Hvordan samme Augustin, efter at han var blevet biskop, sendte pave Gregor besked om, hvad der var sket i Britannien, og samtidig bad om og fik svar på det, han havde brug for at vide

Imens drog Guds mand Augustin til Arles, og som de havde fået pålagt af den hellige fader Gregor, blev han dér indviet til ærkebiskop for englænderne af byens ærkebiskop Etherius. Da han var vendt tilbage til Britannien, sendte han straks præsten Laurentius og munken Petrus til Rom. De skulle meddele den salige pave Gregor, at englænderne havde taget imod troen på Kristus, og at han selv var blevet biskop. Samtidig bad han om Gregors råd i de spørgsmål, der syntes nødvendige. Kort efter fik han passende svar på det, han havde spurgt om, og dem har vi fundet det rigtigt også at indsætte i vores historie.

I. Spørgsmål fra den salige Augustin, biskop for kirken i Canterbury: Om biskopperne – hvordan skal de leve sammen med deres gejstlige? Og om de gaver, som de troende bringer til alteret – i hvor mange dele skal de deles? Og hvordan skal biskoppen optræde i kirken?

Pave Gregor af Rom svarede: Den Hellige Skrift, som du uden tvivl kender godt, bevidner det, og især den salige Paulus’ breve til Timotheus, hvor han gav sig af med at undervise ham i, hvordan han skulle færdes i Guds hus (1 Tim 3,15). Nu er det det apostolske sædes skik at give de indviede biskopper den forskrift, at alle indtægter, der kommer ind, skal deles i fire dele: én til biskoppen og hans husstand for gæstfrihedens og modtagelsens skyld, én til gejstligheden, en tredje til de fattige og en fjerde til istandsættelse af kirkerne. Luthersk note: Gregor forudsætter, at det apostolske sæde, dvs. paven i Rom, har ret til at give alle biskopper forskrifter. Luthersk lære: paven har ikke efter guddommelig ret myndighed over de andre biskopper og kirker; en sådan overordnethed er kun menneskelig ordning (Traktaten om pavens magt og overhøjhed). Men da du, min broder, er opdraget efter klosterets regler, bør du ikke leve adskilt fra dine gejstlige i englændernes kirke, som ved Guds hjælp først for nylig er blevet ført til troen. Du skal indføre den livsform, som vore fædre havde i den nyfødte kirkes begyndelse: Ingen af dem kaldte noget af det, han ejede, for sit eget, men de havde alt fælles (ApG 4,32).

Hvis der derimod er gejstlige, som ikke har modtaget de hellige vielser, og som ikke kan leve afholdende, skal de tage sig en hustru og modtage deres underhold uden for fællesskabet. For om de samme fædre, som vi nævnte før, ved vi, at der står skrevet: Der blev delt ud til hver enkelt, efter hvad han havde brug for (ApG 4,35). Luthersk note: Gregor forudsætter, at gejstlige med de højere vielser ikke må gifte sig. Luthersk lære: ægteskabet er Guds ordning og står frit for alle stænder; et påbudt cølibat for præster er en menneskelov, der binder samvittighederne imod Guds ord (CA XXIII; Apologien XXIII). Der skal også tænkes på og sørges for deres underhold, og de skal holdes under kirkelig orden, så de lever et godt liv, er flittige til at synge salmerne og med Guds hjælp bevarer både hjerte, tunge og legeme fra alt det, der er utilladeligt. Men hvad skal vi sige om at dele i portioner, om at vise gæstfrihed og om at øve barmhjertighed, når det gælder dem, der lever i fællesskab? Alt, hvad der er tilovers, skal jo bruges til fromme og gudelige formål, sådan som Herren, alles mester, lærer: «Giv det, der er tilovers, som almisse, og se, så er alt rent for jer» (Luk 11,41). [Gregor citerer efter Vulgata, der har «det, der er tilovers», hvor danske oversættelser har «det, der er indeni».]

II. Augustins spørgsmål: Når troen er én, hvorfor har kirkerne så forskellige skikke, så der i den hellige romerske kirke holdes én skik for messen og i kirkerne i Gallien en anden?

Pave Gregor svarede: Du kender, min broder, den romerske kirkes skik, for du husker, at du er vokset op i den. Men jeg vil gerne have, at du omhyggeligt udvælger det, som du har fundet i den romerske kirke eller i Galliens eller i en hvilken som helst anden kirke, og som kan behage den almægtige Gud mere, og at du indfører det i englændernes kirke, som stadig er ny i troen, som en særlig ordning, du har kunnet samle fra mange kirker. For vi skal ikke elske tingene for stedernes skyld, men stederne for de gode tings skyld. Udvælg derfor fra hver enkelt kirke det, der er fromt, gudfrygtigt og ret, og saml det som i et lille knippe og læg det ned i englændernes sind, så det bliver deres skik.

III. Augustins spørgsmål: Jeg beder dig: Hvilken straf skal den have, som stjæler noget fra kirken?

Gregor svarede: Det kan du, min broder, bedømme ud fra tyvens person – hvordan han bedst kan blive rettet. For nogle stjæler, selv om de har nok at leve af, mens andre forser sig på dette punkt af nød. Derfor må nogle rettes med bøder, andre med prygl, nogle strengere og andre mildere. Og når man går lidt strengere til værks, skal det ske af kærlighed og ikke i vrede; for det sker til gavn for den, der bliver rettet, så han ikke bliver overgivet til helvedes ild. Vi skal nemlig holde tugt over de troende, sådan som gode fædre plejer at gøre over for deres kødelige børn: De slår dem for deres fejl, men alligevel vil de have de samme børn, som de påfører smerte, til arvinger, og det, de ejer, gemmer de til netop dem, som de ser ud til at forfølge i vrede. Denne kærlighed skal man altså have for øje, og den skal selv bestemme målet for tugten, så sindet slet ikke gør noget uden for fornuftens rettesnor. Du skal også tilføje, hvordan de skal give det tilbage, som de har stjålet fra kirkerne. Men Gud forbyde, at kirken skulle få mere tilbage, end den synes at miste af jordisk gods, og søge vinding af forfængelige ting.

IIII. Augustins spørgsmål: Må to kødelige brødre gifte sig med hver sin af to søstre, som er fjernt i slægt med dem?

Gregor svarede: Det er i enhver henseende tilladt; for intet sted i de hellige skrifter findes der noget, som synes at modsige dette punkt.

V. Augustins spørgsmål: Til hvilket slægtled må de troende indgå ægteskab med deres slægtninge? Og er det tilladt at gifte sig med sin stedmor eller sin svigerinde?

Gregor svarede: En vis verdslig lov i den romerske stat tillader, at fætre og kusiner gifter sig med hinanden, hvad enten de er børn af en bror og en søster, af to kødelige brødre eller af to søstre. Men af erfaring har vi lært, at der ikke kan vokse afkom op af et sådant ægteskab. Og den hellige lov forbyder at afdække en slægtnings blusel (3 Mos 18,6). Derfor må først det tredje eller fjerde slægtled af de troende lovligt forenes med hinanden; for det andet, som vi nævnte, skal i alle tilfælde afholde sig fra hinanden. At have samleje med sin stedmor er en svær forbrydelse, for i loven står der skrevet: «Du må ikke afdække din fars blusel» (3 Mos 18,7). En søn kan jo ikke afdække sin fars blusel; men da der står skrevet: «De to skal blive ét kød» (1 Mos 2,24), så har den, der vover at afdække sin stedmors blusel – hun, som var ét kød med faderen – i sandhed afdækket sin fars blusel. Også at have samleje med sin svigerinde er forbudt, for ved det tidligere ægteskab er hun blevet sin brors kød. Det var også derfor, Johannes Døberen blev halshugget og fuldendt ved et helligt martyrium. Han blev ikke pålagt at fornægte Kristus, og dog blev han dræbt for at bekende Kristus; for da vor Herre Jesus Kristus selv havde sagt: «Jeg er sandheden» (Joh 14,6), så udgød Johannes, fordi han blev dræbt for sandheden, også sit blod for Kristus.

Men da der i englændernes folk siges at være mange, som har indgået et sådant skændigt ægteskab, mens de endnu var vantro, skal de, når de kommer til troen, formanes til at afholde sig og til at erkende, at det er en svær synd. De skal frygte Guds forfærdelige dom, så de ikke for en kødelig kærligheds skyld pådrager sig den evige pines kvaler. Alligevel skal de ikke af den grund udelukkes fra fællesskabet om Herrens hellige legeme og blod, for at det ikke skal se ud, som om man straffer dem for det, som de af uvidenhed bandt sig til før dåbens bad. For i denne tid retter den hellige kirke noget med iver, tåler noget med mildhed og lader noget passere med omtanke; og hun bærer over og lader passere på en sådan måde, at hun ofte dæmper det onde, hun står imod, netop ved at bære over og lade det passere. Men alle, der kommer til troen, skal formanes til ikke at vove at gøre noget sådant. Hvis nogle alligevel gør det, skal de udelukkes fra fællesskabet om Herrens legeme og blod. For ligesom skylden til en vis grad må tåles hos dem, der gjorde det af uvidenhed, sådan skal den forfølges kraftigt hos dem, der ikke frygter for at synde med vidende.

VI. Augustins spørgsmål: Hvis der er en lang rejse imellem, så biskopperne ikke let kan komme sammen, må en biskop da indvies uden andre biskoppers nærvær?

Gregor svarede: I englændernes kirke, hvor du endnu er den eneste biskop, kan du naturligvis ikke indvie en biskop på anden måde end uden andre biskopper. For hvornår kommer der biskopper fra Gallien, som kan stå til stede som vidner ved en biskops indvielse? Men vi vil have, at du, min broder, indvier biskopper på en sådan måde, at biskopperne ikke bor langt fra hinanden, så der ikke er noget, der hindrer, at også andre hyrder, hvis nærvær er meget nyttigt, let kan komme sammen ved en biskops indvielse. Når der så med Guds hjælp er indviet biskopper på steder, der ligger nær hinanden, må en biskopsindvielse slet ikke finde sted, uden at tre eller fire biskopper er samlet. For selv i de åndelige ting kan vi hente et eksempel fra de kødelige ting, så de åndelige ordnes med visdom og omtanke. Når der holdes bryllup i verden, bliver de gifte jo indbudt, så de, der allerede er gået foran ad ægteskabets vej, også kan tage del i glæden over det følgende par. Hvorfor skulle der så ikke også ved denne åndelige indvielse, hvor et menneske ved den hellige tjeneste forenes med Gud, komme sådanne sammen, som enten kan glæde sig over, at den indviede biskop rykker frem, eller sammen udøse deres bønner til den almægtige Gud om, at han må blive bevaret?

VII. Augustins spørgsmål: Hvordan skal vi forholde os til biskopperne i Gallien og i Britannien?

Gregor svarede: Over biskopperne i Gallien giver vi dig ingen myndighed; for helt fra mine forgængeres gamle tid har biskoppen af Arles modtaget palliet, og den myndighed, han har fået, må vi ikke tage fra ham. Luthersk note: Gregor forudsætter, at palliet og myndigheden over andre biskopper gives af paven. Luthersk lære: biskoppernes indbyrdes rang er menneskelig ordning, ikke Guds bud, og paven har ingen guddommelig ret over de andre biskopper (Traktaten om pavens magt og overhøjhed). Hvis det altså sker, at du, min broder, kommer over i provinsen Gallien, skal du forhandle med samme biskop af Arles om, hvordan de fejl, der måtte være hos biskopperne, kan blive rettet. Og skulle han være lunken i at håndhæve tugten, må han opflammes af din iver. Vi har også skrevet breve til ham, så han, når du er til stede i Gallien, af hele sit hjerte kommer dig til hjælp og bremser det i biskoppernes færd, som strider mod vor Skabers bud. Men du selv kan ikke dømme Galliens biskopper, for det ligger uden for din myndighed. Ved at overtale, ved at tale venligt og ved at vise dem gode gerninger, de kan efterligne, skal du derimod forme de vrange sind om, så de stræber efter hellighed. For der står skrevet i loven: «Den, der går gennem en andens kornmark, må ikke svinge seglen, men gnide aksene med hånden og spise» (5 Mos 23,26). Du kan nemlig ikke svinge dommens segl over den afgrøde, som synes at være betroet til en anden; men ved din kærlige iver i den gode gerning skal du rense Herrens korn for avnerne af dets fejl, og ved at formane og overtale skal du, ligesom ved at tygge, omdanne det til kirkens legeme. Men alt, hvad der skal gøres i kraft af myndighed, skal gøres sammen med den nævnte biskop af Arles, så det ikke bliver forsømt, som fædrenes gamle ordning har fastsat. Alle Britanniens biskopper derimod betror vi til dig, min broder, så de ulærde kan blive belært, de svage styrket ved overtalelse og de vrange rettet ved myndighed. Luthersk note: Også her forudsætter Gregor, at paven kan give en biskop myndighed over et helt lands biskopper (Traktaten om pavens magt og overhøjhed).

VIII. Augustins spørgsmål: Må en gravid kvinde døbes? Eller hvor lang tid efter at hun har født, må hun komme ind i kirken? Eller også: Hvor mange dage efter fødslen må barnet modtage den hellige dåbs sakramente, så det ikke bliver overrasket af døden? Eller hvor lang tid efter må hendes mand forenes med hende i kødeligt samliv? Eller hvis hun har sin månedlige tid, må hun så komme ind i kirken eller modtage den hellige nadvers sakramente? Eller må en mand, der har haft samleje med sin hustru, komme ind i kirken, før han er vasket med vand? Eller gå til den hellige nadvers mysterium? Alt dette må det uvidende engelske folk have klarhed over.

Gregor svarede: Jeg er ikke i tvivl om, at du, min broder, er blevet spurgt om dette, og jeg mener allerede at have givet dig svar på det. Men det, som du selv kunne sige og mene, vil du, tror jeg, have bekræftet af mit svar til dig. Hvorfor skulle en gravid kvinde ikke døbes, når kødets frugtbarhed ikke er nogen skyld i den almægtige Guds øjne? For da vore første forældre havde syndet i Paradis, mistede de efter Guds retfærdige dom den udødelighed, de havde fået. Men da den samme almægtige Gud ikke ville udslette menneskeslægten helt for dens skyld, tog han udødeligheden fra mennesket for dets synd, men bevarede dog i sin godheds mildhed evnen til at få afkom. Hvordan skulle det da, som af den almægtige Guds gave er bevaret for menneskets natur, kunne udelukke hende fra den hellige dåbs nåde? I det mysterium, hvor al skyld udslettes helt, er det højst tåbeligt, hvis det skal se ud, som om en nådegave kan stå det i vejen.

Men hvor mange dage efter fødslen kvinden skal vente med at komme ind i kirken, har du lært af Det Gamle Testamentes bud: for et drengebarn skal hun holde sig borte i 33 dage, men for et pigebarn i 66 dage (3 Mos 12,4–5). Dog skal man vide, at dette skal forstås billedligt. For hvis hun kommer ind i kirken for at takke i samme time, som hun har født, tynges hun ikke af nogen syndens byrde; for det er kødets lyst og ikke smerten, der er skyld. I kødets forening er der lyst, men når barnet føres til verden, er der stønnen. Derfor bliver der også sagt til selve den første moder til alle: «Med smerte skal du føde» (1 Mos 3,16). Hvis vi altså forbyder en kvinde, der har født, at komme ind i kirken, så regner vi hende selve hendes straf som skyld. Luthersk note: Gregor regner den lyst, der hører til ægtefællers samliv, for skyld. Luthersk lære: ægteskabet og ægtefællers samliv er Guds gode ordning, og ægteskabet er rent og helligt for de troende ved Guds ord og tro (Apologien XXIII; jf. CA XXIII). Men at døbe en kvinde, der har født, eller det barn, hun har født, hvis de er i livsfare – hende i selve den time, hvor hun føder, eller barnet i selve den time, hvor det er født – er på ingen måde forbudt. For ligesom det hellige mysteriums nåde skal gives med stor omtanke til dem, der lever og kan skelne, sådan skal den uden nogen udsættelse gives til dem, som døden truer; for at man ikke, mens man endnu leder efter et tidspunkt til at give forløsningens mysterium, efter en lille forsinkelse skal stå uden nogen at forløse.

Men hendes mand må ikke gå ind til hende for at ligge hos hende, før det barn, hun har født, er vænnet fra. Der er imidlertid opstået en dårlig skik blandt ægtefolk: Kvinderne vil ikke selv amme de børn, de føder, men overlader dem til andre kvinder, der skal amme dem. Det synes alene at være fundet på af mangel på afholdenhed; for fordi de ikke vil holde sig afholdende, forsmår de at amme dem, de føder. Disse kvinder, som efter en dårlig skik overlader deres børn til andre at amme, må derfor ikke have samkvem med deres mænd, før renselsestiden er gået. For selv når der ikke har været en fødsel, er det forbudt dem at have samkvem med deres mænd, mens de har deres sædvanlige månedlige blødning – så strengt, at den hellige lov straffer med døden, hvis en mand går ind til en kvinde, der har menstruation (3 Mos 20,18). Luthersk note: Gregor bygger her regler for ægtefolks samliv på Moselovens renhedsforskrifter og kirkens skik. Efter luthersk lære binder Moselovens renhedsforskrifter ikke kristne, og kirken må ikke gøre den slags forskrifter til bud, som binder samvittigheden (CA XXVI og XXVIII); ægteskabet er rent hos de troende på grund af Guds ord og troen (Apologien XXIII; Tit 1,15). Men en kvinde, der har sin månedlige blødning, må ikke forbydes at gå ind i kirken; for naturens overflod kan ikke regnes hende som skyld, og det er ikke retfærdigt, at hun berøves adgangen til kirken på grund af noget, hun lider mod sin vilje. Vi ved jo, at kvinden, der led af blødninger, ydmygt kom bagfra hen til Herren og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks forlod sygdommen hende (Matt 9,20–22). Hvis altså hun, der havde blødninger, prisværdigt kunne røre ved Herrens kappe, hvorfor skulle den, der har sin månedlige blødning, så ikke have lov at gå ind i Herrens kirke? Men du vil sige: Hende tvang sygdommen, men dem, vi taler om, binder en sædvane. Men overvej, kære broder, at alt, hvad vi lider i dette dødelige kød på grund af naturens svaghed, er ordnet ved Guds retfærdige dom efter syndefaldet. At sulte, tørste, have det for varmt, fryse og blive træt kommer jo af naturens svaghed. Og hvad er det at søge mad mod sulten, drikke mod tørsten, kølig luft mod heden, klæder mod kulden og hvile mod trætheden andet end at finde lægemidler mod sygdomme? Også for kvinden er den månedlige blødning altså en sygdom. Hvis hun, der var syg og rørte ved Herrens kappe, gjorde ret i at vove det, hvorfor skulle det, der tillades én syg person, så ikke tillades alle kvinder, der er svage på grund af deres naturs brøst?

Men hun må ikke forbydes at modtage den hellige nadvers mysterium på disse dage. Hvis hun af stor ærbødighed ikke vover at modtage det, skal hun roses; men modtager hun det, skal hun ikke dømmes. Det kendetegner jo gode sind, at de på en måde erkender deres skyld også dér, hvor der ingen skyld er; for ofte sker der uden skyld noget, som kommer af skyld. Derfor spiser vi også uden skyld, når vi er sultne, skønt det er det første menneskes skyld, at vi sulter. Den månedlige blødning er nemlig ikke nogen skyld for kvinderne, eftersom den kommer af naturen. Men at naturen selv er så fordærvet, at den synes at være besmittet, også uden at viljen stræber derefter, er en brøst, som kommer af skyld; i den kan den menneskelige natur kende sig selv, sådan som den er blevet ved dommen. Og mennesket, som frivilligt begik skylden, må mod sin vilje bære skyldens følger. Derfor skal kvinderne overveje det med sig selv: Hvis de under den månedlige blødning ikke vover at gå til sakramentet med Herrens legeme og blod, skal de roses for deres rette overvejelse; men når de af kærlighed til dette mysterium drives til at modtage det, som de er vant til i et gudhengivent liv, skal de, som vi har sagt, ikke holdes tilbage. For ligesom man i Det Gamle Testamente så på de ydre gerninger, sådan ser man i Det Nye Testamente med omhyggelig opmærksomhed ikke så meget på det, der gøres udvendigt, som på det, der tænkes indvendigt, så det kan straffes med en skarpsindig dom. For selv om loven forbyder at spise meget, fordi det er urent, siger Herren dog i evangeliet: «Ikke det, som går ind i munden, gør mennesket urent, men det, som går ud af munden, det er det, som gør mennesket urent» (Matt 15,11). Og lidt efter tilføjede han som forklaring: «Fra hjertet udgår de onde tanker» (Matt 15,19). Dermed er det rigeligt vist, at det, som af den almægtige Gud vises at være besmittet i gerningen, er det, der vokser frem af en besmittet tankes rod. Derfor siger også apostlen Paulus: «Alt er rent for de rene, men for de besmittede og ikke-troende er intet rent.» Og straks efter tilføjer han, idet han forkynder årsagen til denne besmittelse: «For både deres sind og deres samvittighed er besmittet» (Tit 1,15). Hvis altså maden ikke er uren for den, hvis sind ikke er urent, hvorfor skulle det, som en kvinde med rent sind lider af naturen, så regnes hende til urenhed?

Men en mand, der har ligget med sin egen hustru, må ikke gå ind i kirken, uden at han har vasket sig med vand; og selv når han har vasket sig, må han ikke gå ind straks. Loven påbød det gamle folk, at en mand, der havde haft samleje med en kvinde, skulle vaske sig med vand og ikke gå ind i helligdommen før solnedgang (3 Mos 15,16–18). Det kan dog også forstås åndeligt: En mand har samleje med en kvinde, når sindet i tanken forenes med et ulovligt begær ved lyst; for hvis ikke begærets ild først er kølnet i sindet, må den, der ser sig selv tynget af en ond viljes ondskab, ikke anse sig værdig til brødrenes forsamling. Selv om forskellige folkeslag mener forskelligt om denne sag og synes at holde forskellige skikke, har det dog altid fra gammel tid været romernes skik efter samleje med sin egen hustru både at søge renselse ved et bad og ærbødigt at holde sig fra at gå ind i kirken en kort tid. Luthersk note: Her gøres en romersk skik til en regel for, hvornår ægtefolk må gå i kirke. Luthersk lære afviser, at kirken binder samvittighederne med den slags renhedsbud (CA XXVI og XXVIII). Når vi siger dette, regner vi ikke ægteskabet for skyld; men fordi selv det lovlige samleje med hustruen ikke kan ske uden kødets lyst, skal man holde sig fra at gå ind på det hellige sted; for selve lysten kan på ingen måde være uden skyld. For det var ikke af ægteskabsbrud eller utugt, men af et lovligt ægteskab, at han var født, han som sagde: «Se, i misgerninger er jeg undfanget, og i synder fødte min mor mig» (Sl 51,7). For han, der vidste, at han var undfanget i misgerninger, sukkede over, at han var født af synd; for grenen bærer den syge saft, som den har trukket op fra roden. I disse ord kalder han dog ikke ægtefællernes samleje for misgerning, men netop lysten ved samlejet. Der er jo mange ting, som er tilladte og lovlige, og som vi alligevel i nogen grad besmittes af, når vi gør dem. Sådan forfølger vi ofte fejl i vrede og forstyrrer derved freden i vores sind; og selv om det, der gøres, er ret, er det dog ikke godt, at sindet bliver forstyrret derved. Han, som sagde: «Mit øje er forstyrret af vrede» (Sl 6,8), var jo vred på synderes laster. For da kun et roligt sind kan løfte sig op i beskuelsens lys, beklagede han, at hans øje var forstyrret i vrede; for mens han nedenunder forfulgte onde gerninger, blev han tvunget til at blive forvirret og forstyrret i beskuelsen af det, som er højest. Vrede mod lasten er altså prisværdig og dog besværlig, for han mente, at han havde pådraget sig en vis skyld ved at blive forstyrret. Det lovlige kødelige samliv bør derfor være for afkommets skyld, ikke for lystens; og kødets forening skal ske for at avle børn, ikke for at tilfredsstille lasterne. Men hvis en mand omgås sin hustru, ikke grebet af begær efter nydelse, men alene for at avle børn, så skal han afgjort overlades til sin egen dom, både hvad angår at gå ind i kirken og at modtage mysteriet med Herrens legeme og blod; for den, der står i ilden uden at brænde, må vi ikke forbyde at modtage det. Men når det ikke er kærligheden til at avle afkom, men lysten, der hersker i samlejet, har ægtefællerne også grund til at græde over deres samleje. For den hellige forkyndelse giver dem lov til det og ryster dog sindet med frygt netop ved denne tilladelse. For da apostlen Paulus sagde: «Den, som ikke kan være afholdende, skal have sin hustru» (1 Kor 7,9), sørgede han straks for at tilføje: «Men dette siger jeg som en indrømmelse og ikke som en befaling» (1 Kor 7,6). For det, som er tilladt, fordi det er ret, bliver ikke indrømmet. Når han altså sagde, at han gjorde en indrømmelse, viste han, at der er skyld. Luthersk note: Gregor regner lysten i det ægteskabelige samliv for skyld og forstår 1 Kor 7,6 som en indrømmelse af noget syndigt. Luthersk lære siger, at begæret i den faldne natur er synd (Apologien II), men at samlivet i ægteskabet er Guds gode ordning; det gør ingen uværdig til at gå i kirke eller til nadveren (Apologien XXIII).

Man skal også med vågent sind overveje, at Herren, da han ville tale til folket på Sinaj bjerg, først befalede det samme folk at holde sig fra kvinder (2 Mos 19,15). Og hvis der dér, hvor Herren talte til mennesker gennem en underordnet skabning, blev krævet legemlig renhed med så stor omhu, at de, der skulle høre Guds ord, ikke måtte have haft samkvem med kvinder, hvor meget mere må så kvinder, som modtager den almægtige Herres legeme, bevare kødets renhed hos sig selv, så de ikke tynges af selve det uvurderlige mysteriums storhed? Luthersk note: Også her gøres legemlig renhed til en betingelse for at modtage nadveren. Efter luthersk lære er den ret værdig og vel skikket til sakramentet, som tror ordene «givet for jer» og «udgydt for jer til syndernes forladelse» (Den Lille Katekismus, alterets sakramente). Derfor bliver der også gennem præsten sagt til David om hans unge mænd, at de kunne få skuebrødene, hvis de var rene for kvinder; dem ville de slet ikke have fået, hvis David ikke først havde erklæret, at de var rene for kvinder (1 Sam 21,5–6). Men en mand, der efter samleje med sin hustru har vasket sig med vand, kan også modtage den hellige nadvers mysterium, når han efter den regel, der er fastsat ovenfor, også har lov at gå ind i kirken.

VIIII. Augustins spørgsmål: Kan nogen modtage Herrens legeme efter en sædafgang, sådan som den plejer at komme i drømme? Eller kan han, hvis han er præst, fejre de hellige mysterier?

Gregor svarede: Den gamle lovs testamente kalder ham, som vi allerede har sagt i det foregående kapitel, besmittet og tillader ham ikke at gå ind i helligdommen før aften, medmindre han har vasket sig med vand (3 Mos 15,16). Men det åndelige folk forstår det anderledes og vil opfatte det på samme måde, som vi har sagt ovenfor: Den narres så at sige i drømme, som fristes af urenhed og i tanken besmittes af virkelige billeder; men han skal vaskes med vand, det vil sige afvaske tankens skyld med tårer; og hvis ikke fristelsens ild først er aftaget, skal han erkende sig skyldig så at sige indtil aften. Men ved en sådan sædafgang er der brug for en meget nødvendig skelnen, som må overvejes nøje: hvad den kommer af i den sovendes sind. Den kommer nemlig undertiden af frådseri, undertiden af naturens overflod eller svaghed, undertiden af tanker. Når den kommer af naturens overflod eller svaghed, skal den på ingen måde frygtes; for den skal snarere beklages som noget, sindet har lidt uden at vide det, end som noget, det har gjort. Men når appetitten river en med ud over al måde, når man spiser, så væskernes beholdere bliver overfyldte, har sindet deraf en vis skyld, dog ikke så meget, at det forbydes at modtage det hellige mysterium eller at fejre messen, når en festdag måske kræver det, eller selve nødvendigheden tvinger til at frembære mysteriet, fordi der ikke er nogen anden præst på stedet. For hvis der er andre til stede, som kan udføre tjenesten, bør en sædafgang, der skyldes frådseri, ikke forhindre ham i at modtage det hellige mysterium; men han bør efter min mening ydmygt afholde sig fra at ofre det hellige mysterium – forudsat at den ikke har rystet den sovendes sind med skamløse forestillinger. Luthersk note: «At ofre det hellige mysterium» forudsætter, at messen er et offer, som præsten frembærer. Luthersk lære afviser messeofferet: Kristi ene offer på korset er fuldbragt, og i nadveren giver Kristus os sit legeme og blod til syndernes forladelse (CA XXIV; Apologien XXIV). For der er nogle, hos hvem sædafgangen for det meste opstår sådan, at deres sind ikke besmittes af skamløse forestillinger, selv mens legemet sover. I det tilfælde viser sindet sig skyldigt på ét punkt, men er dog ikke frikendt efter sin egen dom: For selv om det ikke husker at have set noget, mens legemet sov, husker det dog, at det faldt i frådseri, mens legemet var vågent. Men hvis den sovendes sædafgang udspringer af en skamløs tanke i vågen tilstand, er skylden åbenbar for sindet; for det ser, fra hvilken rod denne besmittelse er kommet, eftersom det uden at vide det har lidt det, som det med viden har tænkt. Men man må overveje, om tanken er opstået ved tilskyndelse, ved lyst eller – hvad der er værre – ved samtykke til synden. For al synd fuldbyrdes på tre måder, nemlig ved tilskyndelse, lyst og samtykke. Tilskyndelsen sker ved Djævelen, lysten ved kødet, samtykket ved ånden; for også til den første synd tilskyndede slangen, Eva fandt lyst i den ligesom kødet, men Adam samtykkede ligesom ånden. Og der er brug for stor skelneevne, så sindet som dommer over sig selv kan holde opsyn mellem tilskyndelse og lyst og mellem lyst og samtykke. For når den onde ånd tilskynder til synd i sindet, er synden slet ikke begået, hvis der ikke følger nogen lyst til synden; men når kødet begynder at finde lyst, begynder synden at fødes; og hvis man også samtykker efter overvejelse, er synden fuldbyrdet. I tilskyndelsen er altså syndens sæd, i lysten får den næring, i samtykket fuldendes den. Og det sker ofte, at kødet drager det, som den onde ånd sår i tanken, ind i lyst, uden at sjælen dog samtykker i denne lyst. Og skønt kødet ikke kan føle lyst uden sjælen, bliver sindet selv, mens det kæmper imod kødets lyster, alligevel på en måde bundet mod sin vilje i den kødelige lyst, så det ud fra fornuften modsiger den og ikke samtykker, og dog er bundet af lysten, men sukker dybt over at være bundet. Derfor sukkede også den himmelske hærs fornemste kriger og sagde: «Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som fører krig mod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer» (Rom 7,23). Men hvis han var fange, kæmpede han slet ikke. Og dog kæmpede han. Derfor var han både fange og kæmpende – han kæmpede altså for sit sinds lov, som loven i lemmerne kæmpede imod. Men hvis han kæmpede, var han ikke fange. Se, sådan er mennesket så at sige både fange og fri: fri ved den retfærdighed, som det elsker, fange ved den lyst, som det bærer mod sin vilje.