1. søndag i fasten

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 4,1–11

Fristelsen i ørkenen følger umiddelbart efter Jesu dåb. Matthæus binder de to beretninger sammen med et «Da» (4,1): Lige har Faderens røst sagt «Denne er min elskede Søn» (3,17), og nu stiller Djævelen netop det spørgsmål: «Når du er Guds Søn …» Det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen, og efter fyrre dages faste kommer fristeren. Samtalen foregår mellem Jesus og Djævelen alene; ingen disciple er kaldet endnu (4,18). Tre gange frister Djævelen, og tre gange svarer Jesus med et ord fra Femte Mosebog, de ord, som Israel fik i sin egen ørkentid. Hvor Israel faldt, står Guds Søn fast. Først derefter begynder han sin offentlige gerning (4,17). Parallellerne står i Mark 1,12–13 og Luk 4,1–13. I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag i fasten i 1. tekstrække. Sådan var det også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Fastetiden begynder altså med, at Kristus går ind i kampen for os.

Loven i teksten: Teksten viser, hvor Djævelen sætter ind: ved den tomme mave, ved den fromme dristighed og ved lysten til magt og glans. Ingen af de tre fristelser er til åbenlys ondskab. De handler om at få det, vi gerne vil have, uden om Guds ord: brød uden Ordet, beskyttelse uden lydighed, herlighed uden korset. Her bliver vi afsløret. Vi lader brødet og bekymringen gå forud for Ordet, vi kræver tegn af Gud på vores betingelser, og vi bøjer os for det, der giver ære og fremgang. Israel faldt i ørkenen, Adam faldt i haven, og vi falder dagligt. Det første bud dømmer os: Gud alene skal vi tjene.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Kristus står, hvor vi faldt, og at han gør det for os. Ånden fører ham ud i kampen, og han bliver i den: sulten, svag og ensom, men tro mod Faderen. Han bruger ikke sin magt til at frelse sig selv, for han er kommet for at lide i vores sted. Hans lydighed bliver vores retfærdighed. Han giver os også våbenet: det samme skrevne ord og dåbens løfte om, at vi er Guds børn. Og til sidst viger Djævelen, og englene tjener. Den, der hører, må vide: Kristus har allerede vundet kampen, og den sejr gælder også mig.

Prædikenspor: «Der står skrevet» · «Den nye Adam i ørkenen» · «Når Djævelen siger: Gud har glemt dig»

Salmeforslag: DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg · DDS 618 Op! våg og bed · DDS 623 Verden, o verden! hvi frister du mig · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 22,24–32

Teksten står midt i Lukas’ beretning om det sidste måltid. Jesus har lige indstiftet nadveren og givet bægeret som «den nye pagt i mit blod» (22,20), og han har sagt, at hans forræder sidder med ved bordet (22,21–23). I samme åndedrag begynder disciplene at strides om, hvem af dem der er den største. Jesus svarer dem ved bordet: Folkenes konger hersker, men hos jer skal det ikke være sådan, for jeg er iblandt jer som den, der tjener. Så takker han dem, fordi de har holdt ud hos ham, og overdrager dem riget med en plads ved hans bord. Til sidst vender han sig til Simon Peter: Satan vil sigte dem alle, men Jesus har bedt for ham. Lige efter forudsiger han Peters fornægtelse (22,33–34). I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag i fasten i 2. tekstrække. Fastetiden begynder altså med den fristelse, der rammer disciplene selv, og med Kristi forbøn. I den gamle tekstrække var Luk 22,24–30 evangelium på Sankt Bartholomæus’ dag, og dér ligger Luthers prædiken i Huspostillen.

Loven i teksten: Teksten afslører synden midt ved nadverbordet. Disciplene har lige fået Herrens legeme og blod, og alligevel skændes de om, hvem der er størst. Det samme hovmod lever i os: i menigheden, i embeder og udvalg, i familien og på arbejdet, hvor vi vil have ret, anerkendelse og den øverste plads. Loven dømmer også vores selvtillid. Disciplene tror, de står fast, men Satan skal sigte dem alle, og Peter vil fornægte. Den, der regner med sin egen styrke i fristelsen, er allerede på vej til at falde.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er Kristus selv: «Jeg er iblandt jer som den, der tjener.» Han tjener ikke kun med et forbillede, men ved at give sit liv, som han netop har givet det til dem i nadveren. Han overdrager disciplene riget som en gave og giver dem plads ved sit bord, skønt de svigter. Og over den svage Peter står ordet: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte.» Vores tro holder ikke, fordi vi er stærke, men fordi Kristus beder for os. Den, der falder og vender om, bliver ikke kasseret, men taget i brug.

Prædikenspor: «Ved bordet» · «Hvem er størst?» · «Jeg har bedt for dig»

Salmeforslag: DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg · DDS 618 Op! våg og bed · DDS 609 Dybt fornedres skal enhver · DDS 373 Herre, jeg vil gerne tjene · DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 28–29Jesu dåb og fristelse – Jesus døbes af Johannes og fristes i ørkenen i fyrre dage.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers