Hvordan Augustin i Kent efterlignede både den første kirkes lære og liv og fik sit bispesæde i kongens by

Så snart de var flyttet ind i den bolig, de havde fået, begyndte de at efterligne den første kirkes apostoliske liv. De tjente Gud med vedholdende bøn, med nattevåger og faste. De prædikede livets ord for dem, de kunne. De foragtede alt i denne verden som noget, der ikke angik dem. De tog kun imod det, der syntes nødvendigt til livets ophold, fra dem, de underviste. De levede selv i alt efter det, de lærte, og var rede til at lide al slags modgang, ja, endog til at dø for den sandhed, de prædikede. Hvad mere er der at sige? Nogle kom til tro og blev døbt, fordi de beundrede deres uskyldige livs enkelhed og deres himmelske lærdoms sødme. Tæt ved byen, mod øst, lå en kirke, der var bygget for længe siden til ære for den hellige Martin, mens romerne endnu boede i Britannien. Dér plejede dronningen, som, vi har fortalt, var kristen, at bede. Her begyndte også de først at samles, synge salmer, bede, fejre messe, prædike og døbe Luthersk note: Messen forstås her efter romersk lære som et offer. Den lutherske bekendelse holder fast ved gudstjenesten med nadveren, men afviser messeofferet (CA XXIV; Apologien XXIV)., indtil kongen blev omvendt til troen, og de fik større frihed til at prædike overalt og til at bygge og genopbygge kirker.

Men da også kongen selv sammen med andre var blevet tiltrukket af de hellige mænds rene liv og deres dejlige løfter, hvis sandhed de også havde bekræftet ved at gøre mange undere, kom han til tro og blev døbt. Da begyndte flere og flere hver dag at strømme til for at høre Ordet. De forlod hedenskabets skikke og sluttede sig ved troen til Kristi hellige kirkes enhed. Det fortælles, at kongen glædede sig over deres tro og omvendelse, men alligevel ikke tvang nogen til at blive kristen. Han omfattede blot de troende med en særlig kærlighed som sine medborgere i himmeriget. Han havde nemlig lært af dem, der havde undervist ham og ført ham til frelsen, at tjenesten for Kristus skal være frivillig og ikke tvungen. Han tøvede heller ikke med at give sine lærere et sted til deres sæde i sin hovedstad Canterbury, der passede til deres rang, og samtidig skænkede han dem de ejendomme af forskellig slags, som de havde brug for.