Hvordan Augustin, da han kom til Britannien, først prædikede for kongen af Kent på øen Thanet og, da han havde fået hans tilladelse, drog ind i Kent for at prædike

Styrket af den salige fader Gregors opmuntring vendte Augustin altså sammen med de Kristi tjenere, der var med ham, tilbage til arbejdet med Ordet og nåede frem til Britannien. På den tid var Æthelberht en meget mægtig konge i Kent. Han havde udstrakt sit herredømme helt til grænsen ved den store flod Humber, som skiller de sydlige og de nordlige engelske folk. Ud for Kents østkyst ligger øen Thanet, som ikke er lille: Efter englændernes måde at regne på er den på 600 familier. Den skilles fra fastlandet af floden Wantsum, som er omkring tre stadier bred og kun kan passeres to steder, for begge dens ender løber ud i havet. Her gik Herrens tjener Augustin i land med sine ledsagere, som efter sigende var næsten 40 mand. Efter den salige pave Gregors befaling havde de taget tolke med fra frankerne. Augustin sendte bud til Æthelberht og lod ham vide, at han var kommet fra Rom og bragte et budskab af det allerbedste slags: Det lovede uden nogen tvivl dem, der adlød det, evig glæde i himlen og et rige uden ende sammen med den levende og sande Gud. Da kongen hørte det, befalede han, at de skulle blive på den ø, hvor de var gået i land, og at de skulle forsynes med det nødvendige, indtil han havde set, hvad han ville gøre med dem. Han havde nemlig allerede tidligere hørt om den kristne tro, for han havde en kristen hustru af den frankiske kongeslægt ved navn Bertha. Han havde fået hende af hendes forældre på den betingelse, at hun frit og ukrænket måtte holde fast ved sin tro og religions skikke sammen med en biskop ved navn Liudhard, som de havde givet hende med som hjælper i troen.

Nogle dage senere kom kongen til øen. Han satte sig under åben himmel og befalede Augustin og hans ledsagere at komme til en samtale med ham der. Han havde nemlig sørget for, at de ikke kom ind til ham i et hus. Efter en gammel overtro var han bange for, at de, hvis de kendte til trolddomskunster, ved at overrumple ham kunne få magt over ham og narre ham. Men de kom ikke udrustet med dæmonisk, men med guddommelig kraft. De bar et sølvkors som banner og et billede af Herren og Frelseren malet på en tavle, og mens de sang litanier, bad de til Herren om evig frelse både for sig selv og for dem, som de var kommet for og til. Da de på kongens befaling havde sat sig og prædikede livets ord for ham og alle hans ledsagere, der var til stede, svarede han: «De ord og løfter, I bringer, er skønne. Men da de er nye og usikre, kan jeg ikke give dem mit samtykke og opgive det, som jeg i så lang tid har holdt fast ved sammen med hele det engelske folk. Men da I er kommet som fremmede langvejs fra og, sådan som jeg synes at have forstået, har ønsket også at give os del i det, som I tror er sandt og det bedste, vil vi ikke gøre jer fortræd. Vi vil tværtimod gerne tage venligt imod jer som gæster og sørge for, at I får, hvad I har brug for til jeres underhold. Og vi forbyder jer ikke ved jeres prædiken at vinde alle, I kan, for jeres tro.» Han gav dem derfor et sted at bo i byen Canterbury, som var hovedstaden i hele hans rige, og som han havde lovet, gav han dem ikke blot underhold til det timelige liv, men nægtede dem heller ikke friheden til at prædike. Det fortælles, at de, da de nærmede sig byen, efter deres skik med det hellige kors og billedet af den store konge, vor Herre Jesus Kristus, sang denne litani med fælles røst: «Vi beder dig, Herre, i al din barmhjertighed: Lad din vrede og din harme vende sig bort fra denne by og fra dit hellige hus, for vi har syndet (jf. Dan 9,16). Halleluja.»