Studiebibelen

Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Jobs Bog

Jobs Bog kapitel 12

25 vers

📖 Læs Job 12 med hebraisk grundtekst

Sammenfatning

Job svarer sarkastisk, at vennerne tror, visdommen dør med dem. Han er selv blevet til latter, mens voldsmænd lever i fred. Men han ved lige så godt som de, at alt levende er i HERRENS hånd. Gud har visdom og styrke: han river ned, styrer vandene og ydmyger rådgivere, konger, præster og folkenes ledere. Job ser Guds magt, men forstår ikke hans veje.

Indhold

Job bebrejder sine venner deres dårlighed og ubillige forhånelse og viser, at det plejede at gå den gudfrygtige ilde, men den ugudelige vel, 1-6; han viser, at alting er at tilskrive Guds vise og retfærdige regering, som gør al ting efter sin behagelige vilje, 7-25.

Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.

Teksten

Den retfærdige hånes mens den ugudelige er tryg

1 Da svarede Job:

2 »I sandhed, ja, I er folket, og med jer uddør visdom!

3 Også jeg har forstand, som I, jeg står ikke tilbage for jer, og hvem ved ikke dette?

4 Genstand for en vens latterliggørelse – det er jeg: >Han som råbte til Gud, og han svarede ham!< Genstand for latterliggørelse er den retfærdige og ulastelige!

5 Foragt for ulykke er i den sorgløses tanker, blot et stød til den vaklendes fod.

6 Voldsmænd har deres telte i fred, i sikkerhed er de som provokerer Gud, den som bringer gud i sin hånd.

HERREN styrer suverænt alt efter sin vilje

7 Men spørg dog dyrene, de kan undervise dig, og himlens fugle, de kan fortælle dig det.

8 Eller tal til jorden, den kan belære dig, eller havets fisk, de kan oplyse dig!

9 Hvem ved ikke alt dette, at det er HERRENS hånd som har dannet disse.

10 For i hans hånd er sjælen af alt levende og hele menneskehedens livsånde.

11 Skal øret ikke prøve ordene ligesom ganen smager på sin mad?

12 Hos de gamle er visdom, og høj alder giver indsigt.

13 Hos ham er visdom og styrke, hos ham er råd og indsigt.

14 Ja, han river ned, men der bygges ikke op, han lukker i over et menneske, men der åbnes ikke op.

15 Ja, han holder vandene tilbage, så de tørrer ud. Han slipper dem løs, og de ødelægger jorden.

16 Hos ham er styrke og indsigt, i hans magt er både den der farer vild, og den der fører vild.

17 Han er den som fører rådgivere barfodet bort og gør dommere til tåber.

18 Han løser kongers bælte og binder lændeklæde om deres lænder.

19 Han er den som fører præsterne barfodet bort, og de gamle støtter styrter han.

20 Han fratager de betroede evnen til at tale, og han tager dømmekraften fra de ældste.

21 Han øser foragt ud over fyrster, og han løser de stærkes bælte.

22 Han er den som åbenbarer det uudgrundelige fra mørket, og han bringer dødsskygge frem i lyset.

23 Han gør folkeslagene mægtige, og han lader dem gå til grunde, han spreder folkeslagene, og han leder dem.

24 Han tager forstanden fra folkets ledere i landet, og han lader dem flakke om i en gold ørken uden vej.

25 De famler sig frem i mørket hvor der ikke er lys, og han lader dem rave rundt som berusede.

Teksten er Den Frie Bibel.

Citeret og nævnt i Det Nye Testamente

Spørgsmål til bibelkredsen

Den retfærdige hånes mens den ugudelige er tryg v. 1

  • Hvad siger Job om vennernes visdom og om sig selv?
  • Hvorfor er det et problem for Job, at voldsmænd har deres telte i fred?
  • Hvordan kan du stole på Gud, når det ser ud, som om de uretfærdige har det godt?

HERREN styrer suverænt alt efter sin vilje v. 7

  • Hvad kan dyrene, fuglene og jorden lære os ifølge v. 7–10?
  • Hvad betyder det, at sjælen af alt levende er i Guds hånd?
  • Hvordan kan det give dig ro, at også dit liv er i Guds hånd?

Personer og steder i kapitlet

  • Job (person) – En retfærdig mand, der udholdt store lidelser

Kilde: STEPBible TIPNR (Tyndale House, CC BY 4.0); beskrivelserne er oversat med AI.

Læs videre

Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jobs Bog på Brugbibelen.

Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.

📚 I appen finder du også

  • Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
  • Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
  • Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
  • Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
  • Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer