2. søndag i fasten

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 15,21–28

Teksten står midt i Matthæusevangeliet, lige efter striden med farisæerne og de skriftkloge om rent og urent (Matt 15,1–20). Jesus trækker sig tilbage fra Galilæa og går mod nordvest til egnene ved Tyrus og Sidon, hedensk land ved kysten. Dér kommer en kana'anæisk kvinde ud og råber efter ham. Markus kalder hende græsk og syrofønikisk af herkomst (Mark 7,24–30); Matthæus bruger det gamle navn for landets hedenske folk. Hun beder for sin datter, men møder først tavshed, så disciplenes ønske om at blive fri for hende, så Jesu ord om, at han er sendt til Israels fortabte får, og til sidst ordet om børnenes brød og de små hunde. Hun giver ham ret og holder fast, og han roser hendes tro som stor. Kort før er Peter blevet kaldt «lidettroende» (Matt 14,31). Teksten er prædiketekst på 2. søndag i fasten (Reminiscere) i 1. tekstrække. I fastetiden viser den troens kamp: Kristus prøver troen, men hans hjerte er vendt mod den, der råber om nåde.

Loven i teksten: Teksten afslører, hvad vi er, når vi står uden for Guds løfter: uden ret og uden krav. Kvinden har ingen pagt, ingen fortjeneste og intet at kræve, og Jesu tavshed og ord siger det højt. Loven møder os også i disciplene, der vil være fri for den besværlige, og i os, der tror, at Gud skylder os at svare straks. Når Gud tier, viser det, hvor tynd vor tillid er: Vi giver op, bliver bitre eller begynder at diskutere vor værdighed. Teksten tager os det sidste ståsted, så vi kun har råbet tilbage: «Herre, forbarm dig.»

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Kristus, Davids søn, ikke kan modstå den, der råber om nåde. Hans nej var ikke hans sidste ord; han prøvede troen for at give den mere, end den bad om. Kvinden lever af hans eget ord, også det hårde, og får alt: datteren bliver rask, og hun selv kaldes en kvinde med stor tro. For os betyder det, at vi ikke skal vente, til vi er værdige. Vi må gribe Kristi ord og løfte, også når han tier. Han, som var sendt til Israels fortabte får, gav sit liv for hele verden, og hans bord rækker også til os.

Prædikenspor: «Tre nej og ét ja» · «Kyrie eleison: bøn, når Gud tier» · «Smulerne er nok»

Salmeforslag: DDS 158 Kvindelil! din tro er stor · DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem · DDS 660 Kom, hjælp mig, Herre Jesus · DDS 586 Stol du kun på dit Fadervor · DDS 583 Falder på dig modgangs hede

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Mark 9,14–29

Beretningen står i Markusevangeliets vendepunkt. Peter har bekendt, at Jesus er Kristus (8,29), Jesus har for første gang sagt, at Menneskesønnen skal lide, dø og opstå (8,31), og på bjerget har Peter, Jakob og Johannes set ham forklaret (9,2–8). Nu kommer de ned fra bjerget og møder en helt anden virkelighed: en skare, nogle skriftlærde, der diskuterer, ni disciple, der ikke har kunnet hjælpe, og en far med en søn, som en ond ånd har plaget fra barndommen. Midt i striden taler Jesus med faderen. Samtalen om «hvis du kan» og faderens råb «Jeg tror, hjælp min vantro!» er tekstens hjerte. Bagefter spørger disciplene i huset, hvorfor de ikke kunne, og Jesus svarer med bønnen. Lige efter siger Jesus for anden gang, at han skal overgives og slås ihjel (9,31). I kirkeåret er teksten evangelium på 2. søndag i fasten i 2. tekstrække. I 1. tekstrække og i den gamle tekstrække er dagens evangelium den kana’anæiske kvinde (Matt 15,21–28), som Luthers prædiken i Huspostillen handler om. Begge tekster handler om en forælder, der råber for sit plagede barn.

Loven i teksten: Loven møder os først i disciplene. De har fået magt over urene ånder (6,7), men nu kan de intet, og i stedet for at bede diskuterer de. Sådan går det kirken, når den stoler på sin egen erfaring og sine metoder. Jesu klage «Du vantro slægt!» rammer dem, skaren, de skriftlærde og os. Loven rammer også faderen: «Hvis du kan noget» røber, at han tvivler på Jesu magt. Og den rammer os, der tror og dog ikke tror; vi beder sjældent, vi giver op, og vi bærer vores børns og vores egen nød alene. Ingen kan sige, at han har nok tro til at kunne kræve noget.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus siger: «Bring ham til mig.» Han lader sig ikke stoppe af disciplenes nederlag eller faderens tvivl. Han hører ikke en stærk tro, men et råb: «Jeg tror, hjælp min vantro!», og han hjælper. Med ét ord driver han ånden ud og befaler den aldrig at komme igen. Da drengen ligger som død, tager Jesus ham ved hånden og rejser ham op. Det er et billede på det, han selv går til: Han skal dø og opstå (9,31) og dermed bryde Djævelens magt over os. Den, hvis tro er svag og anfægtet, kan bede som faderen. Kristus hjælper ikke kun i nøden, men hjælper også selve troen.

Prædikenspor: ««Bring ham til mig»» · ««Jeg tror, hjælp min vantro!»» · «Hvorfor kunne vi ikke? Bøn og faste»

Salmeforslag: DDS 158 Kvindelil! din tro er stor · DDS 166 Så skal dog Satans rige · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 582 At tro er at komme · DDS 618 Op! våg og bed

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers