Det Gamle Testamente · Poetiske bøger · Prædikerens Bog
Prædikerens Bog kapitel 3
22 vers
📖 Læs Præd 3 med hebraisk grundtekst
Sammenfatning
Alt har sin tid: at blive født og at dø, at græde og at le, at tie og at tale. Gud har gjort alt smukt til sin tid og lagt evigheden i menneskets hjerte, men mennesket kan ikke fatte hans gerning fra først til sidst. At spise, drikke og se det gode i sit slid er en gave fra Gud. Prædikeren ser uret på dommens sted og husker, at Gud skal dømme, og at både mennesker og dyr vender tilbage til støvet.
Indhold
Prædikeren lærer, at alting i verden har sin tid, som Gud forordner og styrer, 1-11; slutter, at et menneske kan intet bedre gøre end i gudsfrygt at bruge Guds gaver med glæde, og at det er forgæves at ville ændre det, Gud beskikker, 12-15; han beklager den uretfærdighed, som sker i dom og ret, 16-17; taler om, at mennesker og dyr skulle dø, og at ingen forskel ses efter udvortes anseelse, 18-22.
Resumé fra 1871-udgaven, i nutidig retskrivning.
Teksten
Alt har sin tid
1 Alt har et ideelt tidspunkt, og enhver aktivitet under himlen har sin tid.
2 Der er en tid til at få børn og en tid til at dø; en tid til at plante og en tid til at oprykke det plantede;
3 en tid til at dræbe og en tid til at helbrede; en tid til at rive ned og en tid til at bygge op;
4 en tid til at græde og en tid til at grine; en tid til at jamre og en tid til at danse;
5 en tid til at kaste med sten og en tid til at samle sten; en tid til at omfavne og en tid til at undgå at omfavne;
6 en tid til at søge og en tid til at miste; en tid til at bevare og en tid til at kaste bort;
7 en tid til at rive i stykker og en tid til at sy sammen; en tid til at tie og en tid til at tale;
8 en tid til at elske og en tid til at hade; en tid til krig og en tid til fred.
Alt det gode Gud giver
9 Hvilken fordel har den aktive da af det som han slider med?
10 Jeg har set på de aktiviteter som Gud har givet mennesker at beskæftige sig med.
11 Alt har han gjort smukt til sin tid; også evigheden har han lagt dem på hjerte, dog uden at mennesket kan fatte hvad Gud har udført, fra først til sidst.
12 Jeg indså at der intet andet gode er i dem end at kunne glæde sig og handle godt i deres liv.
13 Men også at ethvert menneske som spiser og drikker og ser det gode i alt sit slid, får det som en gave fra Gud.
14 Jeg indså at alt hvad Gud gør, vil bestå til evig tid; til det kan intet tilføjes, og fra det kan intet tages væk. Gud har gjort det så de må frygte ham.
15 Hvad der har været, er der allerede, og det som er ved at blive til, har allerede været; Gud søger efter det forsvundne.
Dommen og døden
16 Ydermere så jeg under solen: På dommens sted var der lovløshed, og på retfærdighedens sted var der lovløshed.
17 Da sagde jeg ved mig selv: Gud dømmer både den retfærdige og den lovløse; for der er en tid for enhver aktivitet og enhver gerning dér.
18 Så tænkte jeg nærmere over konsekvensen for menneskene: Det er for at Gud kan give dem klarhed, og de selv kan indse at de blot er dyr i sig selv.
19 For menneskers endeligt og dyrenes endeligt er det samme; som den ene dør, således dør den anden, og de har alle samme åndedræt. Mennesket har intet fortrin frem for dyret, for alt er flygtigt.
20 Alle går til det samme sted; alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.
21 Hvem ved om menneskers ånd går op i det høje men dyrets åndedræt går nedad til jorden?
22 Så indså jeg at intet er bedre end at mennesket glæder sig i sin gerning, for det er dets lod. For hvem bringer det til at se, hvad der vil ske efter det?
Teksten er Den Frie Bibel.
Citeret og nævnt i Det Nye Testamente
- Joh 2,4 (henviser til v. 1)
- Joh 7,6 (henviser til v. 1)
- 1 Kor 16,12 (henviser til v. 1)
- 1 Kor 7,30 (henviser til v. 4)
- Luk 9,36 (henviser til v. 7)
- Joh 8,6 (henviser til v. 7)
- 1 Tim 6,8 (henviser til v. 12)
- Matt 6,27 (henviser til v. 14)
- Hebr 9,27 (henviser til v. 20)
Spørgsmål til bibelkredsen
Alt har sin tid v. 1
- Hvilke modsætninger nævnes i v. 2–8?
- Hvad betyder det, at alt har sin tid, og at tiderne ligger i Guds hånd (jf. Sl 31,16)?
- Hvilken »tid« er du i lige nu, og hvordan kan du tage imod den fra Gud?
Alt det gode Gud giver v. 9
- Hvad har Gud lagt i menneskets hjerte ifølge v. 11?
- Hvorfor kan mennesket ikke fatte Guds gerning fra først til sidst, og hvad betyder det, at alt, hvad Gud gør, består (v. 14)?
- Hvordan kan du takke Gud for de gaver, du får i hverdagen (v. 13)?
Dommen og døden v. 16
- Hvad så Prædikeren på dommens sted (v. 16)?
- Hvad siger v. 17 om Guds dom, og hvordan svarer NT på spørgsmålet i v. 21?
- Hvordan kan troen på Guds dom og nåde give dig ro, når du ser uret?
Læs videre
Den Frie Bibel kan også læses online på Brugbibelen, der giver hjælp til at forstå teksten: Overblik over Prædikerens Bog på Brugbibelen.
Sammenfatning og spørgsmål er skrevet med AI.
📚 I appen finder du også
- Teksten ved siden af den hebraiske grundtekst – klik på et ord for grundform og bøjning
- Den autoriserede oversættelse fra 1871 til sammenligning
- Hvor versene citeres i Det Nye Testamente
- Krydshenvisninger, personer og steder på kortet
- Søgning i hele Bibelen, noter, bogmærker og markeringer