, hvorfor de skulle føres til Babel og trælle der i 70 år, 1-11; derefter vil Herren hjemsøge babylonierne, 12-14; profeten må skænke af Guds vredes bæger for Juda, for Farao og for mange andre riger, som skulle straffes så vel som jøderne, 15-29; han beskriver straffens hårdhed, hvorover de skulle hyle og sørge, 30-38.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Ulydighed og frafald fører til 70 års fangenskab
1 Det ord, som kom over Jeremias angående hele Judas folk i Jojakims, Josijas søns, Judas konges fjerde år – det var Nebukadnesars, Babylons konges første år -
2 som profeten Jeremias talte angående hele Judas folk og til alle Jerusalems indbyggere:
3 »Fra Josijas, Amons søns, Judas konges 13. år og indtil denne dag, det er 23 år, er HERRENS ord kommet til mig, og jeg talte til jer; tidligt og ustandseligt talte jeg, men I hørte ikke.
4 Og HERREN har gentagne gange sendt alle sine tjenere, profeterne, til jer, tidligt og ustandseligt sendte han, men I hørte ikke, og I bøjede ikke jeres øre for at høre
5 når han sagde: >Vend om enhver fra sin onde vej og fra jeres gerningers ondskab og bo i landet som HERREN gav jer og jeres fædre fra evighed til evighed!
6 Gå ikke efter andre guder for at tjene dem og for at tilbede dem! I må ikke krænke mig ved jeres hænders gerning for at jeg ikke skal handle ondt imod jer!
7 Men I lyttede ikke til mig – det er HERRENS udsagn - med det til følge at I ved jeres hænders gerning vakte min vrede, til ulykke for jer selv.
8 Derfor, sådan siger Hærskarers HERRE fordi I ikke har hørt på mine ord:
9 Se, jeg sender bud og tager alle nordens slægter – det er HERRENS udsagn - og jeg sender bud til Nebukadnesar, Babylons konge, min tjener, og jeg lader dem komme over dette land og over dets indbyggere og over alle disse folkeslag rundt om, og jeg lægger band på dem, og jeg gør dem til rædsel og til spot og til evige ruiner.
10 Jeg fjerner jubels røst og glædes røst, brudgoms røst og bruds røst, håndkværnens lyd og lampens lys hos dem.
11 Og hele dette land skal blive til en ruin, til rædsel, og disse folkeslag skal tjene Babylons konge i 70 år.
12 Og det vil ske, når 70 år er til ende, at jeg hjemsøger Babylons konge og dette folk – det er HERRENS udsagn - for deres synd, ja, kaldæernes land. Jeg gør det til ødemarker for evigt.
13 Og jeg bringer over dette land alle mine ord som jeg har talt imod det, alt hvad der er skrevet i denne bogrulle som Jeremias profeterede angående alle folkeslagene:
14 For selv dem skal mange folkeslag og mægtige konger tvinge til at arbejde for sig, og jeg gengælder dem efter deres gerninger og efter deres hænders arbejde.«<
HERRENS vredes bæger
15 For sådan sagde HERREN, Israels Gud til mig: »Tag dette vredens bæger med vin af min hånd! Og du skal få alle folkeslagene til at drikke det, dem som jeg sender dig til.
16 De skal drikke, og de vil rave rundt og opføre sig som en sindssyg over sværdet som jeg sender imellem dem.«
17 Så tog jeg bægeret af HERRENS hånd, og jeg gav alle folkeslagene at drikke, dem som HERREN havde sendt mig til:
18 Jerusalem og Judas byer og dets konger, dets ledere, for at gøre dem til en ruinhob til rædsel, til spot og til forbandelse som på denne dag;
19 Farao, Egyptens konge, og hans tjenere og hans ledere og hele hans folk;
20 alle blandede folk og alle kongerne i landet Us og alle kongerne i filistrenes land, og Ashkalon og Gaza og Ekron, samt resten af Ashdod;
21 Edom og Moab og ammonitterne;
22 alle kongerne i Tyrus og alle kongerne i Sidon og kongerne i kystlandet som ligger på den anden side af havet;
23 Dedan, Tema og Buz, og alle som har klippede tindinger;
24 alle kongerne i Arabien og alle kongerne af blandede folk som bor i ørkenen;
25 alle Zimris konger og alle Elams konger og alle Mediens konger;
26 alle nordens konger, de som er nær ved, og de som er langt væk, den ene efter den anden, og alle jordens kongeriger som er på jordens overflade. Og Sheshaks konge skal drikke efter dem.
27 »Og du skal sige til dem: >Sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Drik og bliv beruset, kast op og fald om, og I skal aldrig rejse jer igen på grund af sværdet som jeg sender imellem jer.<
28 Og det vil ske, at de nægter at tage bægeret af din hånd for at drikke; da skal du sige til dem: >Sådan siger Hærskarers HERRE: I skal drikke!
29 For se, i den by som mit navn er udråbt over, begynder jeg at virke ulykke, og vil I da blive fuldstændig fritaget? I bliver ikke fritaget, for jeg kalder på et sværd mod alle landets indbyggere – det er Hærskarers HERRES udsagn.<
30 Og du skal profetere til dem alle disse ord, og du skal sige til dem: >HERREN brøler fra det høje og fra hans hellige bolig løfter han sin røst, han brøler mægtigt ud over sin græsgang, et råb ligesom de der træder druer, synger højt, til alle jordens beboere.
HERRENS dom over alle folk i hele verden
31 En brølen er nået til jordens ende, for HERREN har en sag med folkeslagene, han fælder dom over alt kød; de ugudelige, dem overgiver han til sværdet – det er HERRENS udsagn.
HERREN gør alvor af straffen og ingen undslipper
32 Sådan siger Hærskarers HERRE: Se, ondskab går ud fra folkeslag til folkeslag, og en mægtig storm rejser sig fra jordens fjerneste egne.
33 Og de skal på den dag blive HERRENS dræbte fra den ene ende af jorden til den anden ende af jorden. De skal ikke begrædes og ikke samles sammen og ikke begraves. Til gødning på jordens overflade skal de blive.
34 Jamr, I hyrder, skrig om hjælp! Og rul jer i støvet, I fåreflokkens mægtige, for jeres dage er nået, jeres slagtnings dage. Og I vil blive spredt, og I skal falde som et kostbart kar.
35 Der vil ikke være noget tilflugtssted for hyrderne og ingen mulighed for flugt for fåreflokkens mægtige.
36 Der høres skrig fra hyrderne og jamren fra fåreflokkens mægtige, for HERREN ødelægger deres græsgang.
37 De fredfyldte græsgange ligger stille hen foran HERRENS glødende vrede.
38 Han har som den unge løve forladt sit skjulested, ja, deres land er blevet til rædsel foran undertrykkerens glød, og foran hans glødende vrede.«<
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Joh 8,2 (henviser til v. 3)
- Rom 10,21 (henviser til v. 4)
- Åb 18,22 (henviser til v. 10)
- Åb 10,11 (henviser til v. 15)
- Åb 15,7 (henviser til v. 15)
- Åb 16,19 (henviser til v. 15)
- Matt 11,22 (henviser til v. 22)
- Luk 23,31 (henviser til v. 29)
- Rom 11,21 (henviser til v. 29)
- 1 Pet 4,17 (henviser til v. 29)
- Jak 5,5 (henviser til v. 34)
Spørgsmål til bibelkredsen
Ulydighed og frafald fører til 70 års fangenskab v. 1
- Hvor længe har Jeremias talt til folket, og hvordan har de svaret?
- Hvorfor kalder HERREN Nebukadnesar »min tjener«?
- Hvad kan det lære dig, at Gud bliver ved med at tale, selv når ingen lytter?
HERRENS vredes bæger v. 15
- Hvem skal drikke af bægeret, og hvem står først på listen?
- Hvad betyder billedet af vredens bæger (se også Matt 26,39)?
- Hvad betyder det for dig, at Jesus drak bægeret i vores sted?
HERRENS dom over alle folk i hele verden v. 31
- Hvem har HERREN en sag med ifølge v. 31?
- Hvorfor er det vigtigt, at Gud dømmer hele jorden og ikke kun Israel?
- Hvordan påvirker det dit syn på uretfærdighed i verden, at Gud vil dømme?
HERREN gør alvor af straffen og ingen undslipper v. 32
- Hvordan beskrives hyrdernes skæbne i v. 34–36?
- Hvorfor rammer dommen netop lederne så hårdt?
- Hvilket ansvar har ledere i dag, og hvordan kan du bede for dem?
Personer og steder i kapitlet
- Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
- Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
- Josija (person) – Konge i Juda, kendt for sine religiøse reformer
- Nebukadnesar (person) – Babylons kejser, der erobrede Juda
- Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
- Jojakim (person) – Konge i Juda, søn af Josija
- Amon (person) – Konge i Juda, søn af Manasse
- Farao (person) – Egyptisk farao på Jeremias' tid
- Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
- Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner
- Kaldæa (sted) – Oldtidsrige i Mesopotamien; kendt for astrologi og visdom
- Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
- Ashdod (sted) – En vigtig filisterby, kendt for dyrkelsen af Dagon.
- Ashkalon (sted) – En vigtig filisterby, ofte mål for profetier.
- Ekron (sted) – En af filistrenes fem store bystater
- Gaza (sted) – Filisterby; Samsons bedrifter; Filips virke
- Filistæa (sted) – Et gammelt folk og område i Kana'an
- Uz (sted) – Et område, der forbindes med Job, Edom og Arabien
- Ammon (sted) – Et gammelt folk og dets hovedstad, fjender af Israel.
- Edom (sted) – Esaus efterkommere; fjendtligt folk sydøst for Israel
- Moab (sted) – Oldtidskongerige øst for Det Døde Hav i Jordan
- Sidon (sted) – Fønikisk by; Jezabels hjemby
- Tyrus (sted) – En stor fønikisk havneby, kendt for sin handel
- Buz (sted) – Arabisk stamme, muligvis efterkommere af Nakor
Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer