4. søndag efter påske

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 16,5–15

Teksten står i Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene skærtorsdag aften, efter måltidet og før han går ud til Getsemane. Han har lige forudsagt, at de skal udstødes af synagogerne og forfølges (Joh 16,1–4). Nu taler han åbent om, at han går bort, og disciplene sidder tavse og fulde af sorg. Jesus vender sorgen om: Hans bortgang er til gavn for dem, for kun sådan kommer Talsmanden. Derefter siger han, hvad Ånden skal gøre: over for verden skal han overbevise om synd, retfærdighed og dom (v. 8–11), og over for disciplene skal han vejlede dem i hele sandheden og herliggøre Kristus (v. 12–15). Teksten er derfor en af de vigtigste i Det Nye Testamente om Helligåndens embede og om Treenigheden. Ifølge Alterbogen er den prædiketekst på 4. søndag efter påske (Cantate) i 1. tekstrække. I påsketiden peger den frem mod himmelfarten og pinsen: Den opstandne går til Faderen og sender Ånden.

Loven i teksten: Teksten dømmer verden, og vi hører til den. Den synd, Ånden peger på, er ikke først mord og tyveri, men vantroen: at vi ikke tror på Jesus og ikke regner det for synd. Verden mener at være retfærdig, når den er hæderlig og lovlydig; Ånden kalder også den fromhed synd, når den er uden Kristus. Teksten afslører også disciplenes og vores sorg: Vi binder os til det, vi kan se, og vil hellere have en Jesus, vi kan holde fast på, end tro på ham, der er gået til Faderen. Og vi frygter denne verdens fyrste, som om han endnu havde magten.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesu bortgang er «godt for jer». Han går gennem korset og graven til Faderen, og den gang er vores retfærdighed, ikke vores egne gerninger. Faderen har godkendt ham og dermed os, der tror på ham. Denne verdens fyrste er dømt; han kan true, men ikke tage dem, der hører Kristus til. Og Jesus lader os ikke alene: Han sender Talsmanden, som står ved vores side, fører os i sandheden og tager af det, der er Kristi, og giver os det i Ordet. Ånden peger ikke på os selv, men på Kristus, så vi kan trøste os ved ham.

Prædikenspor: «Det er godt for jer, at jeg går bort» · «Synd, retfærdighed og dom» · «Talsmanden ved din side»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 251 Jesus, himmelfaren · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 293 Gud Helligånd, vor trøstermand · DDS 300 Kom, sandheds Ånd, og vidne giv

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 8,28–36

Teksten hører til de store stridssamtaler i templet i Jerusalem under løvhyttefesten (Joh 7–8). Jesus har kaldt sig verdens lys (8,12) og sagt til sine modstandere, at de vil dø i deres synder, hvis de ikke tror, at «jeg er» (8,24). Nu taler han om sin ophøjelse og om sin enhed med Faderen. Mange kommer til tro (v. 30), og til dem siger Jesus, at troen viser sig ved at blive i hans ord, som giver sandhed og frihed. Men tilhørerne protesterer: Som Abrahams efterkommere er de allerede frie. Jesus svarer, at enhver, der gør synd, er syndens slave, og at kun Sønnen kan gøre fri. Samtalen fortsætter med stigende skarphed og ender med, at de tager sten op mod ham (8,59). Teksten er prædiketekst på 4. søndag efter påske i 2. tekstrække. I påsketiden lyder «når I får ophøjet Menneskesønnen» som et ord om korset og opstandelsen. Huspostillen har ingen prædiken over netop dette stykke, men Luthers prædiken på 5. søndag i fasten handler om fortsættelsen i samme kapitel (Joh 8,46–59).

Loven i teksten: Teksten rammer dem, der mener at være fri. Tilhørerne har tradition, slægt og religion i orden og siger: Vi har aldrig været slaver for nogen. Men Jesus siger: Enhver, som gør synd, er syndens slave. Det gælder også os, der er døbt og kender kirkens sprog. Vi kan sige, at vi er frie, og samtidig være bundet af vrede, begær, frygt eller selvretfærdighed, som vi ikke kan slippe. Og teksten viser, at man kan begynde at tro og alligevel ikke blive i Ordet. Loven afslører, at friheden ikke er vores egen, og at slaven ikke har nogen ret til at blive i huset.

Evangeliet i teksten: Jesus siger ikke blot: I er slaver. Han siger: Sønnen kan gøre jer fri. Han, der blev ophøjet på korset, er «Jeg er», Guds evige Søn, sendt af Faderen og aldrig ladt alene af ham (v. 29). På korset bar han den synd, der holdt os fast, og i opstandelsen viste han, at han har magten i huset. Han giver slaverne del i sønnens plads: at blive i Faderens hus for evigt. Den frihed kæmper vi os ikke til. Den bliver givet os i hans ord, hvor han tilsiger os syndernes forladelse og holder os fast. Så er vi virkelig frie.

Prædikenspor: «Hvis Sønnen gør jer fri» · «Hvad er frihed?» · «Bliv i mit ord»

Salmeforslag: DDS 514 Guds Søn har gjort mig fri · DDS 220 I dødens bånd vor frelser lå · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 591 Ak, vidste du, som går i syndens lænke · DDS 233 Jesus lever, graven brast

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 33–34Paulus omvender sig ved Damaskus – Forfølgeren bliver apostel for hedningerne.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers