Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Jobs Bog
Jobs Bog kapitel 39
30 vers
📖 Læs Job 39 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
HERREN fortsætter sine spørgsmål til Job, nu om de vilde dyr: stenbukke og hinder, der føder i det skjulte, vildæslet og vildoksen, som ingen kan tæmme, den tankeløse struds, den modige krigshest og høgen og ørnen højt oppe. Alle lever de deres eget liv uden for menneskets kontrol, men under Guds omsorg og orden.
Indhold
Gud bliver ved at foreholde Job sine gerninger med løver, ravne, stengeder, vildæsler, enhjørninger, strudse, storke, heste, høge og øksne, 1-33; straffer Jobs formastelse og ubetænksomhed, 34-35; Job bekender sin forseelse, 36-38.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
HERREN fortsætter med at stille Job spørgsmål, nu om dyrene
1 Kender du tidspunktet for hvornår stenbukkene føder? Holder du øje med hvornår hinderne er i fødsel?
2 Tæller du månederne de er drægtige, og kender du tidspunktet for hvornår de føder?
3 De bøjer sig sammen, lader deres unger bryde igennem og føder deres afkom.
4 Deres unger bliver stærke, de vokser op ude på marken, de går ud, men vender ikke tilbage til dem.
5 Hvem har sluppet vildæslet fri, og det vilde æsels lænker, hvem har løst dem?
6 Det har jeg givet steppen som sit hjem og saltørkenen som dets boliger.
7 Det ler ad byens larm. Det hører ikke driverens råb.
8 Det strejfer omkring på bjergene efter sin græsgang, og det søger efter alt det grønne.
9 Mon vildoksen har lyst til at tjene dig? Vil den overnatte ved din krybbe?
10 Kan du med dens reb binde vildoksen til furen? Vil den harve dalene efter dig?
11 Kan du stole på den, for dens styrke er mægtig, og overlade dit arbejde til den?
12 Kan du tro på den at den vil bringe dit korn hjem og samle det ind til din tærskeplads?
13 Strudsens vinge flakser livligt, er det mon svingfjer fra storken eller falken?
14 For den efterlader sine æg på jorden og lader dem blive holdt varme i støvet,
15 men den glemmer at en fod kan træde det i stykker, eller et af markens vilde dyr kan trampe på det.
16 Den behandler sine unger hårdt, som om de ikke var dens egne, uden skælven for at dens slid kan være forgæves.
17 For Gud har ladet den glemme visdom, og han har ikke givet den del i indsigt.
18 Lige så snart den suser afsted, flaksende højt, ler den ad hesten og dens rytter.
19 Kan du give hesten styrke, kan du klæde dens hals med en manke?
20 Kan du få den til at springe som græshoppen? Dens majestætiske prusten vækker skræk.
21 De skraber i dalen, og den fryder sig ved sin kraft, den farer frem for at møde våben.
22 Den ler ad rædslen og bliver ikke skrækslagen, og vender ikke om på grund af sværdet.
23 Over den klirrer kogger, blinkende spyd og krumsværd.
24 Med gungren og i vildskab sluger den vejen, og den står ikke stille når hornet lyder.
25 Så snart hornet høres, siger den: >Hui!< På lang afstand vejrer den krig, officerers tordenrøst og krigslarm.
26 Er det på grund af din indsigt at høgen hæver sig og breder sine vinger ud mod syd?
27 Er det på din befaling at ørnen flyver højt, og at den bygger sin rede højt oppe?
28 Den bor på en klippe, og opholder sig om natten på en klippespids eller en bjergfæstning.
29 Derfra søger den efter føde, på lang afstand spejder dens øjne efter det.
30 Dens unger drikker blod, og hvor nogen er slået ihjel, der er den.«
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- 1 Kor 14,8 (henviser til v. 24)
- Åb 9,9 (henviser til v. 25)
- Matt 24,28 (henviser til v. 27)
- Luk 17,37 (henviser til v. 29)
Spørgsmål til bibelkredsen
HERREN fortsætter med at stille Job spørgsmål, nu om dyrene v. 1
- Hvad spørger HERREN om stenbukkene og hinderne?
- Hvorfor er det vigtigt, at Gud kender til fødsler, som intet menneske ser?
- Hvad betyder det for dig, at Gud ser det, ingen andre ser?
Vildæslet og vildoksen v. 5
- Hvad kan vildæslet og vildoksen ikke lide (v. 7–12)?
- Hvad lærer Job af, at der findes dyr, som mennesket ikke kan styre?
- Hvordan kan du leve med, at du ikke har kontrol over alt?
Strudsen v. 13
- Hvordan behandler strudsen sine æg og unger?
- Hvorfor nævner Gud et dyr, som han ikke har givet del i indsigt?
- Hvad siger det dig, at Gud har plads til mærkelige skabninger i sin skabelse?
Hesten v. 19
- Hvordan beskrives hesten, når hornet lyder?
- Hvad vil HERREN vise Job med billedet af den frygtløse hest?
- Hvad kan du lære af at se nærmere på Guds skaberværk?
Høgen og ørnen v. 26
- Hvor bygger ørnen sin rede?
- Hvad betyder spørgsmålet »Er det på din befaling«?
- Hvordan kan du takke Gud for hans visdom i det, du ikke selv forstår?
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Jobs Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer