Hvordan han sendte Augustin palliet, et brev og flere af Ordets tjenere

Desuden sendte samme pave Gregor flere medarbejdere og Ordets tjenere til biskop Augustin sammen med de førnævnte sendebud, fordi Augustin havde meddelt ham, at høsten var stor, men arbejderne få (jf. Matt 9,37). Blandt dem var Mellitus, Justus, Paulinus og Rufinianus de første og fornemste. Med dem sendte han i det hele taget alt, hvad der var nødvendigt til kirkens gudstjeneste og tjeneste, nemlig hellige kar, alterklæder, udsmykning til kirkerne, præste- og gejstlige klæder, relikvier af de hellige apostle og martyrer og også mange bøger. Luthersk note: Gregor sender relikvier af apostle og martyrer til de nye kirker. Den lutherske bekendelse afviser dyrkelsen af relikvier og påkaldelsen af helgener, fordi Skriften ikke befaler den og den drager tilliden bort fra Kristus (CA XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Han sendte også et brev, hvor han meddeler, at han har sendt ham palliet, og samtidig giver anvisning på, hvordan han skulle indsætte biskopper i Britannien. Brevet har denne ordlyd:

Til den højærværdige og højhellige broder, medbiskop Augustin, fra Gregor, Guds tjeneres tjener.

Det er sikkert, at der er gemt usigelige belønninger i det evige rige til dem, der arbejder for den almægtige Gud. Alligevel må vi give dem hædersbevisninger, så lønnen kan få dem til at slide endnu ivrigere i det åndelige arbejde. Og da englændernes nye kirke ved Herrens gave og ved dit arbejde er ført frem til den almægtige Guds nåde, giver vi dig ret til at bære palliet i den, men kun når du fejrer messen. Luthersk note: Med «messen» forudsætter Gregor den romerske lære om messen som et offer. Den lutherske bekendelse holder fast ved gudstjenesten med nadveren, men afviser, at messen er et offer, der fortjener syndernes forladelse for levende og døde (CA XXIV; Apologien XXIV). Du skal indvie tolv biskopper rundt omkring, som skal være under din myndighed, dog sådan at biskoppen i byen London for fremtiden altid skal vies af sin egen synode og modtage palliet som hædersbevis fra dette hellige og apostolske sæde, som jeg efter Guds vilje tjener. Luthersk note: Gregor forudsætter, at det romerske sæde har myndighed over hele kirken og tildeler biskopperne deres værdighed ved palliet. Den lutherske bekendelse lærer, at paven ikke efter guddommelig ret er overhoved over alle kirker og biskopper, og at biskopper og præster har deres embede ved Ordet og kaldet, ikke ved Roms tilladelse (Traktaten om pavens magt og overhøjhed). Til byen York vil vi, at du sender en biskop, som du selv finder det rigtigt at indvie. Hvis denne by sammen med de omliggende egne tager imod Guds ord, skal han også indvie tolv biskopper og have ærkebiskoppens værdighed. For også ham har vi i sinde med Herrens hjælp at give palliet, hvis han får livet i behold; men vi vil dog, at han skal være underlagt din broderlige ordning. Efter din død skal han imidlertid stå over de biskopper, han har indviet, sådan at han på ingen måde er underlagt biskoppen af Londons myndighed. Men for fremtiden skal rangforskellen mellem biskopperne i byerne London og York være denne, at den regnes for den første, som er blevet indviet først. Det, der skal gøres i nidkærhed for Kristus, skal de ordne enigt efter fælles rådslagning og i samdrægtigt samarbejde. De skal mene det rette og udføre det, de er kommet frem til, uden at være uenige indbyrdes.

Men du, min broder, skal efter vor Herre Gud Jesu Kristi vilje have ikke alene de biskopper, du selv har indviet, og heller ikke kun dem, der er blevet indviet af biskoppen af York, men alle præster i Britannien under dig, så de af din hellige mund og dit hellige liv kan lære, hvordan man tror ret og lever godt, og så de, når de udfører deres embede i tro og vandel, kan nå frem til himmeriget, når Herren vil. Luthersk note: At Augustin med pavens fuldmagt sættes over alle præster og biskopper i Britannien, hviler på samme forudsætning om det romerske sædes overhøjhed, som bekendelsen afviser (Traktaten om pavens magt og overhøjhed). Gud bevare dig i god behold, højærværdige broder.

Givet den tiende dag før julis kalender [dvs. 22. juni 601], i det nittende regeringsår for vor herre, den højfromme kejser Mauritius Tiberius, i det attende år efter samme herres konsulat, i den fjerde indiktion.