Kapitel 38–40

38. Hvis de ikke synes, at dette er nok, så lad dem i det mindste blive overbevist af andre ord, som de også selv har. For hvem er det, profeterne taler om, når de siger: «Jeg blev synlig for dem, som ikke søgte mig, jeg blev fundet af dem, som ikke spurgte efter mig. Jeg sagde: Se, her er jeg! til et folk, som ikke påkaldte mit navn. Jeg rakte mine hænder ud mod et ulydigt og genstridigt folk» (Es 65,1–2)? [2] Hvem er det da, som blev synlig? Det kunne man spørge jøderne om. For hvis det er profeten, så lad dem sige, hvornår han var skjult, så han siden kunne blive synlig. Og hvad er det for en profet, som både blev synlig efter at have været skjult og rakte sine hænder ud på et kors? Det er ingen af de retfærdige, men alene Guds Ord, som af natur er uden legeme, men for vores skyld viste sig i et legeme og led for os. [3] Eller hvis heller ikke dette er nok for dem, så lad dem i det mindste skamme sig over andre ord, når de ser en så klar gendrivelse. For Skriften siger: «Bliv stærke, I slappe hænder og lammede knæ! Trøst, I småtroende i sindet! Bliv stærke, frygt ikke! Se, vor Gud gengælder med dom, han kommer selv og frelser os. Da skal de blindes øjne åbnes, og de døves ører skal høre; da skal den lamme springe som en hjort, og de stammendes tunge skal tale tydeligt» (Es 35,3–6). [4] Hvad kan de da sige om dette, eller hvordan tør de overhovedet se det i øjnene? For profetien viser, at Gud kommer, og tegnene gør også tiden for hans komme kendt. For at blinde får synet, lamme går, døve hører, og de stammendes tunge taler tydeligt, det siger profeterne skal ske ved Guds komme. Hvornår er sådanne tegn da sket i Israel? Eller hvor er noget sådant sket i Judæa? Lad dem sige det. [5] Na’aman blev renset for sin spedalskhed, men ingen døv fik hørelsen, og ingen lam gik. Elias og Elisa oprejste døde, men ingen, der var født blind, fik synet. Det er i sandhed også stort at oprejse en død, men det er ikke et sådant under som Frelserens. Men når Skriften ikke har forbigået det med den spedalske og med enkens døde søn i tavshed, så ville beretningen helt sikkert heller ikke have undladt at fortælle, hvis det var sket, at en lam gik, og en blind fik synet. Men da Skrifterne tier om det, er det klart, at det ikke er sket før. [6] Hvornår er det da sket, hvis ikke da Guds Ord selv kom i et legeme? Og hvornår kom han, hvis ikke da lamme gik, stammende talte tydeligt, døve hørte og blindfødte fik synet? Derfor sagde også de jøder, som dengang så det, fordi de aldrig havde hørt, at dette var sket på noget andet tidspunkt: «Aldrig nogen sinde har man hørt, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis denne ikke var fra Gud, kunne han intet gøre» (Joh 9,32–33).

39. Men måske vil de, fordi selv de ikke kan strides mod det åbenlyse, ikke benægte det, der står skrevet, men hævde, at de venter på det, og at Guds Ord endnu ikke er kommet. Det gentager de nemlig igen og igen, og de rødmer ikke ved at optræde så skamløst over for det, der ligger lige for øjnene. [2] Men netop på dette punkt vil de mere end på noget andet blive gendrevet – ikke af os, men af den højst vise Daniel, som angiver både den nuværende tid og Frelserens guddommelige komme, når han siger: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for den hellige stad, til at synden skal bringes til ende, og synderne skal besegles, til at udslette uretfærdighederne og sone uretfærdighederne, til at bringe evig retfærdighed, til at besegle syn og profet og til at salve den Allerhelligste. Og du skal vide og forstå: Fra det ord udgår om at svare og om at genopbygge Jerusalem, indtil Kristus, fyrsten» (Dan 9,24–25). [3] Ved de andre steder kan de måske finde påskud og skyde det, der står skrevet, ud til en fremtidig tid. Men hvad kan de sige til dette, eller hvordan kan de overhovedet se det i øjnene? Her betegnes jo Kristus, og den, der salves, forkyndes ikke at være blot et menneske, men den Allerhelligste; og Jerusalem skal bestå indtil hans komme, og derefter skal profet og syn ophøre i Israel. [4] David, Salomo og Hizkija blev salvet i fordums tid, men Jerusalem og stedet bestod stadig, og profeterne profeterede: Gad, Asaf og Natan og efter dem Esajas, Hoseas, Amos og andre. Desuden blev de salvede mennesker selv kaldt hellige og ikke allerhelligste. Men hvis de henviser til fangenskabet og siger, at Jerusalem på grund af det ikke bestod, hvad vil de så sige om profeterne? For også dengang, da folket blev ført ned til Babylon, var Daniel og Jeremias der, og Ezekiel, Haggaj og Zakarias profeterede.

40. Jøderne fortæller altså fabler, og de skyder den nuværende tid ud i fremtiden, skønt den allerede er her. For hvornår ophørte profet og syn i Israel, hvis ikke nu, da Kristus, den Allerhelligste, er kommet? Det er nemlig et tegn og et stort kendemærke på Guds Ords komme, at Jerusalem ikke længere står, at ingen profet står frem, og at intet syn åbenbares for dem – og det med god grund. [2] For når det, der blev betegnet, var kommet, hvad brug var der da længere for det, der betegnede det? Og når sandheden var til stede, hvad brug var der da længere for skyggen? Derfor profeterede de også, indtil Retfærdigheden selv kom, han som forløser alles synder. Derfor bestod Jerusalem også så længe, for at de dér på forhånd kunne øve sig i sandhedens forbilleder. [3] Da den Allerhelligste nu er til stede, er syn og profeti med god grund blevet beseglet, og Jerusalems kongedømme er ophørt. For der blev salvet konger hos dem, indtil den Allerhelligste blev salvet. Også Moses profeterer, at jødernes kongedømme skal bestå indtil ham, når han siger: «Der skal ikke mangle en fyrste af Juda eller en hersker af hans lænder, indtil det kommer, som er gemt til ham, og han skal være folkenes forventning» (1 Mos 49,10). [4] Derfor råbte Frelseren også selv: «Loven og profeterne har profeteret indtil Johannes» (Matt 11,13). Hvis der altså nu findes en konge eller en profet eller et syn hos jøderne, så har de ret i at fornægte den Kristus, som er kommet. Men hvis der hverken er konge eller syn, men al profeti nu er beseglet, og byen og templet er indtaget, hvorfor er de da så ugudelige og forser sig så groft, at de ser, hvad der er sket, men fornægter Kristus, som har gjort det? Og hvorfor fornægter de, når de ser, at folk fra hedningerne forlader afguderne og sætter deres håb til Israels Gud ved Kristus, den Kristus, som efter kødet er født af Isajs rod og nu hersker som konge? For hvis hedningerne dyrkede en anden gud og ikke bekendte Abrahams, Isaks, Jakobs og Moses’ Gud, så kunne de igen med rette foregive, at Gud ikke var kommet. [5] Men hvis hedningerne ærer den Gud, som gav Moses loven og gav Abraham løftet, og hvis ord jøderne vanærede, hvorfor erkender de så ikke – eller rettere: hvorfor overser de med vilje – at den Herre, som Skrifterne profeterede om, har skinnet over verden og vist sig for den i et legeme, sådan som Skriften har sagt: «Herren Gud har vist sig for os» (Sl 118,27), og igen: «Han sendte sit Ord og helbredte dem» (Sl 107,20), og igen: «Ikke et sendebud, ikke en engel, men Herren selv frelste dem» (Es 63,9)? [6] Det er med dem som med en, der er gået fra forstanden, og som ser jorden blive oplyst af solen, men fornægter den sol, der oplyser den. For hvad mere har han, som de venter på, at gøre, når han kommer? Kalde hedningerne? Men de er allerede kaldet. Gøre ende på profet, konge og syn? Også det er allerede sket. Afsløre afgudernes gudløshed? Den er allerede afsløret og fordømt. Tilintetgøre døden? Den er allerede tilintetgjort. [7] Hvad er der da, som Kristus skal gøre, og som ikke er sket? Eller hvad står tilbage, som ikke er opfyldt, så jøderne nu kan glæde sig og blive i deres vantro? For hvis der, sådan som vi jo ser, hverken er konge eller profet eller Jerusalem eller offer eller syn hos dem, men hele jorden er fyldt med kundskab om Gud, og de, der kommer fra hedningerne, forlader gudløsheden og nu tager deres tilflugt til Abrahams Gud ved Ordet, vor Herre Jesus Kristus, så må det være klart selv for de mest skamløse, at Kristus er kommet, og at han har oplyst alle uden undtagelse med sit lys og givet den sande og guddommelige undervisning om sin Fader. [8] Jøderne kunne man altså med rette gendrive ud fra dette og mere endnu ud fra de guddommelige skrifter.