Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Store profeter · Jeremias’ Bog

Jeremias’ Bog kapitel 42

22 vers

📖 Læs Jer 42 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Johanan og hele folket beder Jeremias gå i forbøn og lover at adlyde HERRENS svar, uanset hvad det bliver. Efter ti dage svarer HERREN: Bliv i landet, så vil jeg bygge jer op og være med jer; frygt ikke for Babylons konge. Men drager de til Egypten for at undgå krig og sult, vil sværd og hungersnød indhente dem dér. Jeremias ser, at de allerede har bedraget sig selv.

Indhold

Fyrsterne og folket bede Jeremias, at han ville bede og adspørge Herren for dem, om de skulle drage til Egypten, idet de forpligte sig til at gøre efter Herrens ord, 1-6; Jeremias svarer dem, at hvis de blev i landet, skulle det gå dem vel, men om de drog til Egypten, skulle al ulykke ramme dem, 7-22.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Folket søger Jeremias’ råd og forbøn

1 Alle hærcheferne og Johanan, Kareas søn, og Jezanja, Hoshajas søn, og hele folket, fra den mindste til den største, trådte frem

2 og sagde til profeten Jeremias: »Lad vores tryglen komme frem for dig, og gå du i forbøn for os hos HERREN din Gud for hele denne rest, - for vi, få af de mange, er blevet ladt tilbage, sådan som du selv ser os -

3 så at HERREN din Gud kan meddele os vejen som vi skal gå ad, og det som vi skal gøre!«

4 Og profeten Jeremias sagde til dem: »Jeg har hørt det, og se, jeg vil gå i forbøn hos HERREN jeres Gud efter jeres ord, og det skal ske, at hvert et ord som HERREN svarer jer, vil jeg meddele jer, jeg vil ikke holde et ord tilbage for jer.«

5 Og de sagde til Jeremias: »HERREN være et sandt og troværdigt vidne imod os hvis ikke vi gør efter hvert et ord hvormed HERREN din Gud sender dig til os.

6 Hvad enten det er godt eller ondt, røsten fra HERREN vores Gud, ham som vi sender dig til, vil vi adlyde for at det må gå os godt; for vi vil adlyde HERREN vores Guds røst.«

HERRENS svar til de tilbageblevne af folket

7 Og det skete, da ti dage var gået, at HERRENS ord kom til Jeremias.

8 Og han tilkaldte Johanan, Kareas søn, og alle hærcheferne som var hos ham, og hele folket, fra den mindste til den største,

9 og han sagde til dem: »Sådan siger HERREN, Israels Gud, til hvem I har sendt mig for at bringe jeres tryglen frem for ham:

10 Hvis I vil vende om og bo i dette land, så vil jeg bygge jer op og ikke rive ned, jeg vil plante jer og ikke rykke op. For jeg fortryder det onde som jeg har gjort mod jer.

11 Frygt ikke for Babylons konge, ham som I frygter for, frygt ikke for ham – det er HERRENS udsagn - for jeg er med jer for at frelse jer og for at fri jer ud af hans hånd.

12 Jeg vil vise jer barmhjertighed så han forbarmer sig over jer og lader jer vende tilbage til jeres jord.

13 Men hvis I siger: >Vi vil ikke bo i dette land,< og ikke adlyder HERREN jeres Guds røst,

14 idet I siger: >Nej, for vi vil tage til Egypten, hvor vi ikke vil se krig og ikke høre lyden af vædderhorn og ikke være sultne efter brød, og der vil vi bo!<

15 Så nu, derfor hør HERRENS ord, Judas rest! Sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Hvis I virkelig sætter jer for at tage til Egypten, og I tager af sted for at bo som fremmede der,

16 så skal sværdet, som I frygter for, indhente jer der i Egyptens land, og hungersnøden, som I er bekymret for, skal følge i hælene på jer der i Egypten, og der skal I dø.

17 Det vil ske at alle de mænd som har sat sig for at komme til Egypten for at bo der som fremmede, de skal dø ved sværdet, ved hungersnøden og ved pesten, og der vil ikke være en overlevende eller en undsluppen blandt dem, på grund af den ulykke som jeg bringer over dem.

»I kommer til at dø i Egypten«

18 For sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Ligesom min vrede og min harme er blevet udgydt over Jerusalems indbyggere, sådan udgyder jeg min harme over jer når I tager til Egypten. I skal være en forbandelsesed og til rædsel og til forbandelse og til skændsel, og I skal ikke se dette sted igen.

19 HERREN har talt angående jer, Judas rest: Tag ikke til Egypten! Vid med sikkerhed at jeg har advaret jer i dag.

20 For I bedrager jer selv, ja, I har sendt mig til HERREN jeres Gud og sagt: >Gå i forbøn for os hos HERREN vores Gud! Og alt det som HERREN vores Gud siger, meddel os det, og vi vil gøre det!<

21 Jeg har meddelt jer det i dag, men I har ikke hørt på HERREN jeres Guds røst og på alt det hvormed han har sendt mig til jer.

22 Og nu skal I vide med sikkerhed, at ved sværdet, ved hungersnøden og ved pesten skal I dø på det sted som I har lyst til at komme til for at bo der som fremmede.«

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Folket søger Jeremias’ råd og forbøn v. 1

  • Hvad beder folket om, og hvad lover de?
  • Hvorfor er det let at love lydighed, før man har hørt svaret?
  • Hvornår har du bedt Gud om vejledning, men egentlig allerede besluttet dig?

HERRENS svar til de tilbageblevne af folket v. 7

  • Hvad lover HERREN dem, hvis de bliver i landet?
  • Hvad betyder ordene »jeg er med jer for at frelse jer« (v. 11) midt i frygten?
  • Hvilken frygt har du brug for, at Gud siger »frygt ikke« til?

»I kommer til at dø i Egypten« v. 18

  • Hvad sker der, hvis de drager til Egypten?
  • Hvorfor kalder Jeremias det at bedrage sig selv (v. 20)?
  • Hvordan kan du være ærlig over for Gud om dine egne planer?

Personer og steder i kapitlet

  • Jeremias (person) – Søn af Hilkija, profet i Judas sidste tid.
  • Israel (person) – Patriark, Isaks søn, far til de tolv stammer
  • Johanan (person) – En judæisk hærfører efter Jerusalems fald
  • Karea (person) – Far til Johanan og Jonatan
  • Juda (person) – Israelitisk stamme, kongerige og provins
  • Hoshaja (person) – En hærfører på Jeremias' tid.
  • Jezanja (person) – En af lederne for de judæiske styrker
  • Egypten (sted) – Oldtidsrige; israelitterne var slaver der; plagerne og udvandringen
  • Babylon (sted) – Oldtidsby i Mesopotamien, hovedstad i Det Babyloniske Rige, stedet for Babelstårnet.
  • Jerusalem (sted) – Israels hovedstad, en hellig by for tre religioner

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jeremias’ Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer