5. søndag efter påske

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 16,23b-28

Teksten står sidst i Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene den sidste aften før sin død. Lige forinden har han sagt, at de om «en lille stund» ikke skal se ham, men at deres sorg skal blive til glæde, når han ser dem igen (Joh 16,16–22). «På den dag», altså når han er opstået og Ånden er givet, skal deres forhold til Faderen være nyt: De skal ikke længere spørge Jesus som elever, men bede Faderen direkte i Jesu navn, og de skal blive bønhørt. Jesus lover at tale åbent om Faderen og samler til sidst hele sin vej i én sætning: fra Faderen, ind i verden, ud af verden og til Faderen (v. 28). Disciplene svarer straks bagefter, at nu taler han frit ud (v. 29–30), men Jesus ved, at de snart skal spredes (v. 31–32). Teksten er prædiketekst 5. søndag efter påske i 1. tekstrække, den gamle bedesøndag (Rogate), få dage før Kristi himmelfart. Den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger, læste Joh 16,23–30 samme dag.

Loven i teksten: Teksten afslører, hvor lidt vi beder. «Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn» rammer ikke kun disciplene. Vi bærer på bekymringer og nød, men går med dem selv eller taler om dem med alle andre end Gud. Når vi beder, er det ofte uden tillid, som om Faderen var en fremmed, der skulle overtales, eller vi venter, til vi synes, vi er værdige nok. Begge dele er vantro: Vi tror ikke, at Faderen selv elsker os. Teksten viser også, at disciplene ikke forstod Jesu ord, før han var gået gennem døden. Af os selv forstår vi heller ikke Gud, og vi kan ikke bede ret uden hans Ånd.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus har åbnet vejen til Faderen. Han udgik fra Faderen og kom til verden, han går gennem døden og op til Faderen, og derfor står døren åben for os. Vi skal ikke komme i eget navn, men i hans, og «hvad I end beder Faderen om i mit navn, skal han give jer». Kristus går stadig i forbøn for os, men han vil også, at vi skal vide: «Faderen selv elsker jer.» I Kristus er han ikke en vred dommer, men en Far, som hører sine børns bøn, fordi de tilhører hans Søn. Det er kilden til en glæde, der skal være fuldkommen.

Prædikenspor: «Bed i mit navn» · «Faderen selv elsker jer» · «Nu er det den rette bedestund»

Salmeforslag: DDS 584 Beder, og I skulle få · DDS 586 Stol du kun på dit Fadervor · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 251 Jesus, himmelfaren · DDS 222 Opstanden er den Herre Krist

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 17,1–11

Joh 17 er afslutningen på afskedstalerne (Joh 13–16). Det er skærtorsdag aften, kort før Jesus går over Kedron til haven, hvor han bliver taget til fange (Joh 18,1). Nu taler han ikke længere til disciplene, men til Faderen, mens de hører på. Bønnen kaldes fra gammel tid «den ypperstepræstelige bøn»: Jesus står som præsten, der går i forbøn for sit folk, før han ofrer sig selv. I v. 1–5 beder han for sig selv om, at Faderen vil herliggøre ham nu, da timen er kommet. Det sker gennem korset, opstandelsen og hjemkomsten til Faderen. I v. 6–11 beder han for disciplene, som Faderen har givet ham, og som skal blive tilbage i verden, når han går. Teksten er prædiketekst 5. søndag efter påske i 2. tekstrække. Det er søndagen før Kristi himmelfart, som fra gammel tid kaldes bønnens søndag. Fortsættelsen (v. 20–26) er prædiketekst 6. søndag efter påske i samme tekstrække. Den passer til dagen: Han, der går til Faderen, beder for dem, der bliver tilbage.

Loven i teksten: Loven lyder i det, teksten forudsætter: Uden Sønnen kender verden ikke Gud. Mennesket laver sig en Gud efter sit eget hoved, en Gud, som Luther siger, «som i sandhed ingen Gud er». Selv den fromme, der kun kender Gud som lovgiver og dommer, kender ham kun fra ryggen. Teksten afslører også, at disciplene ikke selv kan holde fast. De er i verden, og verden trækker. Jesus må bede for dem, fordi de ellers ville falde fra. Det gælder også os: Vi regner os for stærkere, end vi er, og vi beder kun lidt. Vores tro er ikke stærkere end deres.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus beder for sine, før han går i døden. Han har fuldført værket (v. 4), så der intet mangler i det, Gud har gjort for os. Han giver evigt liv til dem, Faderen har givet ham, og det liv er at kende Gud som nådig i ham, han har sendt. Det er en gave, ikke en præstation. Han beder: «Hellige Fader, bevar dem i dit navn.» Den samme bøn lyder nu fra ham, der sidder ved Faderens højre hånd (Rom 8,34). Vi er bevaret, ikke fordi vi holder fast, men fordi han beder for os.

Prædikenspor: «Han beder for os» · «At kende den eneste sande Gud» · «Bevaret i en verden, der trækker»

Salmeforslag: DDS 254 Fuldendt er nådens store værk · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 334 Guds kirkes grund alene · DDS 587 Guds egen kære Søn · DDS 251 Jesus, himmelfaren

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers